Bhopal: Katastrofen der fortsætter med at skabe ofre

Lige efter midnat den 3. december 1984 lækkede en ståltank med methylisocyanat på kemikaliekoncernen Union Carbides kemiske fabrik i Bhopal.

Methylisocyanat er en ekstremt giftig gas, der er tungere end atmosfærisk luft, og gassen drev derfor lige hen over jordoverfladen over et 40 kvadratkilometer område omkring fabrikken.

Union Carbide havde valgt at placere en fabrik, der producerede insektgifte, midt i en millionby.

30 tons af giftgassen slap ud inden lækagen blev opdaget, og tusinder af mennesker døde inden for de første tre dage efter udslippet. Det var verdens største industrielle forureningskatastrofe. Og den var først lige begyndt.

Det umiddelbare dødstal nåede 5-8.000 mennesker, man skændes endnu om tallene. Overbefolkede fattige slumområder blev særlig hårdt ramt. De efterfølgende år døde mere end 15.000 mennesker af følgesygdomme. Flere hundredetusinde mennesker har været berørt, og mere end hundredtusinde lider i 2005 stadig under efterveerne.

Lidelserne rammer nu ikke blot dem, der levede og blev udsat for giftskyen i 1984, men også deres efterkommere. Børn fødes med misdannelser, og katastrofen udvikler sig stadig. Vand og jord er forgiftet. Der blev aldrig ryddet ordentligt op. Derfor forgiftes mennesker også mere end 20 år efter katastrofen, og ofrene har aldrig fået en rimelig behandling.

Bhopal er hovedstaden i staten Madhya Pradesh i Indien, men for de fleste signalerer ordet ”Bhopal” i dag ikke ”indisk hovedstad,” men forureningskatastrofe.

Det er blevet et symbol-ord. Og det symboliserer ikke kun menneskelig lidelse, men også et af de allergroveste eksempler på, hvordan en transnational virksomhed handlede totalt uansvarligt og gjorde alt for at flygte fra ansvaret, efter at katastrofen var sket.

Dow Chemicals – bedst i klassen

Ingen virksomhed bryder sig om at blive sat i forbindelse med Bhopal. Heller ikke gigantkoncernen Dow Chemicals med mere end 40.000 ansatte verden over og en omsætning på 40 milliarder dollars.

Dow Chemicals lægger vægt på etisk og socialt ansvar, og på firmaets hjemmeside kan man se, hvordan Dow er blevet udnævnt til ”bedst i klassen” af et norsk firma, Storebrand, der arbejder med ”socially responsible investments”.

Men i 1999 købte Dow Chemicals Union Carbide, der nu er et 100 procent Dow-ejet datterselskab. Og siden 1999 har Dow gjort alt, hvad der er muligt for at undgå at overtage Union Carbides Bhopal-ansvar. Det skæmmer den etiske profil.

Bhopal er historie, mener Dow. Der er blevet udbetalt erstatning en gang for alle, og Dow-koncernen mener i dag ikke at have noget ansvar for, hvad Union Carbide engang gjorde.

Men Bhopal-katastrofen forfølger alligevel Dow, og Dow har allerede rodet sig så langt ind i fortielser og ansvarsfralæggelser, at hundredtusinder mennesker vil skrive under på, at Dow hverken optræder etisk eller forsvarligt.

Så sent som i slutningen af maj i år overleverede overlevende Bhopal-ofre et brev til Indiens premierminister, hvor de protesterede mod et samarbejde mellem Indian Oil Corporation og Dow. De skrev brevet med deres eget blod, og de kræver en boykot af det indiske olieselskab, indtil samarbejdet med Dow er blevet afbrudt.

Hemmeligholdte forureningsrapporter

Historien om Bhopal-katastrofen, og hvad der siden skete, er uendeligt lang og svær at overskue.

The International Campaign for Justice in Bhopal har en hjemmeside, www.bhopal.net, med flere tusinde siders materiale, og med rædselsvækkende individuelle offerberetninger. Blinde og forkrøblede overlevere har mistet alt, familie, arbejde, førlighed. Mange lever et liv i elendighed.

Det er rystende. Men næsten endnu mere rystende er de dokumenter hjemmesiden offentliggør, og som viser, hvordan man også efter årtusindeskiftet – og efter Dow’s overtagelse af Union Carbide – har søgt og søger at skjule, hvor galt det stadig står til i og omkring ruinen af fabrikken i Bhopal.

I 2002 blev Union Carbide/Dow under en retssag anlagt af Bhopal-overlevende ved en domstol i New York tvunget til at offentliggøre dokumenter om forgiftningen af området.

Dokumenterne viser, at man i Union Carbide allerede i 1972, 12 år inden ulykken, var opmærksom på risikoen for forgiftning af grundvandet.

Men den viser også, at Union Carbide efter ulykken, i 1990’erne fik lavet en undersøgelse af forureningen efter katastrofen. Denne undersøgelse gav et rystende billede af massiv forurening, men den blev aldrig offentliggjort. Union Carbide gemte den af vejen. Først i 2002 blev den offentliggjort efter en domstolskendelse.

Manglende erstatning og manglende oprydning

Debatten snart 21 år efter katastrofen handler primært om to ting: Den manglende eller helt utilstrækkelige erstatning til ofrene. Og den totalt manglende oprydning efter katastrofen.

I 1989 lavede Union Carbide en uden-retslig aftale med den indiske regering om en samlet kompensation på 470 millioner dollars. Tilsyneladende et stort beløb. Men ikke mere end at den gennemsnitlige erstatning til flere hundredetusinder ofre har været mindre end 600 dollars pr. person.

Mange siger, at det ikke engang dækker tilbagebetalingen af de lån, mange ofre måtte tage for at betale læge- og medicinregninger lige efter katastrofen. Mange af ofrene fra Bhopals store slumkvarterer havde ingen penge, og det var ikke blot deres helbred, men også deres beskedne økonomi, der blev smadret af katastrofen.

Erstatningsprocedurerne har været bureaukratiske og langsommelige, og en af undskyldningerne har naturligvis været, at der også har været ikke-ofre, der har prøvet at slå plat på katastrofen.

Men protesterne er også en protest mod forsøget på at afgøre erstatningsspørgsmålet en gang for alle i forhold til en katastrofe, der stadig producerer massiv forurening, sygdom og død.

Et aktuelt skøn taler om, at en forsvarlig oprydning i dag vil koste omkring 500 mio. dollars. Lige så meget som den samlede erstatning til ofrene i 1989.

De udsivende gasser, der dræbte tusinder indenfor de første dage efter katastrofen, er kun toppen af isbjerget i katastrofen. Efter katastrofen blev fabrikken opgivet og forladt. Der blev ikke ryddet op. Rapporter og øjenvidner fortæller, hvordan der i mange år efter lå dynger af kemikalier. Den voldsomme monsunregn har vasket de giftige kemikalier ned i jorden og ud i drikkevandet.

Den franske forfatter Dominique LaPierre, der har skrevet bogen Five to midnight in Bhopal, skrev i 2002, at han prøvede at drikke et glas vand fra en brønd i området for at fornemme, hvad lokalbefolkningen er udsat for:

”Det var som om min mund, mit svælg og min tunge blev sat i brand, og jeg fik udslæt på arme og ben. Det var en meget beskeden prøve på, hvad de udsættes for dag ud og dag ind.”

Greenpeace gennemførte en systematisk undersøgelse i 1999. Jord- og vandprøver blev analyseret i Storbritannien. Nogle steder var kviksølvniveauet flere millioner gange højere end forventet. Det lokale drikkevand indeholdt kemikalier, som er kendt for at kunne være cancerfremkaldende og skabe fødselsdeformiteter.

I 2002 viste en ny undersøgelse blandt andet, at der var bly, kviksølv og chloriner i ammende mødres brystmælk. Mange nyfødte er syge, nogle er deforme.

”Det er som om, de nu prøver at straffe os, fordi vi protesterer mod, at de gassede og dræbte vores familier”, siger en overlevende.

Dow hævder, at efter de aftaler, der er lavet, har regeringen i Madhya Pradesh nu ansvaret for al oprydning. Regeringen hævder, det er Dows ansvar. Planer om oprydning og deponering af den forurenede jord i vældige giftdepoter har skabt modstand, fordi man er bange for, der bliver skabt en ny tikkende giftbombe.

Kan man engangsbetale sig fra et ansvar?

International Campaign for Justice in Bhopal er en verdensomspændende kampagne, der skal sikre støtte til ofre, til retssager og til fortsat opmærksomhed omkring katastrofen og skandalen.

Der er bred international opbakning bl.a. fra Greenpeace International, Pesticide Action Network og Environmental Health Watch. Der er nationale kampagner i en række vestlige lande, og senest er der i 2005 startet en skotsk kampagne.

Mere end 20 år efter Bhopal-katastrofen er det en kampagne, som også handler om hvilket ansvar, de gigantkoncerner har, som styrer en stor del af verden.

Dow har ligget på en plads omkring nr. 50 på Fortunes Liste over verdens største firmaer. Hvilket etisk og social og miljømæsigt ansvar har en sådan verdenskoncern? Og hvilket ansvar kan koncernen løbe fra?

De store virksomhedskoncerner er præget af opkøb, fusioner, udflytninger og nedlægninger. Store virksomheder forsvinder via opkøb, men forsvinder deres ansvar også?

Og kan man engangsbetale sig fra et ansvar, når det efter betalingen viser sig, at rapporter er blevet holdt hemmelige, oprydningsansvar groft forsømt og efterfølgende konsekvenser groft undervurderet?

Dow er også en virksomhed med dansk produktion. Kemivirksomheden Esti Chem A/S i Køge er en ren Dow-virksomhed, som bl.a. producerer affedtere og opløsningsmidler. Der er også produktionsvirksomheder i Sverige og Finland.

Knud Vilby er journalist, medlem af Det Økologiske Råds bestyrelse og tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

Raghu Rai er født i Indien i 1942 og er medlem af gruppen Magnum.

Billeder og billedtekster er fra fotobogen Èxposure – Portrait of a Corporate Crime” udgivet af Greenpeace.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Global Økologi.