Røgen har lagt efter sig efter klimamødet i København, og man kan se tilbage på noget af en fiasko for demonstranter og aktivister.

Forud for klimamødet beskrev jeg tre typer af proteststrategier: Den helt fredelige demonstration den 12. december, de ikke-voldelige ulydighedsaktioner, herunder forsøg på at trænge ind på Bella Centrets område den 16. december, og endelig de mere militante optøjer. Kun den fredelige mobilisering havde delvis succes. De radikale led et nederlag af Waterloo-format, der vil kunne mærkes lang tid fremover.

Stordemonstrationen den 12. ligner umiddelbart en succes. Med sine op mod 100.000 deltagere går den over i historien som den måske største protestmarch nogensinde på dansk grund. Med den målestok gik arrangørernes vildeste forhåbninger i opfyldelse.

Fremme ved selve Bella Center oplevede mange dog et slags antiklimaks. Ingen politisk manifestation eller handling, der kunne omsætte den enorme menneskemængde til yderligere pres på forhandlerne inde i centret.

Demonstrationer har ikke altid, men dog mange gange, i historien haft en effekt på regeringer og magthavere. Store folkemængder signalerer, at »vi er her og så mange er vi«, »det her vil vi« og »vi kan skabe problemer«.

Aktivister havde den 18. december ikke kræfter til at oversvømme København med protestaktioner mod manglen på udkomme af COP15. Det blev kun til en protest mod varetægtsfængslingen af talpersoner for Climate Justice Action, Foto: Anders Schjørring.

Demonstrationer er et signal om, at mange engagerede mennesker måske vil fortsætte med alskens aktivitet, kritik og påvirkning af offentligheden i en grad, politikerne er nødt til at tage bestik af. Herhjemme har vi set diverse velfærdsprotester få besparelser taget af bordet. Eller kampen om Ungdomshuset, hvor de vedvarende protester fik politikerne til forhandlingsbordet for at få ro.

Politikere er især påvirkelige, når sympatien med de protesterende breder sig og når protesterne griber om sig, så det virker uforudsigeligt og ukontrollabelt, hvad det hele kan udvikle sig til.

Normalt ville en march af det format man så den 12. december gøre indtryk. Denne gang var det imidlertid alverdens beslutningstagere, der skulle påvirkes, og som man nu ved, så førte hverken den fredelige demonstration eller presset fra utallige NGO’ere til nogen klimaaftale.

Så kun delvis succes for den fredelige strategi.

I stedet kunne man, som den verdenskendte Naomi Klein, sætte sin lid til de mere radikale aktiviteter. Det gjorde hun på baggrund af de alliancer, som den ikke-voldelige ulydighedsbevægelse organiseret i Climate Justice Action, CJA, havde opbygget.

Med et internationalt netværk af miljøgrupper, menneskerettighedsorganisationer og repræsentanter for indfødte folk samt en alliance med FN-delegerede NGO’ere og politikere fra den tredje verden lagde CJA op til at storme Bella Centrets område den 16. december. En aktion der skulle skabe rum og lydhørhed for millioner af utilfredse, og som Klein mente kunne blive »et nyt Seattle.«

Altså en konsekvensfuld begivenhed ligesom protesterne i 1999, der dengang fremmede en ny global bevægelse.

Der skal mere end meget til at ryste magter som USA og Kina. På den anden side: Gentagne kæmpedemonstrationer og ukontrollable tumultscener verden over er da en tanke om noget, der kunne gøre indtryk. I hvert fald på regeringer i Europa.

Det havde krævet mindst 10.000 oprørske demonstranter i København. Et antal der faktisk ikke var utænkeligt i betragtning af den internationale tilstrømning og af, at også mange danske, især unge, ser klimaet som et af tidens største trusler. Derudover har mange ringe tillid til statsledernes handleevne, så de radikale aktivister havde sådan set gode kort på hånden.

Torsdag og fredag den 17. og 18. december var det klart, at FN-mødet mundede ud i det rene ingenting. I de samme dage var byen fyldt af statsledere, der bl.a. skulle spise middag på Christiansborg.

Det var her tusinder af oprørte mennesker kunne have strømmet ind i Københavns centrum til spontane larmedemonstrationer og anden protest. Hvis altså, at den nye bevægelse, som Naomi Klein forestillede sig, havde gang på jorden.

Men det havde den ikke.

For de radikale aktivister havde under topmødets første uge oplevet fiasko på fiasko. Man kom ikke ind nogle steder, man fik ikke blokeret noget som helst og man fik ikke forstyrret nogen.

Politiet slog konsekvent til, at havde fuld kontrol. Og resultatet var en omsiggribende demoralisering, mismod og frustration, der afholdt alle potentielle sympatisører fra at gå på gaden og slutte sig til.

Der er mange forklaringer. Aktivisterne havde fx ikke taget nogen taktisk konsekvens af, at det danske politi allerede før klimatopmødet havde lært at håndtere de meget kontrollerede og forudsigelige ulydighedsaktioner.

Da danske aktivister i efteråret forsøgte at lukke kulkraftværket på Amager løb de forgæves storm mod en velforberedt politistyrke. Alligevel forsøgte man præcis det samme mod et historisk politiopbud i december.

Åbent annoncerede og ikke-voldelige ulydighedsaktioner har en vis legitimitet, men de har i praksis kun en chance, hvis de mobiliserer mange flere deltagere end betjente.

I forbindelse med klimatopmødet blev der ikke gjort meget ud af at mobilisere danske sympatisører. København var fx ikke tilklistret med plakater om præcist tid og sted for de forskellige aktioner.

Ledte man på internettet blandt de som regel engelsksprogede aktionsindkaldelser, så var der nogle gange forvirring om, hvor aktionerne egentlig startede. Og den mest ambitiøse aktion ved Bella Center den 16. december begyndte ved Tårnby Station kl. 8 om morgenen. Et relativt svært tilgængeligt sted og et tidspunkt, der i sig selv afholder mange fra at dukke op.

Aktivisterne gjorde det også svært for sig selv med de urealistiske taktiske mål. Fra dag ét lagde man ud med at ville trænge ind og blokere det ene sted efter det andet, og intet af dette var man i stand til, og så opstår stemning af fiasko.

Dertil var mange danskere tilsyneladende usikre og skræmte af lømmelpakken og politiets styrke, og da danske aktivister i store træk blev væk fra de første aktioner, var scenen overladt til få hundrede udlændinge uden chance overfor politiet.

Politiet havde derimod stort held med at demonstrere deres vilje til at slå til og deres evne til at kontrollere gaderne. Fx den 12. december, hvor de militante aktivister havde annonceret, at de ville samles på Højbro Plads og aktionere i den indre by i stedet for at gå med i dagens stordemonstration.

Man kan undre sig over, at de overlegne politistyrker ikke bare omringede de fåtallige militante. I stedet gennede politiet dem ind i den store demonstration for derefter, da enkelte af dem forudsigeligt knuste ruder og angreb politiet, at foretage op mod 1.000 præventive anholdelser.

Jeg ved ikke, hvorfor politiet handlede sådan, men resultatet blev i hvert fald en tyk streg under, at alle på gaden i disse dage risikerede frihedsberøvelse. Kombineret med de fejlslagne aktioner havde det en afskrækkende effekt.

De militantes mod forsvandt helt, da politiet to dage senere stormede Christiania og fik understreget, at politiet var i stand til alt.

Det danske politi er blevet dygtig til at være fleksibelt og bruge betjentene på en effektiv måde, hvor man målrettet sætter ind i afgørende situationer. Ja, det foregår til tider voldsomt og hensynsløst. Men sådan er spillet, og det viste aktivisterne ikke noget tegn på at lære af.

CJA-aktionen den 16. december var et forudsigeligt stormløb netop der, hvor politiet stod klar, og med det alt for lille fremmøde på ca. 2.000 deltagere var nederlaget sikkert. Og med en aktionsform, hvor man holder deltagerne på gaden i ni kolde timer, var der ikke flere kræfter tilbage.

Summa summarum: Da klimatopmødets kuldsejling stod klart den 17. og 18. december og et ramaskrig blandt indignerede tusinder kunne har fyldt Københavns gader, var der stort set tavshed. Ingen bevægelse var skabt.

Og i en rum tid vil det i det hele taget være vanskelligt for radikale aktivister at overbevise tilhængere om, at det er »her det sker.«

Eller hvad mener aktivisterne selv?

René Karpantschof er sociolog og historiker med speciale i forholdet mellem myndigheder og civilsamfund.