Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Konflikt forude: Græsrødder indkalder til stormøde

18. februar 2010 - 13:56

Konflikt forude: Græsrødder indkalder til stormøde

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Hans Brinkmann

OK-2010 Initiativet indkalder til landsdækkende tillidsmandskonference 1. marts for at diskutere kravene til en overenskomst, som er til at leve med.

– Konferencen skal på en gang mobilisere tillidsfolk og medlemmer omkring kravene, og samtidig er det en klar støtte til vores forhandlere. Deres stærkeste kort ved forhandlingsbordet er en aktiv fagbevægelse. Derfor har vi også inviteret dem til at komme på konferencen og give deres vurdering af situationen. Ud fra de meldinger vil vi på konferencen lægge en linje for de næste aktiviteter, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København.

Læs mere og tilmeld dig på www.ok-2010.dk

– Vi inviterer alle fagforeninger til at være med til at indkalde konference. Vi vil gerne have en bred drøftelse af, hvad der skal gøres for at få en overenskomst i hus, som er til at leve med, siger Anders Olesen fra OK-2010 Initiativet.

OK-2010 vil på konferencen slå en række temaer an, som de mener, er afgørende for at få en overenskomst, som kan bære igennem.


– Det handler ikke så meget om dyre krav. Men hele situationen indbyder til, at der skal gøres meget for at sikre overenskomsterne. Det handler om at sikre at de faktisk bliver overholdet og det handler om at sikre den danske model, siger Anders Olesen.

Stop løndumping

Hvis en overenskomst skal kunne bære igennem, så skal der findes løsninger på en række temaer, som er blevet rejst fra medlemmer og arbejdspladser, mener OK-2010 initiativet.

– Overenskomsten skal rumme en løsning som sikrer reallønnen. Vi skal have løst problemerne omkring social dumping og udflagning af arbejdspladser. Der er jo ikke meget ved at sikre en god overenskomst, hvis arbejdet enten flytter udenlands eller bliver lavet uden om overenskomsten, siger han.

Natarbejde og lærlinge

Et andet afgørende punkt er skifteholdsarbejdernes vilkår.

– Det skal vi have fundet en løsning på i den her overenskomst. Kravene fra skifteholdsarbejderne må med i et ok-forslag. Lærlingelønnen skal op, og vi skal have en praktikpladsgaranti. Og så skal den urimelige 50 procent regel fjernes, som HK har peget på, siger Anders Olesen.

– Det er de temaer, som vi mener, kan samle bredt blandt medlemmerne. Hvis arbejdsgiverne ikke rokker sig på de her punkter, så kan man ikke udelukke en konflikt, siger han.

Redaktion: 
Fagligt

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96