Den australske reporter John Pilger har vundet nogle af verdens fineste journalistiske priser. Han har været med på bussen siden 1958, hvor han startede som stik-i-rend-dreng på avisen Sydney Sun. Pilger har siden interviewet en stor del af jordens mest magtfulde mennesker, og har vundet sig en plads i journalisternes superliga.
Alligevel aner stort set ingen, hvad manden skriver om. Tænk for eksempel på den uhyrlige fordrivelse af befolkningen på Chagos-øerne. Eller på vestlige besættelsestroppers ansvar for massakrer på afghanske krigsfanger. Ringer der en klokke?
Hvis ikke, er det ikke så sært. John Pilger har specialiseret sig i at skrive om hændelser, som vi sjældent hører om i den vestlige verden. Hændelser, der handler om at vestlige regeringer eller myndigheder begår grove forbrydelser mod ukendte mennesker i fattige lande.
Et lille alternativt forlag tilknyttet kunstnerklubben Det Poetiske Bureau forsøger nu at sprede kendskabet til den 70-årige reportage-mesters værk. Søndag den 21. marts udkommer Pilgers reportagebog »Frihed næste gang« i en dansk oversættelse af Pål Tvärsom på Det Poetiske Bureaus Forlag.
Selvom forlaget er relativt ukendt, er Pilgers bog nr. 17 i rækken af udgivelser fra de alternative bogfolk. De fleste af bøgerne er digtsamlinger, og en enkelt af slagsen, nemlig digte skrevet af Guantanamo-fanger, har faktisk før vakt opmærksomhed om det lille non-profit forlag.
– Forlagets profil er at udgive kritisk litteratur indenfor forskellige genrer, og vi kommer helt sikkert til at udgive flere politiske bøger fremover, siger Morten Ranum fra Det Poetiske Bureau til Modkraft.
»Frihed næste gang« er en reportage-samling, der spænder vidt – fra de hemmelige sider af krigen i Afghanistan, over Sydafrika og Palæstina til den utrolige historie om hvordan den samlede befolkning på Chagos-øerne blev fordrevet, fordi den britiske regering besluttede at forære øerne til USA.
»Diego Garcia« er navnet på hovedøen i den nu ubeboede øgruppe, som huser en af USA’s vigtigste logistiske baser for Afghanistan-krigen, komplet med to landingsbaner for bombefly, et base-personale på 4.000 – og et hemmeligt CIA-fængsel, som er under anklage for at bedrive tortur.
– Det er ikke nok, at journalister ene og alene ser sig selv som budbringere, uden at forstå budskabets skjulte dagsorden og de myter, som omgiver det, skriver John Pilger på sin egen hjemmeside.
Tro mod denne tilgang til journalistens mission, dykker Pilger eksempelvis i den nye bogs kapitel om Chagos-øerne ned under mainstream-mediernes tilsyneladende uskyldige og faktuelle beskrivelse af øerne som »ubeboede«. Ja, de er ubeboede – men hvorfor og hvordan blev de det?, spørger Pilger.
Det Poetiske Bureaus Forlag fejrer udgivelsen af bogen med en reception søndag den 21. marts i Griffenfeldsgade 52 i København. Der vil være mad og visning af tre af John Pilgers prisbelønnede dokumentarfilm.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96