Interview: Skygger i Solens Rige

Sony. Nintendo. Toyota. Rækken af rige, japanske gigantfirmaer er nærmest endeløs. Ligeledes er den eksotiske fortælling om Det Gamle Japan stadig genstand for fascination med sin dosis ninjaer, geishaer og samuraier. Det autentiske Japan, det hyper-teknologiske Japan, det kitschede Japan ­ på denne side af kloden har vi aldrig kunnet få nok!

Men midt i alle de våde drømme har en ny japansk virkelighed formet sig i løbet af tretten års økonomisk styrtdyk. En virkelighed, hvor firmaer outsourcer deres produktion til Sydøstasien og Mexico. Hvor byggebranchen oplever omfattende kriser, og miner og havne lukkes i stribevis. Hvor livstidsansættelser med pension systematisk bliver erstattet af usikre flex- og vikarjobs, samtidig med at store dele af ungdommen afviser at følge den aldrende babyboom-generation med dens arbejdsdisciplin og 45-timers arbejdsuger.

Disse fænomener har sammen skabt en situation, der effektivt har lettet vejen til udstødelse og social elendighed i det japanske samfund. Men for nogle også et åndehul væk fra konkurrencen og flittigheden.

De hjemløse er i kraftig vækst og aktivistiske hjemløsegrupper skyder op i mange byer og kræver autonomi.

I Japan hedder de nojyukusha, de hjemløse i Tokyo og Osaka, der bosætter sig imellem flakkende billboards og skyskrabere, omkring parker, metrostationer og floder.

Denne gruppe tæller i dag mellem 30-50.000 mennesker, hvoraf 95% er mænd og den gennemsnitlige alder er 56 år. Deres baggrund er forskellig, hver især, men for de fleste er hjemløsheden begrundet i Japans radikale skift i industriformer igennem et halvt århundrede.

"I 60’erne ændrede den japanske økonomi sig drastisk og regeringen forsøgte at nedlægge hele landbrugssektoren for i stedet at satse på sværindustri. Samtidig forsøgte de at erstatte kul med olie som energikilde. Mange minearbejdere og landmænd mistede deres jobs og blev tvunget ind til byer som Tokyo og Osaka.", fortæller hjemløseaktivisten Masanori Kanazu til GAIA.

I disse geografiske knudepunkter opstod der således zoner, yoseba, hvor byens nye underklasse kunne leve og arbejde fra dag til dag. Om dagen fungerede de som markeder for dagarbejdere, hvor byggeentreprenører nemt kunne hente lavtlønnet, uorganiseret arbejdskraft. Om aftenen kunne arbejderne leje sig ind på billige pensionater, der hastigt skød op overalt i yosebaen.

Her indtrådte også mafiaen - den såkaldte yakuza - og indledte sin narkohandel og prostitution. De indledte hurtigt et frugtbart samarbejde med ordensmagten, der ønskede at isolere kriminaliteten indenfor de fattige yosebaer. I dag er samarbejdet stadig velholdt:

"Yakuzaen får penge for at forhandle jobs til byggefirmaerne. Men i mange tilfælde er arbejdsforholdene usle. Firmaerne vil ikke udlevere lønnen, og når arbejderne klager bliver de tæsket af yakuzaen. Hvis nogen går til politiet for at anmelde vold, har de ’intet set’, selvom der er overvågningskameraer over det hele", fortæller Masanori.

Dagarbejderne organiserer sig

Op igennem tresserne førte politiets og yakuzaens koordinerede overgreb til en del sporadiske opstande fra dagarbejdernes side. Det var mest i form af gadekampe og angreb på politi-stationer, men aktionerne nåede ikke at anspore til nogen samlet politisk bevægelse.

Det skete først i halvfjerdserne, hvor tidligere studenteraktivister kom med på barrikaderne. Disse kampe tvang gradvist forbedringer igennem for dagarbejderne, og i 1982 blev den første Nationale Fagforening for Dagarbejdere grundlagt.

Det var oftere reglen end undtagelsen at faglige ledere og aktivister blev fængslet eller banket halvt fordærvede af yakuzaen eller politiet. Indimellem blev de dræbt - som i 1985 hvor to aktivister fra Tokyo optog en film om dagarbejdernes situation og efterfølgende blev likvideret af yakuzaen.

Repressionen imod dagarbejderne var hård og konstant, men den store mængde af jobs i yosebaen og dagarbejdernes potente organisering gjorde bevægelsen svær at knække. På få år ændrede dette styrkeforhold sig drastisk:

"Da bobleøkonomien brast i halvfemserne mistede de fleste dagarbejdere deres jobs og blev hjemløse. Dels på baggrund af samfundets økonomiske nedgang, men også fordi byggefirmaerne ændrede deres måde at ansætte på. I dag udvikler Japan sig i en neoliberal retning, hvor der efterspørges mere og mere fleksibel arbejdskraft i hele samfundet. Nu kan byggefirmaerne finde fleksibel arbejdskraft overalt - de har ikke længere brug for yosebaen. En jobannonce i avisen er meget mindre problemfyldt."

I løbet af de sidste tretten år er yosebaen i tiltagende grad blevet overflødig for arbejdsgiverne. Nu ryger de fleste direkte på gaden, efter de bliver fyret. Kun de yngste eller fagligt udlærte kan stadig få jobs igennem yosebaen, hvorimod dagarbejdere fra fyrre år og opefter helt udelukkes fra arbejdet.

På samme måde er nutidens arbejdsløse ikke hovedsageligt bygningsarbejdere ­ flere og flere unge og kvinder udstødes i ét væk fra den dominerende servicesektor og ender på gaden.

Ifølge en opgørelse lavet af det japanske indenrigsministerium i marts i år er en tredjedel af den japanske arbejdsstyrke underlagt løs- og kontraktansættelser:

"I dag mindskes forskellen mellem at arbejde og være arbejdsløs i hele Japan. Flere og flere skubbes ud i samfundets marginer; bliver ’have-nots’. Regeringen frygter en voksende solidaritet mellem disse grupper af hjemløse, arbejdsløse og prekære arbejdere. Så det er dén samlede bevægelse, vi må skabe. Vi må politisere udstødelsen. At skjule problemet er ikke løsningen" siger Masanori.

Statens fejl

I dag er hjemløse ikke længere hengemt i yosebaens skyggefulde tomter men forgrenet ud over hele byens infrastruktur. Her er de eksponeret for vinterens kulde, som hvert år trækker omkring 200 med i døden. I takt med at deres eksistens er blevet mere synlig, er mængden af overfald og drab på hjemløse også steget stødt.

For den japanske stat er eksistensen af hjemløse en pinlig affære, der ikke tåler alt for meget opmærksomhed. Regeringen benytter sig af mere eller mindre subtile kontrolformer, der kan afskærme hjemløsheden. Disse veksler mellem forbud mod at ligge på bænke i parker til at installere vandingsanlæg ved fortove, hvor hjemløse sover.

Den mest omfattende foranstaltning er de ’shelters’, der på fem år er blevet en del af mange parkers udseende. Disse ofte yakuza-styrede ’shelters’ er den japanske elites bedste undskyldning for at rydde hjemløse fra parker. Med lovning om et forjættet land med jobgaranti, møder den hjemløse høje pigtrådshegn, overvågningskameraer og daglige madrationer i form af seks små tørkiks:

"Her kan de spise og sove i seks måneder. Hvis de ikke selv finder et job indenfor denne periode, bliver de løse igen og kan ikke vende tilbage. Regeringen vil ikke skabe offentlige jobs eller social sikkerhed, og på denne måde kan de give udstødte mennesker skylden for deres egen marginale position. ’Shelters’ bruges til at tvinge folk væk fra parkerne, men også for at skjule neoliberale reformer i samfundet. Men den neoliberale model har skabt arbejdsløsheden, så den må også tage ansvaret", understreger Masanori.

Autonome parker

I "Særloven for Hjemløse" fra 2002 er hjemløse defineret som: "folk som sover i parker, gader eller det offentlige rum uden grund". Derudover er det lovpligtigt for alle, der arbejder i det offentlige rum at fjerne hjemløse.

For de lokale myndigheder bliver de i stigende grad en hæmsko for prestigebyggerier og offentlige forskønnelsesprojekter. Senest i marts, hvor Nagoya måtte finpudse sit internationale renommé inden afholdelsen af Verdensudstillingen (EXPO), stod de hjemløse for skud.

Her blev 600 parkofficerer og sikkerhedsvagter sat ind klokken otte om morgenen for at rydde otte hjemløse fra en centralt beliggende park. Disse rydningskampagner har de senere år nødvendiggjort en større samling blandt de hjemløses fællesskaber.

Masanori er med i gruppen Kamagasaki Patrol fra Osaka. De hjælper med at organisere de hjemløses teltlejre i parkerne og networke imellem de forskellige lejre. De støtter dagarbejderne i deres faglige kampe og organiserer protester foran regeringskontorer og politistationer. Når myndighederne vil tvinge hjemløse ud af parker eller metrostationer, deltager de i forsvaret af lejrene:

"Vi insisterer på, at teltlejrene bliver holdt som autonome fællesskaber. Mange tænker, at hjemløse lever et miserabelt og afmægtigt liv, så deres situation må fikses med det samme. Men vi tror også på, at hjemløse har muligheden for at ændre samfundet fra dets laveste niveau. Kampen handler ikke om at modtage mad og husly. Den gælder om, at vi alle skal kunne leve et værdigt liv ved selv at vælge, hvor og hvordan vi vil bo. Det er at skabe vores egne fællesskaber og have jobs, der støtter os - ikke dræber os".

Lasse Wamsler er medlem af redaktionen for tidsskriftet Gaia, hvor artiklen tidligere har været bragt.