Berlin: Det tyske socialdemokrati, SPD, har haft en hård valgkamp med ualmindeligt dårlige meningsmålinger og kritik fra både venstre og højre. Ligesom i Danmark har der i Tyskland de sidste hundrede år eksisteret et tæt politisk samarbejde mellem toppen i fagbevægelsen og det socialdemokratiske parti. Hos formændene for de store fagforbund står der stadig SPD i partibogen, men de kan ikke længere tale offentligt for partiet.

Tidligere var det normen, at de store fagforbund offentligt tilkendegav deres støtte til SPD, præcis som vi kender det fra Danmark, når 3F’s formand Poul Erik Skov hænger på reklamesøjlerne sammen med Helle Thorning-Smidt. Sådanne plakater så man ikke under den netop overståede valgkamp i Tyskland.

De nye forhold blev for alvor tydeligt, da den socialdemokratiske avis Vorwärts (Fremad) under valgkampen trykte en annonce, der udgjorde et billede af IG-Metalls formand Berthold Huber og et citat, hvor han roser socialdemokraternes formand Frank-Walter Steinmeiers politik.

»Social, også efter valget«, lyder teksten på banneret under et af Die Linkes valgmøder. Pressefoto.

Bertold Huber er egentligt erklæret socialdemokrat, men han kan som forbundsformand i dagens Tyskland ikke længere optræde så direkte partipolitisk. Han krævede straks, at Vorwärts trak annoncen tilbage, og den efterfølgende offentlige undskyldning fra avisen gjorde det klart, at SPD ikke længere kan tage forholdet til fagbevægelsen for givet.

Formænd bundet på hænder og fødder

De tyske socialdemokrater har siddet i forbundsregeringen de sidste 11 år, og har i denne periode indført en lang række reformer, der har forringet vilkårene for almindelige arbejdstagere. Ved valget blev det tydeligt, at de upopulære reformer har kostet mange arbejderstemmer for socialdemokratiet. Berygtet er især socialreformen »Hartz IV«, der betyder, at alle der har været arbejdsløse i mere end et år, overgår fra den gængse arbejdsløshedsunderstøttelse til den endnu lavere socialhjælp.

Hertil kommer tvangsaktiveringsprogrammer, hvor den arbejdende får udbetalt sin socialhjælp plus en euro ekstra pr. arbejdstime. »Hartz IV« er en del af den større reformpakke »Agenda 2010«, der bl.a. har medført en enorm udvidelse af vikararbejde og korttidsansættelser med begrænset opsigelsesvarsler. Derudover har socialdemokraterne været med til at hæve pensionsalderen til 67 år.

Den førte politik og vælgernes utilfredshed kan ikke ignoreres af de socialdemokratiske fagforbundsformænd. De er under pres fra deres medlemmer, for hvem det ikke længere er en naturlighed at stemme socialdemokratisk. For at bevare sammenholdet i fagbevægelsen, har de ikke andet valg end at forfølge en partiuafhængig-politik og mobilisere vælgerne ud fra en række politiske kerneområder.

Arbejdstagerne rykker til venstre

Et af de partier, der har modtaget de utilfredse vælgere, er »Die Linke«, som ved valget gik frem med 3,2 procent til 11,9. Partiet har oprindeligt rod i en gruppe af venstreorienterede socialdemokrater og fagbevægelsesfolk, der i 2004 dannede »Valglisten For Arbejde & Social Retfærdighed« (WASG). Listen opstod som en reaktion på SPD’s nyliberalistiske udvikling, og havde den tidligere socialdemokratiske finansminister Oskar Lafontaine som spidskandidat.

Ved valget i 2005 samarbejdede de med Partiet for demokratisk Socialisme (PDS), der opstod efter murens fald med rod i det tidligere DDR-parti. I 2007 valgte de to partier formelt at fusionere i »Die Linke«, og har sidenhen opnået deltagelse i Forbundsdagen, de fleste forbundsparlamenter, og danner sammen med SPD lokalregering i Berlin.

Den faglige baggrund i partiet betyder, at en større gruppe tillidsmænd og fagforeningsfolk støtter op om og er medlemmer af partiet. Forbedringer af arbejdstagernes vilkår står også øverst på partiets program, og under valgkampen markerede partiet sig på områder som lovbestemt mindsteløn, afskaffelse af »Hartz IV« og sænkning af pensionsalderen. En politik, der er meget ens med fagbevægelsens, og som også bydes velkommen af en stor del af fagbevægelsesfunktionærerne.

Men »Die Linke« søger efter eget udsagn ikke at overtage socialdemokraternes gamle position i et priviligeret partnerskab med fagbevægelsen. Partiet ser hellere, at den tyske fagbevægelse selvstændigt skal beslutte deres politik, uden først at skulle tage hensyn til bestemte partipolitske interesser. Herefter skal fagforeningerne angribe partierne med deres holdninger og søge at påvirke den førte politik.

Nervøse socialdemokrater

Inden for DGB-fagbevægelsen (tysk LO), findes en bevægelse, der ser hele udviklingen som en strategisk mulighed for at løsrive sig fra afhængighedsforholdet til SPD. Dette gør naturligvis socialdemokraterne nervøse. Derfor forsøger de ihærdigt at bejle til fagbevægelsen på en række områder. F.eks. har SPD under den førte valgkamp reserveret et betydeligt antal pladser til fagbevægelsesfolk på valglisterne, hvilket ikke har været set tidligere. På samme vis prøver de offensivt at kritisere »Die Linke« og stigmatisere dem som useriøse.

Og SPD har tydeligvis god grund til at være nervøse. Godt nok er det parlamentariske partnerskab imellem fagbevægelsen og SPD-toppen stadig bevaret, men flere af forbundsformændene har offentligt tilkendegivet, at det er nødvendigt at være åbne for input fra venstresiden. IG-Metall formanden Bertold Hubert siger til Stuttgarter Zeitung, at det er dumt at stigmatisere Die Linke, fordi man dermed marginalisere den store gruppe medlemmer, der stemmer på partiet.

Samme udmeldinger kommer fra toppen af service-fagforbundet Ver.di, der kræver en afdramatisering af Die Linke. De mener, at en forsat modstand mod partiet er skadeligt, fordi flere og flere af deres medlemmer søger mod Die Linke. Medlemmerne samt flere fremtrædende folk i fagbevægelsen er for venstredrejningen, og hvis man skal undgå en splittelse i fagbevægelsen, er det nødvendigt med en samlende politik.

Dermed åbner dele af fagbevægelsen op for nye partipolitiske samarbejder. Ingen af forbundsformændene så dog før valgkampen en rød/rød/grøn-koallition (SPD, Die Linke og Die Grüne) som mulig. Men en ting er i hvert fald sikkert: Det er ikke længere nødvendigt at gemme sine venstreorienterede partitilbøjeligheder på virksomheden.

Anne Marie Boesen, aktiv i Socialistisk UngdomsFront og læser statskundskab i Berlin. Medlem af Modkraft.dk’s faglige redaktion.