Kommentar: Den væbnede kamps dilemma

Et dansk modefirma ved navn Fighters+Lovers sælger t-shirts til fordel for to væbnede grupper i Syd: Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) og Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).

Ikke nok med at firmaets produkter er prydet med forkortelserne for disse to væbnede organisationers, firmaet donerer også fem euro for hver solgt t-shirt til de to grupper.

Indtægter fra FARC-t-shirts går til en af oprørernes radiostationer, mens PFLP-t-shirts er med til at finansiere et plakatværksted i de palæstinensiske områder.

Begge grupper er på USA’s og EU’s terrorlister, og som en følge heraf er både firmaet og dets kunder blevet beskyldt for at støtte terrorgrupper.

Men firmaets handlinger rejser mere grundlæggende spørgsmål om, hvem der bestemmer, hvem der er terrorist og om hvilke metoder folk bør anvende i deres kamp for social retfærdighed.

Strategiens legitimitet

Fra 1970erne til slutningen af 1980erne var væbnet kamp i landene i Syd alment anerkendt som en legitim strategi for at opnå politiske og sociale forandringer.

Mange regeringer i Nord tolererede, at deres egne borgere udviste solidaritet med befrielsesbevægelser som Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, Sandinisterne i Nicaragua og El Salvadors befrielsesfront FMLN.

Men med den sovjetiske socialismes sammenbrud og slutningen på den Kolde Krig begyndte den væbnede kamp at miste sin anerkendelse som en legitim strategi for at opnå politiske og sociale forandringer.

Et nyt globaliseret markedsøkonomisk system voksede frem, på samme tid som USA erklærede det som sit mål at fremme demokrati overalt i verden. Derfor blev det nu hævdet, at den væbnede kamp havde mistet sin legitimitet, fordi borgerne ville kunne bruge valgurnerne som deres redskab til at opnå forandringer.

I markeds økonomiens interesse

Selvfølgelig var den type demokrati USA satte sig for at fremme en vestlig liberal model, der byggede på fri markedsøkonomi.

Det var i virkeligheden en model, der ikke gav borgerne ret til at stemme på andre end de ledere, der i stedet for at arbejde for deres befolkningers interesser, fremmede de institutioner, der har ansvaret for at administrere den globale markedsøkonomi, nemlig IMF, Verdensbanken og WTO.

Konsekvensen var, at de valgte politikere var forpligtet til at administrere deres lands økonomi efter de retningslinjer for frihandel, som de internationale institutioner har knæsat.

Det var ikke nogen større overraskelse, at valgdeltagelsen i 1990erne faldt i mange lande, og særligt i Latinamerika, i takt med at borgerne fandt ud af, at ”demokrati” ikke skabte løsninger på de grundlæggende problemer.

For Latinamerikas fattige flertal betød det først og fremmest, at valgte ledere ikke var i stand til at forbedre befolkningens økonomiske situation.

Terrorangrebene på USA den 11. september kom samtidigt med, at tiltroen til demokrati og frihandels-doktrinen havde nået et nyt lavpunkt i mange latinamerikanske lande.

Men Bush-regeringens nye krig mod terror var med til at sikre, at væbnet kamp ikke igen blev en international tolereret strategi, ved at understrege at anti-kapitalistiske grupper, som FARC, var på USA’s terrorliste og derfor ikke kunne anses som legitime politiske grupper.

Eksemplet Venezuela

Men hverken USA’s krig mod terror eller ”demokratiskabende foranstaltninger” har kunnet sikre, at alle latinamerikanske lande lydigt følger Washingtons spilleregler.

Et eksempel er Venezuela, hvor et flertal i befolkningen afviste de traditionelle politiske partier og frihandels-modellen, og valgte Hugo Chávez som præsident i 1998.

USA har svaret igen ved aktivt at forsøge at isolere og endog vælte Venezuelas demokratisk valgte regering ved at støtte generalstrejker og et mislykket kup. USA kalder Venezuelas præsident for autoritær og beskylder ham for at regere på udemokratisk vis, på trods af at Chávez har vundet et klart flertal i to præsidentvalg og en folkeafstemning, der alle blev erklæret for frie og retfærdige af internationale valgobservatører.

Washington har også beskyldt Chávez for at være en destabiliserende kraft i regionen og er kommet med udokumenterede påstande om, at han støtter ”terrorgrupper” såsom FARC.

Det står klart, at et demokrati kun er legitimt i Washingtons øjne, når befolkninger vælger ledere, der er nyttige for USA.

Troen på demokratiet

Med Chávez ved magten i Venezuela og Evo Morales i Bolivia vil de næste par år være afgørende for at vise, om landene i Latinamerika og resten af Syd kan opnå ægte politisk og økonomisk selvbestemmelse, og hvorvidt Washington er villig til at acceptere og støtte en sådan udvikling.

Hvis ikke, og hvis borgere opfatter USA som ansvarlig for at undergrave og styrte demokratisk valgte regeringer, vil det måske ikke vare længe før de fuldstændig mister tiltroen til den demokratiske proces.

Mange latinamerikanske borgere vil da kunne komme til den konklusion, at væbnet kamp er den eneste måde at opnå politisk, social og økonomisk retfærdighed på.

I så fald vil der ikke bare komme en ny opblomstring af væbnede grupper, der ønsker social retfærdighed, men også af

voldelige kriminelle bander, der kun er interesserede i deres egen økonomiske gevinst.

Vi har allerede set begyndelsen til denne udvikling i den dramatiske stigning af voldsforbrydelser i hele Latinamerika - i takt med at enkeltpersoner og bander, der lever i fattigdom, mister troen på demokratiet.

I sidste ende vil resultatet være et stigende antal fejlslagne stater ledsaget af et generelt nedbrud af samfundsstrukturen, som det allerede sker i flere afrikanske lande syd for Sahara og i Haiti.

Hvis dette sker, vil de væbnede grupper i Syd, der kæmper for social retfærdighed, sandsynligvis se en øget støtte fra indbyggere i Nord.

På den måde er det danske modefirma Fighters+Lovers måske bare en smule forud for sin tid.

Garry Leech er redaktør for det amerikanske webtidsskrift Colombiajournal.org.

Oversat af Ulrik S Kohl