Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
8. maj 2006 - 12:00

Religionskritik eller kulturrelativisme - en falsk modstilling

»Islam-kritik fra venstre« hedder Jakob Lindbloms (JL) kronik om venstrefløjens angiveligt manglende vilje til at kritisere Islam og dem, der dyrker denne religion.

Uviljen står ifølge Lindblom i gæld til kultur-relativisme (ordet bruger han ikke, men det er det, han taler om), følgagtighed overfor religiøst motiveret undertrykkelse og hensynet til danske exportinteresser.

Et studie i demagogi

Det er krads kost, men det er også demagogi, en »Greatest Hits« fra højrefløjskataloget over karrikerede udlægninger af venstrefløjens politik og tankegods.

Nu er det ikke sikkert, at Jakob Lindblom har læst det katalog, selvom han lyder som én, der har. Måske han bare har mødt en eller to venstreorienterede, der faktisk ligner højrefløjskarrikaturerne, men det er altså ikke tilstrækkeligt grundlag for, som han gør det, at drage den konklusion, at venstrefløjen er og gør alt det grimme, han påstår.

For eksempel har vi forgæves gransket vores ganske sikkert kulturrelativistiske hjerner for at komme i tanke om folk på venstrefløjen, der har undskyldt eller forsvaret vold mod kvinder med henvisning til gerningsmændenes kultur, eller for den sags skyld den gode tone mellem nye og gamle danskere.

Og der findes på venstrefløjen ingen der har sagt, at de vægter eksportmarkeder og profit over frihed og solidaritet.

JLs kritik er ikke kritik, det er klassisk demagogi.

Han karrikerer eller opfinder et standpunkt, for derpå at kritisere det sønder og sammen. Han skælder ud på sin fantasifjende, og på en måde er det OK.

Men når skidtspanden bliver hældt over den samlede venstrefløj snarere end over fantasifjenden, er det uordentligt. Og uordentlig synes vi ikke, at kritik og debat på venstrefløjen skal være.

Den venligste forklaring på JLs ræsonnement er, at det er rent spekulativt. At han med udgangspunkt i en – berettiget eller uberettiget – frustration over manglende venstrefløjskritik af reaktionære imamer eller regimer, spekulerer sig til, hvad grundene til kritikkens fravær mon kan være.

Og han ender altså med, at uviljen til kritik skyldes en slags accept af undertrykkelse, der er religiøst eller kulturelt motiveret.

Paralellen til Sydafrika

Hvorfor stiller venstrefløjen sig ikke i spidsen for en boykot af Saudi Arabien og Iran, når nu landene er præget af ufattelig undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle, et barbarisk straffesystem, racisme overfor fremmedarbejdere osv., spørger JL.

Helt ærligt, vi ved det ikke!

Der er mange kampagner, eksisterende såvel som ikke-eksisterende, som venstrefløj og andre humanister burde stille sig i spidsen for. For når det gælder opgør med undertrykkelse og styreformer, så løber vi ikke tør for materiale foreløbig.

Men selvom vi altså ikke ved, hvorfor venstrefløjen ikke står i spidsen for de snesevis af kampagner, den burde, så er vi ret sikre på, at det ikke skyldes usaglige hensyn til undertrykkernes kulturelle og religiøse identitet.

Det gode eksempel som JL stiller op er boykot-kampagnen mod Syafrika fra 1980erne, og det var ganske rigtigt vellykket politik, der ville noget.

Hvordan vi skal overføre denne succes til kommende kampagner mod undertrykkende regimer, også dem der hævder at praktisere "sandere" islam (som f.eks. wahabister i Saudi Arabien), det ligger der bestemt et stykke politisk udviklingsarbejde i at svare på.

Ét af de problemer, der rejser sig for sådan et udviklingsarbejde, handler om, hvordan vi får sikret en retning på kampagnerne, der retter modstanden mod den undertrykkende praksis, snarere end at gøre det, som undertrykkerne tilfældigvis er, til problemet.

Ligesom det var vigtigt for modstanden mod apartheid at kritisere det hvide styre for at være undertrykkende, snarere end for at være hvidt, så er det vigtigt i kritikken af islamistiske diktaturer at kritisere dem for at være diktaturer, snarere end for at bekende sig til islam.

Sådan må det være, medmindre man betragter islam som én ting, og muslimer som svoret sammen om udbredelsen af diktatur og saudi-lignende tilstande overalt i verden.

En sådan skelnen bliver vanskelig, når man som JL får rørt alt i samme gryde: Herboende muslimer, islamiske ekstremistiske instruktørmordere i Holland, potentielle tegner-mordere osv.

Og... puha... tegningerne

Bag det hele ligger selvfølgelig profet-tegningerne. JL fortsætter sine spekulationer.

Han skriver som én der ved, at det var frygt, der fik tegnere til at afstå fra at tegne til Kaare Bluitgens børnebog om Muhammed.

Men det ved han ikke. Det har han, og vi, kun Bluitgens ord for. Men måske tegnerne syntes, at bogen var en lortebog, og at de ikke ville blamere deres kunst.

Eller måske tænkte de ved sig selv, uden at sige det alt for højt, at en bog med tegninger af Muhammed, ville lægge sig oveni de ydmygelser og den spot, som muslimer i forvejen udsættes for her til lands, og at de derfor ville lade være.

Og måske de tænkte, at de ville bruge deres ret til at tegne, som de lyster, til ikke at håne, fordi det havde de ikke lyst til!

Det var en masse måske’er, og det kan ikke være så meget andet, for vi ved ikke så fandens meget om, hvad der motiverede tegnerne til at sige nej til at deltage i Bluitgens bog.

Vi ved heller ikke, hvad der fik Jyllandspostens tegnere til at takke ja. Men Lindblom får speklueret sig frem til, at JP-tegnerne var modige, skønt han altså ikke ved alverden om deres motiver.

Det kan være, at de ikke af sig selv var kommet i tanker om, at der for politiserende og principfaste kunstnere var vigtigere og mere indlysende kampe at tage end det populære opgør med danske og andre muslimers fine fornemmelser i forhold til deres religion.

Kunstnerne ville have været modige, hvis de på forhånd havde kendt til den internationale karakter, som balladen fik, med priser på tegnerhoveder osv.

Det gjorde de nok ikke, og havde balladen holdt sig inden for den nationale andedam, så havde den haft anderledes beskeden karakter.

Og diskussionen var mere kommet til at handle om det, den burde handle om, nemlig at vi herhjemme og andre steder har et stykke arbejde at gøre med at finde ud af det sammen på trods og tværs af kulturelle og religiøse forskelle.

Og det havde været nemmere at fremføre det almindelige og aldeles ukontroversielle synspunkt, at et sådant projekt bedre lader sig gøre, hvis dem, der gerne vil det, afstår fra at håne og latterliggøre det, som projektets "deltagende andre" holder helligt, i det mindste, hvis der ikke er grund til det.

Og så synes vi, at intet af det, som JL får sagt om Saudiarabien, Iran, prygl, stening og omskæring af piger er en særlig god grund til at støtte Jyllands-Postens offentliggørelse af tegninger, hvis erklærede formål var at lære danske muslimer at finde sig i spot og hån.

Venstrefløj mellem religionskritik eller kulturrelativisme?

JL skriver salvelsesfuldt om »venstrefløjens glorværdige religionskritiske fortid, hvor dogmer brydes og meninger mødes«, og fratrukket salvelsesfylden er vi i det store og hele enige med ham i, at dogmer er en dårlig ting, og at meninger skal mødes med meninger.

Men vi tror bare ikke, at dogmer bliver brudt og meninger mødt på nogen særlig frugtbar måde, hvis bestræbelsen bliver gjort til en jyllandspostlig insisteren på retten til at gøre en hjemlig relativt værgeløs minoritet til nogle, det er nødvendigt at håne som politisk eller kulturelt modtræk til reaktionære mennesker og undertrykkende praksisser overalt i verden.

Hovedanklagen i JLs kronik er, som nævnt ovenfor, at venstrefløjen optræder kulturrelativistisk, dvs. lader normative vurderinger af menneskelig adfærd relativere kultur eller religion: Det er derved, at religionskritikken lades i stikken.

Rent bortset fra at dokumentationen for eksistensen af en kulturrelativistisk venstrefløj indskrænker sig til en henvisning til en politiker fra et borgerligt parti (det Radikale Venstre, ganske vist) der kritiserer Jyllands-Posten for at lave mobbe-kampagne, så tror vi, at der faktisk findes noget at være uenige om i forhold til venstrefløjens håndtering af religion som betydende faktor.

Og uenigheden kan ikke, som JL synes at mene det, reduceres til en uenighed mellem religionskritikere og kulturrelativister.

Spørgsmålet er, hvordan vi forstår religion som et politisk problem.

I JLs optik er islam subjekt, religionen er en »dårlig idé«, der bestemmer over menneskenes liv og får dem til at gøre dumme og undertrykkende ting.

Og sådan er det selvfølgelig … også.

Det vil være dumt at nægte, at det konkrete indhold i Koran, Bibel osv. spiller en vigtig, ja central, rolle for, hvordan fundamentalistiske religiøse mennesker vælger at leve deres liv. Det er pointen med fundamentalisme.

Men vi tror ikke, at vejen frem for humanistisk anlagte mennesker er at fornærme det, som fundamentalistiske og ikke-fundamentalistiske religiøse holder helligt.

I alt fald ikke for fornærmelsens egen skyld, og ikke for at man som dansker kan sole sig i selvkongratulerende forestillinger om samfundsbærende værdier.

I alt fald skal man ikke bilde sig ind, at fornærmeriet gør nogen politisk forskel.

Meget at gøre for venstrefløjen

At afstå fra gøre sig den slags illusioner er ikke det samme som at acceptere fundamentalisternes excesser.

Mænd der slår deres koner, fordi deres præster eller hellige bøger siger, de skal, skal stadig straffes for det, de gør.

Og hvad angår de reaktionære regimer, der gør den ene eller anden læsning af de hellige bøger til motiv for barbariske straffesystemer eller statsautoriseret ulighed mellem køn, så skal de kritiseres, der skal samarbejdes med oppositionelle grupper osv.

Men vi tror ikke, at tingene dér forandrer sig af, at venstrefløjen er religionskritiserende, i alt fald ikke i den forstand, som JL savner.

Religionskritik skal være andet og mere end anbefaling af alternative verdens- og livsanskuelser.

Fundamentalisme kan betragtes som en måde, at kalde den verden, man ikke »er med i«, og de livsbetingelser, man ikke har rådighed over, til orden under en håndgribelig »teori«, der måske ikke forklarer så meget, men alligevel giver en slags mening til galskaben.

Og det kan være, at den vestlige universalisme, de borgerlige frihedsrettigheder, ideen om at mennesker er født frie og lige, den borgerlige retsstat, ønsket om frihed, retfærdighed og fred i verden klinger hult for mennesker i og fra Mellemøsten, der her og der mærker, at der er et voldsomt gab mellem de vestlige værdiers idé og praktik.

Det kan måske nok være svært at forstå fundamentalister af enhver slags, men det er ikke svært at forstå, at de vestlige (og, som det siges »kristne«) idealer, der systematisk benyttes til at motivere krig i Irak og fremmedfjendsk politik herhjemme, har lidt svært ved at slå an hos mennesker, der med egne øjne kan se, at idealerne ikke stikker så dybt, at det gør noget.

Det korte af det lange er, at der er meget at gøre for den venstrefløj, der vil foretage sig noget praktisk og vise religiøse fundamentalister af enhver slags, at der er andet og bedre at håbe på og arbejde for end det guds rige, der ganske sikkert har lange udsigter.

Janne Gleerup er medlem af Enhedslisten og Lars Ploug er medlem af Kontradoxas redaktion.

Læs Jakob Lindbloms artikel: »Islamkritik fra venstre«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce