Seksualitet og ’det frie valg’

Modsat hvad man kunne fristes til at tro, i lyset af den retorik, der udfolder sig i kølvandet på Priden, er denne ikke et dansk fænomen. Faktisk har priden, i dens nuværende form, ikke nogen lang historie i Danmark. 1996 var året, hvor den første Pride Town skød op på en københavnsk plads, passende beliggende op ad det københavnsk cruising spot, Ørstedsparken.

1996 var også året, hvor en homoparade for første gang defilerede igennem de københavnske gader. Og netop en homoparade, for det var før det ikke-heteroseksuelle felt begyndte at forholde sig til biseksualitet og transkønnethed.

Det gjaldt såmænd både LBL, Kvindehuset, Bøssehuset og partysegmentet af upper middle class svanser (eller i hvert fald wannabe upper middle class). De sidste fyldte meget på Pride Square. Inklusiv deres mødre. Selv stod jeg i indgangen og solgte adgangstegn med en dame som insisterede på at kalde sig ’Bo’s mor’.

Pride Square-bøsserne havde alle sammen lilla t-shirts på. De lilla var forbeholdt en slags over-crew, mens de lavere rangerende gule t’shirts var for andre ’frivillige’. De var om muligt endnu grimmere, men af sentimentale årsager har jeg aldrig fået fjernet min fra pudsekludskassen.

Det var trods alt den første fucking Pride i København. Den første homodemonstration jeg deltog i. Og der var open air bar og fester og masser af damer hele ugen. Så pisse være med de grimme T-shirts, Bos mor og de allerede dengang politisk småtamme paroler.

I come from Denmark

For det var sgu hamrende politisk for første gang i sit liv at være så synlig. Så sexet og ’vi har sgu gaden og pladsen’-agtigt for en uges tid. Det var livspolitik.

Og selv om lørdagens parade var lagt an på at man skulle tilmelde en vogn og være spektakulær på den glitrede og sponsorerede måde, så tog de glade homoseksuelle masser på forbilledlig vis sagen i egen hånd, og brugte det rullende show til at gå ud på gaden og gå med.

Skæbnen ville, at jeg 12 år senere, denne sommer, havnede i Delhi dagen efter afholdelsen af den første indiske Pride Parade. Jeg kan levende forestille mig, hvordan deltagerne har følt det, da de tog Delhis gader og skabte sig åndssvage og aktionerede på denne måde for første gang på indisk grund.

The Times of India, en ikke just progressiv avis, var særdeles positiv. »When a rainbow took over the heart of the city« lød en af overskrifterne. I en voxpop finder vi også Rasmus fra Danmark:

»I come from Denmark, where sexual preference is an individual choice,« siger han, og tilføjer: »People in India need to be more broadminded.« Og så blev den jo ligesom sat på plads for inderne.

Frihed, angst og kapitalisme

Tolv år. Mere skulle der ikke til for at gøre det til en vedtagen sandhed, at kampen er overstået i Danmark, og nu har vi kun festen tilbage. Tolv år er nok til, at man kan mene, at vi i Danmark befinder os på et højere kulturelt udviklingsstadium.

Selv om homo’er, bi’er og transer alt for godt ved, at udviklingen på mange punkter juridisk er gået i stå, at overfald stadig findes, og at overfaldsmændene tilsyneladende er et af de smukkeste tværkulturelle eksempler, der i dag kan opvises i integrations-Danmark: Heterosexister af alle ’etniciteter’: foren jer...

Pridegængere eller antipridegængere; der er to logikker som seksualpolitiske aktivister burde sætte meget mere på dagsordenen. Til næste sommer og i hele året op til. Den ene er naturligvis den ’kulturforklaring’, der truer med at reducere heterosexisme til noget kun ’muslimerne’ gør.

Men den anden, der er tæt forbundet hermed, er fortællingen om seksualitet som ’det frie og individuelle valg’, der er ensbetydende med ’dansk kultur’.

Denne fortælling bruges ikke alene til at nægte homo, bi og trans asylansøgere opholdstilladelse (’de’ kan jo bare vælge at udleve deres seksualitet i det skjulte). Eller til at gøre det ’logisk’ at statsministeren kan give den som homotolerant på ’det individuelle plan’, mens hans parti opretholder heterosexistisk lovgivning.

Den bruges til at tilsløre, at seksualitet reguleres politisk og at fremstille det som et valg på linje med sæbe. Det styrer man selv, men til gengæld må man også selv tage konsekvenserne. Seksualitet er blevet objekt for markedet og dets fleksibilitet.

Selv om det umiddelbart føles bedre end nationalkonservativ hetz, må man håbe at ’inderne’ kræver mere af ’inderne’ end broadminded senkapitalistisk tolerance.

Og måske skulle vi selv sigte lidt højere seksualpolitisk end blot at slikke røv på ’de kommercielle barejere’, som den officielle pride, ifølge kritikere, inklusive undertegnede, har for vane.

Eller at give samme barejere fingeren, som det ofte lyder i den københavnske anti-pride-retorik. Ellers overlader vi den anti-konservative scene og os selv til individuel ’frihed’, individuel angst og mangfoldig og skruppelløs kapitalisme.