En israelsk journalist er i husarrest og en anden i eksil efter at have afsløret hærens målrettede drab på civile palæstinensiske ledere.
Den 23–årige journalist Anat Kam fra den israelske webportal Walla blev anholdt i december 2009 angiveligt at have kopieret hemmelige dokumenter fra Israels hær, IDF, mens hun aftjente sin værnepligt, skriver nyhedsbureauet IPS.
Hun risikerer op til 14 års fængsel for forbrydelser mod statens sikkerhed efter spionageparagrafferne. Bekymrede borgere oprettede herefter en facebookgruppe med titlen »Hvor er Anat Kam?« Men siden blev lukket efter få dage under mystiske omstændigheder.
Drabene på palæstinensiske ledere blev ifølge dokumenterne planlagt måneder forud. Dokumenterne beskriver, hvordan hæren skulle få omverdenen til at tro, at drabene var »uheld«, under »forsøg på at arrestere« lederne.
Uri Blau, journalist på det israelske dagblad Ha’aretz, omtalte i en artikel oplysningerne fra Walla. Han tør nu ikke vende hjem til Israel fra en rejse til Storbritannien af frygt for at blive anholdt af Israels sikkerhedstjeneste, Shin Bet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96