I slagskyggen af terror

I

DEN SÅKALDTE ’krig mod terror’ kan føjes ind i rækken af konstruerede trusselsbilleder, der bidrager til at legitimere og stabilisere bestemte magtforhold. ‘Krigen mod terror’ afløser den ‘kolde krig’, og besidder mange af de samme irrationelle træk, ikke mindst den næsten metafysiske opfattelse af modpartens ondskab.

Uden ‘undtagelsestilstand’ og muligheden for herigennem at konstruere billedet af ‘fjenden’, af ’ondskaben’, ville den globale politiske strategi, som længe havde været under udarbejdelse, ikke kunne komme til fuld udfoldelse. I baggrunden anes den tyske retsfilosof Carl Schmitt som mentor, hvis ligestilling af ’politik’ og ’fjendskab’ går igen blandt neokonservative teoretikeres forestilling om et kommende ‘amerikansk århundrede’.

Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, udenrigspolitisk krigsførelse på den anden, en samlet ‘præventiv’ krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt. Det er sin egen slagskygge, man fører krig imod, sin egen spejling i verden, man søger at komme til livs. Og i afledt form gør de samme mønstre sig gældende i det danske samfund, der også er flettet ind i krigsførelsens logik.

II

TERRORLOVGIVNINGEN og ‘krigen mod terror’ er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad viger den social-liberale stat for sikkerhedsstaten, og illustrerer hermed også enhver reformpolitiks skrøbelighed. Reformer, der i visse perioder fravristes magten, kan igen tilbagekaldes og vil blive tilbagekaldt.

Sociale og politiske løsningsmodeller er blevet trængt i baggrunden af modeller, der mere hviler på magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser, og indskrænkninger i borgeres beskyttelse i forhold til den statslige myndigheds sikkerhedsmæssige interesser.

Den gradvise nedbrydning af politiske rettigheder synes drevet af en neoliberalistisk statslig strategi, hvor en deregulering af økonomien ledsages af en skærpet regulering af den sociale og politiske adfærd. Social-liberale kontrolformer viger for åbenlys tvang og magtanvendelse, og på det internationale niveau for militær magt, for krig og besættelse.

Også i den internationale bistandspolitik vinder dette sikkerhedspolitiske hensyn over politiske og sociale løsningsmodeller. I en bevægelse bort fra en hidtidig humanitær ideologi er den internationale bistandspolitik nu i mindre grad rettet mod en bekæmpelse af fattigdom, end mod en bekæmpelse af de fattiges oprør. De fattiges potentiale som terrortrussel er rykket i forgrunden.

Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er blevet stemplet som terroristiske. En række stater har fået frie tøjler til at intensivere en intern undertrykkelse, der er tilført ny international legitimitet.

Den såkaldte ‘internationale krig mod terror’ rammer legitime modstandsbevægelser i deres forsøg på at opnå social og politisk frigørelse. De internationale ‘terrorlister’ bidrager til at udstøde disse bevægelser fra det internationale samfund, og hæmmer den politiske og moralske dialog, der kan bane vej for en forhandlingsløsning, som kan bringe langvarige konflikter til ophør.

I sidste ende er terrorlovgivning og den såkaldte ‘krig mod terror’ rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand. Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den globale økonomiske dagsorden.

III

MAGTANVENDELSEN er nutidens internationale horisont. I krigsførende samfund som det danske sniger krigen sig ind i hverdagen som en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, hvor hidtidige normer nedbrydes.

Det er civilsamfundets endeligt, der synes at være perspektivet. I ‘krigen mod terror’, som af dens strateger opfattes som nærmest permanent tilstand, er forskellen mellem fredstid og krigstid udvisket, ligeledes adskillelsen mellem militær og sikkerhedspolitisk organisation på den ene side og civil status på den anden. I dette synes ’krigen mod terror’ at fuldføre nogle udviklingstendenser i relationen mellem krig og samfund igennem det sidste århundrede.

Til nedbrydning af krigens konventioner svarer et tiltagende retskulturel forfald i de krigsførende samfund. Også her mister civilsamfundet sin beskyttelse mod statsmagten. Den forfatningsmæssige beskyttelse af individernes civile rettigheder viger for statens sikkerhedsinteresser.

Når krigsfangen mister sine rettigheder, bliver alle til sidst fange af krigen. Krigen mod ’ydre fjender’ munder altid ud i en udpegning af ’indre fjender’. Til syvende og sidste korrumperer krigen alle demokratiske institutioner.

IV

TERRORENS kilde springer midt i moderniteten, og ikke i dens udkant. Ikke i ørkenens landsbyer, men i storbyens tekniske universiteter. Den næres af oplevelser af ydmygelse og tab, hvis udtryk kan være så mangeartet som misbrug, selvmord, værdimæssig fundamentalisme og terrorisme.

Da en japansk nyreligiøs sekt for nogle år siden angreb undergrundsbanen i Tokyo med nervegas, ønskede den i apokalyptisk længsel at se den moderne ‘vestlige’ kultur bryde sammen. En kultur, der i denne tænkning opleves som konstant erosion af sociale livsformer, af tradition og historisk fællesskab. En kultur, hvor individualiseringen synes at kaste mennesker tilbage på sig selv uden fodfæste, uden bånd til andre. En terrorisme af denne art kan opfattes som en dødbringende social kritik af det moderne samfund.

I sine forskellige religiøse eller identitetsmæssige skikkelser er fundamentalismen en reaktion på en modernitet, der opleves som fjendtlig og nedbrydende. Heri er den på ingen måde et levn fra fortiden, men et ligeså moderne fænomen som moderniteten selv med paralleller gennem modernitetens egen historie.

De såkaldte ‘narodniki’ eller ’folkevenner’, en indflydelsesrig strømning blandt de russiske intellektuelle i det nittende århundrede, havde genskabelsen af det russiske landsbyfællesskab som utopisk mål. At finde en særlig russisk vej til moderniteten, som ville kunne modstå kapitalismens nedbrydning af de sociale fællesskaber, var målet. De russiske ’nihilister’, som dengang gennem attentater og terror reagerede mod denne nedbrydningsproces, har deres egne nutidige genparter.

Særlig aktuel er forestillingen om en genskabelse af ’kalifatet’, som afviser en bestemt form for modernitet og søger at omskabe den i islamisk skikkelse. Terroren er ligeledes her udtryk for ubehaget ved de træk, moderniteten antager i en kapitalistisk tidsalder, herunder især vareformens nedbrydning af sociale livsformer, af værdigheden og de kulturelle blufærdighedsnormer. Oplevelsen af ydmygelse og tab, den foruroligende grænseløshed i kapitalens udviklingsproces skaber en angst og usikkerhed, der i yderste konsekvens kan medføre voldelig reaktion.

Svaret på modernitetens nuværende udviklingsform er ikke en regression til et påstået fundamentalt værdisæt, men en radikal humanisering af de globale økonomiske processer, hvor de udstødte og marginaliserede, individer og kulturer, integreres i et demokratiseret og økologisk bæredygtigt verdenssamfund.

Patrick Mac Manus er talsmand for Foreningen Oprør.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT