Latinamerika: Baggård i oprør

Mens USA siden 2001 har besat Afghanistan, Irak og har jagtet ”terrorister”, er dets traditionelle baggård – Latinamerika – drevet stadig længere mod venstre.

Centrum-venstre regeringer har overtaget magten i Argentina, Brasilien og Uruguay, og i Venezuela er det i flere omgange mislykkedes for USA at få afsat landets præsident, Hugo Chavez.

USA har ikke glemt sin baggård, men har endnu ikke fået formuleret en egnet løsning til at få ”situationen under kontrol”. Latinamerika vil nemlig ikke, som USA vil.

USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld forsøgte i november 2004 på et OAS forsvarsministermøde i Quito, Ecuador, at få sine latinamerikanske kolleger med på oprettelsen af en ”multinational militærstyrke” under kontrol af det Interamerikanske Forsvarsråd, der har hovedkvarter i Washington.

Militærstyrken skulle bruges til at intervenere i OAS medlemslande, der ”ikke opfyldte bestemte demokratiske standarder”. Rumsfeld argumenterede for, at militærstyrken skulle anvendes i kampen mod terrorisme, narkohandel, almindelig kriminalitet og andre destabiliserende trusler.

Grundlæggende var formålet med planen at samle kontinentets militær- og politifunktioner samt at gentænke militærets rolle i aktiviteterne på kontinentet. En rolle der ellers for mange år siden blev begravet i kølvandet på begravelsen af militærdiktaturerne.

Men i Rumsfelds optik skulle generalerne ikke længere bruges til at afsætte regeringer i antikommunismens hellige navn, men derimod til at gøre verden sikker for de ”frie markedskræfter”.

USA nervøs for utilfredsheden i Latinamerika

Rumsfelds plan tog udgangspunkt i en rapport med titlen ”Fostering Regional Development”, som var blevet udarbejdet for Pentagon af Council for the Americas.

Rapporten analyserer sig frem til, at utilfredsheden med den neoliberale markedsøkonomi i Latinamerika er tiltagende, og at dette skaber grobund for ”populisme”. Populisme er en eufemisme for folkelige bevægelser, som Washington ikke bryder sig om.

Rumsfeld skal derfor bruge sin ”multinationale militærstyrke” til at rydde hvert enkelt land for terrorister, forbrydere, kokainsniffere og populister – hvis den frie verdens markedsøkonomi skal kunne udfolde sig.

Faktisk var det præcis denne model Washington i foråret 2004 tog i anvendelse, da det intervenerede og afsatte Haitis folkevalgte præsident, Jean Bertrand Aristide. De latinamerikanske forsvarsministre syntes dog ikke om at generalisere denne model til hele Latinamerika og vendte tomlen ned.

Rumsfeld er imidlertid ikke typen der tager et ¨nej for et nej, når det handler om at bane vej for Bush-doktrinen om forebyggende angreb.

Under et besøg i Paraguay i april 2005 tog han derfor landets præsident Nicanor Duarte i lære om farerne ved den cubansk-venezuelanske akse. I følge USA’s forsvarsminister forsøger denne lokale udgave af ondskabens akse at destabilisere Bolivia og skaffe sig kontrol over trekantsområdet, hvor Brasilien, Argentina og Paraguay støder sammen.

Det blev imidlertid blankt afvist af Duarte, ligesom chefen for de bolivianske væbnede styrker, admiral Marco Antonio Justiano, pure afviste, at Cuba eller Venezuela blandede sig i Bolivias interne forhold.

I juni 2005 fortsatte USA’s udenrigsminister Condoleeza Rice, hvor Rumsfeld slap. Hun tog til OAS årsmøde i Fort Lauderdale, Florida, og forsøgte at overtale de latinamerikanske lande til at tillade Irak-lignende forebyggende angreb – til forsvar for demokratiet i Latinamerika.

Forslaget blev afvist, og frk. Rice var så rystet at hun erklærede, at nu ”tog hun tilbage til USA”.

USA er uden tvivl generet af centrum-venstre regeringerne i flere latinamerikanske lande, der besværliggør supermagtens projekter, både i Latinamerika og resten af verden.

Men en stigende del af USA’s diplomatiske indsats er de sidste år blevet rettet mod destabiliseringen af Venezuela. USA støttede det fejlslagne militære kupforsøg mod landets folkevalgte præsident Hugo Chavez i 2002, og støttede siden højrefløjens krav om folkeafstemning om Chavez’ præsidentperiode.

Den afstemning blev gennemført i 2004 og blev vundet stort af Chavez.

Hugo Chavez er blevet radikaliseret af det stigende pres fra USA’s side. Han er oberst og præsident, ikke marxist, men har i lyset af begivenhederne udviklet sig til stadig mere glødende antiimperialist.

Han er foreløbig veget tilbage fra at tage et opgør med det nationale borgerskab. I stedet har han anvendt de stigende oliepriser til at finansiere sociale programmer, der er kommet den fattige del af befolkningen til gode. Dette har øget hans folkelige popularitet. Han har samtidig igangsat begrænsede jordreformer og skaffet jord til småbønder og jordløse.

Internationalt har han etableret tættere økonomiske og politiske bånd til Cuba og forsyner bl.a. landet med olie. Overfor sine nabolande har han presset på for at opbygge regionale strukturer, der er uafhængige af USA. Det gælder opbygningen af et regionalt olieselskab, Petrosur; styrkelsen af Mercosur overfor USA’s forsøg på at opbygge et amerikansk fællesmarked. Endelig har han forsøgt at styrke de regionale politiske strukturer.

Chavez afløser Lula som kultfigur

På venstrefløjen i flere latinamerikanske lande er Chavez derfor ved at udvikle sig til den kultfigur, som Brasiliens Lula tidligere var.

Som storleverandør af olie til USA er supermagten ganske bekymret over udviklingen i Venezuela.

Dette bevarer presset på Venezuela og kan bidrage til fortsat radikalisering af den politiske situation i landet, men USA vil givet søge at intervenere meget direkte, hvis politikken i Venezuela yderligere radikaliseres.

I den forstand kan radikaliseringen i Venezuela ikke opveje, at centrum-venstre regeringerne i dets nabolande – med Brasilien i spidsen – er slået ind på en neoliberal vej.

Neoliberalismen i Latinamerika er ikke slået, men har fået andre kustoder, som for blot få år siden erklærede, at de ville demontere den.

Den udvikling er i fuld gang med at svække de folkelige latinamerikanske bevægelsers kamp mod neoliberalisme, og den synes at befæste afindustrialiseringen af kontinentet og et tilbagefald til en situation, hvor kontinentet overvejende producerer råstoffer til kapitalismen i nord, Europa og Asien.

Albert Jensen er redaktør af Leksikon for det 21. århundrede.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Solidaritet.

Læs også Albert Jensens artikler "Latinamerika: Mellem oprør og tilpasning" og “Brasilien: Arbejderpartiets vej til præsidentembedet” på Kontradoxa.