Annonce

3. september 2008 - 23:22

Bash Back: Queer vold fra Pink Panthers til Pink Pistols

21. juni 2007 kom Fox News med en nyhed, som sikkert fik millioner af amerikanere til at ryste i bukserne: Et nationalt undergrundsnetværk af bevæbnede lesbiske bander terroriserede landet. I det populære nyhedsprogram The O’Reilly Factor interviewede værten Bill O’Reilly kanalens kriminalanalytiker, den tidligere politimand Rod Wheeler, om den nye »nationale epidemi«.

Wheeler kunne fortælle, at de lesbiske bander skød tilfældige heteroseksuelle mænd, voldtog kvinder og indoktrinerede piger helt ned i 10-års alderen til en homoseksuel livsstil. Omfanget af den lesbiske bandeepidemi var ikke til at kimse af. Wheeler meddelte, at der var 150 bevæbnede lesbiske bander alene i Washington D.C. Bandernes kendetegn var deres lyserød-malede håndvåben, og de gik under navnet »the pink-pistols-packing group«. (1)

Det mareridtagtige scenario om lebberne fra helvede i Washington D.C. fremstår som en profetisk opfyldelse af åbningsscenen i Angela Carters roman The Passion of the New Eve, der udkom tredive år tidligere, i 1977.

I Carters gotisk-dystopiske fremtidsscenario kontrolleres New York af en bande bevæbnede kvinder, som sprænger brudebutikker i luften og har skarpskytter klar til at skyde mænd, der ser for længe på plakater af kvinder uden for biograferne. I Carters romanunivers, såvel som i indslaget på Fox News, er den heteronormative orden blevet sat til side af lovløse kvinder med pistoler i hænderne.

Trusselsbilledets styrke

Det tog ikke lang tid, før den sensationelle afsløring på Fox News viste sig at være lige så fiktiv som Carters fortælling. Men nyhedsindslaget havde alligevel en vigtig funktion: For den troende seer styrkede kanalen forestillingen om, at homoseksuelle udgør en af de største trusler mod USA.

Dette trusselsbillede har ideologer på den kristenkonservative højrefløj i amerikansk politik længe arbejdet med at sætte i scene – fra Californiens kongresrepræsentant William Dannemeyers notoriske bog Shadow in the Land: Homosexuality in America fra 1989, hvor han beskylder homoseksuelle for at have splittet landet i en grad, man ikke har set siden den amerikanske borgerkrig (Dannemeyer 1989), til TV-prædikanten og grundlæggeren af Moral Majority, Jerry Falwells udtalelser om at homoseksuelle var medskyldige i terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001 (Press 2007).

Umiddelbart kan man måske spørge sig selv, hvilke homoseksuelle subjekter, de kristenkonservative mener, udgør en trussel mod landet. Set i lyset af at de vigtigste mål i homopolitiske kampe i USA i de seneste år har været at få lov til at indgå kirkelige ægteskaber og gøre tjeneste i militæret, er det vanskeligt at se, hvor faren ligger.

De kristenkonservatives kamp mod en homopolitisk agenda, der i store træk viderefører et konservativt værdigrundlag, kan altså virke noget paradoksalt. (2)

Men til trods for at enkelte kristenkonservative og homoseksuelle på nogle punkter ikke står så langt fra hinanden, fungerer »de homoseksuelle« fortsat som et instrumentelt fjendebillede i stil med »muslimerne« i USA’s nationalistiske og religiøse politiske offentlighed. Om trusselsbilledet er fiktivt, er ikke af nævneværdig betydning: Så længe det virker, bruges det.

I dagens sociale og politiske kampe står kontrollen over billeder og medier centralt i legitimeringen af aktionsformerne for både aktivister og ordensmagten. Repræsentationskampen løber også gennem den homopolitiske historie, hvor den dominerende strategi har været at skabe et billede af homoseksuelle som respektable og lovlydige subjekter, der er blevet undertrykt uden grund.

Det ser vi helt fra The Homophile Movement med The Mattachine Society og den lesbiske forening Daughters of Bilitis, (3) der arbejdede med at præsentere homoseksuelle som »de loyale sønner og døtre af Amerika«, til dagens indflydelsesrige konservative skribenter som Andrew Sullivan og Bruce Bawer, der insisterer på at homoseksuelle er virtuelt set normale og egentlig kun ønsker sig en plads ved samfundets bord (se Sullivan 1995 og Bawer 1994).

Assimilationsstrategien har været succesfuld, specielt for den hvide homoseksuelle middelklasse, men den har ekskluderet alle dem, der ikke passer ind, eller har ønske om at passe ind, i den præsentable homoidentitet.

Nogle af dem, der har mødt modstand fra den reformistiske homopolitik, er de ustyrlige og lovløse subjekter, som arbejder for at revolutionere de samfundsstrukturer, der har været med til at producere de marginaliserede identiteter fra start af.

I slutningen af 1980’erne trængte disse konfrontative og revolutionære seksualitetspolitiske aktivistgrupper for alvor gennem i den amerikanske offentlighed. Aktivisterne i ACT UP (AIDS Coalition To Unleash Power) og Queer Nation præsenterede medierne for et andet billede af ikke-normative subjekter. De ønskede ikke at fremstå som pæne lovlydige homoseksuelle borgere, de var rasende, sexy og kønsoverskridende – og de var stolte af det.

ACT UP

Aids-krisen ændrede det homopolitiske landskab i USA, og satte den homoseksuelle frigørelseskamp flere skridt tilbage. Som Simon Watney i 1987 kunne konkludere, repræsenterede aids ikke bare en medicinsk krise uden paralleller, men også en repræsentationskrise (Watney 1989; s. 9).
Aids-epidemien førte en re-patologisering af homoseksualitet med sig både i det medicinske system og i den offentlige debat. Før epidemien fik navnet AIDS (Acquired Immune Deficiency Syndrome) i 1982, gik sygdommen under navnet GRID – Gay-Related Immune Deficiency, og i medierne blev aids nærmest konsekvent omtalt som »bøssepesten«.

Igen blev homoseksualitet set på som noget syndigt og sygeligt, og disse holdninger var med til at legitimere den politiske ligegyldighed overfor epidemien, som politikerne længe mente ikke angik »folk som flest«. Tvangstestning, internering og tatovering af hiv-smittede blev heftigt diskuteret i Senatet under præsident Reagans regeringsperiode, mens forskning, medicin og informationskampagner blev nedprioriteret.

Aids-aktivister kæmpede derfor ikke blot mod en epidemi, men også mod en institutionaliseret homofobi i statsapparatet, sundhedsvæsnet og medierne.

JPEG - 145.5 kb
Plakaten Silence=Death blev udformet af aids-gruppen Silence=Death Project i 1986.

Allerede tidligt i 1980’erne så man behovet for at tage sagen i egne hænder i homomiljøet, og der blev dannet græsrodsgrupper som Gay Men’s Health Crisis (GMHC) og People With AIDS Coalition (PWAC), som gjorde et vigtigt arbejde for at udarbejde sikker sex-information og hjælpe de mange aids-syge.

Mens de tidlige græsrodsgrupper satte sig ved forhandlingsbordet, savnede mange en mere synlig og militant aktivistbevægelse. I marts 1987 blev ACT UP startet i New York, og gruppen præsenterede sig som en »sammensat, ikke-partisk gruppe af individer samlet i vrede og dedikeret til direkte handling for at slutte AIDS krisen«.

I ACT UP mødtes bøsser, lesbiske, transer og andre i en perspektivpolitisk kamp mod det homofobe samfunds dødelige negligering af epidemien. Her blev skillelinjer og interne konflikter i homobevægelsen forsøgt sat til side i arbejdet mod et fælles mål – bekæmpelsen af aids.

I løbet af kort tid blev der startet ACT UP afdelinger over hele USA, og der blev arrangeret store og ekstravagante politiske demonstrationer. Gruppens aktioner var synlige og aggressive, og flere af dem resulterede i store arrestationer for civil ulydighed.

ACT UP indtog offentlige pladser og trafikknudepunkter og holdt kiss-ins (hvor folk med samme kropstegn kysser) og die-ins (hvor folk lægger sig »døde« ned på ryggen med gravstens-plakater med politiske budskaber); de belejrede offentlige kontorer, de brød ind i gudstjenester og nyhedsudsendelser, de holdt politiske begravelser, hvor de marcherede med åbne kister gennem byen, og de kastede deres døde elskeres aske på Det Hvide Hus.

Guerilladesignkollektiverne Gran Fury, Boys With Arms Akimbo og The Silence=Death Project var tilknyttet ACT UP, og med inspiration fra den postmoderne appropriationskunsts détournement af eksisterende billeder og stilarter lavede grupperne raffinerede plakater med slagord som »SILENCE=DEATH« og »AIDSGATE«, som fyldte gadebilledet i mange amerikanske storbyer.

Plakaterne var vigtige i kampen for at fange mediernes opmærksomhed, og ACT UP arbejdede særdeles taktisk i forhold til pressen. Men de æstetiske praksisser var ikke bare sekundære repræsentationer af gruppens politiske agenda, for de kunstaktivistiske strategier var en vigtig del af artikuleringen af gruppens politik (Crimp og Rolston 1990; s. 20).

Queer Nation

Vinteren 1990 startede medlemmer fra ACT UP en ny aktivistgruppe som skulle kæmpe mod aids-krisen i et større køns- og seksualitetspolitisk perspektiv. I ACT UP var der konflikter over hvilke problemstillinger, der faldt ind under aids-kampen, og aktivisterne i Queer Nation ønskede at arbejde mere specifikt mod homofobien og racismen, som blomstrede under aids-krisen.

Gruppen tog begrebet »queer« til sig, et ord som udover at have betydninger som »mærkelig«, »udenfor« og »på tværs« også var en nedsættende betegnelse for homoseksuelle. Queer mindede om den undertrykkelse, de mødte som ikke-normative individer i samfundet, og gruppen vendte begrebet om og gjorde det til en aktiv og bekræftende decentreret position.

Queeraktivisterne følte sig ikke længere gay i ordets glade forstand, og det var heller ikke en specifik identitet som samlede dem. De var rasende og med sin ironiske nationalitetsretorik var Queer Nation klar til kamp: »An army of lovers cannot loose!«

Queer Nations aggressive fremfærd kom til syne allerede i gruppens første aktion. Som respons på en undersøgelse, der viste, at vold mod queers i USA var steget med 120 procent, monterede gruppen 26. april 1990 et 12 meter langt banner på et billboard i Greenwich Village, hvor der med store bogstaver stod: »DYKES AND FAGS BASH BACK!«

To dage senere eksploderede en bombe på bøssebaren Uncle Charlie’s i nærheden og skadede tre personer. I løbet af få timer mobiliserede Queer Nation over tusind demonstranter, som marcherede under samme »bash back«-parole. Opfordringen til at bruge vold blev umiddelbart samlet op i medierne, og gruppen fik hurtigt afdelinger i flere byer rundt om i landet (Northorpe 1992).

Under Gay Pride paraderne i New York og Chicago nogle måneder senere, i juni 1990, uddelte aktivister et flyveblad med titlen »Queers Read This« signeret »Anonymous queers«. Flyvebladet blev straks koblet til Queer Nation og fik funktion som gruppens manifest.

Manifestet tydeliggjorde forskellene mellem queeraktivismen og den reformistiske homopolitik, en forskel der viste sig både i tone og målsætning. Dette var en rasende tekst – en tekst som udtrykker had mod præsident Reagans negligering af aids-epidemien; som udtrykker had mod senator Jesse Helms’ og hele den katolske kirkes homofobi; som udtrykker had mod politiet, sundhedsvæsnet og statsinstitutioner; men også mod homobevægelsens passivitet: »I 1969, slog queers tilbage. I 1990, siger queers ok. Næste år, er vi her så?« (4)

Manifestet kritiserede homomiljøets apati og henviste til queeraktivismens historiske arv fra Stonewall-oprøret 27. juni 1969. Dette var det første voldelige oprør, hvor drag queens, transer, lesbiske og bøsser slog tilbage mod politiet, der havde raided homobaren Stonewall Inn på Sheridan Square i New York.

I 1969 var tusindvis af demonstranter gået på gaden og sloges med politiet i et oprør, der varede i tre dage, og Stonewall er blevet stående som symbolet på den homoseksuelle rettighedskamp (Duberman 1994).

Queermanifestet markerede, at det igen var tid til at kæmpe med alle midler, og besvare vold med vold:

»Disse angreb må ikke tolereres. GØR NOGET. […] Hvis du ved hvordan, du forsigtigt og effektivt immobiliserer din angriber, så gør det dog endelig. Hvis du mangler disse evner, så tænk over at rive hans fucking øjne ud, smadre næsen ind i hjernen på ham, skære halsen over på ham med en smadret flaske – gør alt du kan, alt du bliver nødt til, for at redde dit liv! De har lært os at gode queers ikke bliver vrede. De har lært os det så godt, at vi ikke blot skjuler vores vrede for dem, vi skjuler den for hinanden. VI SKJULER DEN ENDDA FOR OS SELV. […] De basher os og stikker os ned og skyder os og bomber os endda i et konstant stigende antal og stadig panikker vi, når vrede queers bærer bannere eller skilte, der siger BASH BACK […] LAD JER SELV BLIVE VREDE […] DER ER INTET STED I DETTE LAND, HVOR VI ER SIKRE.«

Pink Panthers

The Pink Panthers tog opfordringen op fra manifestet om at kæmpe tilbage mod det voldelige samfund. Gruppen blev startet på et Queer Nation-møde i New York, men løsrev sig efter kort tid og etablerede sig som en pseudomilits med mål om at »bash back«. (5)

Navnet spillede både på The Black Panther Party, den lyserøde diamant og tegnefilmsfiguren Pink Panther, og markerede gruppens campy miks af alvor og humor. I lighed med The Black Panthers fungerede også de lyserøde pantere som en selvforsvarsgruppe, men de var ikke bevæbnede.

Klædt i uniform bestående af sorte t-shirts med en lyserød trekant med sorte panterspor, udstyret med walkie-talkies og fløjter, patruljerede de lyserøde pantere steder i det offentlige rum, hvor queers holdt til og mødtes for at have sex. De bevægede sig rundt som synlige »ofre« og markerede, at de ikke var bange, men derimod klar til kamp.

Som Laurent Berlant og Elisabeth Freeman diskuterer i »Queer Nationality«, var den vigtigste funktion ved slag-ordet »bash back« at vende frygten, som »gay bashers« så effektivt brugte mod queers, mod voldsmændene selv (Berlant og Freeman 1997; s. 156-157).

De lyserøde panteres trussel var ikke i antal, men nærværet af disse få kroppe repræsenterede et potentiale for en udbredt vold mod angriberne. På den måde fungerede »bash back« som en psykisk modtrussel, der udvidede forsvarsskjoldet ud over rammerne for et enkelt fysisk slag (ibid.).

Selvom slagordet »bash back« i udgangspunktet synes at vende ligningen på hovedet ved at gøre offer til angriber og angriber til offer, påpeger Judith Halberstam, i »Imagined Violence / Queer Violence«, at sådanne rollebytter ikke nødvendigvis viderefører samme regnestykke (Halberstam 1993; s. 187-201).

Omvendingen kan forandre homoseksualitetens symbolske funktion i populærkulturen og udfordrer på den måde både forventninger til køn og seksualitet og den indarbejdede forestilling om queers som lette ofre for hadvold.

Styrken i Pink Panthers »bash back«-parole ligger i voldens potentialitet, idet den transformerer forestillet frygt til forestillet vold. Denne potentielle vold peger på det ustabile og uforudsigelige forhold mellem repræsenteret vold og voldshandlinger.

Som Halberstam videre bemærker, kan den imaginære og den virkelige vold derfor ikke ses som en binær modsætning i denne sammenhæng, fordi vi ikke kan forudse, hvilke handlinger repræsentationer kan føre til (ibid.; s. 187-188).

Det er i en sådan optik, vi må forstå den postmoderne aktivismes brug af æstetiske praksisser – ikke som en »depolitiseret« eller »symbolsk« aktivisme, men som en strategisk udnyttelse af at skillelinjerne mellem voldelig protest og dens repræsentationer ikke kan fastsættes.

Det ustabile forhold mellem repræsentation og virkelighed kommer også til udtryk i den amerikanske aktivist-kunstner David Wojnarowiczs tekster i slutningen af 1980’erne. Efter Wojnarowicz blev hiv-smittet, rasede han for alvor mod det dødeligt heteronormative USA, og i teksten »Postcards from America – X-rays from Hell« beskriver han fantasien som det eneste tilbageværende fristed for radikale handlinger.

I sin ukontrollerbare fantasi kan han fortsat kneppe uden kondom. Her kan han hælde benzin over og tænde ild til senatoren Jesse Helms og kaste kongresrepræsentant William Dannemeyer ud fra toppen af Empire State Building (Wojnarowicz 1991; s. 120). Fantasien er et sted, hvor raseriet kan få udløb, og det letter trykket, om end kun i korte perioder.

Men grænsen mellem fantasi og virkelighed er vaklende, som han skriver i teksten med den sigende titel »Do Not Doubt the Dangerousness of the 12-Inch-Tall Politician«:

»Jeg vågner hver morgen i denne dræbermaskine kaldet Amerika, og jeg bærer dette raseri som et blodfyldt æg og der er en tynd linje mellem indersiden og ydersiden og en tynd linje mellem tanke og handling […] og i takt med hver T-celle forsvinder fra min krop, bliver den erstattet af ti pund pres ti pund raseri og jeg fokuserer det raseri til en ikke-voldelig modstand, men det fokus begynder at slippe mine hænder, begynder at bevæge sig uafhængig af selvkontrol og […] der er visse politikere, der hellere må øge deres sikkerhedsstyrker, og der er religiøse ledere og ledere af sundhedssystemet der hellere må få større fucking hunde og højere fucking hegn og mere komplekse indbrudsalarmer til deres hjem, og queer-bashers må hellere begynde at gøre deres arbejde inde i howitzer tanks for den tynde linje mellem indersiden og ydersiden begynder at erodere, og i øjeblikket er jeg en syvogtredive-fod-høj-ettusind-ethundrede-og-syvogtredive-punds-mand inden i denne seks fods krop, og alt jeg kan føle, er presset, alt jeg kan føle, er presset og behovet for afløb.« (Ibid.; s. 161-162)

For Wojnarowicz bliver sproget og repræsentationen et våben, og fantasien et voldeligt handlingsrum. De ikke-normative aids-syge, narkomanerne og queere subjekter har muligheden for at nedbryde billedet af, det han kalder, »THE ONE TRIBE NATION«, og vække folk og byde velkommen til virkelighedens mareridt.

Selvom fantasiens vold ikke har en fysisk slagkraft, kan den, som Halberstam bemærker, besudle virkeligheden ved at gøre tekster, billeder og informationer virale og lade dem mutere i kulturen (Halberstam, op.cit.; s. 194).

Camp kamp

Den forestillede vold i Pink Panthers aktioner og Wojnarowiczs tekster åbner for en diskussion om, hvad der konstituerer »autentisk« aktivisme og »rigtig« vold i den politisk-aktivistiske diskurs. Queeraktivismens effektive arbejde i skæringspunktet mellem repræsentation og virkelighed udfordrer den maskuline og til tider homofobe retorik, som kendetegner store dele af det øvrige aktivistiske felt.

I den sammenhæng kan det være værd at påpege de ideologiske betydninger, der knytter sig til begrebet aktivist – en term, der viderefører en prioritering af det aktive frem for det passive, med dets tætte kobling til modsætning mellem mandlig/kvindelig og heteroseksuel/homoseksuel.

Som queerforskeren Lee Edelman viser i artiklen »The Mirror and the Tank«, er det vigtigt, at den seksualitetspolitiske aktivisme ikke viderefører nedvurderingen af, det han kalder, »[the] ‘ass’ in ‘passive’«. Det er derimod vigtigt at bryde med den kvindefjendtlige og homofobe logik implicit i aktiv/passiv binarismen, som risikerer at reproducere et system, der har været medvirkende til undertrykkelsen fra start af (Edelman 1994; s. 109-113).

Gennem en kritisk analyse af ACT UP-aktivisten Larry Kramers aggressive angreb på det »passive« og »narcissistiske« homomiljø argumenterer Edelman for nødvendigheden af at tænke ud over aktiv/passiv-modsætningen, når man analyserer politiske modstandsformer.

Vi må med andre ord være åbne for også at undersøge de mange »passive« strategier, der fra et traditionelt »aktivistisk« perspektiv kan fremstå som apolitiske. Queeraktivismens udfordring af skillelinjerne mellem camp og kamp, humor og alvor, repræsentation og virkelighed, kan være med til at åbne for en sådan tiltrængt diskussion af de uudtalte normer i den aktivistiske diskurs.

Pink Pistols

Kort tid efter indslaget om den fiktive epidemiske bande af lesbiske »the pink-pistol-packing-group« blev sendt på Fox News, meldte de virkelige Pink Pistols sig i debatten og forlangte en undskyldning.

Der fandtes nemlig et landsdækkende netværk, som gik under navnet Pink Pistols, men dette var ikke en kriminel bande, men derimod en lovlig skydeklub for homo-, bi- og transseksuelle. En skydeklub, der i lighed med så mange andre skydegrupper i USA, kæmpede for den grundlovssikrede ret til at bære våben i selvforsvar (Kryger Hansen 2007).

JPEG - 151.2 kb
Pink Pistols eksisterer i USA og Canada som en legal og borgerlig skydeforening, der kæmper for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelles ret til at forsvare sig selv og deres private ejendom med våben.

Siden 2000 er der blevet startet 45 afdelinger af Pink Pistols i USA og én i Canada, og netværkets talsperson, Gwen Patton, var nu nervøs for, at foreningens arbejde ville blive vanskeliggjort gennem forvekslingen med en epidemisk bandekriminalitet på Fox News. (6)

Med slagord som »Armed Gays Don’t Get Bashed« og »Pick on Someone Your Own Caliber« er en af Pink Pistols vigtigste målsætninger at ændre billedet af queers som lette ofre for hadvold – en målsætning, der minder om Pink Panthers agenda.

Men den politiske motivation for Pink Pistols er en ganske anden. Hvor de ubevæbnede lyserøde pantere brugte forestillet vold som led i en større revolutionær kamp mod det heteronormative samfund, kæmper de konservative Pink Pistols for at bevare retten til at beskytte sig selv og den private ejendomsret med våben i hånden.

På Pink Pistols’ blog konkluderede Gwen Patton, at indslaget om de lesbiske bander på Fox News var endt som en stor succes for organisationen: Kriminalanalytiker Wheeler havde i bedste sendetid undskyldt for at have tilsværtet en sådan »respektabel organisation« som Pink Pistols.

Oversat fra norsk af Jeppe Wedel-Brandt

Artiklen har tidligere været bragt i Øjeblikket, Nr. 49, Forår 2008. Den bringes her med forfatterens tilladelse.

1: Indslaget “Lesbian Gang Epidemic”, fra Fox News 21. juni 2007 kan downloades på GLAADs hjemmeside: http://gladd.org/action/calls_detai...

2: Queerteoretikeren Lisa Duggan påpeger, at den amerikanske homopolitik domineres af en ny homonormativitet, som ikke udfordrer heteronormative institutioner eller antagelser på radikal vis, men derimod opretholder dem, mens den skaber en demobiliseret og depolitiseret homokultur baseret på hjemlighed og konsumption. Lisa Duggan: The Twilight of Equality? Neoliberalism, Cultural Politics and the Attack on Democracy, Boston: Beacon Press, 2003, s. 50.

3: The Mattachine Society blev grundlagt i 1950 af kommunisten Harry Hay og fungerede i begyndelsen som en radikal undergrundsorganisation, der ville ændre samfundet gennem politisk kamp. Men efter få år blev Hays revolutionære tænkning erstattet af en assimilationistisk linje, og Mattachine og Daughters of Bilitis lagde grundlaget for den identitetspolitiske homopolitik, vi kender i dag.

4: “Queers Read This” er inkluderet i sin helhed i Tiina Rosenberg: Queerfeministisk agenda, Stockholm: Atlas, 2002, s. 167-178.

5: New Yorks afdeling af The Pink Panthers eksisterer ikke længere, men der findes fortsat Pink Panthers afdelinger i både Montreal, Paris og Lissabon, se f.eks. Athena Farrokhzad og Tova Gerge: “Rosa Pantrarnas PR-språk” i Ord & Bild, # 3-4, 2007.

6: Se Pink Pistols blog, Busting Caps: http://www.pinkpistols.org/blogger.html

Litteratur

Bruce Bawer: A Place at the Table, New York: Touchstone, 1994.

Laurent Berlant og Elizabeth Freeman: »Queer Nationality«, Laurent Berlant: The Queen of America goes to Washington City, Durham & London: Duke University Press, 1997.

Angela Carter: The Passion of the New Eve, London: Virago Press, 2001 (1977).

Douglas Crimp og Adam Rolston: AIDS Demo Graphics, Seattle: Bay Press, 1990.

William Dannemeyer: Shadow in the Land: Homosexuality in America, San Fransisco: St. Ignatius Press, 1989.

Martin Duberman: Stonewall, New York: Plume, 1994.

Lisa Duggan: The Twilight of Equality? Neoliberalism, Cultural Politics, and the Attack on Democracy, Boston: Beacon Press, 2003.

Lee Edelman: »The Mirror and the Tank: »AIDS«, Subjectivity, and the Rhetoric of Activism«, Homographesis, New York & London: Routledge, 1994, pp. 109-113.

Athena Farrokhzad og Tova Gerge: »Rosa Pantrarnas politiska PR-språk«, Ord & Bild, # 3-4, 2007.

Judith Halberstam: »Imagined Violence / Queer Violence – Representation, Rage, and Resistance«, Social Text 37, pp. 187-201.

Mathias Kryger Hansen: »Mike og de pink pistoler« i Politiken, 10.06.2007.

Ann Northorpe i Eric Marcus: Making History: The Struggle for Gay and Lesbian Equal Rights, 1945-1990. An Oral History, New York: Harper Collins, 1992.

Bill Press: »The Sad Legacy of Jerry Falwell«, The Millford Daily News, 18. maj 2007.

Tiina Rosenberg: Queerfeministisk agenda, Stockholm: Atlas, 2002.

Andrew Sullivan: Virtually Normal, London: Picador, 1995.

Simon Watney, Policing Desire – Pornography, Aids and the Media, Minneapolis & London: University of Minnesota Press, 1989.

David Wojnarowicz: Close to the Knives, New York: Vintage Books, 1991.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce