Tyskland mellem opbrud og resignation

Den 18. september 2005 vælger den tyske befolkning en ny regering. Valget står mellem en opslidt socialdemokratisk-grøn regeringskoalition og en frembrusende, selvsikker højrefløjsopposition, som vil fortsætte sin forgængeres neoliberalistiske privatiseringspolitik og sociale demontage. Folkelige protester har ført til dannelse af en ny venstrefløjsvalgliste ved navn Die Linke-PDS, eller kort sagt Die Linkspartei.

Socialdemokratiets partistrateger satsede højt, da de i foråret – ved hjælp af et mistillidsvotum, partiet selv havde været med til at sikre vedtaget - udskrev valg i utide. Den 18. september 2005 finder valget sted, skønt partiets koalitionspartner i regeringen De Grønne udtrykkeligt har markeret deres modvilje.

To grunde spillede en afgørende rolle for, at Socialdemokratiet udskrev valget : For det første det faktum, at regeringens politiske udspil konstant blev blokeret af et borgerligt flertal i Forbundsrådet (delstatsregerings-repræsentation). For det andet er det fremskudte valg et forsøg på at forhindre, at den nye venstrefløjskoalition, Die Linkspartei, får tilstrækkelig tid til at udvikle sig til en alvorlig konkurrent til venstre for Socialdemokratiet.

Men det ser ud til, at regningen ikke går op, og at Socialdemokratiet mister regeringsmagten til den borgerlige blok, samtidig med at den nye venstrefløjsliste problemløst klarer spærregrænsen på 5 % og bliver den tredje stærkeste kraft i den tyske forbundsdag.

En valggyser af format

I følge valgforskningsinstitutterne Forsa og Intratest’s opponionsmålinger den 28. august vil Socialdemokratiet, SPD, med forbundskansler Gerhard Schröder i spidsen opnå mellem 29-31 procent af stemmerne (38,5 ved sidste valg i 2002). Den lille koalitionspartner, De Grønne, under ledelse af udenrigsminister Joschka Fischer, vakler omkring de 8 procent (sidst: 8,6).

Den konservative partiunion mellem CDU og CSU (Bayern) med deres topkandidat Angelika “Angie” Merkel vil opnå omkring 42 procent (sidst: 29,5 og 9,0), mens deres højreliberale koalitionspartner FDP må nøjes med 7 procent (sidst: 7,4).

Den nye venstrefløjskoalition Die Linke-PDS, der populært kaldes Die Linkspartei, og som er et listeforbund mellem det østtyske PDS og det nye socialpolitiske protestparti i det vestlige Tyskland, WASG, vil bryde sensationelt igennem med en vælgertilslutning på mellem 9 - 11 procent af stemmerne. PDS fik 4,0 procent ved sidste valg.

PDS, Partei des Demokratischen Sozialismus, er et reformorienteret, venstresocialistisk parti, der blev dannet efter DDRs sammenbrud. Det har sine historiske rødder i det tidligere statsbærende parti i DDR, SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschland). PDS har i dag omkring 61.000 medlemmer.

PDS har programmatisk frigjort sig fra dets tidligere stalinistiske fortid og gennemgået en politisk transfomation til et venstresocialdemokratisk, populistisk folkeparti (en mellemting mellem SF og Enhedslisten).

PDS får mellem 29-33 procent vælgeropbakning i det østlige Tyskland. Dets populære topkandidat er den tidligere østtyske borgerrettighedsadvokat Gregor Gysi. PDS har i sommeren 2005 taget navneforandring til Die Linke-PDS for at komme den vesttyske alliancepartner WASG i møde.

WASG, Wahlalternative für Arbeit und Soziale Gerechtigkeit, er opstået indenfor Socialdemokratiet som protest imod partiets neoliberale kurs. Anledningen til bruddet med SPD i 2004 var den socialdemokratisk-grønne regerings såkaldte Hartz-IV-reform, der medførte store sociale og retslige forringelser for arbejdsløse.

WASG har omkring 9000 medlemmer med rødder i progressive faglige kredse og socialdemokratiske kærnevælgere. Partiet har lavet en fælles valgopstilling med PDS på deres liste Die Linke-PDS. WASG’s spidskandidat er den populære, tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine.

Skønt opponionmålingernes valgprognoser peger på en stor fremgang for det konservative-højreliberale partispektrum, er valget langt fra at være afgjort endnu.

Alene det faktum at næsten halvdelen af de 61,9 millioner vælgere endnu ikke har bestemt sig, gør valget til en gyser af format for de magtliderlige, ambitiøse politikerkredse.

De konservative har tydeligt lært lektionen fra sidste valg i 2002. Her fordelte de sejrssikkert minister- og statssekretærposter imellem sig før alle stemmer var talt op og fintællingen var afsluttet. Da det så senere viste sig, at de faktisk lå nogle få tusinde stemmer bagud for deres socialdemokratisk-grønne konkurrent, blev de helt til grin for åben skærm.

Socialdemokratiets deroute

Det begyndte som en socialdemokratisk solstrålehistorie. Stik imod samtlige valgprognoser overhalede SPD ved sidste valg i 2002 i slutspurten de sejrssikre konservative og fortsatte derfor regeringssamarbejdet med De Grønne.

Baggrunden for denne meget overraskende sejr var SPDs resolutte modstand imod USA’s krigskurs i Irak samt partiets umiddelbare økonomiske støtte til ofrene for de oversvømmelser, der hærgede de sydøstlige dele af Tyskland.

Et nyt stemningssving væk fra Socialdemokratiet kom, da Schröder-regeringen ikke formåede at reducere den galopperende arbejdsløshed som lovet, og da den samtidigt gennemførte en asocial arbejdsmarkeds-og socialpolitik, der betød store økonomiske indhug for Socialdemokratiets traditionelle arbejderbasis.

I en regeringserklæring fremlagde forbundskansler Gerhard Schröder den 14. marts 2003 den såkaldte Agenda 2010-reformplan: ”Vi vil reducere statens sociale udgifter, støtte selvansvarlighed og kræve mere præstation af den enkelte.”

Agenda 2010 vil markant forandre den sociale sektor, arbejdsmarkedet og den hidtidige offentlige finansieringspolitik. Hvad det betyder, blev demonstreret ved den første nedskæringbølge, der ramte sundhedssektoren. Her blev den hidtidige gratis lægekonsultation ophævet, og der blev indført en betalingsordning for de enkelte patienter. I samme åndedrag blev sygekassekontingentet skruet i vejret.

Socialdemokratiet har siden 2002 tabt samtlige delstatsvalg pga. vælgernes protest mod partiets udhuling af de hårdt tilkæmpende sociale og faglige rettigheder, som partiet selv engang var med til at gennemføre.

I forhold til sidste valg mister Socialdemokratiet ifølge samtlige valgprognoser mellem 8-10 procent af stemmerne. En ikke uvæsentlig del er i dag flyttet over til den nye venstrefløjskoalition Die Linkspartei.

Harz IV og den nye fattigdom i Tyskland

I starten af 2005 indførtes den såkaldte Hartz IV-reform. Det drejer sig om de mest omfattende sociale forringelser i Tyskland siden 1949.

Alle, der har været arbejdsløs i mere end et år, bliver automatisk overført fra den gængse arbejdsløshedsunderstøttelse til socialhjælp. Arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp lægges sammen til en ny arbejdsløshedsudbetaling, den såkaldte ”arbejdsløshedsunderstøttelse II”.

Hartz IV er de bestemmelser, der danner grundlag for den enkelte arbejdsløses økonomiske og sociale rettigheder, kombineret med et omfattende tvangsaktiveringsprogram, der indbefatter de berygtede ”én-euro-jobs” (dvs. jobs, hvor den arbejdende får udbetalt sin socialhjælp suppleret med én Euro ekstra pr. arbejdstime).

For mange af de over 5 millioner arbejdsløse betyder det store økonomiske indskrænkninger med efterfølgende social deklassering. Siden indførelsen af Hartz IV er antallet af socialhjælpsmodtagere fordobblet til 2,7 millioner, svarende til 3,5 procent af den erhvervsdygtige befolkning.

Udover disse beregninger kommer desuden den skjulte fattigdom. Ifølge en socialrapport, som er bestillt fra den socialdemokratiske Friedrich Ebert Stiftung , er der omtrent dobbelt så mange mennesker, der reelt lever under eksistensminimum, og som ikke henvender sig til socialkontorene på grund af skamfølelse (jf. www.liga-kind.de/pages/verarm298.htm).

Derudover har omkring 500.000 arbejdsløse nu mistet enhver understøttelse, fordi deres ægtefælles indkomst ligger over den fastlagte indtægtsgrænse. Dette rammer især mange arbejdsløse kvinder, som dermed er blevet afhængige af mandens indkomst. Det er et kvindepolitisk tilbageslag, så det basker!

1,7 millioner fattige børn

Ved en pressekonference i Berlin den 18. august 2005 udtalte forretningsføreren, Ulrich Schneider fra det tyske velfærdsforbund, Deutscher Paritätischer Wohlfahrtsverband (en uafhængig samarbejdsorganisation mellem sociale institutioner samt engagerede velfærds- og interesseorganisationer) at antallet af fattige børn under 15 år siden indførelsen af Hartz IV er steget dramatisk fra 1,2 millioner til 1,5 millioner. Dertil kommer efter forbundets beregninger 200.000 børn, som på grund af deres ringe sociale kår har krav på socialhjælp, men ikke gør brug af den.

Det svarer til, at hvert 7. barn i dagens Tyskland lever under fattigdoms-grænsen.

På kun et halvt år har regeringens omvendte Robind Hood-politik forårsaget en stigning i børnearmoden på næsten 50 procent. Det er en socialpolitisk dereguleringsrekord, som ingen regering til dags dato har præsteret.

Polariseringen mellem fattige og superrige

Ifølge statistiske undersøgelser lever omkring 13,5 procent af befolkningen i Tyskland i dag i fattigdom. Heraf næsten dobbelt så mange i Østtyskland som i det vestlige Tyskland.

Heroverfor står 1,6 millioner mangemillionærer. Det er i følge finansborgerskabets dagblad, Frankfurter Allgemeine Zeitung (4. Januar 2005) 500.000 flere end i 1989.

De tyske banker og finansieringsinstitutter havde i 2003/2004 en rekordfortjeneste på over 12 milliarder Euro netto (90 milliarder kroner).

Det forhindrede ikke den socialdemokratisk-grønne regeringskoalition i at gennemføre skattelettelser for topindtægterne fra 45 til 42 procent og noget tilsvarende for kapitalinvesteringer. Fagforeningernes og de sociale bevægelsers heftige protester imod denne skæve omfordelingspolitik blev ignoreret.

Venstrefløjens nye valgalliance: Die Linkspartei

I efteråret 2004 gik hundredetusinder på gaden i protest mod Hartz IV. Skønt masseprotesterne er stilnet af igen, så har utilfredsheden dannet social basis for tilblivelsen af en parlamentarisk opposition til venstre for Socialdemokratiet og de Grønne.

På rekordtid er valgforbundet mellem PDS og WASG vokset til den tredjestørste politiske kraft i Tyskland. De står til at få mellem 9 – 11 procent af stemmerne.

Sidste weekend vedtog PDS på sin kongres et nyt navn: Die Linke-PDS (eller i kortform: Die Linkspartei). Af valgtekniske grunde går den nye venstrefløjsalliance til valg med dette navn.

WASG-medlemmer opstiller først og fremmest i det vestlige Tyskland og i Berlin, mens PDS-medlemmer fortrinsvis kandiderer i Østtyskland.

PDS-kongressen vedtog også et fælles valgprogram i overensstemmelse med alliancepartneren WASG. Valgprogrammet, der går under betegnelsen : ”En anden politik er nødvendig – for sociale og demokratiske alternativer” (se Valgprogrammet for Die Linke. PDS). Det bygger på to centrale hovedpunkter: Kravet om omgående afskaffelse af alt, hvad der har med Hartz IV at gøre, samt indførelse af en officiel fastsat minimumsindtægt på 1400 Euro brutto (10.500 kr.), samt en generel forhøjelse af mindstesatsen for arbejdsløse og for socialhjælpsmodtagere.

Flertallet af medlemmerne fra såvel PDS som WASG er indstillet på efter valget at starte en sammenlægningsproces og danne et fælles demokratisk socialistisk parti.

DDRs sidste statsleder og PDS’ æresmedlem, Hans Modrow, plæderede i sin tale på partikongressen for en foreningsproces, der ikke bare omfatter PDS og WASG, men involverer så mange venstrefløjsspektra som muligt.

Et mindretal i begge organisationer forholder sig imidlertid skeptiske overfor sådan et samlingsprojekt, deriblandt mange garvede partifunktionærer fra PDS.

Fuld opbakning derimod får opfordringen til fælles engagement i slutspurten frem til valgafgørelsen den 18.september.

Kampen starter efter valget

Alt tyder på, at den borgerlige CDU/ CSU-blok efter den 18. september vil danne en ny regering sammen med det liberale parti FDP (der er en højreorienteret variant af den liberale tradition, som Det Radikale Venstre repræsenterer herhjemme).

De borgerlige vil benhårdt fortsætte og udbygge den neoliberalistiske kurs fra deres forgængere, dog uden de sociale halvhjertede justeringer, som Socialdemokratiet ufrivilligt måtte gennemføre for at dæmpe de partiinterne protester fra faglige og kommunalpolitiske kredse.

Hvis den nye venstrefløjsalliance formår at mobilisere den eksisterende utilfredshed i de underprivilegerede lag i befolkningen og i det hele taget præsenterer sig som en konsekvent opposition, vil dette på sigt kunne indlede et nyt opsving i anti-kapitalistiske kampe for alternative samfundsstrategier.

Alfred Lang, der er født i Wien, er freelancejournalist, historiker og billedkunstner.

De satiriske valgreklamer er hentet fra hjemmesiden www.satiricum.de.

Læs også artiklen ”Venstrefløjsdebat: Det tyske valg og Die Linkspartei” på Kontradoxa

Andre links:

Linksamlingen om det tyske valg fra Tidsskriftscentret.

Valgprogrammet for Die Linke. PDS.

Hjemmesiden for Die Linke-PDS

Hjemmesiden for WASG

Hjemmesiden for Deutscher Paritätischer Wohlfahrtsverband, en uafhængig samarbejdsorganisation mellem sociale institutioner og engagerede velfærds- og interesseorganisationer.

Socialrapporten om skjult fattigdom fra Friedrich Ebert Stiftung.