Dokumentation: Blüdnikow er en doven og dårlig historiker

I tidsskriftet Social Kritik nr. 111 offentliggjorde jeg et længere essay om Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden og opgøret med venstrefløjen – det er også senere blevet bragt i Kontradoxa: »Venstrefløjen og terroren«

Her skrev jeg blandt andet:

I en note hertil skrev jeg: »Jeg skal ikke her gå i detaljer, men skulle Bent Blüdnikow være interesseret og kan skaffe mig en kroniks plads i Berlingske eller Weekendavisen, skal jeg gerne dokumentere sagen, så vidt som jeg nu har undersøgt sagen.«

Blüdnikow var ikke interesseret, men affejede sagen i et interview i dagbladet Information den 15. januar 2008:

I samme interview siger han også:

Blüdnikows interesse for Anne Grete Holmsgaard er af ældre dato. Faktisk er det det eneste konkrete eksempel (bortset fra Blekingegadebandens Z-file), han har anført for sin påstand om venstrefløjens liv i synden.

I artiklen ’Ondt i fortiden’ i Weekendavisen den 4.august 1995, skrev han:

»I partiet var der grupper af medlemmer, der dyrkede voldsforherligelse, sympatiserede med en række totalitære regimer og endda også dyrkede noget, der stærkt mindede om antisemitisme.«

I samme artikel introducerede han også sit trumfkort, nemlig Anne Grete Holmsgaard. Hun havde i 1984 sammen med Kit Broholm på forlaget Historisk Revy udgivet deres speciale fra RUC under titlen Zionismens Israel – et land i evig krig.

Om hende hedder det: »I hende havde partiet en rabiat revolutionær, der i spørgsmålet om Israel og jøder nærmede sig klassisk antisemitisme.«

Der er ét citat fra Broholms og Holmsgaards bog, som han gennem halvfemserne vendte tilbage til gang på gang. Det lyder:

Herfra sprang han så (uden at angive det!) til s. 174:

Det der står i parentes, sprang Blüdnikow også over uden at angive det. Hans citatpraksis er ofte ret fri. Men lad det nu ligge og lad os, da vi altså står ved hjertet af det, som han og andre (fx Bent Melchior (»Trængsel ved håndvasken«, Berlingske Tidende 1. oktober 2000) og Martin Krasnik (»Om jøderne«, Weekendavisen 15. september 2000) har kaldt ’klassisk antisemitisme’, se på hvad der står.

Analysen er præget af DKP-synspunkter, hvilket sikkert hænger sammen med, at Kit Broholm var DKPer, men man må jo gå ud fra, at Holmsgaard dækkede synspunkterne. Bortset fra det, hæfter man sig vel især ved det synspunkt, at jøder bør assimilere sig og ikke opretholde særskilte organisationer, et synspunkt på integration, som ligger meget tæt op ad officiel dansk indvandrerpolitik i dag. Endelig hæfter man sig ved en politikopfattelse, som gør den zionistiske bevægelse og Israel til én, og som gør denne personifikation til den eneste (og konspirative) aktør på scenen.

Men bortset fra disse synspunkter, som jeg er uenig i, har jeg svært ved at se nogen antisemitiske synspunkter. De er jo klart anti-israelske og anti-zionistiske. Men man kunne med en vis ret sige, at forfatterne med deres argumentation vil ’beskytte’ diasporaens jøder mod zionisterne, og at de derfor faktisk skelner mellem jøder og israelere. At de så vil have diasporaens jøder til at assimilere sig og holde op med at være jøder er en noget tvetydig holdning, må man nok sige.

Det gælder generelt for Broholms og Holmsgaards bog, at den ikke er særlig nuanceret i sin analyse. Men antisemitisk er den altså ikke. Og betegnelsen klassisk antisemitisme kan den derfor heller ikke kandidere til.

Jeg har en fornemmelse af, at man med ’klassisk’ tænker på konspirationsteorien i Zions Vises Protokoller. I denne teori ses alle jødiske intentioner som samlet i ét koncept, der retter sig mod erobringen af verdensmagten. Denne strategi styres af en lille gruppe af Zions Vise, altså ledende jøder af en slags.

Men Broholm og Holmsgaard ser jo ikke jødernes interesser som homogene, tværtimod er der ikke interessesammenfald mellem diasporaens jøder og Israels jøder. Alene af indholdsmæssige grunde kan deres politikforståelse (som ellers har meget konspirativt over sig) ikke siges at ligne Protokollernes.

Dette er blot ét centralt eksempel på Blüdnikows citatpraksis. For at komme et spadestik dybere, kan man, som jeg antydede i min artikel i Social Kritik, undersøge Bent Blüdnikows bog fra 1986 Immigranter. De østeuropæiske jøder i København 1905-1920 og se hvilke fejl han der laver.

Disse fejl rækker fra manipulation til ren svindel.

Man bør samtidig huske (hvad han selv gør opmærksom på, s. 8), at bogen blev lavet som en del af hans betalte forskningstid, da han var ansat i Rigsarkivet. Bogens skulle altså give sig ud for at leve op til videnskabelige standarder. Det er ikke kun offentligheden og de mange jødiske læsere, han har ført bag lyset, det er også hans arbejdsgiver.

De fejl, manipulationer og den svindel, han begår, danner ikke et mønster i retning af at ville fordreje forskningsresultaterne i en bestemt hensigt. De bærer alle præg af almindelig sjusk og dovenskab. Historikerens arbejde består bl.a. af en masse kedeligt søgearbejde, og det er ikke mindst denne del af arbejdet, han har overstået meget hurtigt, fx med en løgn om arbejdets omfang.

Lad os tage nogle eksempler af forskellige typer:

Bogen er rigt illustreret, én af dens meget stærke sider. Der er imidlertid ikke mange af billederne, som har henvisninger til, hvorfra de er taget. Det gælder ikke mindst illustrationer fra den trykte presse. Fx s. 30, hvor en tegning fra Ravnen angives som »fra 1882«. Men hvilket nummer? På s. 37 angives et xylografi fra Uglen at være fra »allerede i 1855«. S. 50 er der et foto »fra 1906: ’Hver 8. dag’.« Hvorfor er det, at datoen ikke er angivet? S. 55 er der en tegning »fra ’Mosaisk Tidende’ i 1912«, men i virkeligheden er den fra 15. november 1913.

Unøjagtighederne, for nu at sige det pænt, gælder langt fra kun illustrationerne. Da Blüdnikow ikke kan læse jiddish, har han fået sin bedstemor til at læse hist og her i det jiddishe ugeblad Dos vokhenblat.

S. 79, note 40, får vi at vide, at man i »Das Wochenblatt 1912« kan læse, at Nationalskolen begyndte 1911. Men hvilket nummer, hvilken dato? Faktisk mangler der ordentlige henvisninger til alle de steder i Vokhenblat, som er benyttet.

Og der er rigtig mange oplysninger, der mangler andre steder i bogen. Henvisninger skal med, fordi historiske undersøgelser skal kunne kontrolleres af andre. Enhver kan jo komme og sige, at Nationalskolen blev oprettet i 1911 og henvise til en hel årgang af et blad på jiddish!

S. 153 har han afbildet et udklip om et overfald på Josef Fischer, som var ansat i det mosaiske fattigvæsen. Billedteksten lyder: »Fattiguddelingen var en ydmygelse, som satte sig meget dybe spor hos immigranterne. […] Det kunne gå voldsomt til på fattigkontoret. Avisudklippet er taget fra ’Social-Demokraten’ 1905.«

Som vi siden skal se, så var det i 1905 ikke fattighjælp, indvandrerne fik. Men derudover er tildragelsen fra december 1908 og handlede om en mand med et forfalsket pas. Igen kan man spørge: Hvis det er rigtigt, at Blüdnikow har klippet dette ud af Social-Demokraten 1905, hvorfor vil han så ikke meddele os datoen?

Det kunne være af den grund, at han har fundet udklippet uden angivelse af dato. Da han imidlertid gerne vil virke videnskabelig, stikker han løgnen om 1905. I øvrigt er udklippets sats i antikva, mens Social-Demokraten både i 1905 og 1908 brugte fraktur (krøllede bogstaver). Det er altså en rigtig bøhmand: Udklippet må være fra en helt anden avis!

I Dansk jødisk historie nr. 9/1982, s. 28-37 skrev Blüdnikow en artikel, som byggede på et interview med Ida Weisdorf om ’Jiddish Teater’ i København. Artiklen var illustreret med en tegning, som vi får at vide, er fra den første jiddishe teaterforestilling i 1907.

Selvom det var forkert, kunne Blüdnikow jo være i god tro, men det havde jo så været på sin plads, at gøre opmærksom på, at det var en antagelse og at han havde fundet udklippet uden dato. Han opdagede imidlertid sin fejl, da han senere faldt over en anden tegning, som var fra den første forestilling i 1907, som han bragte i sin bog s. 89.

Men hvordan skulle han nu datere den først offentliggjorte tegning, som nu ikke længere kunne være fra forestillingen i 1907? Han meddeler kort og godt, at den er »Fra 1910« (s. 96). Men han skriver ikke, at det er et nyt gæt, for i virkeligheden blev stykket Den noble Dora, som tegningen omhandler, spillet 16. november 1908.

Men han har indset, at det kunne blive et stort arbejde at bladre flere årgange af Politiken igennem og klarer derfor det problem med en hurtig løgn.

Et afsnit i bogen beskæftiger sig med den kendte ’Brand i Vognmagergade’. Den var farlig, skriver Blüdnikow, dels fordi den kunne have bredt sig til andre dele af ghettoen, og dels fordi den gav anledning til noget nær en hetz mod indvandrerne.

Branden dokumenteres med et foto af Elfeldt s. 162. Men hvornår fandt branden sted? Blüdnikow mener »i 1913« (s. 161).

Når han falder over netop dette årstal skyldes det ikke, at han ved noget som helst om branden, som fandt sted den 29. oktober 1916, men at han har fundet en leder fra Politiken fra 9. september 1913, hvor der tales kritisk om indvandrerne.

Branden i 1916 skyldtes ikke indvandrere, men et dansk selskab, som i beruset tilstand var kommet i skænderi. Under dette blev en petroleumsovn sparket om på gulvet, hvor petroleumen flød ud. Der gik hurtigt ild i væsken og indboet, og gæsterne flygtede og lod døren stå åben. Der gik derfor hurtigt ild i hele trappen. På 2. sal boede en polsk-jødisk skrædder Grünwald, hans kone og fem børn. Et af børnene, den 7-årige Svend, vågnede af branden og vækkede sine forældre. Men på det tidspunkt kunne de ikke komme ud af lejligheden. De blev imidlertid undsat af brandvæsnets stigefolk. Den 14-årige Fridas hår stod i flammer og faren havde svære brandsår, også konen og børnene var stærkt forbrændte. Familjen blev kørt på hospitalet, hvor Frida døde. Der var stor medfølelse med familjen Grünwald, som var ofre for en brand, forårsaget af danskere.

Det kræver naturligvis, at man læser datidens aviser, at finde ud af at sammenhængen nærmest var den modsatte af det, Blüdnikow postulerer. Hvorfor finder han på året 1913? Af dovenskab slet og ret; men dovenskab er ikke nogen gyldig undskyldning for at lyve.

En ting er løgnagtige dateringer. Noget andet er at påstå, man har været igennem kildemateriale, man aldrig har set.

Én af de helt store konflikter i relation til indvandrerne var de mange uorganiserede jødiske skræddere. Den konflikt skriver Bent Blüdnikow også om, uden at han kommer særlig langt ned i den.

S. 126, note 50, skriver han, at hans fremstilling hviler på »en række artikler i Socialdemokraten marts 1911 til april 1912«. Ser man efter, vil man undre sig, for det første halve år, fra marts til september 1911, er der ingen artikler i bladet om konflikten.

Det er imidlertid af gode grunde, der ingen artikler er, før den 24. september 1911. Det skyldtes, at redaktøren af Social-Demokraten, Emil Wiinblad, ikke ville tillade skræddernes formand at omtale konflikten. Derfor kunne han først skrive om den, da Wiinblad var gået på pension. Det fremgår af skræddernes fagblad.

Hvorfor skriver Blüdnikow så, at han har bladret avisen igennem? For at dupere, for at fremstå videnskabelig, for at pynte sig med lånte fjer. Men det hedder også løgn.

I pjecen Vuggestuen & Børnehaven i Carolineskolen 1953-2003, (Kbh. 2003) skrev Blüdnikow artiklen ’Snavsede, barfodede og pjaltede’ om »den første jødiske børnepasning i Danmark« i anledning af børnehavens jubilæum.

Her lykkes det ham i en relativ kort artikel at begå tre alvorlige fejl, som viser, at han intet ved om sagen: Han skriver, at børnehaven blev grundlagt i 1912, mens det i virkeligheden var i 1908. Det blad, han citerer fra 1912, kan ikke være Jødisk Samfund, da dét først begyndte at udkomme i maj 1913. Og det var bestemt ikke, »troessamfundets blad«, som han skriver, for Mosaisk Troessamfund fik først et blad i 1928. Endelig blev det jødiske børnehjem ikke senere til ’Asyl og Børnehave’, både børnehjemmet og børnehaven (med asylet) eksisterede side om side.
Denne form for tilfældig og løgnagtig omgang med dokumentation er desværre ikke sjælden i bogen.

En anden type af fejl, han begår rigtig tit, er unøjagtige eller forkerte dokumentationer. I første kapitel af Immigranter støtter han sig ikke mindst til bogen, som han opgiver som: »Koppel S. Pinson: Essays on Antisemitism, New York 1970«.

Pinson er imidlertid redaktør af bogen. Den artikel, Blütnikow tager oplysninger fra, er skrevet af Mark Vishniak, og hedder ’Antisemitism in Tsarist Russia. A Study in Government-Fostered Anti-semitism’. Han omtales imidlertid ingen steder hos Blüdnikow.

Man kan undre sig over denne henvisningspraksis, men også over, hvor lidt BB faktisk ved om Rusland, og hvordan han forvalter de oplysninger, han hiver ud af de få artikler, han har læst.

Fx henter han (s. 9, note 2) med henvisning til Pinson s. 122 følgende: »Thus in 1727 Catherine I issued a decree ousting the Jews from Little Russia (…)«. Dette udlægger Blüdnikow som »(…) og i 1727 bestemtes det atter, at det var forbudt jøder at opholde sig i imperiet.«

Blüdnikow ved ikke hvad ’Little Russia’ betyder, gider ikke slå det op og skriver derfor »imperiet«, altså hele det russiske imperium. Men ’Little Russia’ eller Malorossija betyder slet og ret Ukraine og ikke imperiet. Og det gør jo en forskel.

S. 10 hører vi, at tsar Alexander 1. »regerede 1801-25«, mens vi på s. 11, hører, at »zar Nicholas d 1 (regerede 1796-1855)«. Man kan jo dels undre sig over, at zar Nikolaj har fået et engelsk navn, men da især over at han regerede samtidig med Alexander 1. Værre bliver det naturligvis i betragtning af, at Nikolaj i virkeligheden fødtes 1796 og altså regerede for sin far allerede mens han var spæd!

S. 18, note 21, med henvisning til Louis Greenberg: The Jews in Russia, New York 1976, 160-71, skriver Blüdnikow: »Man har vurderet, at i 1800-tallet var op til 40 % af jøderne såkaldte ’Luftmenschen’, der hverken havde håndværk eller noget andet erhverv, som de kunne ernære sig ved.«

Man skulle jo mene, at en så konkret oplysning ikke behøvede en henvisning til 11 sider i en bog. Læser man de 11 sider (s. 160-71) igennem, viser det sig, at de handler om, hvor svært det er, at sige noget sikkert ud fra de eksisterende statistikker. Dels er der ingen udsagn om et helt århundrede (»i 1800-tallet«), og dels er der ingen steder citeret hverken noget om 40 procent eller luftmenschen.

Muligvis har han læst galt på oplysningen s. 160 om, at en regeringskommission i 1880erne rapporterede, at 90 procent af jøderne udgjorde et proletariat, som levede fra hånden i munden, i fattigdom og under de værst tænkelige og uhygiejniske forhold. Men det er jo ikke et helt århundrede og en del mere end 40 procent.

S. 18, note 22, henviser Blüdnikow også til Louis Greenberg og igen til de samme 11 sider, 160-71. Her drejer det sig igen om en meget konkret oplysning, som skal findes på 11 sider: En vurdering fra 1800-tallet skønnede, at ca. 50 procent af befolkningen var helt eller delvis afhængig af velgørenhed. Den er lige så svær at verificere som den foregående oplysning. Man skulle da ellers tro, at et årstal blandt 100 mulige (1800-tallet) kunne angives mere præcist.

S. 19, note 23 finder vi igen henvisningen til Greenberg s.160-71 for oplysningen om, at narodnik-bevægelsen sjældent henvendte sig til jøderne. Nu er der bare det, at Greenberg skriver om narodnikkerne i det foregående kapitel, især s. 147-54.

Også andre steder er der agurk i henvisningerne. Fx s. 20, note 25, som gælder Irwing Howe: The World of our Fathers, s. 6 for oplysningen om, at Bund i 1906 havde 40.000 medlemmer. Side 6 hos Howe står tallet 40.000, men det er de jødiske immigranter, der kom til USA 1820-1870!

S. 20, note 24, henviser til »Henry Tobias: The Jewish Bund, 1972 og Nora Levin Jewish Socialist Movements 1871-1917, 1978, s. 377-420«. Henvisningen gælder, at det jødiske socialdemokrati, Bund, gik ind for kulturel autonomi og jiddish. Oplysningerne er ikke forkerte. Men de står ikke s. 377-420 hos Levin, som derimod handler om teoretikerne Syrkin og Borokhov, som ikke var bundister. Han angiver heller den rigtige titel på Levins bog, som hedder While Messiah Tarried. Jewish Socialist Movements 1871-1917.

På side 112, note 16, med en henvisning til Levins bog s. 281, skriver han, at Lenin betragtede Bund som en fraktionsgruppe. Det står ikke på 281 hos Levin. På s. 280 står der derimod, at Lenin tvivlede på, at jøderne havde en national kultur og derfor kunne gøre krav på national selvbestemmelse. Det var det centrale i hans kritik og ikke, at de var en fraktion; det var bolsjevikkerne jo også.

Af afgørende betydning er også fremstillingen af hjælpearbejdet for de russiske jøder her i landet. S. 148 skriver han om ’Russerkomiteen’, at den dannedes i 1904, og at den skulle tage sig af indvandrerne. Siden (s. 153) skriver han, at »den jødiske menighed« i 1904 besluttede at organisere fattighjælpen til flygtningene.

Men Russerkomiteen var ikke det samme som menigheden, men en komite med deltagelse af folk også uden for menigheden, som samlede ind til de russiske jøder.

Man må videre forstå ham således, at det skema han s. 153 bringer over fattigudgifterne 1904-20, kaldet ”Samlede udgifter”, udgør Mosaisk Troessamfunds samlede fattigudgifter. Men det er langt fra tilfældet. For det første, så udbetalte ’Russerkomiteen’ penge fra indsamlinger og ikke fra Troessamfundets kasse. Det gælder i princippet frem til 1910; da havde komiteen været tvunget til at låne penge fra Mosaisk Troessamfund og måtte fra 1910 lade al udbetaling ske fra samfundets kasse.

For det andet er Mosaisk Troessamfunds fattigudgifter meget større end de tal, Blüdnikow har fundet i administratorens, Josef Fischers, regnskaber over udgifter til indvandrerne. Fx var ifølge Mosaisk Troessamfunds regnskab de samlede udgifter til fattighjælp i 1904 12.276 kr. og ikke de 2.870 Blüdnikow angiver.

For det tredje stemmer Blüdnikows tal ikke altid overens med de tal, Josef Fischer fandt frem til. For 1905 opgiver Blüdnikow 9.550 kr., mens Fischer skriver 12.350 og for 1909 opgiver BB 19.250, mens Fischer skriver 9.250!

Man må altså konkludere, at Bent Blüdnikow ikke har fattet selve systemet i hjælpen til indvandrerne, af den simple grund, at han ikke har brugt nok tid på sagen. Han kan heller ikke skrive tallene rigtigt af, det er straks sværere at forstå.

At det både går for hurtigt for Blüdnikow, og at han har været ret overfladisk, fremgår også af en anden sag. S. 179 skriver han om Statspolitiets indberetning 1911-1912, at det var »Statspolitichef Eugen-Petersen«, som underskrev den. Men dels var Eugen Petersen politidirektør i København, og dels var rapporten tydeligt underskrevet af statspolitichef Valdemar H. Mensen og hans næstkommanderende K. Begtrup-Hansen.

Hvis ikke man efter at have beskæftiget sig med indvandrernes sager har fundet ud af, at Valdemar Mensen var chef for statspolitiet, har man læst meget lidt. Det er simpelthen ham, Mosaisk Troessamfund hele tiden forhandler med. Men det er gået hen over hovedet på Blüdnikow.

Jeg skal ikke trætte læserne med flere detaljer fra Bent Blüdnikows bog. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forbløffet over hans mangel på seriøsitet og hæderlighed. Bogen repræsenterer hans forsøg på at komme overens med sin egen historie og hans rod i det russiske-jødiske immigrantmiljø.

Bogen henvender sig til disse immigranter, deres børn og børnebørn. Er et jasket hastværksarbejde godt nok til dem? Er det hans holdning til dem, som han giver udtryk for i sin arbejdsstil: Tør dem om snuden med løgn, det er godt nok til dem?

Man kan virkelig have sin tvivl om hans motivation. Men uanset dennes karakter, må man sige: at karakterisere Bent Blüdnikow som en doven og dårlig historiker, er der god dokumentation for.

Morten Thing er forskningsbibliotekar på Roskilde Universitetsbibliotek.