Ungdomshuset på Dortheavej, der blev indviet den 1. juli 2008 efter omfattende uroligheder og et langvarigt forhandlingsforløb efter rydningen af Jagtvej 69, fungerer stort set upåklageligt.
Det er konklusionen på den evalueringsrapport, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har forelagt kommunens Kultur- og Fritidsudvalg.
Af redegørelsen fremgår det, at der kun har været få klager fra naboer, og at Ungdomshuset overholder de indgåede aftaler. Derudover har der været problemer med en gruppe unge i området, » som tidligere har skabt problemer for andre institutioner i området. De har nu vendt sig mod Ungdomshuset, smadret vinduer, afbrændt containere og lavet hærværk i og omkring Kulturhuset og Ungdomshuset«, hedder det i redegørelsen.

Ifølge kommunen har Ungdomshuset gennem dialog forsøgt at inddrage ungdomsgruppen i husets aktiviteter, men har smidt dem ud igen, da de smadrede det rum, de fik stillet til rådighed.
Endelig har kommunen fået to klager over manglende adgang til Ungdomshuset, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har taget stilling til.
Ved to af episoderne mener forvaltningen ikke, at der har været tale om afvisning på baggrund af »klagernes politiske opfattelse eller andre usaglige kriterier«. Ved den tredje episode »måtte forvaltningen dog indskærpe, at unge ikke må udelukkes på baggrund af usaglige kriterier«, lyder det i redegørelsen.
Klagerne over manglende adgang stammer angiveligt fra konservative ungdomspolitikere, der gentagne gange har forsøgt sig med politiske happenings i forbindelse med deres erklærede modstand mod huset på Dortheavej.
En af klagesagerne er endnu ikke afgjort, men afventer en redegørelse fra Fonden Jagtvej 69om, hvordan nye brugere kan starte aktiviteter i huset efter deres eget ønske.
Endelig har der i årets løb indløbet 10-12 klager over graffiti i området.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96