Hejsa allesammen og velkommen til.

Åbningsindlægget på denne blog kunne have antaget en række af former og emner, men af flere grunde er det nu endt som en speciel undersøgelse af den selvudnævnte SERVICEVIRKSOMHED, dansk politi, baseret på en samling begivenheder og motiveret både af en trang til at gentage nogle nødvendige fakta og som reaktion på det tragikomiske mærkat.

I den nærmeste fremtid regner jeg med at kunne bringe jer noget mere inspirerende, deltagende og glædeligt fra udenfor andedammen, men for nu håber jeg, at I vil bære over med og endda læse med på denne ramble om (uønsket) service.

Din folkeoplysning = din forbrydelse..

Indenfor de sidste par dage har tre nyheder, hvor denne servicevirksomhed er indblandet, skabt glæde og vrede over min morgenkaffe; 1) at anklagerne mod to pressetalspersoner for Climate Justice Action nu har udmøntet sig i tiltale, 2) at ransagningerne af aktivistsovesteder under COP15 er kendt ulovlige og 3) at ofrene for den nyeste service, masseanholdelser, under COP15 vil prøve dem i retten.

Anklagerne mod de to pressetalspersoner kommer ovenpå en række sager mod klimaaktivister, hvoraf de fleste er endt i frifindelse, domme baseret på servicevirksomhedens særlig forhold til sandhed eller endnu pågår i alt deres absurditet, f.eks en vis sag med en gigantisk boltsaks og en ganske frustreret og latterlig politianklager.

Når det kommer til disse nyeste anklager, er det særligt tre forhold, der er interessante, når vi taler service. Den første er den særlige service, eksklusivt leveret af etaten, at de anklagede skulle læse særdeles alvorlige tiltaler mod dem i dagens udgave af det træ-spild, man kalder “gratisaviser”, mens forsvarsadvokaten holdes hen i uvidenhed.

En sådan service virker for mig som et decideret politisk træk, der bryder med den smule “god retspraksis”, der skulle være tilbage her i landet. Sagen bliver ikke mindre speget, når man så ved, at anklagerne har karakter af “hvad-nu-hvis” og “organisering af andre til ulovligheder”..
Dét siger mere om servicevirksomhedens syn på borgere som en flok ignorante får, der følger hvilken som helst “leder”, der skulle være.
Det strenge hieraki i virksomheden har tydeligvis gjort dem blinde for idéen om, at mennesker er tænkende, sansende og handlende væsner, der i den grad kan tænke og skabe selv – hvis man da får rummet til at udfolde sig..

Et sidste bitter twist for servicevirksomheden må være, at grundlaget for disse meta-anklager, aktionen Reclaim Power d. 16. december, faktisk var blevet præsenteret for deciderede “dialog-servicemedarbejdere” længe inden COP15. Vel at mærke uden at man ydede den service at nævne mulige – meget alvorlige - retslige konsekvenser for personer med den frækhed at gøre offentligheden klar over aktionens eksistens.
Det virker for mig skræmmende, at en så magtfuld samfundsinstitution enten skulle have så dårlig intern kommunikation, at dette simpelthen ikke skulle være nået videre eller så lidt idé om, hvilken service de egentlig skulle være skabt for at varetage – service FOR borgerne, ikke IMOD.

Historien om en ulovlig service

Siden COP15 og Folketingets carte blanché af en lømmelpakke er det blevet pinefuldt tydeligt, hvilken service det har medført, og hvordan den er blevet modtaget.

Jeg vil kort fortælle en anekdote, der binder sig til de ulovlige ransagninger og en lånt praksis.
“Dialogmøder” er endnu et innovativt nyt påfund i kampen for at yde den bedste service til borgerne i Danmark. Den er så vidt, jeg forstår, “opfundet” hele vejen over Øresund fra det svenske politi, og selvom den til min store skuffelse ikke involverer neongule veste som hhv. “dialogpoliti” og skolepatruljer, fandt jeg alligevel mig selv til et sådant.
Vi var et par stykker, der efter lange diskussioner om kompromittering af vores idealer - var taget til afsted – uden forventninger om et brugbart udkomme, indrømmer jeg gerne.
Det mest konkrete udkomme drejer sig netop om bemeldte sovesteder. Siden de danske borgere ikke skal mangle service på hverken mærkelige steder eller tider, lovede både politiforhandler og -chef selvfølgelig at kontakte vores dialoggruppe, inden ransagningservice ville rykke ud til vores sovesteder. I sig selv en simpel service, der dog viste sig at være for meget for servicevirksomheden, da der få dage efter var blå blink og kampklædte servicemedarbejdere i hundredevis på to af fire sovesteder, Teglholmen og Ragnhildgade.

At blive vækket kl tre om natten af et særdeles pågående offentligt service-team falder sjældent i nogens interesse, og glæden har således også været stor over, at netop denne natteoperation er blevet kendt ulovlig. Her vil jeg gerne sende en hilsen og et kram til en sej 17-årig, der gav os denne glæde: “Thumbs up for et vildt stykke arbejde – keep it coming! Vi ses i Ragnereden.”

Desværre må jeg slå skår i glæden allerede nu og sige, at kendelsen imod politiets ransagninger kommer til at have begrænset værdi, udover på et personligt plan. Denne realisering skyldes et eksempel på det enorme straffri rum, det danske politi opererer i, nemlig en storby-service kendt som “visitationszoner”.
En engelsk variant af dette spændende eksperiment i spærretidslignende sociale repressionsmekanismer – der kun adskiller sig teknisk fra den danske - er for nyligt blevet kendt ulovligt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at krænke privatlivets fred.
Som en reaktion herpå havde politikere fra flere sider umådeligt travlt med at “ville undersøge” visitationszonerne, og den nationale servicevirksomhed ophævede dagen efter zonerne...
For så kort efter at genindføre dem - med ministeriel opbakning og (endnu en) henvisning til bandekrig - upåagtet protester fra juraprofessorer, advokater og borgerrettighedsgrupper osv.

Det virker tydeligt, at i de få øjeblikke, hvor der faktisk er opmærksomhed om disse udemokratiske mekanismer, kan servicevirksomheden skifte ham for at undgå for meget forstyrrelse og snusen rundt i deres modus operandi – for så at genoptage business-as-usual så hurtigt som muligt.

Futtogene, du ikke må forlade

Den sidste ting, jeg vil tage op i dette åbningsindlæg, er den netop begyndte retssag mod servicevirksomheden, anlagt af godt 250 af passagererne i virksomhedens futtog, omhandlende brugen af massetilbageholdelser under COP15.

Sagerne er særdeles interessante, da der er tale om en af de nyeste og mest udemokratiske services, der udbydes, ikke blot her til lands, men desværre som en del af en (i hvert fald) europæisk tendens. Tendensen går i retning af kriminalisering og opløsning af selv de meste basale borgerlige rettigheder, såsom forsamlings- og ytringsfrihed tilsyneladende efter devicen “Ro over Retfærdighed” (som jeg i al ydmyghed foreslår som virksomhedens nye motto).

Servicen er nyskabende på dansk grund, idet den tillader etaten at tilbageholde mennesker, som den åbenlyst og indrømmet er klar over er uskyldige, i op til 12 timer. Og siden man teknisk set ikke er anholdt, men blot “præventivt tilbageholdt” har man således hverken ret til telefonopkald, advokatbistand eller blot generel information om hvorfor, hvor længe og hvordan.

Hvis sagerne tabes, er det paradoksalt nok ikke kun et nederlag for borgeres aktive deltagelse i et demokrati (eller i de konkrete tilfælde, deltagelse mod det forlorne danske demokrati), men også endnu et søm i ligkisten for den dømmende magt – hammeren venligst udlånt af den udøvende.

Kendes også denne uønskede service ulovlig, er det en fantastisk mulighed for personlig tilfredsstillelse og forhåbentlig en mulighed for at bortdrevne borgere kommer tilbage på gaden.

I al fald vil jeg slutte med et ønske og et kampråb:

Held og lykke til både advokater og klienter i sagerne!

Kampen fortsætter i retten og på gaden, for we are everywhere!