Eid Alfitr er afslutningen på fastemåneden ramadan. Den forløber sig over tre dage hvor man fester, deler gaver og smil mellem sig. Eid Alfitr er muslimernes næststørste begivenhed og er en af to årlige islamiske højtider.
Selvom jeg er glad for at fejre Eid med familie og venner er der også en trist følelse i mig. Jeg er trist over ramadanens afsked. Måneden hvor de fleste muslimer over hele kloden valgte at faste. Det betyder at man som muslim valgte at afholde sig fra mad, drikke og samlejer fra gry til solnedgang. Syge, ældre, gravide kvinder, kvinder som lige har født, menstruerende kvinder, folk under rejse og små børn er fritaget for fasten. Grundene til at faste er mange. Men i ramadanen blev koranen åbenbaret af barmhjertighed og som en vejledning.

Set i bakspejlet er jeg meget klogere på hvorfor jeg personligt har valgt at leve op til forpligtigelsen. For ramadanen handler ikke kun om at afholde sig for noget. Det handler om selvkontrol og udvikling. Det handler om, at være bevidst om hvad man vælger til eller fra. Det handler for mig om, at mit mig bestemmer over jeg. Det er ikke min lyst der overvejende, skal drive mig som menneske eller individ. Derimod er det min bevidsthed omkring hvad der er godt, som for mig skal fylde mest. Da jeg mærkede sulten i maven, kunne jeg ikke lade være, at tænke på hvorledes tusinder og atter tusinder af børn har det i f.eks. Mellemøsten og Afrika. Børn som lever på gaden og som er afhængige af tilfældige menneskers donationer til dem, så de kan få et let måltid mad. Vi ved alle sammen at de børn eksisterer men vi er ikke sikre på hvordan de har det. Vi kan kun danne os forestillinger. Med fasten mærkede jeg lidt. Lige pludselig kommer det tæt på og emnet fattige familier, blev nemmere at forholde sig til. Jeg blev pludselig bevidst om mig selv og bevidst om den verden jeg tilhører og er en del af.

I ramadanen er der tale om en fysisk og spirituel berigelse samt en social oplevelse. Vi kender alle billederne af mennesker der smilende møder hinanden og familierne som samler sig omkring middagsbordene og til bøn. Til bøn hvor der ikke er forskel på rig og fattig, sort og hvid, etnisk dansker eller etnisk minoritet. Alle mennesker er pludselig lige. Det er i ramadan måneden, at jeg henter mine kræfter. Jeg henter kræfter til 11 måneder frem. Det er her mit batteri bliver opladt.

Når jeg ser tilbage kan jeg se at fasten hænger sammen med moralen. Fasten handlede også om at anstrenge sig hen mod en eksemplarisk opførsel, at besidde de bedste karakterer og manerer, at være opmærksom på andre mennesker og deres behov. Det handler om have overskud, både i forhold til at hjælpe andre og i forhold til at stå imod de udfordringer jeg mødes af.

Med de redskaber jeg har fået under ramadanen er jeg nu frisk på at fejre Eid. Jeg er klar på, at møde Mogens Camre med et smil på læben, hvis han igen skulle anbefale mig psykiatrisk behandling. Jeg vil endda gå så langt som til at invitere hans partiformand Pia Kjærsgaard til at fejre Eid sammen med mig og min familie. Så vil Pia få del og indblik i den verden som hun ofte kommenterer men egentlig ikke ved ret meget om. Pia er velkommen til at deltage i et festmåltid med arabisk mad, nødder, kager og en god snak om familier i DK som lever under fattigdomsgrænsen – en snak om hvad vi kan gøre for dem.