BERLIN. I den tyske fagbevægelse har social dumping længe haft afgørende betydning for deres arbejdsgang. Andelen af overenskomstdækkede arbejdspladser er faldet til under 50%, mens antallet af deltidsansættelser, midlertidige arbejdskontrakter og udenlandske underleverandører kun stiger.
Hvor begrebet social dumping i Danmark straks kædes sammen med udenlandsk arbejdskraft og udenlandske virksomheder, forbindes det i Tyskland i lige så høj grad med hjemmelavede problemer.
Tyskland har (med succes) satset hårdt på rollen som Europas førende eksportland, hvorfor forskellige reformer af arbejdsmarkedet er blevet gennemført for at sikre forsat produktionen på tysk jord. Bagsiden af medaljen har været en massiv de-regulering, der har været med til at underbyde den oparbejdede standard for løn- og arbejdsmarkedsforhold.
Hartz-reformerne fra 2003-05 har blandt andet medført, at arbejdsløse modtager en minimal overførsel fra staten, hvorfor de er tvunget til samtidig at være beskæftiget i diverse mini-job. Beskæftigelsestypen betegnes ”mini”, fordi timeantallet er lavt, lønnen tarvelig og arbejdskontrakten midlertidig. De omfattende Hartz-reformer har medvirket drastisk til, at der i 2009 er 2,6 millioner tyskere, der er ansat i diverse mini-job. Hertil kommer deltidsansættelserne, midlertidige kontrakter, solo-selvstændige osv.
Samlet set er 9,8 millioner tyskere ansat i atypiske arbejdsforhold. Dette har til fagbevægelsens store fortrydelse været ganske effektivt til at underminere de ellers tilkæmpede løn og arbejdsforhold.
Den store tyske servicefagforening, Ver.di, har således tildelt Tyskland titlen “Europamestrer i løndumping”. Dette forsøg på galgenhumor skal ses i sammenhæng med landets 16 gange verdensmestertitel i eksport.
Fagbevægelsen kan dog ikke se sig helt undtaget for ansvar for denne udvikling. Ifølge Tina Møller Kristensen, tidligere LO-sekretær og master i det europæiske arbejdsmarked, har den tyske fagbevægelse selv bidraget til denne udvikling i sin kamp for at bevare medlemmernes arbejdspladser.
I Tyskland såvel som i Danmark er der opstået en øget brug af ”åbningsklausuler”, der giver mulighed for en lokal tilpasning af en sektor-overenskomst. Til forskel fra Danmark er det dog i Tyskland også muligt at underbyde den indgåede overenskomst af hensyn til ”konkurrence og beskæftigelse”. Dette er særligt benyttet i fx bilindustrien, hvor fagbevægelsen tillader ansættelse af vikarer, der bliver spist af med dårligere løn og arbejdsforhold end resten af de ansatte. Fagbevægelsen kan hermed leve op til arbejdsgivernes krav om fleksibilitet og samtidig beskytte arbejdspladserne for sine kernemedlemmer.
– I konkurrencens hellige navn har man tilladt en uhørt mængde fleksibilitet for bestemte grupper af ansatte. Hovedmålet har været at beskytte kernearbejdskraften, hvorfor man har indgået diverse pagter (åbningsklausuler, red.), der har medført store grupper af arbejdsstyrken bliver ansat på forværrede vilkår.
I følge Tina Møller Kristensen er udviklingen med atypiske ansættelsesforhold endnu værre i de tyske service-fag for ikke at snakke om den ellers tidligere stærke fødevareindustri.
Den stigende bølge af udenlandske arbejdsmigranter har dog også sin indflydelse på fænomenet social dumping i Tyskland. Længe før EU-udvidelsen i 2004 er et større antal udenlandske arbejdstagere kommet til Tyskland og fagbevægelsens svar på udfordringerne har været forskellige afhængig af branche. Generelt spejder fagbevægelsen dog mere og mere mod politiske reguleringer og lovgivning.
Det startede for byggebranchen allerede i 1990’erne, hvor de modtog en stor mængde udstationerede arbejdstagere, der ofte blev ansat af af underentreprenører, hvis opskrift på succes var at underbyde de eksisterende løn og arbejdsvilkår. Igennem den tyske implementering af EU-direktivet for udstationerede arbejdstagere, blev der åbnet et hul for lovgivning på området, og for den tyske byggefagforening, IG-BAU, var dette den mest ønskværdige løsning. Der var derfor stor tilfredshed blandt byggefagene, da der i 1999 blev indført almengjort overenskomst og sidenhen en lov om kædeansvar.
Anderledes ser det ud for andre sektorer, som service-fagene og fødevareindustrien, der også oplever massive problemer med faldende overenskomst dækning, lyssky arbejdskontrakter og reel løndumping.
Den nuværende tyske lovgivning gør det ikke muligt at indføre almengjorte overenskomster på disse fag- områder, hvorfor fagforeningerne siden 2005 har krævet indførelse af lovbestemt mindsteløn. De kan ikke længere magte opgaven på traditionel vis og ønsker derfor hjælp fra myndighederne til at sikre en række grundvilkår.
Ifølge Tina Møller Kristensen er der dog ikke tale om nogen reel strategi for udfordringerne med de udenlandske arbejdstagere. Fagbevægelsen er så presset af problemerne med social dumping, at den blot forsøger at afværge de værste problemer.
– I desperation over manglende politik har det eneste svar på udfordringerne været en lovbestemt mindsteløn, forklarer Tina Møller Kristensen
I dag er det en samlet fagbevægelse, der med DGB (tysk LO) i spidsen kræver politisk regulering i form af national eller alternativt regional mindsteløn. Temaet stod centralt ved både Europaparlamentsvalget og det efterfølgende valg til Bundestagen (det tyske folketing) i efteråret 2009.
Kravet har opbakning fra flere dele af det politiske spektrum. Oppositionspartierne, SPD (socialdemokraterne), Die Grüne (miljøpartiet), Die Linke (venstrefløjspartiet) støtter alle fagbevægelsens krav om en lovreguleret mindsteløn, og mere overraskende er det nuværende regeringsparti CDU (de konservative) ikke helt afvisende over for ideen. Det ligger til gengæld meget langt fra CDUs liberale regeringspartner, FDP,, hvorfor en national mindsteløn ikke spås stor fremtid i den nuværende regeringsperiode.
Den EU-sikrede frie bevægelighed for udenlandske arbejdstagere og virksomheder har betydet, at den europæiske fagbevægelse hver især har måtte revurdere deres hidtidige arbejdsgang for at sikre ordentlige løn og arbejdsforhold på de nationale arbejdsmarkeder. Dette blev i Danmark tydeliggjort under de netop overståede overenskomstforhandlinger på det private område, hvor social dumping indledende blev præsenteret som det afgørende tema, og fagbevægelsen pressede på for at arbejdsmarkedets parter skulle finde en fælles løsning på udfordringerne.
Til forskel fra Danmark har tyskerne ikke vurderet, at de kunne overkomme udfordringerne alene i samspil med arbejdsgiverne, men i stedet vendt sig mod politikerne og lovgivningen. Dette skyldes blandt andet en særlig tradition på det tyske arbejdsmarkedet med stort samspil mellem staten og arbejdsmarkedets parter.
Men det er også et udtryk for en manglende/fejlslagen politisk strategi i den tyske fagbevægelse, der har betydet reel forsømmelse af randområderne på arbejdsmarkedet og åbnet op for en de-regulering og social dumping, der nu sniger sig ind på kernearbejdspladserne og gør, at den tyske fagbevægelse ser sig nødtvunget til at søge ly bag politikernes (nuværende) velvilje.
Anne Marie Boesen læser statskundskab i Berlin
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96