Fagforeningen FOA meddelte tirsdag, at de melder sig ud af KTO´s regionale forhandlingssamarbejde op til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2011.

Bruddet med KTO skyldes uenighed om forhandlingerne med Danske Regioner. Kort fortalt mener FOA, at Regionerne skal behandles som en selvstændig arbejdsgiver både i forhold til hvilke krav, der opstilles, og hvem der forhandler. Derimod mener flertallet i KTO, at regioner og kommuner skal behandles som en enhed og forhandlingerne styres af et centralt forhandlingsudvalg under formandens kontrol. Det er dumt, mener FOA, fordi formanden for KTO er Anders Bondo fra Danmarks Lærerforening, der har ganske få medlemmer ansat i regionerne.

Fællesskab eller enegang

Den konkrete konflikt i KTO kan virke som en teknisk bagatel. Men får store konsekvenser for forhandlinger om lønnen for de offentligt ansatte i 2011. Som de fleste husker var overenskomstforhandlingerne i 2008 præget af omfattende konflikter, særligt på sundhedsområdet. Dengang valgte FOA at trække sig ud af KTOs forhandlingsfællesskab for at forfølge egne mål. FOA og Sundhedskartellet opnåede ved deres konflikter bedre resultater end KTO-organisationerne. Når KTO allerede nu har problemer med at holde sammen på sig selv, skyldes det ikke alene uenighed om, hvordan der skal forhandles, men også en dyb uenighed om, hvad der skal forhandles om.

Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

Det er ingen hemmelighed, at KTO spænder over vidt forskellige interesser. Lavtlønnede forhandler sammen med højtlønnede, personalet sammen med deres chefer, store faggrupper sammen med sm,å og uudannede forhandler side om side med akademikere. Groft sagt er det eneste, de har til fælles den samme offentlige arbejdsgiver. Når KTO trods alt har fungeret, har det været fordi de forskellige interesser har afbalanceret hinanden – og at organisationerne har vurderet at kunne få mere ud af fællesskabet, end hvis de har stået alene. Konflikterne i 2008 satte for alvor spørgsmål ved denne vurdering.

Det er ikke første gang, at KTO samarbejdet bliver mindre. Op til overenskomstforhandlingerne i 2005 trak blandt andet sygeplejerskerne sig ud og dannede sammen med en række andre organisationer Sundhedskartellet, der siden har optrådt som en selvstændig forhandlingspart. KTO har dog stadig udgjort flertallet af de ansatte både i regionerne og i kommunerne. Med FOA’s udmeldelse er det billede ændret. FOA repræsenterer en tredjedel af de ansatte i regionerne. Sammen med sygeplejersker og andet sundhedspersonale er 2/3 af de ansatte i regionerne nu udenfor KTO fællesskabet.

Mest til dem der i forvejen har

KTO har hidtil forhandlet den samlede ramme for lønstigningerne i kommuner og regioner. Rammen aftales som en procentregulering af lønnen, i 2008 var det 12,8 procent. Men når man forhandler i procenter, er en klar fordel for de højtlønnede grupper – og tilsvarende altså en ulempe for de lavtlønnede. Det er alt andet lige ”sjovere” at få 12,8 procent af 500.000 kr. end af 250.000 kr. - faktisk dobbelt så sjovt. Da lavtlønsgrupperne samtidig tæller fleste kvindefag, fører den hidtidige politik i KTO til at forskellen mellem de højtlønnede og lavtlønnede vokser. Den har derfor stået i vejen for opgør med den ulige løn mellem kønnene.

Udfordringen for blandt andet FOA ved overenskomstforhandlingerne 2011 bliver at hæve lønningerne for de lavtlønnede - herunder kvindefagene - markant. Det kan næppe lade sig gøre indenfor den model som KTO normalt anvender, mener fagforeningen. At hæve lønningerne for de lavtlønnede og kvindefagene kræver nemlig enten, at der tilføres penge specifikt til dette - eller at lønstigningerne omfordeles internt i KTO, for eksempel ved, at lønstigninger aftales i ens beløb frem for procentvis fremskrivning af lønningerne - det kaldes solidarisk lønpolitik. Det er indlysende at f.eks. medlemmer hos FOA og 3F vil have størst glæde af en solidarisk lønpolitik - mens akademikere og lærere vil have størst glæde af en videreførelse af procentreguleringen.

KTO - begyndelsen på enden

Konflikten i KTO er mere et udtryk for magtkampen om dagsordenen for OK 2011, end om hvordan forhandlingerne organiseres. Spørgsmålet er, om modsætningerne i de store forhandlingsfællesskaber er blevet for store – og at tiden er ved at løbe ud for dem. Når der ikke er nogen fælles holdning til prioriteringer, politiske målsætninger og faglig identitet er der jo kun fællesskabet om arbejdsgiveren tilbage. Det skaber ikke basis for hverken omfordeling eller solidaritet - men udelukkende for en fastholdelse af de interne lønrelationer.
Hvis ikke den grundlæggende faglige konflikt om hvordan lavtløns – og kvindefagene kan hæves lønmæssigt, bliver løst, er det svært at forestille sig, at fagforbundene på det offentlige område skal kunne forhandle sammen. Sprængningen kan derfor meget vel være de første krampetrækninger i KTO’s dødskamp. Hvis det kan bane vej for, at de faglige organisationer tager et ansvar for at bryde med nogle strukturer og lønrelationer på arbejdsmarkedet er det måske heller ikke så tosset.

KTO har i hvert tilfælde ikke formået at rykke ved lønrelationerne - og dermed bidrage til løsningen af lavt – og ligeløns problemet.