Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Overenskomstkamp rykker på nettet

17. februar 2010 - 16:50

Overenskomstkamp rykker på nettet

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening har mandag den 15. februar startet ny hjemmeside til debat og information om overenskomstfornyelsen. Målet er at bringe nyheder om overenskomstforhandlingerne og give medlemmerne muligheder for at deltage i debat.

Besøg hjemmesiden bjmf.dk

– Vi vil gerne lave en mere nyhedsorienteret og dynamisk hjemmeside, siger Henrik Lippert, formand for den københavnske fagforening, til Modkraft.dk.

– Den skal gerne imødekomme ikke mindst de unge medlemmers behov. Foreløbig koncentrerer vi os om overenskomstforløbet og ser hvordan det spænder af - siden vurderer vi, om den skal gøres permanent, siger han.

JPEG - 28.5 kb
Den ny hjemmeside, bjmf.dk, hilser velkommen med et videointerview med formanden Henrik Lippert. Screenshot fra hjemmesiden.

Opgør med servicemodel

I havde i forvejen en hjemmeside i 3F-regi. Hvorfor overhovedet starte en helt ny?

– Der er for mange tekniske vanskeligheder med at præge den hjemmeside, vi har i 3F-regi, og besøgstallet er for lavt. De yngre folk i fagforeningen har peget på, at den »gamle« hjemmeside er for »kedelig« ved mest at handle om faktuel viden som vedtægter og lovstof. Derfor har vi lavet en ny, der er fokuseret på nyhedsstof og debat. Man kan sige, at forskellen mellem de to hjemmesider svarer til den, der er mellem en avis og et leksikon.

Er den nye side et opgør med forståelsen af fagforeningen som serviceorgan mere end kamporganisation?

– Ja, det kan man godt sige. Det er i hvert fald et forsøg på at imødekomme de unge medlemmer, der bruger de nye medier - ved give dem en mulighed for at blande sig i fagforeningen på deres måde. Vi vil gerne lade de unge deltage og støtte fagforeningen på de medievilkår, de kender. Det er en måde at imødekomme dem, der især bruger nettet til at orientere sig - og dem må der være en del af i en fagforening med knap 6.000 medlemmer.

Ny kommunikationsmåde - også for læsesvage

Hjemmesiden kan vel ikke erstatte mødet med medlemmerne »in real life«?

– Nej, men den kan være et supplement. Både til de fysiske møder, men også til det blad, vi udgiver i forvejen. Hjemmesiden skal gerne være en ny og mere fængende måde at møde medlemmerne på. Ikke kun ved fokusere på korte og præcise nyheder, men også ved at imødekomme medlemmer med læsevanskeligheder ved at eksempelvis at lægge videomateriale på siden.

Den nye hjemmeside er dog foreløbig kun en prøveballon, som fagforeningen sender i luften under overenskomstforløbet.

– Vi vil se hvordan diskussionerne og brugen af hjemmesiden udvikler sig under overenskomstkampen. Foreløbig har vi valgt ikke at kaste en masse penge efter projektet, men prøve mulighederne af i foråret. Hvis det bliver en succes, vil vi måske kaste flere resurser i hjemmesiden. Men nu må vi se, hvordan forsøget spænder af, siger Henrik Lippert.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96