Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Analyse: OK-forhandlinger på vippen til konflikt

2. marts 2010 - 13:39

Analyse: OK-forhandlinger på vippen til konflikt

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af John Ekebjærg Jakobsen

OK 2010 – hvad sker der netop nu?

· Industrien har lavet et skrabet forlig
· Byggeriet og HK Privat er brudt sammen
· Transporten forhandler stadig
· HK Handel har sagt ja

Da Industriens forhandlere for en uge siden fremlagde et forlig, som i den grad er præget af krise og stigende arbejdsløshed, så var linien lagt for det øvrige arbejdsmarked.

Sådan har køreplanen for overenskomstforhandlinger været de sidste mange år. Men denne gang oplever vi, at HK Privat og HK Handel er lodret uenige. Vi ser at byggeriets forhandlere har sagt nej til skitsen fra Industrien. Transportområdet forhandler videre, og transportens arbejdsgivere er indtil videre åbent for kravet om stop for social dumping, selvom Dansk Byggeri har sagt nej til dette krav.

JPEG - 40 kb
Byggearbejdernes fagforeninger kræver »kædeansvar«, så bygherrere er ansvarlige for underleverandørere overholder overenskomsterne.

På begge sider af bordet er den sædvanlige “fælles fodslag” afløst af egne særstandpunkter. Ingen ved, hvad det kan betyde for den videre udvikling i overenskomstsituationen. De fleste analyser går på, at medlemmerne og fagforbundene ikke er parat til konflikt, men billedet er mere nuanceret end som så.

Byggeriet

Forhandlingerne i byggeriet er brudt sammen – det var ikke muligt at opnå enighed om at begrænse social dumping. Fagforeningerne Træ-Industri-Byg og 3F har foreslået, at bygherrerne skal være bundet af et kædeansvar, hvilket betyder, at når en hovedentreprenør har tegnet overenskomst, så er han ansvarlig for at hans underentreprenør overholder overenskomsten. Men underentreprenøren skal heller ikke have mulighed for at frigøre sig fra overenskomsten ved at give arbejdet videre til andre underentreprenører. Det skal ikke være muligt at “bryde kæden”.

Dansk Byggeri sagde nej til dette. De spiller højt spil og satser på et indgreb fra forligsmanden, som ligner forliget i Industrien. Det eneste værn mod social dumping i Industriens forlig er en lavere anciennitet for optjening af pension. En aftale som ikke er noget værn mod social dumping overhovedet.

TIB og 3F’s forhandlere har til gengæld medlemmerne bag sig. Et stort flertal af medlemmerne har sat værn mod social dumping øverst på dagsordenen. Undersøgelser har vist, at 7 ud 10 arbejdsgivere ligeledes sympatiserer med kravet om stop for social dumping, og i medierne er der stor sympati for de danske bygningshåndværkeres krav om stop for social dumping.

Sidst, men ikke mindst, så er det vigtigt at huske, at TIB og 3F blev stemt ned ved sidste overenskomst I 2007. Selvom forbundenes hovedbestyrelser anbefalede et klart ja til overenskomsten, så stemte et stort flertal af bygningshåndværkerne nej til overenskomsten i 2007. Det ønsker topforhandlerne ikke at opleve igen, og derfor står de fast på kravet om at stoppe social dumping.

Er medlemmerne parat til storkonflikt?

I medierne og ude på arbejdspladserne diskuteres der intenst, om medlemmerne er klar til at gå ud i en storkonflikt.

Det er de ikke. Undersøgelser har vist at kampen mod social dumping har første prioritet for de fleste medlemmer, de er ikke i tvivl om sikring mod social dumping er alt afgørende for den danske model.

Men det betyder ikke, at de er parat til at gå ud i konflikt.

Spørgsmål som “Nytter det noget at strejke?” og “Hvad får vi ud af det?” trænger sig på og overskygger de gevinster og muligheder en storkonflikt kan give.

I 1998 var situationen den samme. Ingen havde regnet med at medlemmerne ville stemme nej, og ingen troede på at storkonflikten ville have nogen effekt.

Det viste sig imidlertid, at da medlemmerne først var på gaden, så var de klar til at organisere de uorganiserede arbejdspladser. De var klar til at blokere genstridige arbejdspladser, og ikke mindst krævede de af deres lokale fagforeninger, at de skulle føre en aktiv linje i konflikten.

Muligheder for den aktive fagbevægelse.

Som i 1998 er medlemmerne ikke parat til konflikt. Fagforbundene er bange for, at der vil være områder, hvor konflikten ikke vil have nogen effekt, idet organisationsprocenten er for lav.

I denne situation vil det være altafgørende for en effektiv konflikt, at den aktive fagbevægelse er på banen. De aktive afdelinger af TIB, 3F og HK skal forberede en konflikt og være klar i det øjeblik forhandlingerne bryder sammen.

Som vi så i 1998, så vil medlemmerne være klar, når først de kommer ud i konflikt.

Chaufføren og lagerarbejderen vil opleve, at det nytter med en konflikt, når de aktionerer mod de uorganiserede chauffører ved lagerhoteller og distribitionscentre. I løbet af kort tid vil der komme aktioner ved grænsen når de uorganiserede chauffører kører ind i landet.

Bygningsarbejderne vil blokere små og store byggepladser med uorganiseret arbejdskraft.

På HK området vil vi som noget nyt kunne opleve, at HK-medlemmer går ud og aktionerer mod kontorer og virksomheder, som ikke har overenskomst. Kravet om en fjernelse af 50 %-kravet har åbnet HK’ernes øjne for at organisering er vigtig, ja altafgørende for den danske model

Kan der komme et nej til en mæglingsskitse?

Hvis forligsmanden skruer en mæglingsskitse sammen for hele det private arbejdsmarked, så vil den sikkert ligne industriforliget.

Forligsmanden vil være på usikker grund. Byggeriet og Transporten vil stemme nej, når der ikke er et værn mod social dumping. HK Privat vil stemme nej, da de ikke får nogen indrømmelser på 50 % kravet. Tilbage star så spørgsmålet om industriens folk synes, at det skrabede forlig er godt nok. Ved tidligere overenskomster har industriens medlemmer traditionelt stemt ja, idet de har hentet deres lønstigninger ved lokale forhandlinger.

Men denne gang tror mere end 60 % af medlemmerne ikke på, at de kan gå hjem og hente lønstigninger. Samtidig ved de godt, at de også kan blive ramt af social dumping.

Alt vil derfor være åbent, hvad enten forhandlingerne bryder sammen, og vi får konflikt, eller hvis vi får en mæglingsskitse som medlemmerne skal stemme om.

Redaktion: 
Fagligt

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96