Annonce

Højreekstremistisk terror
6. maj 2013 - 15:05

NSU-terrorsagen begynder i dag

En af de største retssager I Tysklands historie starter i dag, når ansvaret for en lang række højreekstremistiske forbrydelser skal placeres.

Det drejer sig om om ti likvideringer – heraf ni racistisk motiverede mord mod tyske erhvervsdrivende med indvandrerbaggrund og en politikvinde, samt bombeattentater og bankrøverier, skriver dr.dk.  

Læs artiklen »Højreekstremisme og mord: Stor tysk retssag begynder i dag« hos dr.dk

Den hovedanklagede er den 38-årige Beate Zschäpe, der er det eneste nulevende kernemedlem fra den højreekstremistiske terrorgruppe NSU (Nationalsozialistischer Untergrund) efter de to andre, Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt begik selvmord, da de blev fanget af politiet. 

Derudover er der fire andre tiltalt for at have bidraget til gruppen med falske papirer og økonomisk støtte.

Ifølge dr.dk bestemmer tysk lov, at der skal være mindst tre medlemmer, før en gruppe kan defineres som en terrororganisation. Beate Zschäpes forsvarere mener ikke, at hun har deltaget i planlægningen af attentaterne, men snarere har fungeret som en slags husholderske. Hvis anklagerne ikke kan bevise hendes direkte medvirken, vil de fem tiltalte ikke blive straffet som en terrororganisation, men blive idømt en mildere straf. 

Den kontroversielle sag sætter også spørgsmålstegn ved den tyske efterretningstjenestes rolle. 

Avisen Die Welt afslørede i 2012, at en informant fra efterretningstjenesten havde skaffet NSU 1,1 kilo sprængstof og forsynet dem med falske papirer. Angiveligt for at få oplysninger om terroristernes opholdssted og navne. Men efterretningstjenesten blev fem gange tippet om gruppens eksistens, uden at den forfulgte sporene, ligesom en aktion for at pågribe terroristerne i 1998 blev afblæst. 

Derudover er de vigtigste beviser i sagen blevet slettet. Efter myndighedernes eget udsagn ved en fejl, da man anså sagen for at være forældet. Omfanget af den nynazistiske terror er således først nu ved at gå op for de tyske politikere, og delstaterne og forbundsmyndighederne skal nu diskutere, hvordan man forbedrer statistikken over højreekstremistisk vold.  

Efterretningstjenestens rolle bliver også undersøgt af en parlamentarisk undersøgelseskommission.

Man forventer, at selve retssagen vil vare op til to år.

Læs artiklen »Politiet fortav 89 nazistiske mord« hos Ekstra Bladet«

Læs artiklen »Time for Justice: Families of Suvivors Demand Answers in NSU Trial« hos Spiegel online.

Læs artiklen »Missed Opportunity?: Hopes Pinned on NSU Trial May Be Dashed« hos Spiegel online.

 

Emneord: 

Annonce