EU: Krig mod flygtninge

EU-planerne om at bygge interneringslejre for flygtninge og migranter i lande udenfor EU opstod i 2003-2004 først på initiativ fra Tony Blair og UNHCR og derefter Tyskland og Italiens regeringer.

De er væsentlige elementer i en fuldstændig omfortolkning af flygtningekonventioner og asylprocedurer, som effektivt skal forhindre enhver adgang af uønskede elementer til Fort Europa.

I mellemtiden er dele af disse planer allerede iværksat med EUs handels- og deportationsaftaler med lande i Nordafrika og interneringslejre i Middelhavet.

De første europæiske projekter om at bygge flygtningelejre i områder med krig og krise på grænserne til EU blev - ikke tilfældigt - udviklet samtidig med Irak-krigens start i foråret 2003. I næsten et år blev diskussionen om disse projekter holdt indenfor en kreds af eksperter.

Da medie-balladen om Cap Anamur-sagen (et tysk skib, der samlede 37 afrikanere op i Middelhavet) begyndte i juli 2004, blev disse projekter igen taget op af et forslag fra den tyske indenrigsminister, Otto Schily, sammen med hans italienske kollega, Pisanu, om at bygge såkaldte modtagelseslejre for bådflygtninge i Nordafrika.

I starten af oktober begyndte den italienske regering at sende bådflygtninge, der strandede i Italien, til Libyen, hvor de blev samlet i lejre finansieret af Italien, indtil de blev deporteret væk. I mellemtiden trykker Ghaddaffi hånd med repræsentanter for regering og erhvervsliv i alle vigtige EU-medlemslande.

Det var næppe flygtninge og migranters bevægelsesfrihed, Ghaddaffi havde i tankerne, da han i en tale ved åbningsceremonien for et gas-projekt sammen med Berlusconi den 7. oktober 2004 sagde, at ”der er ikke noget liv uden mobilitet, og mobilitet frembringes af energi.”

Den tyske kansler Schröder erklærede på tysk tv den 15. oktober 2004, at han var enig med sine Libyske kolleger om, at flygtninge bør hjælpes i oprindelseslandet. Hermed mente han, at flygtninge bør sendes tilbage og forhindres adgang til Fort Europa.

Rækkefølgen i debatten om flygtningelejrene i 2003 og siden sommeren 2004 viser umenneskeligheden ved EUs flygtningepolitik, men også dens indre modsætninger.

Projekter for flygtningelejre i 2003

Den første erklæring fra det britiske kabinet og Home Office havde den kyniske titel ”A New Vision for Refugees.”

Den er dateret fra februar 2003 og består af to elementer:

For det første en del om intervention - også med militære midler - i flygtningeproducerende lande for at stoppe ’flygtningestrømmen’ og muliggøre deres tilbagevenden; for det andet en del om skabelsen af et ”globalt netværk af sikre steder” - senere kaldet Regional Protection Areas (RPA) - i nærheden af eller endog i de flygtningeproducerende lande såvel som tættere på eller i EU.

Lejrene i Makedonien, hvor flygtninge blev interneret og bevogtet af militæret under Kosovo-krigen, blev brugt som forbillede for disse lejre. Kun en lille del af disse flygtninge fik lov til at komme ind i EU-medlemslande i et begrænset tidsrum.

Et andet forslag var en tilføjelse til Geneve-konventionen for flygtninge fra 1951, der skulle gøre det muligt at sende flygtninge, som allerede var kommet ind i Fort Europa, tilbage til disse ”sikre steder”.

Derudover foreslog den engelske premierminister, Tony Blair, i marts 2003 EU-rådets præsident en anden version: Et koncept for såkaldte Transit Processing Centres (TPC) udenfor EUs grænser, hvor flygtninge i transit samt flygtninge udvist fra EU-lande skulle kunne interneres, mens deres asylansøgning blev behandlet.

Især ”åbenlyst ubegrundede” asylansøgninger fra flygtninge fra lande defineret som sikre skulle placeres i disse lejre, og mennesker herfra skulle bevise, at de ikke var ”økonomiske migranter”.

Baggrunden for disse forslag var, at England i 2002 var det land i den industrialiserede verden, der havde det højeste antal asylsøgere, og at Blair havde lovet sine vælgere at ændre dette.

Han påstod, ligesom den tyske indenrigsminister, Otto Schily Schily havde gjort i 2004, at et sådant system vil være mere humant, fordi flygtningenes farefulde rejse til modtagelseslandet ikke længere ville være nødvendig.

Det britiske forslag blev på det tidspunkt støttet af den hollandske, den østrigske og den danske regering.

Som reaktion på disse forslag fremlagde Ruud Lubbers fra FN’s flygtningeagentur, UNHCR, på et møde i London den 17. marts 2003 et forslag om en tre-leddet model for en mere effektiv håndtering af flygtninge.

Det hjemlige led havde som mål at opnå et mere effektivt nationalt asyl- og sagsbehandlingssystem af flygtninge. Med ”hjælp til kriseområder” skulle ’flygtningestrømmen’ stoppes allerede i oprindelsesområdet. EU-leddet søgte at opnå en ensartet europæisk tilgang til håndtering af migrationsmønstre, hovedsageligt ved at bygge lukkede flygtningelejre for behandling af asylansøgninger - også for flygtninge, der allerede var kommet ind i EU.

Den vigtigste forskel til de britiske forslag var, at flygtningelejrene skulle bygges udenfor (det udvidede) EU. Disse flygtningecentre skulle ifølge UNHCR ”reducere misbrug af asyl”, fordi næsten ingen asylsøgere nu ville kunne leve op til flygtningekriterierne. Derfor ville en liste med ”sikre lande” være nødvendig.

Flygtninge fra disse lande kunne få behandlet deres ansøgninger om asyl i disse lejre, og det mindretal, som ville blive anerkendt, ville blive fordelt på EU-landene ifølge et kvote-system. De andre ville blive ”sendt hjem” øjeblikkeligt.

UNHCR brugte også økonomiske argumenter: For hver asylsøger i Europa bliver der brugt omkring 10.000 dollars hvert år, mens UNHCR blot bruger i gennemsnit 50 dollars på hver af de millioner af flygtninge overalt i verden (tal fra ’Süddeutsche Zeitung’, 4.6.03).

På en konference for EUs justits- og indenrigsministre i slutningen af marts 2003 støttede Holland, Italien og Spanien UNHCRs version af det britiske koncept, mens den tyske indenrigsminister, Schily, fremlagde skeptiske bemærkninger.

I et interview til ’The Observer’ (11.5.03) sagde han, at det britiske forslag snarere ville øge end reducere antallet af mennesker, der forsøger at komme til Europa. Han var enig i målsætningen, men disse lejre ville ikke virke efter hensigten, men snarere tiltrække yderligere flygtninge.

På et UNHCR-symposion i slutningen af juni 2003 i Berlin lagde han vægt på, at den tyske model med ”sikre tredie-lande” og ”sikre oprindelseslande” ville virke meget bedre, og at man burde sætte alt ind på at forhindre migration allerede i oprindelsesregionen.

Den tyske regering har altid modsat sig flygtningekvoter for fordeling af flygtninge mellem EU-medlemslandene og ønsker ikke at ”dele byrden” med lande, som (ikke mindst på grund af deres eksterne EU-grænser) ikke håndterer afvisningen af flygtninge lige så ”effektivt” som Tyskland gør.

I modsætning til Schily kritiserede den svenske regering konceptet ud fra juridiske og humanitære grunde, ligesom et enormt antal af flygtninge- og menneskerettighedsorganisationer gjorde.

Efter disse erklæringer lagde EU-kommisionen i begyndelsesn af juni afstand til det britiske såvel som UNHCRs TPC-koncepter.

Beslutning nr. 26 fra EU-topmødet i midten af juni 2003 i Grækenland lyder dog: EU-konferencen beder EU-kommisionen om, ”at undersøge alle midler, hvormed oprindelseslandenes muligheder for at beskytte flygtninge kan øges. (...) Rådet noterer sig, at et antal medlemslande som et led i denne proces sammen med UNHCR planlægger at undersøge muligheden for bedre flygtningebeskyttelse i oprindelsesregionerne.”

Officielt trak Storbritanien forslaget om TPC’er tilbage, og i medierne blev det hovedsageligt fremlagt som om EU havde afvist det britiske koncept.

Men EU-topmødet gav grønt lys for pilot-projekter og godkendte et 12-måneders studie og en rapport om ”praktiske forslag”.

”Idéen er at bringe sikre steder tættere på folk og deres oprindelsessteder”, sagde en talsmand fra EU-kommisionen om topmødet til journalisterne. Det betyder et klart ja til den regionale ændring af beskyttelse af flygtninge tættere på oprindelseslandene.

Efter EU-topmødet var der mindre rapporter i medierne om projekter for flygtningelejre, f.eks. i Kroatien eller Bulgarien, samt om ”regionale beskyttelsesområder” i bl.a. Kenya, men regeringerne benægtede disse historier. Derudover var emnet stort set ikke diskuteret i offentligheden.

Allerede eksisterende lejre, procedurer og aftaler om afvisning og deportation af flygtninge

Udover de ikke særligt kendte ”genhusningsprogrammer” i forbindelse med flygtningelejre i diverse kriseområder, hvor flygtninge kan søge om modtagelse i bestemte modtagelseslande, er der allerede adskillige lejre for afvisning og afskrækkelse af flygtninge og migranter ved EUs grænser.

Jeg vil blot give nogle eksempler:

De spanske enklaver i Melilla og Ceuta i Marokko blev for blot ti år siden opdaget som smuthuller for adgang til Europa. Derfor blev det gamle pigtrådshegn i 1999 erstattet af et metal-hegn, tre meter højt, belyst med projektører, overvåget af kameraer, mikrofoner og sensorer.

Foran hegnet camperer hundredvis af afrikanere, og igen og igen forsøger nogle af dem at komme over hegnet - og således ind i Europa. Derfor bliver hegnet nu forhøjet til seks meter og bevogtningen forstærkes

Inden i enklaverne er der lejre med plads til 500 i hver, og de er altid fulde (tal fra ’Frankfurter Rundschau’, 16.8.04). [OBS. Artiklen er skrevet før den aktuelle medieomtale af tilstrømningen og nedskydningen af flygtninge ved Melilla og Ceuta – og planerne om en yderligere forstærkning af hegnet].

På den anden side af Middelhavet bygges flere og flere lejre - især i Italien. På den øen nærmest Afrika, Lambedusa, som blot er tyve kvadratkilometer stor, er ’clandestini’ (papirløse migranter) ankommet igennem de sidste tyve år.

Tidligere talte ingen om dem, og migranterne fortsatte deres rejse til det italienske fastland. I de seneste år er de dog øjeblikkeligt blevet placeret i en lejr - og en ny lejr er under opbygning - officielt for at beskytte turist-industrien mod flygtningene.

Regeringen puster til racismen, men som en restaurant-ejer sagde: ”Vi har intet imod clandestini’erne, men de bør komme som frie mennesker!” (’Süddeutsche Zeitung’, 28.7.03).

På Sicilien og det italienske fastland er der deportationslejre, som siden 1998 ironisk nok er blevet kaldt "Centri di Permanenza Temporanea" (CPT) - centre for midlertidigt ophold. De lukkede lejre i Agrigent og Caltanisetta blev kendte og berygtede på grund af deres fængsling af flygtningene fra skibet Cap Anamur.

Der er andre CPT’er i for eksempel Apulia, hvor de oprindeligt blev bygget for at internere flygtninge, der kom fra Albanien via Adriaterhavet. Antallet af albanske flygtninge er næsten blevet reduceret til nul ved hjælp af fælles grænsepatruljering af italienske og albanske specialstyrker.

Det er grunden til, at CPT’en Regina Pacis i San Foca, som er placeret direkte ved turist-stranden - og i sommeren 2003 blev et mål for internationale protester - nu hovedsageligt bruges til at internere papirløse migranter, der er kommet til Sicilien via Libyen. (Man kan læse mere om de italienske lejre i artikler og bøger udgivet af ’Forschungsgesellschaft Flucht und Migration’, FFM.)

Der er ikke megen offentlig viden om lejre i Nordafrika, men i løbet af de seneste år har især Italien lagt pres hovedsageligt på transit-lande som Libyen, Tunesien og Ægypten for at tvinge dem til stærkere overvågning af deres kyster samt deres grænser i Sahara-ørkenen.

Men de nordafrikanske lande er ikke villige til at gøre dette uden en gengældelse af tjenesten, for de har ikke midlerne til at bevogte grænserne og heller ikke den store interesse i at gøre det. Pengeoverførsler fra deres egne statsborgere, der lever i udlandet, er en af de største ressource-indtægter til landene. Derfor bruger Italien immigrationskvoter og udviklingshjælp som pressionsmidler.

Tunesien underskrev i december 2003 en ny aftale, som indebar udstyr og træning af grænsepatruljer, men også en højere immigrationskvote. Efter denne aftale vedtog det tunesiske parlament strengere love imod migrant-smugling. I Tunesien, som har underskrevet Geneve-konventionen, men ikke har nogen asyllovgivning, er der 13 interneringscentre finansieret af Italien og de fleste af dem på hemmelige steder.

Ægypten fik først en immigrationskvote, da en forbindelsesofficer fra det italienske politi fik tilladelse til at bosætte sig i Kairo.

Libyen er ikke et emigrationsland, men et immigrations- og transitland. Derfor var der ingen immigrationskvote til Italien, og pga. EU-embargoen kunne der ikke leveres noget (militært) udstyr. Alt dette er ændret, siden EU holdt op med at betragte Libyen som en forbryder-stat, men i stedet begyndt at anse landet som en profitabel handelspartner. En analyse af denne ændring ville kræve endnu en artikel.

Der er heller ikke megen offentlig viden om forandringen i Libyens indre forhold til immigranter - hovedsageligt fra Nigeria, Niger og Chad, såvel som fra Ægypten og andre Nordafrikanske lande - som i lang tid var velkomne som billig arbejdskraft.

Forandringen begyndte allerede i efteråret 2000, da sammenstød i nærheden af Tripoli mellem libyere og andre afrikanere førte til seks døde. Mange nigerianere blev deporteret. Siden marts 2004 har en lov begrænset immigration og haft til formål at udvise arbejdsløse udlændinge.

Deportanterne lever i telte i ørkenen, og massedeportationer til bl.a. Eritrea begyndte samtidig med at en italiensk officer ankom til Libyen.

Heller ikke Marokko påbegyndte massedeportationen af sorte afrikanere på eget initiativ. Den 30. december 2003 afgik det første chartrede fly med 416 mennesker, der blev deporteret til Nigeria, og Marokko modtager 40 millioner euro fra EU de næste tre år for at ”bekæmpe illegal migration”. Samtidig vokser racismen imod sorte mennesker.

EU-programmet AENEAS har til formål at ”styrke villigheden hos tredie-lande til at lave aftaler om at modtage hjemsendte migranter” i hele middelhavsområdet.

Men der er også deportationsaftaler, som har slået fejl på grund af modstand i oprindelseslandene og i Europa - som den mellem Schweiz og Senegal, der blev underskrevet i januar 2003.

Aftalen skulle deportere afviste afrikanske asylsøgere, hvis identitet ikke kunne bevises, til Senegal og interenere dem i lufthavnen i Dakar, hvor afrikanske lande kunne udpege ’deres’ statsborgere. På grund af protester fra menneskerettighedsorganisationer og afrikanske migranter, der blot var på ferie i Senegal, nægtede Senegals parlament at ratificere aftalen i marts 2003.

Politikken med interneringslejre og deportationsaftaler er forholdsvis bredt udviklet ved EUs nye grænser mod øst. Dette berører flygtninge og migranter i transit, men også dem, der allerede er kommet ind i EU. For nogen tid siden foreslog Østrig og tre baltiske lande at bygge interneringslejre for flygtninge fra Tjetjenien udenfor EUs grænser, som f.eks. i Ukraine.

Lejr-projekter i 2004 som reaktion på skibet Cap Anamurs redningsaktion

Den 19. juli 2004 - på højdepunktet af debatten om det tyske skib Cap Anamurs (der i øvrigt er ejet af hjælpeorganisationen af samme navn) redningsaktion for 37 afrikanske flygtninge i Middelhavet - talte den tyske indenrigsminister, Schily, for første gang på et møde for EUs justitsministre om muligheden for at bygge ”Auffanglager” (modtagelseslejre) for bådflygtninge i Nordafrika.

”Det er mere humant end at drukne”, sagde Schily om forslaget.

I en meningsmåling foretaget af den tyske tv-station NTV den 20/07-04 stemte 76% af seerne for etableringen af flygtningelejre i Nordafrika. En masse medie-rapporter - hver dag en lille smule anderledes - blev offentliggjort med spørgsmål som: Hvilke typer lejre bør der bygges og for hvem, hvem skulle have kommandoen over dem, og hvem skulle have beslutningen over deres udførsel?

Schily og hans italienske kollega Pisanu skrev i en fælles pressemeddelelse den 16/8-04, at der burde etableres en institution for flygtninge, der samles op på havet, som kunne håndtere og behandle asylansøgninger. Hvis asylkravet anerkendes, skulle denne institution finde et sted at placere personen i et tredie-land, normalt ”tæt på deres oprindelsesland med støtte fra EU” (Schily i FAZ, 22.7.04).

Flygtninge skulle kun få asyl i Europa på ”frivillig basis fra de respektive lande”. Samtidig skulle der etableres et clearingscenter udenfor Europa, hvor EU-medlemslande kunne registrere deres krav om legal migration.

I avisen SZ (2.9.04) citeres Shily for følgende forslag: ”Der [i Nordafrika] vil der være et modtagelsescenter og en institution bestående af embedsmænd fra asyl-myndighederne i EU-medlemslandene. Denne institution undersøger: Har flygtningene ifølge Geneve-konventionen for flygtninge nogen grund, der forhindrer deres tilbagevenden til oprindelseslandet? Hvis de ikke har en sådan grund, så må de vende tilbage. (...) En juridisk kontrol er ikke obligatorisk. Vi er udenfor EU-lovgivningens myndighedssfære.”

Shily fremlagde alle disse forslag uden at spørge efter andre af hans regeringsmedlemmers eller deres partiers mening, og i de følgende uger opstod en debat om emnet i den tyske offentlighed. Holdningerne til lejr-projekterne var forskellige på tværs af partierne, og også blandt velfærdsorganisationerne var der negative såvel som positive reaktioner.

På EU-niveau gik en masse kommentarer og fortolkninger af Shilys projekter frem og tilbage i løbet af de næste uger og måneder.

På et møde mellem EUs indenrigsministre i begyndelsen af oktober begyndte Shily pludselig at tale om ”velkomstcentre” for flygtninge i Nordafrika, og der opstod en masse forvirring i medierne.

”Shilys lejr-projekt slår fejl”, skrev en avis. ”Massiv opbakning til den tyske indenrigsministers idéer”, skrev en anden.

EU-ministrene besluttede at etablere fem modtagelsescentre i Algeriet, Libyen, Mauretanien, Marokko og Tunesien på et endnu ikke fastlagt tidspunkt. EU-kommisær, Vitorino, understregede at ingen krav om asyl kunne fremføres i disse lejre, kun for det pågældende land.

Den marokanske indenrigsminister erklærede, at hans land ikke var klar til at acceptere sådanne lejre. Lubbers fra UNHCR afviste på den anden side ikke Shilys idéer, hvis en fair asyl-procedure vil være mulig i disse lejre udenfor EU, og UNHCR involveres.

Den 14/10-04 sagde EU-parlamentet nej til at etablere flygtningelejre udenfor EU, fordi de ville udgøre en ”åbenlys fare for brud på grundlæggende rettigheder”.

Nogle dage efter præsenterede Shily sit forslag på G5-mødet i Firenze. Italien støttede hans projekt, Frankrig og Spanien argumenterede imod det, og England forlod mødet før, det var overstået.

Den 5. november 2004 mødtes lederne af de 25 EU-regeringer.

Ifølge avisen ’Frankfurter Rundschau’ (6.11.04) blev de enige om at ”fælles asylregler for EU skal godkendes indtil 2010, hvorefter det skal undersøges, om der er mulighed for at behandle asylansøgninger udenfor EUs territorium. I forbindelse med dette skal samarbejdet med transit-stater, særligt i Middelhavsområdet og i Østeuropa forbedres. Formålet med denne beslutning er, ifølge eksperter, at forhindre flygtninge i at nå Europa langt inden, de når EUs grænser - et forslag, der i en ikke-forpligtende form er i overensstemmelse med det italienske og tyske ønske om at etablere modtagelseslejre for flygtninge i Nordafrika.”

I mellemtiden skabes realiteterne: Italien deporterer flygtninge fra Lambedusa til Libyen uden at behandle deres asylansøgninger.

Efter ophævelsen af EUs våbenembargo mod Libyen den 11/10-04 er det ikke kun Berlusconi og Pisanu, men også Schroeder og Schily, der forhandler med Ghaddaffi. Forhandlingerne er primært forretninger om olie, gas og bestillinger for tysk handel og industri, ikke mindst våbenfabrikanter.

Dette betyder, at afvisning af flygtninge ikke kun er en politisk interesse - firmaer profiterer også på det ved at sælge patrulje-både og overvågningsteknologi til nordafrikanske lande. Om de også leverer telte eller byggemateriale til lejre, som det har været rapporteret i medierne, er et andet spørgsmål.

Alle statsledere nord og syd for Middelhavet ville helst se uønskede flygtninge og migranter, hvor de (ifølge deres mening) hører hjemme: I deres oprindelsesland.

Til dette mål kan de allerede fremvise nogen succes: Den tyske avis Taz rapporterede f.eks. i en lille artikel den 21/8-04, at politiet i Sierra Leone forhindrede et skib med over 500 flygtninge om bord i at forlade havnen og tage kurs mod Kanarieøerne. Under denne fælles aktion mellem Sierra Leones, Spaniens og Guinneas myndigheder blev kaptajen og hans mandskab anholdt.

Det var altså ikke blot mandskabet på skibet Cap Anamur, som blev fængslet denne sommer for at hjælpe flygtninge. At i det mindste dén organisation ikke vil forsøge en sådan aktion igen, blev antydet, da medlemmerne af Cap Anamur stemte præsident, Elias Bierdel (som var ombord på skibet under aktionen) ud af sin stilling i begyndelsen af oktober - ironisk nok samtidig med at massedeportationerne fra Lambedusa startede.

Kritik og modstandsstrategier

De eksisterende lejr-projekter viser, at den europæiske flygtningepolitik spidser til og bliver mere og mere militant.

Lejre indebærer ikke alene inhumane livsbetingelser med et utal af konflikter, men mere væsentligt en knægtelse af rettigheder, en stigmatisering og isolering af de mennesker, der er interneret der. Lejrene fremmer ekskludering og racisme mod mennesker, som ved interneringen stemples som ikke-borgere.

Dette gælder også og i endnu højere grad for lukkede exterritoriale lejre, hvis ekstreme eksempel er Guantanamo.

EU-lejrene i Nordafrika, som foreslået af Shily, er redskaber til forstærkning af EUs grænser og vil snart kunne erklæres for ’sikre tredie-lande’, hvortil flygtninge, der er kommet ind i EU, vil kunne deporteres.

Også flygtninge, hvis asylkrav anerkendes, vil ikke tillades at komme ind i Europa - det er derfor politikerne taler om ”regionale beskyttelsesområder” i nærheden af oprindelseslandene. I forhandlinger med korrupte statsledere sælger de teknologi og know-how til forhindring af migration og kalder det for udviklingsbistand.

I EU-dokumenter er flugt og migrationsbevægelser ind i Europa beskrevet som trusselsfaktorer og forbundet med kampen mod kriminalitet og terrorisme.

Dirk Vogelskamp har udtrykt det på denne måde: ”Hermed afskaffer det europæiske migrationsregime distinktionen mellem dislokerede personer, flygtninge og migranter og erstatter den med konstruerede, farlige ’migrationsstrømme’. Kun det lille antal ønskede migrantarbejdere kan komme ind i Europa legalt.”

De politiske asyl- og flygtningeorganisationers humanitære, defensive kritik omfatter ikke dette ”fordi, den glemmer at vise, at den europæiske migrationspolitik blot er ét elemnt i politikken om at fastholde den globale orden med ulighed, hvorfra rigdommene i metropolerne kommer.” (Dirk Vogelskamp, ’War against the poor’, sept. 2004).

Kampen for politiske og sociale rettigheder må derfor udvides til at omfatte alle mennesker uafhængigt af deres status som flygtninge eller indbyggere.

Regeringerne i de europæiske stater, i transit- og oprindelseslandene samarbejder allerede på alle niveauer.

Men der er modsætninger i deres politiske dagsordener: EUs grænser vil aldrig kunne blive totalt lukkede - ikke blot fordi, nogle fraktioner af kapitalen ønsker et etnisk hierarki i arbejdsmarkedet for at kunne maksimere deres profit, og derfor har brug for migranter uden rettigheder - men også fordi, mennesker, der kæmper for overlevelse, ikke kan standses af pigtråd og patrulje-både.

Den herskende klasses ekskluderings- og udgrænsningspolitik bliver mere og mere accepterende overfor de uønskedes død.

Hvis vi vil skabe en modstand mod denne politik, må vi også bygge internationale netværk: Med flygtninge i Europa, deres landsmænd ’derhjemme’, med menneskerettighedsorganisationer i Europa, i transit- og oprindelseslande.

Vi kæmper for muligheden for at komme ind i Europa, for lige rettigheder i Europa og imod deportation. Det overordnede mål er politiske og sociale rettigheder for alle mennesker overalt.

Cornelia Gunsser er medlem af Flüchtlingsrat Hamburg.

Artiklen er oprindeligt fra det tyske magasin Analyse und Kritik (2004) og kampagnesiderne for NoLager.de (engelsksproget udgave; tysksproget udgave).

Artiklen er tidligere bragt på dansk på hjemmesiden for Intet menneske er illegalt.