Politisk vægtløftning, tak

Efter to forsmædelige valgnederlag i træk, har der i foråret været afholdt formandsvalg hos såvel Socialdemokraterne som Socialistisk Folkeparti.

Men en ansigtsløftning i toppen af de to »arbejderpartier« ændrer jo i grunden ikke særlig meget, og meget tyder på, at det netop er i grunden, der må ske ændringer, hvis der også fremover skal kunne tales om en arbejderbevægelse.

Arbejderbevægelsen i Danmark som det øvrige Europa er i krise og har været det længe, ja, sagen er den, at hele den solidariske »velfærdsmodel« som arbejderbevægelsen gjorde til sin mærkesag op igennem det forrige århundrede er under afvikling, hvilket uundgåeligt vil føre til afviklingen af arbejderbevægelsen selv, hvis ikke den finder sine ben igen.

Der er altså behov for en tilbundsgående og kritisk selvransagelse i arbejderbevægelsen i almindelighed og i de to partier i særdeleshed, og en sådan selvransagelse er ikke gjort med, at ridse lidt i lakken og pynte sig med løs tale om »fornyelse«.

Man er altså nødt til at stille sig selv nogle helt grundlæggende spørgsmål, og det mest grundlæggende spørgsmål, der stiller sig, er ganske enkelt dette: Hvad er egentlig arbejderbevægelsens »sag«?

Arbejderbevægelsens sag

Svaret på dette spørgsmål kan man ikke tænke sig til, for det findes i historien, og ser vi på historien viser det sig, at arbejderbevægelsens »sag« lige fra begyndelsen har været tvetydig.

På den ene side voksede arbejderbevægelsen frem i kampen mod liberalismens opløsning af de sociale fællesskaber, som samtidig var kapitalens opløsning af det selvberoende arbejde.

På den anden side voksede arbejderbevægelsen også frem i opposition til den etablerede konservative orden, hvorfor den tog den moderne tids rationelle fremskridtstænkning til sig.

På den ene side stod arbejderbevægelsen altså på det fremvoksende borgerskabs side, når denne satte videnskab, teknologi og rationel fornuft på dagsordenen, og på den anden side var den i opposition til det selv samme borgerskab, når dette blev ført ud i livet, som kapitalens herredømme over arbejdet og de sociale fællesskaber.

Denne dobbelthed i udgangspunktet markerede sig fra starten som en tvetydighed i arbejderbevægelsens samfundsmæssige vision, den vision, som med tiden blev kaldt for socialisme: På den ene side betød socialisme således en støtte til borgerskabets paroler om frihed, fremskridt og fornuft – og på den anden side rummede den et forsvar for solidariteten, fællesskabet og den faglige stolthed.

Man kan udtrykke denne tvetydighed i den socialistiske arbejderbevægelse på den måde, at den lige fra starten var spaltet i et hoved og en krop, en hjerne og et hjerte: Kampen for fællesskabet og solidariteten hørte således bevægelsens krop eller hjerte til, mens friheden og fremskridtet blev forfægtet af det hoved, hvor hjernen hørte hjemme.

Det var således lige fra starten karakteristisk, at solidariteten og fællesskabet var en sag, der først og fremmest voksede op fra neden, dvs. i bevægelsens bund, og her var fagbevægelsen den helt afgørende drivkraft. Omvendt blev visionerne om frihed, fremskridt og fornuft formuleret i bevægelsens top, og her var det de intellektuelle i partiet, der var de centrale aktører.

I arbejderbevægelsens begyndelse var der en tæt forbindelse mellem hoved og krop, hjerne og hjerte, parti og bevægelse – og derfor kunne de to sider af bevægelsen gensidigt befrugte hinanden, samtidig med, at de gensidigt holdt hinanden i skak.

Da bevægelsen voksede sig stærk og begyndte at nærme sig magten, trådte modsætningerne imidlertid tydeligere og tydeligere frem, og da socialisterne endog blev en del af magten – ja, sine steder direkte overtog magten – kunne modsætningerne ej længere skjules.

Fra tvetydighed til konflikt

For hvad betød visionen om frihed, fremskridt og fornuft i grunden? Den betød frihed til at udfolde alle fornuftens fremskridt, hvilket i bund og grund betød friheden til at beherske den kropslige virkelighed med fornuft.

Det betød udvikling af videnskab og teknologi, men det betød også system og hierarki, eftersom system og hierarki var teknologiens og videnskabens sociale organisationsform. I fremskridtets og fornuftens navn skulle alt dette sættes fri til at herske over den kropslige virkelighed, men den kropslige virkelighed var jo foruden selve naturens krop også arbejderens krop og dertil tillige de kropslige fællesskaber, der voksede frem af menneskekroppens bearbejdning af naturens krop.

Fornuftens frigørelse indebar altså i realiteten etableringen af dens herredømme først over naturen og dernæst over arbejderen og fællesskabet, og derfor var tvetydigheden i den socialistiske bevægelse mere end en almindelig tvetydighed, som man kunne snakke sig til rette om: Den rummede ganske enkelt i sig kimen til en fundamental konflikt.

For det liberale borgerskab var denne konflikt mellem frihed og fornuft på den ene side og arbejde og fællesskab på den anden side – ikke noget problem. Tværtimod var det jo lige fra begyndelsen selve kernen i det liberale projekt, at individualisere alle fællesskaber, så fornuften blev fri til at herske over arbejdet: Dette var – og dette er – ganske enkelt hvad kapitalisme og fri markedsøkonomi grundlæggende handler om.

Det liberale borgerskab havde altså ikke noget problem med sin krop, for den havde ingen krop. Borgerskabet var – og er – ren hjerne, dvs. ren fornuft. Og dermed er det også ren magt, da enhver magt netop kun er magt for så vidt, at den hviler på fornuft, dvs. for så vidt at den er en fornuftsmagt.

Men den socialistiske arbejderbevægelse var hverken ren magt eller ren fornuft, for den havde en krop, ja, den havde som bevægelse netop sin rod i denne krop.

Derfor rendte den også ind i problemer lige så snart den fik magt, for da den fik magt, måtte den nødvendigvis først og fremmest satse på sin hjerne og sin fornuft, og det kunne den ikke gøre uden at komme i konflikt med sit hjerte og sin krop, dvs. med solidariteten og fællesskabet.

I de kommunistiske regimer blev denne konflikt løst ved ganske enkelt at ophæve dialogen mellem hoved og krop, dvs. mellem parti og bevægelse, hvorefter partiet installerede det eet-parti-diktatur, der med tiden udviklede sig til en centralstyret og bureaukratisk fornuftsmagt, der opløste ethvert fællesskab.

I de socialdemokratisk orienterede samfund var løsningen mindre brutal, langt mindre, men i tendensen skete der i princippet nøjagtigt det samme: Frem for at føre kampen for fællesskab og solidaritet fra neden, satsede man via partierne på at installere »velfærdsstaten« som en central fornuftsmagt fra oven.

Det betød, at de intellektuelle gradvist, men sikkert overtog magten i partierne, og det var vel og mærke intellektuelle, som havde forstand på magt, dvs. først og fremmest cand. polit’er. For dem var solidaritet og fællesskab noget, man godt nok kunne synge sange om på partikongresserne, men i dagligdagen var deres hoveder optaget af helt andre realiteter: Økonomi, planlægning og vækst, desto mere og desto hurtigere, desto bedre.

Men økonomi, planlægning og vækst betød jo i bund og grund ikke andet end en gennemgribende rationalisering af hele samfundet, dvs. en indretning af samfundet på fornuftens og rationalitetens betingelser, dvs. i bund og grund på borgerskabets betingelser.

Arbejderbevægelsens top blev med andre ord forbrødret med borgerskabet, og konsekvensen var, at kritikken af kapitalismen langsomt, men sikkert forstummede. Konsekvensen var også at solidariteten og fællesskabet nødvendigvis måtte vige, for fællesskab og solidaritet har i bund og grund intet med rationalitet og fornuft at skaffe, det er tværtimod det stik modsatte.

Derfor blev arbejderbevægelsens krop langsomt, men sikkert stækket, hvorfor hjertet næsten holdt op med at banke. Bevægelsen mistede med andre ord sin folkelige forankring og ophørte næsten med at være en bevægelse.

I stedet satte professionaliseringen ubønhørligt ind, medlemmerne sivede lige så ubønhørligt ud, og det samme gjorde stemmerne ved valget.

Med en svækket arbejderbevægelse kunne borgerskabet overtage »velfærdsmodellen«, hvilket vil sige at de kunne tømme den for hele det indhold, der havde med solidaritet og fællesskab at gøre.

Privatisering, udlicitering og markedsgørelse af næsten alt mellem himmel og jord er således igen blevet dagens monotone dagsorden, hvorfor mennesket også stort set er blevet overladt til at klare sig selv.

Tilbage til rødderne

Der står vi så i dag med en kapitalisme, der på det overordnede politiske plan næsten ikke mere møder modstand.

Og dog findes modstanden overalt ude i den konkrete virkelighed.

Den findes passivt som lede og foragt, men den findes også aktivt som bevægelse og protest. Den findes lokalt i hverdagens mange konkrete sociale kampe – men den findes så sandelig også globalt, bl.a. i den fremadspirende bevægelse, der kalder sig for Social Forum.

I denne bevægelse er mange lokale fagforeninger med – det gælder også i Danmark. Men Socialdemokraterne har ind til videre meldt pas, og nøjes derfor med at se på fra sidelinien. Og SF er på papiret med, men der er ikke megen krop bagved.

For begge de to partiers vedkommende skyldes deres nøl og passivitet, at de har solgt deres sjæl til fornuften, for bevægelse, modstand og protest er jo ikke fornuft, det er tværtimod kroppens protest mod den rene fornuft, der i sidste ende altid ender i kynisme.

Socialdemokraterne og SF har valgt nye formænd, og i begge partier tales der højlydt om fornyelse. Men fornyelse uden sjæl er som en tom tønde, der buldrer, og det bliver man hurtigt træt af at høre på.

Den fornyelse, der er brug for, er en fornyelse, der genopdager partiernes sjæl og som derfor også genskaber deres krop. Det, der med andre ord er brug for, er, at de to gamle arbejderpartier igen begynder at opfatte sig selv som del af en kæmpende bevægelse, dvs. at de finder tilbage til deres historiske rødder i kampen for solidaritet, fællesskab og menneskeværd.

Dette er arbejderbevægelsens sande rod i fortiden, og dette er derfor også dens sande fremtid. Svigter den derimod sin historie, kan den lige så godt pakke sammen. Det vil i sandhed være trist, men ikke mere trist end, at så må andre tage over.

John Holten-Andersen er medlem af redaktionen for tidsskriftet SALT, hvor artiklen også tidligere har været bragt.