Mumia Abu-Jamal blev for knap 20 år siden dømt til døden for mordet på en politibetjent, men i 1999 underskrev en anden mand en erklæring, hvori han tilstod mordet på betjenten. Det er denne opsigtsvækkende tilståelse, der nu er blevet afvist.
Ifølge de statslige retsregler i Pennsylvania kan en appelsag kun gennemføres på baggrund af nyt bevismateriale, der er opdaget højst 60 dage inden anmodningen om en genoptagelse. Og da dette ikke lykkedes for Abu-Jamal og hans advokater, har det ingen juridisk betydning, at en anden har tilstået det mord, som Abu-Jamal er dødsdømt for.
”Den tiltalte er en bogligt dannet og velartikuleret mand, som har deltaget aktivt i sin sag siden dens begyndelse. Der er intet argument for, at han ikke har været i stand til at formulere eller skrive en appelbegæring”, skriver dommeren i sit 24 sider lange afslag.
Blikket hviler nu på den føderale domstol, der behandler en lignende begæring fra Abu-Jamal. Her vil en føderal dommer formodentlig inden for ganske kort tid tage stilling til, om denne domstol vil høre på beviserne i den sag, der har fået menneskerettighedsaktivister og dødsstrafmodstandere i det meste af verden til at føre kampagner for løsladelse af Mumia Abu-Jamal.
Abu-Jamal blev arresteret i Philadelphia den 9. december 1981 og sigtet for mordet på en hvid betjent. Abu-Jamal selv blev livsfarligt såret af skud. Han nægter sig skyldig, og støttegrupper har vedholdende påpeget en lang række grove juridiske fejl begået i forbindelse med den oprindelige retssag, der i foråret 1982 resulterede i dødsstraf til den tidligere Black Panther-aktivist.
Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96