Hverken Morten Christiansen eller Claus Mortensen har fået ret mange af deres forventninger til en ny overenskomst på industriområdet indfriet.
Det indrømmer de begge, da Arbejderen er på genvisit, to måneder efter første besøg på MAN Diesel i Frederikshavn.
Faktisk synes Claus Mortensen ikke, han har fået noget som helst.
– Jeg er meget skuffet. Ikke mindst på vegne af de ledige og de unge, der hverken får bedre vilkår eller bedre muligheder for uddannelse. Jeg har talt varmt for en visionær overenskomst og, situationen taget i betragtning, endda erklæret mig parat til at se bort fra lønforbedringer, hvis der i stedet blev flyttet ressourcer til eksempelvis uddannelse af unge, siger den 48 årige lagerarbejder.
Det synspunkt, indrømmer 3F’eren, har kostet ham mange verbale knubs fra især tillidsfolk, siden han luftede det i Arbejderen.
Morten Christiansen er knap så negativ. Tillidsmanden for metallerne i Klub 1 på den nordjyske fabrik indrømmer ganske vist, at lønstigningerne ikke er værd at skrive om.
– Der er heller ikke kommet de forbedringer af pensionsindbetalingerne, jeg havde håbet på. Til gengæld er der kommet en lille stigning på overtid og andre tillæg. Lærlingelønnen bliver hævet mere end mindstelønnen, og de bliver omfattet af forsikringsdelen i pensionsordningen, forklarer Morten Christiansen.
Da Arbejderen sidst var på besøg var overenskomstforhandlingerne lige startet, og et af de krav, som fire af de ansatte dengang fremhævede, var forbedringer for skifteholdsarbejdere.
– De kan nu få lægetjek, og hvis lægen fraråder natarbejde, skal man tilbydes andet arbejde, så vidt muligt, siger Morten Christiansen og tilføjer:
– De har godt nok ingen kroner fået.
Den griber Claus Mortensen med det samme.
– De har ikke fået så meget som en cent, og lægetjekket havde de i forvejen. Nu kan de bare få det hver andet år, hvor det i dag er hver tredje. Det er nærmest grinagtigt.
Han er tydeligvis ikke imponeret. Heller ikke over at der sættes penge af til videre forskning i konsekvenserne af natarbejde. Som om man ikke kender dem i forvejen, er hans pointe.
Snakken falder nu på nyskabelsen i industri-overenskomsten, den såkaldte fratrædelsesgodtgørelse.
– Det er lykkedes at komme igennem med en fratrædelsesordning, som giver folk en kompensation i op til tre måneder, hvis de bliver fyret. Det giver dem lidt luft til at gå ud og finde noget andet, mener Morten Christiansen.
Godtgørelsen svarer til forskellen mellem 85 procent af lønnen og den gældende dagpengesats. Man skal have været ansat mindst tre år for at være berettiget til en måneds godtgørelse. Ved en månedsløn på 30.000 kroner er beløbet på 9207 kroner. Ved seks års anciennitet får man beløbet to gange, og otte år udløser tre måneders godtgørelse.
Claus Mortensen ser gerne større sikkerhed i ansættelsen, men mener ikke at det bliver tilgodeset med forslaget til fratrædelsesordningen
– Der er tale om alt for små beløb bundet op på alt for mange betingelser. Jeg tror ikke, at beløb i den her størrelsesorden afholder arbejdsgiverne fra at fyre. Det tyder mest på, at forhandlerne var nødt til at komme ud med et eller andet resultat, som de så kunne sælge overenskomsten på.
Morten Christiansen derimod ser ordningen som ’begyndelsen til noget nyt’.
– Jeg tror, som med arbejdsmarkedspensionen, at ordningen kan udbygges på sigt. Måske kan grænsen for udbetaling rykkes frem og satserne hæves, siger han.
Heller ikke den køber lagerarbejderen. Han ser et arbejdsmarked, der i fremtiden udvikler sig med ansatte i kortere og kortere perioder.
– Så batter det ingenting, at man får ret til tre måneders godtgørelse efter otte års ansættelse, lyder det tørt.
Begge indrømmer, at ordningen kan friste nogle arbejdsgivere til ikke at beholde ansatte så længe, at de opnår retten til fratrædelsesgodtgørelsen.
Selvom de to nordjyder ikke er ovenud begejstrede for overenskomstforslaget, så stemmer de alligevel ja begge to. Mens Morten Christiansen mener, at resultatet er det bedst opnåelige, lyder Claus Mortensens argumentation:
– Jeg stemmer ja for at få ro og anbefaler også andre at gøre det. Omkostningerne ved at sætte samfundet i stå med en konflikt løser ingenting i den nuværende situation. Der vil ikke være noget at hente.
– Forhandlerne er gået glip af en mulighed for at fremtidssikre arbejdsmarkedet. Vi har mistet over 100.000 ufaglærte arbejdspladser, som arbejdsgiverne siger ikke kommer tilbage. Derfor forstår jeg heller ikke, at spørgsmålet om uddannelse af unge ikke har været et tema i forhandlingerne, siger lagerarbejderen.
Han mener, samfundet svigter de unge, og frygter for sammenhængen i det danske samfund.
– Hvad skal de unge lave, og hvor skal pengene komme fra, når mig og Morten bliver gamle og skal have hjælp, spørger han.
Snakken er ved at bevæge sig væk fra overenskomsten. I løbet af en time kommer de to nordjyder vidt omkring. De får også luft for deres frustrationer over regeringen, som de beskylder for stadig at forholde sig alt for passivt til den store arbejdsløshed. De mener, der er brug for et opgør med tåbelige a-kasseregler og for at stoppe jagten på de arbejdsløse..
– Det duer ikke, at man bliver ved med at forlange af de arbejdsløse, at de skal søge 300 job, der ikke er der, lyder det, inden der bliver givet hånd til farvel.
Artiklen har tidligere været bragt i Dagbladet Arbejderen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96