Interview: Permanent undtagelses-tilstand i Colombia

Eduardo Carreño Wilches er forsvarsadvokat og medlem af advokat-kollektivet "José Alvear Restrepo" i Colombias hovedstad Bogotá.

Advokat-kollektivet har siden 1980 arbejdet med menneskerettigheder og sociale konflikter i Colombia og har opnået en bred international anerkendelse herfor. I 1996 modtog advokat-kollektivet Frankrigs officielle pris for menneskerettigheder.

Kan du kort beskrive, hvad advokat-kollektivet er for en størrelse, og hvad det arbejder med?

- Advokatkollektivet består af 13 advokater med vidt forskellige opgaver. Siden kollektivets dannelse i 1980 har vi forsøgt at hjælpe i de samfundsmæssige områder, hvor mennesker er mest udsatte, sårbare og fattige og på den baggrund organiserer sig.

- Vi støtter altså folk, som kæmper for deres rettigheder og som i sociale og politiske processer forsøger at forandre landets magtstrukturer.

- Vi offentliggør forbrydelser ift. menneskerettighederne og forsvarer politiske fanger i retten. Med politiske fanger mener vi medlemmer af de væbnede organisationer, samt medlemmer af sociale organisationer, altså partier, fagforeninger, bonde-, indianer- og studenterorganisationer, som er blevet kriminaliseret på grund af deres aktiviteter.

- Vi forsvarer også udlændinge, som er blevet fængslet på grund af deres solidaritetsarbejde eller studier om den væbnede kamp i Colombia.

- Derudover har vi juridisk bistået medlemmer af væbnede organisationer i en social legaliseringsproces - for eksempel ved at opnå amnesti eller løsladelse.

- Derudover repræsenterer vi også klager imod staten ved forvaltningsdomstolen - for at opnå f.eks. en erstatning, hvis staten har gjort sig skyldig i en forbrydelse eller et lovbrud og dermed tilføjer en familie, en person, eller samfundet en skade. I sådanne tilfælde forsøger vi at anlægge sag imod de statslige funktionærer, som enten har deltaget i forbrydelsen eller gjort den mulig.

Hvordan har advokat-kollektivets arbejde udviklet sig og hvordan er du blevet engageret heri?

- Omkring 1978-1979 startede kriminaliseringen af faglige ledere, som blev anklaget for sammensværgelse og for at ville omstyrte systemet.

- De blev stillet for en militærdomstol. I denne situation behøvede mange fagforeningsaktivister juridisk bistand. Så begyndte vi også at arbejde på det militærretslige område.

- Fra 1982 - dengang eksisterede advokatkollektivet allerede - har vi lavet meget arbejde for fangerne, fordi det faldt sammen med en generel amnesti for politiske fanger. Vores mål var, at så mange fanger som muligt kunne profitere af denne amnesti - såvel medlemmer af de væbnede organisationer, som folk fra de sociale bevægelser og fra fagforenings - og bondebevægelsen, der var anklaget for oprør mod staten. Alle måtte hjælpes.

- Derefter kom en periode, hvor vi især arbejdede med klagesager imod staten, fordi statens repressionspolitik udvidede sig via de paramilitære grupper. Derfor begyndte vi på at rejse strafretslige klager imod statsapparatets forskellige instanser, deriblandt statsadministrationen for at forhindre strafforfølgelse. Vi anvendte erfaringerne fra de internationale menneskerettighedsgrupper og førte sagerne over på et internationalt plan.

- Senere har vi også beskæftiget os med legaliseringsprocesserne for medlemmer af guerillabevægelsen, og i 1991 deltog vi i rådgivningen for en forfatningsgivende nationalforsamling.

[I 1991 trådte en ny forfatning i kraft i Colombia. For forskellige guerillagrupper/dele af dem var dette forudsætningen for fredsforhandlinger og for afslutningen af en væbnet modstandsstrategi. Det blev efterfulgt af en gen-integration i det legale sociale og politiske liv. For mange blev forhåbningerne ikke indfriet. Mange ledende eks-guerillaaktivister blev efter deres legalisering likvideret af dødspatruljer fra militæret og højre-ekstremistiske paramilitære grupper. Andre blev tvunget til stikkervirksomhed mod deres tidligere kammerater. En mindre del genoptog udfra disse erfaringer atter den væbnede kamp. red.]

- Der var vi aktive som rådgivere for nogle legaliserede, tidligere aktivister fra væbnede grupper, som vi førhen havde været forsvarere for. Dengang startede den anden amnestilov, hvori vi deltog på de politiske fangers side for at varetage deres interesser.

- I perioden derefter har vi især arbejdet på internationalt plan, fordi repressionen skiftede karaktér. Det var nødvendigt at støtte de fanger og forfulgte, som ikke var interesseret i en gen-integrationen i legaliteten, først og fremmest gjaldt det medlemmer af ELN, FARC og dele af EPL. De blev udsat for en skærpet juridisk og politisk repression og blev ramt af den beskidte krig på en særlig hård måde.

[ELN og FARC er de to største guerillaorganisationer i Colombia.

ELN (Ejército de Liberación nacional/Den nationale befrielseshær)er politisk inspireret af den cubanske revolution og Che Guevaras fokusteori.

FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia/Columbias revolutionære væbnede styrker) er oprindeligt opstået udfra bøndernes forsvarorganer og har længe været tæt forbundet med kommunistpartiet og Sovjetunionens udenrigspolitiske strategi).

EPL (Ejercito Popular de Liberación/Folkebefrielseshær) er en mindre guerillaorganisation med maoistisk ideologisk oprindelse. Dele af EPL har afsluttet den væbnede kamp ifm. fredsforhandlingerne i starten af 1990.

Begrebet "beskidt krig" opstod i forbindelse med den columbianske stats praksis i 1980`erne - en praksis af massakrer, justitsmord med henrettelser på basis af falske anklager, samt målrettede likvideringer udført af hemmelige paramilitære grupper imod den legale politiske venstrefløjsopposition og imod civilbefolkningen. red.]

Hvilke organisationer blev legaliseret i denne proces?

- Det gjorde bevægelser som M19, Quintin Lame, PRT, Corriente Renovadora Socialista og dele af EPL.

[M19 (Movimiento 19 de Abril/Bevægelsen af den 19.april), var i 1980´erne en meget populær organisation, som først og fremmest var aktiv i byernes slumkvartérer. De blev verdenskendt for deres plyndringer af supermarkeder i de riges kvartérer og efterfølgende fordelingsaktioner i byernes fattigkvartérer, samt for besættelsen af justitspaladset i solidaritet med de politiske fanger. Quintin Lame er en indiansk væbnet organisation. De øvrige nævnte organisationer er relativt små væbnede grupper som enten er tilknyttet til venstrefløjspartier eller til regionale områder. red.]

- Nogle af disse organisationer udtalte sig udadtil til fordel for regeringen og påstod, at der ikke længere forekom brud på menneskerettighederne. Det forandrede situationen, og derfor måtte vi tage initiativ til at arbejde på internationalt niveau.

- I alle disse processer har jeg deltaget som advokat. Vi hjalp folk personligt, så de fik mulighed for at uddanne sig og for at organisere sig. Vi ledsagede med rådgivning og hjalp naturligvis i de juridiske spørgsmål. Således støttede vi både indianers, bønder, arbejdere samt den politiske opposition og kammerater, der kæmpede i den væbnede modstand. Vi har på denne måde forsvaret en stort vifte af organisationer og folk fra alle mulige områder.

Indbefatter det også folk fra paramilitære grupper?

- Nej, det gør det ikke!

Er advokatkollektivet selv blevet ramt af repressionen?

- Ja, kollektivet er gentagne gange blevet sat under pres og vi er blevet truet på livet på. Vi véd, at vi permanent bliver aflyttet - såvel på telefonnettet i kontoret som privat. Af statens efterretningstjeneste bliver vi brændemærket som medlemmer af guerillaorganisationerne.

- Statens problem med det er bare, at de ikke véd, hvilken gruppering de skal placere os i, fordi vi har forsvaret folk fra alle organisationer. Hvis man skal følge efterretningstjenesternes logik, må man regne os til de militante organisationer, også de som allerede er kommet ud af illegaliteten. Samtidig må de anerkende, at vi altså også forsvarer indianere, bønder, studenter og den legale politiske opposition.

- Vi kæmper aktivt for menneskerettigheder, men man kan ikke regne os til én bestemt enkelt organisation. Efter 27 år i advokattjeneste, kan ingen påstå, at vi er del af guerillabevægelsen.

- Selv hvis man med købte vidner skulle konstruere en falsk anklage, kunne det ikke lade sig bevise, at vi skulle være en del af guerillaen. Ikke mindst fordi vores daglige politiske arbejde taler et helt andet sprog - med vores kontakter til FN og til OAS (Organisation af Amerikanske Stater), vores korrespondence med forskellige regeringer samt vores deltagelse på internationale konferencer. Det vil simpelthen ikke være troværdigt.

Har de enkelte advokater fra kollektivet eller folk, som kollektivet arbejder sammen, været udsat for angreb?

- Den eneste fra kollektivet, som er blevet dræbt er Eduardo Umaña Mendoza. Det var i april 1998. Han var dog på drabstidspunktet ikke længere medlem af advokatkollektivet. Han havde trukket sig tilbage og arbejdede alene i sit hus.

Hvor mange politiske fanger findes der i dag i Colombia?

- Som politiske fanger betegnes i dag medlemmer af de væbnede organisationer, det drejer sig først og fremmest om: Bevægelsen Jorge Eliecer Gaitán - for Colombias værdighed (JEGA), Bevægelsen Jaime Bateman Cayón, resterne af M19-bevægelsen og af ELP, samt ELN og FARC.

- Antallet af fanger, hvor det med sikkerhed kan siges, at de er fra guerillaen, ligger på omkring 2.000. Men der findes ingen officielle statistikker, og tallene baserer på vurderinger fra Kommiteen for solidaritet med de politiske fanger.

- Derudover er der omkring 4.000 fanger, som bliver anklaget for politisk motiverede handlinger, og som fortrinsvis er bønder. De stammer fra landsdele, som enten bliver kontrolleret af guerillaen eller er brændpunkter for konfrontationerne mellem staten og dele af befolkningen.

- Det er vigtigt at fastslå, at disse mennesker ikke er del af guerillaen, på trods af at der ofte findes venskabelige forhold til guerillaen, og bønderne i en del tilfælde kender guerillaen og sympatiserer med den.

- Kort sagt, guerillaens aktivister er ikke ukendte folk blandt mange bønder, de kommer for eksempel på besøg og de sover i gården. Guerillaens kæmpere er ofte folk fra regionen, bekendte.

- Den tredje del af de politiske fanger består af fremtrædende bonde - og arbejderaktivister, medlemmer af selvforvaltende kommunale organisationer og politiske oppositionelle. De bliver kriminaliseret som guerilleros, fordi de har erklæret sig i opposition til regeringens politik.

- Heller ikke denne slags politiske fanger er guerillakæmpere, men denne gruppe består af mindst 4.000 personer og udgør flertallet af de politiske fanger i landets fængsler.

Hvordan er situationen for de politiske fanger?

- De fanger, som bliver anerkendt som guerilleros bliver bragt til fængsler i forskellige dele af landet - fængsler med meget forskellige sikkerhedsniveauer.

- De fleste politiske fanger er fængslet langt fra deres egn, langt væk fra deres hjemstavn. Folk som for eksempel er blevet taget ved kysterne overføres til Bogotá eller Barne på grund af det kolde klima, mens folk fra Bogotá sendes til meget varme områder. Disse deportationer forhindrer ofte, at fangerne får besøg af venner eller pårørende, da de mangler penge til rejsen.

- De fanger, som statsorganerne anser for at være commandantes bliver sat i total isolation, som for eksempel Francisco Caraballo, Francisco Galán og Simon Trinidad.

Hvad betyder isolation i denne sammenhæng?

- Der findes forskelle former. Simón Trinidad er underlagt en streng isolation, dvs. han har ingen kontakt til andre fanger. De eneste, der må besøge ham, er et familiemedlem og hans advokat. Han har gårdtur en time hver dag. Resten af dagen tilbringer han i sin celle, som er to gange to meter.

- Galán og Caraballo er sammen i en celle, en slags bolig, der ligger i en særlig højsikkerhedsafdeling, hvor ingen andre fanger opholder sig.

- En del af de fanger, som staten anser for at være medlemmer af guerillaen befinder sig i en højsikkerhedsafdeling, som for eksempel i Barne, hvor 700 fanger sidder fængslet på grund af politiske handlinger. I en anden afdeling i samme fængsel sidder der medlemmer af de højre-ekstremistiske paramilitære grupper.

- Fanger, som staten ikke opfatter som så vigtige - for eksempel pårørende til guerilla-militsgrupper eller til stikkere, bliver placeret i almindelige fængsler i adskilte afdelinger, så de ikke kommer i kontakt med de almindelige fanger. Der findes alle disse forskelligartede fængselsforhold.

Hvor høj er organiseringsgraden blandt de politiske fanger?

- Hvor der er politiske fanger, findes som regel også et vist omfang af organisering blandt fangerne. Det handler først og fremmest om hverdagens gøremål, så som fælles rengøring, fælles madordninger, sport og selvforsvarstræning.

- Dertil kommer alfabetiserings- og kvalifikationsforanstaltninger. Uddannelsesniveauet er relativt lavt blandt politiske fanger og forfulgte i Columbia. Der er næsten ingen aktivister i modstanden, som har gennemført en uddannelse. I de fleste tilfælde kommer aktivisterne fra de underste befolkningslag, for det meste drejer det sig om meget fattige folk.

Hvordan bliver disse aktivister fængslet og hvordan former et typisk procesforløb sig?

- Der findes to forskellige fremgangsmåder: For det første: På landet bliver de, som er medlemmer af væbnede organisationer, som regel skudt med det samme. Derfor er der aldrig nogen sårede fra kampene der.

- De folk, som bliver anholdt, bliver som regel lokaliseret via overvågning og stikkervirksomhed. Der bliver tit gennemført masseanholdelser. Så henter de folk direkte ud fra faglige organisationers eller sociale bevægelsers hovedsæde, eller dukker op på legale forsamlinger og anholder målrettet folk, inklusive mødeledelsen.

Der bliver altså anvendt ulovlige metoder for at anholde disse mennesker?

- Mod guerillaen bliver der fortrinsvis anvendt meddelere. De anholdelser, der foretages er som regel vilkårlige og bliver først formelt juridisk legaliseret efter anholdelsen har fundet sted.

- Ved kriminalisering af folk fra de sociale bevægelser er stort set alle anholdelser foretaget ulovligt, og politirapporterne er gennemgående forfalskede. Ingen i verden må anholde 2.000 eller 3.000 mennesker i flæng, eller for den sags skyd en hel fagforeningsstruktur eller et helt boligkvarter. Det er simpelthen ulovligt.

Hvordan ser de efter følgende rets processer ud? Opfylder de almindelige retsstatslige præmisser?

- Egentlig må man sige, at processerne imod guerilla-bevægelsen i Colombia allesammen er ulovlige. Hvorfor? Fra 1984 til 1990 gjaldt særlige bestemmelser på basis af den dengang gældende undtagelsestilstand, som blandt andet tillod hemmelige justitsprocesser uden offentlighed overhovedet.

- Disse bestemmelser blev til en permanent gældende lovbestemmelse i forbindelse med de politiske aftaler om den nye forfatning i 1991. Med andre ord: De dele af guerillaen, som blev gen-integreret i samfundet, muliggjorde at undtagelseslovgivningens bestemmelser, som de tidligere selv blev dømt under, blev legaliseret og stadfæstet. Dette var del af den politiske pagt mellem liberale, konservative og de nu legalt arbejdende dele fra guerillaen.

- Vi har altså nu med en permanent legaliseret undtagelsestilstand at gøre. Dette må være klart for enhver. Den eneste forskel til tidligere er, at der ikke længere bruges hemmelige vidner. I dag er det meddelere og tidligere aktivister fra guerillaen, som man lader skrive de hemmelige beretninger.

De genintegrerede aktivister fra guerillaen deltager altså i forfølgelsen af de, som i dag er aktive?

- Problemet med legaliseringen er, at de gen-integrerede folk ikke bliver brugt til at skabe fred, men til videreførelse af krigen.

[Gen-integrationen i det sociale og politiske legale liv blev gennemført i starten af 1990`erne. Det omfattede hele grupperinger og fløje eller enkeltpersoner fra stadigt aktive guerillaorganisationer.red.]

- De organisationer, som det vedrører, betegner denne meddeleraktivitet som stikkervirksomhed. Disse personer kan imidlertid ikke regne med at leve under statens beskyttelse hele deres liv. Når organisationen, som de har informeret om, finder frem til dem vil de udfra organisationens præmisser blive stillet til ansvar for deres stikkervirksomhed. Disse folk er i princppet altså tvunget til at arbejde for myndighederne igen og igen for derved at opnå en vedvarende beskyttelse fra staten.

Med hvilke begrundelser bliver de politiske fanger dømt og hvor høj er straffene?

- Først må det bemærkes, at i de offentliggjorte beretninger om anholdelser af folk fra guerillaen taler man altid kun om ledelsespersoner. Skal man tro på det, så bliver der aldrig nogensinde anholdt almindelige medlemmer af guerillaen.

- Det er en tendens, som har eksisteret siden 1978: Samtlige anholdte oprørere er angiveligt commandantes. Derved bliver straffeudmålingen automatisk skruet i vejret - og der er i forvejen yderst begrænsede forsvarsmuligheder.

- Advokater der vil forsvare politiske fanger i Colombia bliver færre og færre. Flertallet af de politiske fanger bliver enten forsvaret af advokatbureauer eller af advokater, som bliver udvalgt af dommere eller af statsanklagemyndigheden, eller af statsansatte advokater, fordi der findes ikke nok advokater, som beskæftiger sig med politiske fanger og deres forhold.

- Derudover bliver straffenes længde hele tiden forhøjet. I dag ligger straffen for folk, som virkelig er fra guerillaen på mellem 10 og 60 år. Anklagen anvender oftest beskyldninger om rebellion, terrorisme, afpresning, bortførelse, mord eller angreb på sikkerhedsorganerne.

- I dag ligger den højeste strafferamme stadig væk på 40 år, men der er planer om at forhøje den til 60 år som tidligere.

- Ligeledes bliver strafferammen for den lave ende til stadighed forhøjet - og det under columbianske fængselsebetingelser: En fange, som er mere end 20 år i fængsel, er reelt set dømt til døden.

- Maden, som de giver fangerne er absolut utilstrækkelig og af dårlig kvalitet. Fangerne har omkring 1.400-1.500 pesos (3-4 kroner) til rådighed om dagen. Man kan simpelthen ikke ernære sig for dette beløb, det rækker knap nok til mel, ris og kartofler. Folk kan ikke overleve i 20 år og dør inden da af underernæring.

Hvordan har betingelserne for forsvar af de politiske fanger i de sidste år forandret sig?

- Jeg tror, at set ud fra en solidaritets holdning, så er to aspekter vigtige at nævne: For fangerne og de politisk forfulgte må der organiseres besøgsmuligheder for deres familie og pårørende, for at fangerne ikke skal lades helt alene.

- På den anden side har også de advokater, der stadig væk forsvarer politiske fanger og som arbejder for menneskerettigheder, brug for støtte. Fordi vi er få.

- Vi må altså fortsætte med at igangsætte solidaritet og koordinere med advokater i andre lande, for at få internationalt anerkendte juridiske præmisser anvendt på de politiske forfulgte.

- Ingen siger, at man ikke skal strafforfølges, hvis man bliver anholdt. Men man skal kun dømmes for gerninger, som man virkeligt har begået, og det er netop ikke tilfældet i Colombia, fordi processerne baserer på efterretningsvæsenets beretninger.

- Derudover skal det siges, at staten i kampen mod de væbnede grupper og den politiske opposition bruger særdeles terroristiske midler. Det er der ingen debat om, man må ikke engang nævne det offentligt.

Hvordan ser advokat-kollektivets fremtidige arbejde ud?

- Jeg tror, at det afgørende spørgsmål er, hvordan vi på globalt plan kan etablere et samarbejde mellem advokater og menneskerettighedsaktivister. Vi må desuden lægge pres på FN for at få deres organisationer til at varetage deres oprindelige mandat. Vi må nå frem til nye arbejdsmåder til fordel for de politiske og sociale bevægelser, så det reelt kan sætte de enkelte landes regeringers handlinger på dagsorden.

- Vi må overveje, hvordan en universel justits kunne fungere for at finde frem til brud på folkeretten og stille de ansvarlige krigsforbrydere til ansvar for deres handlinger. Og hvordan vi kan opnå, at en international domstol kan opfylde en funktion.

Interviewet er oprindelig blevet offentliggjort i den tyske venstrefløjsavis analyse & kritik, nr. 499, oktober 2005. Det er oversat, redigeret og forkortet af autonom info-service.

Links:

Opslag om Colombia på www.leksikon.org

Baggrundsartikel om Colombia i tidsskriftet Gaia, Internationalt Forums magasin.

Foreningen Oprørs hjemmeside.