Hvornår må jeg stemme om dit ægteskab?

I lørdags var jeg til demonstration mod Proposition 8 i New York – et forslag der på valgdagen den 4. november 2008 blev vedtaget i Florida, Californien, Arizona og Arkansas, og som forbyder ægteskab mellem andre end en mand og en kvinde.

Personligt har jeg et rimeligt køligt forhold til ægteskab. For mig at se er det i bedste fald en måde at sikre sin partner og eventuelle børn på, og i værste og mest sandsynlige fald, et heteronormativt snærende ideal, der lover troskab og monogami, og som lugter af brun sovs og kartofler og 2,1 barn. Og jeg har aldrig kunne lide nogen af delene.

Men der stod jeg altså på Broadway i lørdags sammen med over 7.000 mennesker. For selvom ægteskab på mange måder er en dybt reaktionær institution, så gør det mig skide harm, at nogen har stemt om, hvorvidt jeg må gifte mig eller ej. Siden hvornår er det blevet en god idé at lade majoriteten stemme om minoriteternes rettigheder?

Ikke et queer riot

Det var min første demonstration i USA, og ligheden mellem de demonstrationer jeg plejer at deltage i var lig nul. Det hele var meget pænt og ordenligt, der var sat indhegninger op, så vi ikke forstyrrede trafikken. Den amerikanske nationalsang blev sunget af et homo-kor og der var ét minuts stilhed.

Ved valget den 4. november blev ægteskab mellem andre end en mand og en kvinde forbudt ved lov i staterne Florida, Californien, Arizona og Arkansas, hvilket har medført protestdemonstrationer over hele USA.

Der var ikke meget queer riot over den demonstration, og jeg længtes i det skjulte efter noget Ungdomshus-kaos. Demonstrationen var meget bred, alle kunne være med og ingen blev skræmt væk. Der var talere fra LGBT- bevægelsen, politikere, advokater, skuespillere fra L-word, og en deltager fra Americas Next Top Model (som overraskede positivt ved rent faktisk at have en politisk dagsorden.) Fra talerstolen var der tak til nogle af USA’s mediepersoner (heteroseksuelle i øvrigt), der er imod Prop 8. Der var en særlig tak til tv-værten Keith Olberman, der i over seks minutter fråder af raseri over Prop 8 i sit program Countdown.

På trods af det pæne set-up var folk vrede. Nu skal det være nok. Fra talerstolen lød det, at dette er den næste store borgerrettighedsbevægelse. Der opfordres til at lade være med at gå på arbejde den 10. december 2008, sådan så alle arbejdspladser kan opleve, hvad det vil sige at have »a day without a gay«.

En af talerne får os alle sammen til at taste nummeret til den demokratiske senator Rubin Diaz Senior ind i vores telefonbog. Derefter opfordres vi til at ringe til hans kontor og spørge, hvorfor han vil stemme imod, når der i 2009 bliver fremsat et lovforslag, der skal give homoseksuelle i staten New York ret til ægteskab.

70 millioner dollars lige ud af vinduet

Kampagnerne for og imod Proposition 8 har været nogen af de dyreste nogensinde. Den mormonske kirke, der har været drivkraften i kampagnen for Prop 8, har mobiliseret over 40 millioner dollars fra over 70.000 individuelle bidragydere. I alt er der fra begge sider af brugt over 70 millioner dollars.

Tænk, hvad de penge ellers kunne være brugt til. Den mormonske kirke har bedt alle deres medlemmer om at gøre alt, hvad de kan, for at sikre at ægteskabet bliver ved med at være en hellig pagt mellem en mand og en kvinde.

Det er interessant, at det netop er mormonerne, der har stået forrest i kampen mod homo-ægteskaber. Redefinerer de ikke selv ægteskabet ved at praktisere polygami i vid udstrækning? Kampagnerne for Prop 8 har i høj grad handlet om børn, og hvorvidt børn kan »risikere« at lære om homoseksuelle i skolen. For eksempel den »rystende« historie om Robb og Robin Wirthlin fra Massachusetts, hvis søn i skolen får læst bogen om Kongen og Kongen og lærer om homoseksualitet.

Efter at Prop 8 er blevet stemt igennem, har der lydt kritik af homobevægelsen for ikke at have gjort nok. Tilsyneladende var en kampagne, der kostede i omegnen af 30 millioner dollars ikke tilstrækkeligt.

En pæn kamp

Efter at have været til demonstration sunder jeg mig på en bar, sammen med nogle af deltagerne fra demonstrationen. Der er en fyr, der har et stort skilt, hvor der står »God loves fags«. Hvad laver jeg overhovedet her? Selvfølgelig skal homoseksuelle have ret til at gifte sig, ligesom vi skal have ret til insemination, adoption osv. Der skal være lighed for loven, og der skal ikke diskrimineres på grund af seksuel præference, hudfarve, religion eller noget som helst andet. Det er så banalt.

Når det er sagt, så er kampen for retten til ægteskab en meget »pæn« kamp. Se, hvor pæne homoerne ser ud, når de gifter sig og bliver ligesom de andre. Endte queer-bevægelsen virkelig i ønsket om ægteskab og weber grill?

Jeg synes, ægteskabet er en antikvarisk institution, som burdes redefineres, udvides, eller måske bare sprænges i luften. Men kræver det, at vi får retten til ægteskab, før vi overhovedet kan redefinere den? Som den bloggende Mathilda skriver, så udvisker kampen for homo-ægterskaber alle andre repræsentationer af queerness end den pæne monogame middelklasse-homo, der gerne vil være som alle andre.

Jeg er dybest set enig i argumenterne for, hvorfor homo-ægteskaber ikke ændrer det store. Det ændrer ikke ved samfundets grundlæggende og strukturelle homofobi. Det lugter langt væk af assimilation og tilpasning på samfundets præmisser. Men alligevel er jeg naiv nok til at håbe, at den vrede jeg trods alt så til demonstrationen i lørdags kan blive til noget større. Eller er det bare mig, som også er blevet grebet af Obamamania, og har glemt mit venstefløjssortsyn?