Torsdag d. 20. maj mødtes 3.500 tillidsfolk til stormøde i Fredericia under overskriften »Vi vælger velfærden«. Temaet er de massive besparelser, der er udsigt til i kommunerne og regionernes budgetter.

Timingen er perfekt. For kommunerne står netop overfor at skulle indgå en ny økonomisk aftale med regeringen om næste års økonomi.

En hidtil uset samling

Lige så aktuel sagen er, lige så alvorlig er baggrunden. Ikke alene har kommunerne i 2009 brugt ca. 5 mia. kr. mere end aftalt med regeringen. Regeringen har derudover deklareret nulvækst og besparelser på yderligere 4 mia. kr. i 2011. Endelig har kommunerne jo også mærket krisen med nedgang i skatteindtægterne og større pres på de sociale ydelser.

Tillidsmænd fra hele landet mødtes torsdag den 20. maj og gav hinanden hånden på, at regeringens spareplaner skal mødes med modstand. Foto: Mark Knudsen.

Nedskæringsbølgen har allerede ramt sygehuse og hospitaler hårdt - og i den kommende tid bliver det børneområdet og undervisningssektoren der kommer til at holde for.

Udsigten til omfattende nedskæringer og deraf følgende fyringer overalt i den offentlige sektor har fået fagbevægelsen til at reagere. Og reaktionen er en hidtil uset samling af fagforbund på tværs af hovedorganisationerne og sædvanlige fag-egoistiske interesser. I alt 14 store og små forbund er gået sammen og dermed er langt den største del af det offentlige arbejdsmarked dækket ind. Blandt initiativtagerne er 3F, FOA, Sygeplejerskerne, HK, Lærerforeningen, BUPL., SL og socialrådgiverne.

Et godt tilbud?

Tanken er, at stormødet både skal være en protest med nedskæringer og en mobilisering af fagbevægelsens medlemmer til kamp mod nedskæringerne. Set i det lys er der så absolut tale om et nyt initiativ. Initiativer mod kommunale nedskæringer har som regel haft et lokalt udspring og særligt samarbejde mellem organisationerne har været lokalt funderet – og forbundene har som regel haft svært ved at finde fælles fodslag.

Hvis fagbevægelsen faktisk er i stand til at sætte magt bag ordene, kan det formodentlig sætte kommunerne under så stort pres, at spillet om kommunernes økonomi kan trække længe ud endnu. Dermed rammes regeringen på et meget ømt punkt.

Den »kontraktpolitik« som hidtil har været bærende, har jo i høj grad gået ud på at udstikke garantier for det kommunale og regionale serviceniveau – og så overlade det til kommunerne selv at betale regningen. Tænk f.eks. på behandlingsgarantien, der har sendt tusinder af dansker på privathospitaler til overpris – som regionerne efterfølgende måtte betale.

Senest har Claus Hjort Frederiksen været ude og meddele, at han ikke vil indgå en ny økonomiaftale med KL (Kommunernes Landsforening), hvis ikke kommunerne retter op på sidste års underskud.

Regeringen mener det uden tvivl som en trussel – men måske det var en tanke for kommunerne at betragte det som et godt tilbud. Uden nye aftaler om den kommunale økonomi, bliver regeringen også nødt til at tage et mere direkte ansvar for den elendighed, den skaber.