Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
16. september 2006 - 16:44

Anmeldelse: BZ på afstand

Filminstruktøren og eks-bz’eren Lotte Svendsen udtalte for nogle år siden, at kolleger i filmbranchen tit havde opfordret hende til at lave en rigtig fed komedie om bz-bevægelsen. En bz-reprise af Søren Faulis meget morsomme punk-portræt De skrigende halse, som i min egen gymnasietid i første halvdel af 1990’erne gjorde det cool at være alternativ på sådan en selvironisk hvor-var-de-egentlig-latterligt-alvorlige-dengang-måde.

Men aldrig i livet, sagde Lotte Svendsen, ville hun gøre grin med bz, som repræsenterede noget af det vigtigste, der var sket i hendes liv.

Heldigt nok for 1980’ernes uforsonlige ungdomsoprør, som dermed undslap den skæbne, der er overgået historiefortællingen om halvfjerdserne med de patetiske fald-på-halen-komedier Fede tider og Det store flip.

Torsdag den 14. september 2006, på 20-års-dagen for barrikaderingen af det bz’atte område i Ryesgade på Østerbro, kunne instruktøren Helle Hansen til gengæld præsentere dokumentarfilmen BZ.

Filmen fortæller historien om bevægelsen fra dannelsen af Ini’tiv-gruppen for et ungdomshus i sommeren 1981 til de ni septemberdag i 1986, hvor en del af Ryesgade på Østerbro var barrikaderet og forsvaredes af op mod 1000 unge.

Ud på den anden side

I portrætinterview med tre bz’ere fra dengang, Mogens Volden, Gyda Heding og Martin Sundbøll, den tidligere chefpolitiinspektør Einer Lind, pressefotografen Henrik Saxgren og byplanborgmesteren for VS, Villo Sigurdsson, oprulles begivenhedsforløbet fra bz’elsen af rugbrødsfabrikken Rutana til Abel Cathrinesgade, Mekanisk Musik Museum og Allotria, sidstnævnte med en nervepirrende beskrivelse af, hvordan bz’erne snød politiet ved at flygte gennem den berømte tunnel under Korsgade. Vi følger også indvielsen af Ungdomshuset på Jagtvej og ender altså på Østerbro.

Ryesgade er fortællingens omdrejningspunkt og kulmination. Det fremstår som bevægelsens absolutte højdepunkt, men det er et højdepunkt i en nederlagshistorie, for bz’ernes uforløste exit efterlader en bevægelse i dyb splittelse.

Et mindretal ville tage kampen op, men de fleste var enten sevet eller besluttede sig for at forlade det, de opfattede som en blindgyde. I den politiske situation var bz-strategien stødt uigenkaldeligt på grund.

Sammenbruddet illustreres malende med Mogens Voldens beretning om, hvordan han forlader Ryesgade som bz’er, men i skjul kaster sin raid-hue fra sig og går ud i normaliteten. I solskinnet genopdager han den ’virkelige’ verden og håber, at ingen så ham som maskeret. Ligesom han håber, at ingen fulgte efter ham fra den anden side.

Selvom foromtalen fremhæver filmen for brugen af politi-optagelser, som ikke før har været vist for offentligheden, er det de personlige beretninger, der bærer filmen igennem.

Modsat hvad man måske kunne forvente, er der ikke tale om nogen action packed tour de undergrund med sabotageaktioner og gadekamp. Vægten er lagt på skildringen af personernes oplevelser og udvikling fra 1980’er-unge på jagt efter selvbestemmelse og et meningsfuldt liv her og nu til erfarne aktører i Ryesgade-oprøret.

Frontalangreb på tidsånden

Det er slående, hvor unge de var. Og det er slående, hvordan alt det ved bz-bevægelsen, der i dag er blevet til medie-stereotyper, politiske floskler og subkulturel dogmatik, udvikledes som meget unge menneskers autentiske drømme og eksperimenter med en livsform i frontalangreb på tidsånden.

Tidligere politi-kommissær Einer Lind forklarer opløsningen af Ryesgade-bz’elsen med, at bz’ernes sammenhold faldt bort, da politiet undlod at rykke ind. Det var fraværet af en angribende fjende, der undergravede bevægelsens anti-identitet.

Den påstand står nærmest uimodsagt i filmen.

Det er ærgerligt, for det er unuanceret. Det kunne have været spændende, hvis filmen var gået tættere på de indre og ydre omstændigheder, der gav bevægelsen styrker og svagheder.

Bz’erne var forankret i et alment og nærværende samtidsproblem med ungdomsboliger, men deres projekt var samtidig utopisk på den nysgerrige og hæmningsløse måde. Men uden kampen for husene var bevægelsen sat skak.

Den militante praksis gav genlyd og en adrenalinpumpet kollektivitet, som imidlertid også måtte føre til forråelse og eksklusion af mange. Der må sejle adskillige rundt med krigslignende traumer i begivenhedernes kølvand.

Med få forbehold er filmen dog et vigtigt dokument, som bærer vidne om en periode med radikalt politisk engagement, som turde sprænge de etablerede rammer. Det tema er meget mere end historie.

Anders Hassing er medredaktør af Kontradoxa

BZ, instruktion: Helle Hansen. Bastardfilm 2006. 72 min.

Filmen havde open air-premiere på Blågårds Plads den 14. september 2006.

Den vises i Cinemateket i København 20. september kl. 19.15 efterfulgt af debat.

Den vises desuden i Øst for Paradis i Århus 16. september, i Den Grå Hal på Christiania 23. september og i Café Biografen i Odense fra 6.-12. oktober.

Filmen vises også på DR2 25. september kl. 20.50.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce