Aktivister fra sociale bevægelser, progressive fagforeninger og venstreradikale kredse har vidt forskellige vurderinger til det nye venstrefløjsvalgprojekt mellem PDS og WASG. Holdningerne i debatten afspejler en splittet tysk venstrefløj og spænder lige fra forventningsfuld optimisme til dyb skepsis. Den tyske venstrefløjsavis, Analyse und Kritik, interviewede for nyligt fire aktivister på den tyske venstrefløj.
Socialdemokratisk krise nu, neoliberalistisk krise forude
Rainer Rilling er medarbejder i Rosa Luxemburg-fondens politiske analysegruppe:
- Det kommende valg afslutter den partipolitisk organiserede højrefløjs ti år lange magtforøgelse med, at de nu danner regering. Spørgsmålet vil imidlertid være: Hvordan kan de garantere en samfundskonsens for deres rabiate projekt med en stadig mere uhæmmet neoliberalisme? Jeg mener, at højrefløjens politiske integrationskrise er til at forudse.
- Derudover er valget et belæg for SPDs krise. Socialdemokratiets galopperende legitimationstab smadrer den fastkørte partikonstellation i parlamentet. Således sikrer Socialdemokratiet den konservative CDU/CSU-blok regeringsmagten og baner derudover vejen for et nyt venstrefløjsparti.
- Valget illustrerer også sammenbruddet i det socialdemokratisk-grønne moderniseringsprojekt. Efter min mening må det revolutionære venstre drage lære af denne historie om den evige klyngen sig til magten. Allerede i 1999 prisgav man de oprindelige socialdemokratisk-grønne løfter - og siden har man kun bestræbt sig på opretholdelse af magten, uden sociale bevægelser og uden projekter.
- I stedet for at udvikle politiske idéer om et strategisk forpligtende koncept og en samfundsmæssig stabil alliancedannelse, om forbindelsen mellem politiske fremtidsvisioner og multituden af de sociale progressive bevægelser, om social retfærdighed og frasigelse af alle former for vold.
- Samtlige af disse opgaver venter nu på det nye venstrefløjsparti, der afgør dette projekts videre skæbne. Partiet er ikke forberedt på dette, fordi det er en valgpolitisk kobling mellem en ”gammel”-socialdemokratisk og en ikke-socialdemokratisk venstrefløj.
- Hvordan det kommer til at gå, er af afgørende betydning for venstrefløjens fremtid i Tyskland. Men man må tage i betragtning, at sådanne konstruktioner i venstrefløjens historie indtil nu altid er gået galt.
Parlementarisk strategi giver handlingslammelse
Kalle, der er aktivist i en autonom gruppe i Berlin, er mere skeptisk:
- Vores holdning om, at parlamentarisme er en specifik form for borgerlig magtudøvelse, har ikke på nogen måde forandret sig, fordi nogle mænd fra SPD og fagforeningerne nu gør fælles sag med PDS for at redde Socialdemokratiets traditioner og derved muligvis organiserer en noget anderledes konsensus mellem arbejde og kapital.
- Selvfølgelig kan venstreradikale grupper bruge den særlige opmærksomhed, der findes i valgkampen til at intervenere i den offentlige debat med deres egne positioner.
- Men efter min mening gælder det i spørgsmålet om venstrefløjsalliancen om at holde den samme distance til den som til alle andre borgerlige partier.
- Netop i tider med få bevægelser består den radikale venstrefløjs hovedopgave i en forstyrrelse af den fælles samfundsmæssige magtkonsensus [herrschaftliche Grammatik]. Og naturligvis indbefatter det også en indholdmæssig kritik af det angiveligt åh-så-progressive Linkspartei.
- Der findes en lang debat om, hvorfor partier i det borgerlige demokrati har en yderst afgrænset handlingsramme, hvori der næppe kan udfoldes frigørende kræfter. Hvor massivt presset om tilpasning udøves på partierne og de ansvarlige politiker, kunne man jo udmærket iagttage hos De Grønne.
- Desværre kan mange kammerater efter dannelsen af Die Linkspartei pludselig ikke huske disse debatter. At aktualisere denne kritik vil være en vigtig opgave for den radikale venstrefløj.
Socialdemokratiet under pres
Ralf Krämer er faglig sekretær og aktivist i WASG, opstillet for Die Linkspartei i Berlin:
- Indsigelse! Når der efter valget endeligt igen er kommet en stærk venstreopposition i Forbundsdagen, vil den sociale protest og store dele af befolkningens interesser, som ikke er repræsenteret i det etablerede politiske system, igen have en parlamentarisk stemme. Dette vil åbne op for den offentlige politiske diskurs og flytte den til venstre. Det vil også styrke de udenomsparlamentariske bevægelsers politiske betydning og udvide fagforeningernes handlingsmuligheder.
- Hvis det går helt godt, så kunne vi bevare republikken og fagforeningerne, der er særlig udsat for neoliberalisternes angreb, fra en konservativ-liberal regering.
- Socialdemokratiet måtte derefter i en stor regeringskoalition med den borgerlige blok bevise, hvor alvorligt de mener deres solidariske holdninger med lønarbejderne, som der står i deres valgprogram.
- Vi har allerede i de sidste uger set, hvordan SPD og De Grønne i forbindelse med venstrefløjens fremgang igen opdager deres sociale samvittighed, og hvordan de pludselig også præsenterer sig som venstreorienterede. Det er klart, at det kun er varm luft og symbolik og ikke betyder nogen indholdmæssig forandring af deres politik, men de er åbenbart under et stærkt pres. Presset kommer fra venstre, og det er noget helt nyt.
- Forudsætningen for den store opbakning bag dannelsen af et venstrefløjsalternativ til den herskende politik, var en fælles fremgangsmåde og forståelse mellem WASG og Linkspartei, det tidligere PDS. Det åbner op for et perspektiv om også i Tyskland at skabe et stærkt parti til venstre for Socialdemokratiet med bred forankring i den lønarbejdsafhængige befolkning i øst og vest.
- Udenomsparlamentarisk protest uden en partner på det parlamentariske plan er desværre utilstrækkeligt. I hvert fald sålænge det ikke når længere ud end i årene 2003/2004.
Muligheder for opbrud
Ingo Stützle er aktivist i den venstreradikale gruppe Für eine linke Strömung, Fels:
- Valgforbundet Die Linkspartei/WASG er i første omgang ikke ret meget andet end en magtpolitisk sammenslutning af to partier, som hver for sig ikke ville kunne klare 5-procent-spærregrænsen, og af den grund er jeg enig med Ralf. Ud over den tekniske detalje må det vise sig fremover, hvad der egentlig er valgforbundets sociale basis.
- Sideløbende med opløsningsprocessen i Socialdemokratiets sociale basis og de snigende og prekære brudflader mellem fagforeningerne og SPD, findes der mange mennesker, som har været latent utilfredse med forholdene. Det viser ikke kun protesterne mod Hartz IV, men også de store demonstrationer, som er blevet til imod fagforeningsapparaternes vilje.
- Det nye Linkspartei er næppe på vej til at blive et ”parti af en ny slags”, som det blev formuleret i WASGs oprindelige programudkast. Men alligevel - skulle Die Linkspartei opfatte sig som del af en oppositionel kraft, hvad der indtil videre er temmelig uklart, så kan dets parlamentariske repræsentation ikke nøjes med at forbedre de finansielle betingelser for udenomsparlamentarisk politik. Gennem kritiske forespørgsler kan der organiseres viden og informationer og ved at stille spørgsmål i forlængelse af eksisterende problemer vil det være muligt at åbne op for en diskurs.
- Sidstnævnte vil vise sig, når venstrefløjsalliancen tager stilling til diskursen ”Arbejde! Arbejde! Arbejde!”. Enten støtter valglisten lønarbejdsfetichismen eller også lægger den op til en påkrævet debat om arbejdsbegrebet i forbindelse med kravet om indførelse af en betingelsesløs basisløn.
Debatten er et uddrag af en omfattende tekst, som kan læses uforkortet i printudgaven af AK - Analyse und Kritik nr. 497, august 2005. Internetudgaven findes på hjemmesiden www.akweb.de
Artiklen er oversat og redigeret af Alfred Lang.
Læs også Alfreds Langs baggrundsartikel, ”Tyskland mellem opbrud og resignation”, på Kontradoxa
Andre links:
Linksamlingen om det tyske valg fra Tidsskriftscentret.
Valgprogrammet for Die Linke. PDS.
Socialrapporten om skjult fattigdom fra Friedrich Ebert Stiftung.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96