Kommentar: Tegninger, billeder og spejlbilleder

Danmark har fået sat pistolen for panden. Fjender udefra – og endnu værre: fjender indefra – vil tvinge os til at falde på knæ og afsværge os de rettigheder, som generation efter generation før os har kæmpet for og i nogle tilfælde har givet livet for.

Det handler jo ikke om 12 sjove tegninger af en profet, der hedder Muhammed! Det handler om, at nogle indvandrede, ekstreme tolkere af islam vil bestemme, hvad vi skal og ikke skal i Danmark. (...)

Det er nærliggende at konkludere, at Islamisk Trossamfund er befolket med ynkelige, løgnagtige mænd med et bekymrende betændt demokrati- og kvindesyn. De er fjenden indefra. Den trojanske hest i Danmark. En slags islamisk mafia, der giver os et tilbud, vi ikke kan sige nej til: Sig undskyld, ellers ...

Det er nu, vi trænger til at høre et højt, utvetydigt ’Vi står bag jer’ fra netop USA og England. Det frø af ugræs, der er føget ind over den danske grænse – islamister og løgnere - og som med deres rundrejse til mellemøstlige lande pustede nyt og for Danmark livsfarlig ild i konflikten, skal vi nok selv tage os af.

Men vi kan godt bruge en håndsrækning over for Saudi Arabien, Syrien, Libanon, Egypten, Jordan, Palæstina ...

I 1976 vendte jeg som ung jysk bonderøv hjem fra »En personlig rejse gennem det sorte Amerika« for kort at vise 5 års rejsebilleder for min præstefar og hans vestjyske nabokirker, inden jeg ville tilbage til det USA, jeg elskede. Men straks opdagede de danske medier mine lysbilleder, som de i tidens anti-amerikanske ånd omdøbte til det slagkraftige »Amerikanske Billeder«.

Rygtet spredte sig som en lynild til USA og en hel hær af sorte amerikanere kom tilrejsende for at hjælpe med at vise dem i hele verden.

Skønt jeg ikke havde brugt ordet racisme (idet jeg ligesom danskerne i dag havde færdedes i en racistisk tankeverden så længe, at jeg ikke tænkte over, at det var racisme) kunne disse sorte straks se, at dette var det mest effektive billedbevis for den følelse af udstødthed og undertrykkelse, de led af under racistiske hvide.

Det officielle USA lagde ikke skjul på sit ubehag over disse omrejsende sorte ambassadører og senere afslørede amerikanske medier, hvor mange penge The US State Department havde brugt på at bremse disse »landsforrædere.«

Omvendt følte disse – som så mange andre sorte kunstnere og musikere – at de her i Europa for første gang kunne ånde frit og blive anerkendt som ligeværdige mennesker - samt at deres eneste chance for at blive hørt og skabe forandring var at lægge internationalt pres på USA, ligesom det var sket under borgerretskampen. (...)

Overalt opflammede mine billeder et sådant had mod USA, at vi følte os tvungne til at stå at forsvare USA og endog dets hvide racister.

Som jeg skrev i min første bog: »Hvis jeg dumpede 20 sorte i min jyske landsby ville hele byen hurtigt finde sig en redningsplanke som George Wallace« (den tids Pia Kjærsgaard).

Men ingen ville tro mig, for enhver kunne jo indse, at det blot var de hvide amerikanere, der var »onde«.

Det undrede os, at de, der syntes at have det største indbyggede behov for således at hade andre – frem for at forstå dem – var den tids venstrefløj, hvorfor det ikke undrer os, at så mange af netop disse – Søren Espersen, Karen Jespersen, Ralf Pittelkow, Kåre Bluitgen, Ulla Dahlerup og Lars Hedegaard – er blevet til vor tids mest udtalte islamofober. Især VS’erne var for os så uudholdelige, at vi lod et flertal af vore offentlige shows organisere af Venstreforeninger i de sindige jyske forsamlingshuse. (...)

Ligesom 8 ud af 10 amerikanske hvide, jeg dengang talte med, udtrykte racistiske meninger om de sorte i et afstandtagende, fjendtligt sprog som »vi må tage afstand fra dem ... vi må stille krav til dem«, hører jeg i dag 8 ud af 10 danskere sige det samme om indvandrere og lige så »hadsk« ustandseligt forsøge at finde fejl hos disse ...

Mens USA konsekvent har stræbt efter at gå til roden af ondet gennem holdningsbearbejdning af de hvides racisme og positiv særbehandling for de sorte, gør man i Danmark hele tiden ondt værre gennem endeløse »stramninger« for de udstødte.

Da USA for længst har indset at alle blev tabere i denne racisme, præges denne i dag af stærk skyldfølelse hos de hvide, og man skal 50 år tilbage for at høre amerikanske politikere føre valgkamp som i Danmark ved at svine de udstødte til – at »out-nigger« hinanden, som det hed.

Og endnu længere tilbage for at finde aviser, som fremstillede tegninger med det formål at sparke til de liggende og gnide salt i såret f.eks. af en sort »vandmelonspiser«, sorte »kriminelle« og andre ydmygende karikaturer, som alle i USA ved, presser vredesknappen i bund hos de som føler sig psykisk udstødte.

Den langt alvorligste kulturkamp i Danmark er jo den, der kalder sig integrationspolitik, men i grunden er det modsatte, segregationspolitik, og som går ud på at gøre livet i Danmark så besværligt for muslimerne som muligt, så ubehageligt, fordi man har vedtaget at integrationens foretrukne sprog er hån, spot og latterliggørelse.

Og så sker der det, at dråben flyder over – men den flyder over på den måde, at den flyder ud af det lille land og ud i den store verden.

Pludselig opdager vi, at den lillebror, som det er en statsautoriseret nationalsport at mobbe i skolegården, altså har ti storebrødre, der står udenfor og venter med opsmøgede ærmer.

Og så kan vi spørge, hvem er så de storebrødre?

Det er de helt magtesløse masser i Mellemøsten, som lever i autoritære regimer, og som regimerne bevidst hele tiden holder hen ved at give dem skiftende syndebukke og hadobjekter – og lige for tiden vikarierer vi for Israel, lige for tiden kan Israel ånde lettet op, for nu har Danmark overtaget pladsen i nogle måneder.