Kommentar: Arbeit macht Frei - eller gør det?

På samme måde som sloganet over en af det tredje riges udryddelseslejre kunne synes ude af proportion med de faktiske forhold, kan man med rette i dag stille spørgsmålet om ikke beskæftigelsespolitikken i stor udstrækning er med til at vildlede befolkningen.

Er vore dages beskæftigelses- og aktiveringspolitik virkelig vejen til friheden for de arbejdsløse, eller er det ét stort illusionsnummer, der er etableret for at disciplinere arbejdsstyrken til at underkaste sig det kapitalistiske samfunds krav om en billig og produktiv arbejderklasse?

At svare på dette er naturligvis ikke enkelt og ligetil.

For det første selvfølgelig fordi der ikke findes objektive og neutrale analyser af samfundsforholdene og for det andet fordi arbejdsløshedspolitikken ikke kreeres af en enkelt despot på et givet tidspunkt, men hele tiden er underlagt de interessemodsætninger og politiske magtforhold, der findes i vore dages samfund.

Det gør det ikke nemmere, at de enkelte aktører ikke altid gør sig deres forudsætninger bevidst, og at den officielle diskurs mellem politikere, andre magthavere og såkaldte specialister som regel finder sted på et ofte implicit værdigrundlag, der argumenterer ud fra en eller anden tilsyneladende rationel tankegang refererende til ’samfundets vel’ eller hensynet til en optimal funktionalitet ud fra en ofte meget socialteknokratisk tankegang.

Det vil jeg prøve at undgå med det følgende. Jeg har ingen gode ideer til at argumentere på grundlag af en generel antagelse om, at hvis man gør det mindre attraktivt at være arbejdsløs, så reducerer man arbejdsløsheden. Og jeg tror heller ikke på, der findes nogle løsninger på problemet ved at aktivere de arbejdsløse i såkaldte meningsfyldte projekter.

Hvis arbejdsløsheden skal afskaffes, kan det ikke finde sted ved at forringe de arbejdsløses vilkår og øge konkurrencen på markedet. Tværtimod.

Markedet og markedskræfterne kan ikke sikre noget der ligner fuld beskæftigelse. Det nyliberalistiske dogme og globaliseringens dereguleringer må forlades og erstattes med et andet økonomisk paradigme. Et paradigme, der ikke er bygget på konkurrence.

Arbejdsløshedspolitikken

I ethvert fællesskab, eller samfund, er der et kritisk forhold mellem dem, der producerer, og dem, der ikke gør. Hvis der er for få, der skal producere til for mange, forudsætter det enten en massiv undertrykkelse eller også medfører det krav om at ændre på dette forhold.

Denne problematik har specielt siden midten af 1990erne været et af de centrale omdrejningspunkter i arbejdsløshedspolitikken, og de politiske konsekvenser har taget mere og mere groteske former.

De flest normalt tænkende mennesker undrer sig over, at der kan være mangel på arbejdskraft, når der samtidigt findes mange arbejdsløse.

Den første massive kampagne efter 1960ernes højkonjunktur med et sådant budskab blev søsat i slutningen af 1970erne af Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som kritiserede at der i en periode med høj arbejdsløshed samtidigt fandtes mange ledige, ubesatte pladser, altså at arbejdsgiverne ikke kunne få den arbejdskraft, de efterspurgte.

Denne såkaldte ’paradoksdebat’ var et slet skjult forsøg fra DA’s side på at få sat niveauet for arbejdsløshedsdagpenge ned.

Den fusede ud omkring 1982, efter at det var blevet indskærpet over for Arbejdsformidlingen, at man i fremtiden skulle satse mere på at servicere virksomhederne og nedprioritere arbejdet med de langtidsledige, og efter Schlüter-regeringen kom til magten og reducerede dagpengene og fjernede dyrtidsreguleringen.

Den næste kampagne drejede sig om det samme, men i en ny indpakning. I slutningen af 1980erne var arbejdsløsheden igen stigende, og under mottoet ’strukturproblemer på arbejdsmarkedet’ blev det påstået, at med de eksisterende strukturer – herunder høje dagpengeydelser og fagforeningernes interessevaretagelse – kunne arbejdsløsheden ikke reduceres uden at inflationen løb løbsk.

Som del i denne kampagne, som var styret og koordineret af de nyliberale økonomer i Finansministeriet, blev der argumenteret for, at finansieringen af dagpengene blev omlagt, således at de enkelte a-kasser selv skulle afholde merudgifterne ved stigende arbejdsløshed.

Med de tætte relationer mellem a-kasser og fagforeninger var det strategien, at fagforeningerne kunne vælge at sætte lønnen ned, få flere i arbejde og derfor undgå at medlemmerne skulle betale høje a-kassebidrag.

Denne plan løb ud i sandet, da de radikale allerede ved nedsættelsen af Zeuthen-udvalget i starten af 1990erne erklærede, at de ikke ville være med, hvorved der ikke var politisk flertal for ændringen.

Det lykkedes således ikke 1980ernes og starten af 1990ernes borgerlige regeringer at få ændret systemet markant.

Dagpengesystemet blev nogenlunde bevaret, men begrænsningerne i retten til at modtage dagpenge var introduceret i 1979og dagpengeniveauet blev i løbet af 1980erne sænket med ca. ti procent i forhold til gennemsnitslønnen.

Incitamenterne til at påtage sig et arbejde blev således forstærket betragteligt i denne periode.

Denne disciplinering blev yderligere kombineret med de øgede krav til aktivering, som blev introduceret med Arbejdsmarkedsreformen i 1994 af den socialdemokratisk ledede regering.

Aktiveringsindsatsen, hvor en beskæftigelse i et støttet job nu ikke gav ret til optjening af dagpengeretten mere, blev markedsført under mottoet ’ret og pligt’, men kampagnerne betonede først og fremmest, at aktiveringen var en hjælp til de arbejdsløse.

De mange evalueringer af denne aktiveringsindsats viste tydeligt, at det var meget tvivlsomt om aktiveringen overhovedet medvirkede til at arbejdsløse efter endt aktivering kom i ikke-støttet beskæftigelse.

De mange personer, der igennem en del år havde haft svært ved at sælge deres arbejdskraft – såkaldte langtidsarbejdsløse – kørte bare rundt i systemet og endte slutteligt i mere permanente forsørgelsesordninger såsom efterløn og førtidspension.

De personer, der efterfølgende kom i ordinært arbejde, ville sandsynligvis være kommet det alligevel.

Da Arbejdsministeriet i 2000 opsummerede indsatsen var det med en tydelig fokusering på den såkaldte ’motivationseffekt’: Arbejdsløse, der nærmede sig aktiveringstidspunktet sørgede selv for at finde et arbejde for at undgå at blive aktiveret.

Den mest markante effekt af aktivering er altså en disciplinering af de arbejdsløse. Og hermed naturligvis også en disciplinering af resten af arbejdsstyrken: Sørg for enhver pris for ikke at blive arbejdsløs, for så risikerer du at blive aktiveret. Så er det bedre at finde sig i forringede arbejdsforhold og mindre i løn i det arbejde, du har eller kan få.

Den borgerlige regering, der kom til magten i 2001, udformede i god liberalistisk ånd en såkaldt ’frihedspakke’, som dog kun er blevet delvist gennemført (deltidsindgrebet).

Forbuddet mod eksklusivaftaler og frontalangrebet mod fagbevægelsen med en statslig a-kasse blev ikke støttet af Dansk Folkeparti. Derimod fik regeringen bred opbakning til sit program om ’Flere i Arbejde’, og sammen med strukturreformen tegner der sig et billede af en beskæftigelsespolitik, der vil se anderledes ud i fremtiden.

’Flere i Arbejde’ indeholder ikke egentlige nyskabelser, hvis vi kigger på de konkrete initiativer.

Ganske vist er der nogle nye tyngdepunkter, f.eks. større vægt på arbejdserfaring og mindre vægt på uddannelse, ligesom de mange separate foranstaltninger er samlet under en vifte af redskaber, men tendensen til begrænsninger i adgangen til dagpenge er den samme som blev startet i 1979.

De store forandringer ligger i beskæftigelsespolitikkens institutionelle forankringer.

Strukturreformens ’kommunalisering’ af beskæftigelsespolitikken vil sandsynligvis reducere arbejdsmarkedsparternes indflydelse og formodentlig gøre beskæftigelsespolitikken mere lokalt fokuseret. Det vil øge forskellene mellem de forskellige geografiske områder, men vil ikke ændre politikken radikalt.

Hele moderniseringsprogrammet for den offentlige sektor, med ’Flere i Arbejde’ og efterfølgende administrative omlægninger, vil derimod få stor betydning.

Når beskæftigelsespolitikkens forvaltning udliciteres til andre aktører med henvisning til at serviceydelserne skal produceres billigst muligt, vil standarden blive yderligere forringet. Aktiveringen og serviceringen af de arbejdsløse bliver endnu mere elendig, end den har været igennem hele perioden fra 1994, hvor der var konstante klager over aktiveringstilbudenes kvalitet.

Men det, der formodentlig vil få størst indflydelse i fremtiden, er den øgede adgang til, at a-kasserne bliver tværfaglige. Ideen er, at de nu skal konkurrere med hinanden. Den a-kasse med de billigste kontingenter får flest medlemmer. Det er den officielle argumentation.

Men er det ikke også plausibelt at antage, at regeringen hermed også opnår at nedbryde den nære relation mellem a-kasse og fagforening?

Regeringen fik ikke gennemført sin statslige a-kasse, men har i stedet fået etableret grundprincipperne til et system, som vil medføre, at det fælles faglige område mellem a-kasser og fagforeninger opløses. Dermed mister fagforeningerne et vigtigt rekrutteringsinstrument, antallet af medlemmer reduceres og fagforeningerne svækkes, hvilket vil medføre øget konkurrence og pres på lønninger og arbejdsbetingelser i øvrigt.

Hvad ligger der bag?

Det er et liberalistisk dogme, at hvis bare markedet får lov til at fungere med størst mulig fri konkurrence, forsvinder alle barrierer for øget økonomisk vækst og en bedre tilværelse for alle. Det er aldrig blevet vist i praksis.

Derimod har det vist sig, at sociale reguleringer og samfundsmæssige institutioner, der begrænser konkurrencen, er vejen til bedre velfærd.

Det er derfor et mysterium, at nyliberalismen har fået så meget vind i sejlene, at den såkaldte ’globalisering’ betragtes som den bedste strategi for øget økonomisk vækst, og at alle lande skal underkastes markedets frie udfoldelse.

Det lykkes til stadighed liberalisterne, heri inkluderet de nyliberalistiske økonomer, at overbevise verdens befolkninger om, at det er denne vej man skal gå. Til trods for den stigende arbejdsløshed og utryghed, der følger i hælene på dette projekt.

Når store dele af EU i hele perioden efter etableringen af det indre marked - til trods for fjernelse af handelshindringer og i det hele taget øget økonomisk og politisk integration - til stadighed kæmper med stigende arbejdsløshed og store økonomiske problemer, bliver det ikke forklaret med deregulering, men med at der ikke har fundet nok deregulering og markedsgørelse sted.

Fra 1994 til omkring 2001 var Danmark faktisk et af de lysende eksempler på, hvordan det kunne gøres.

Arbejdsløsheden blev mere end halveret fra 12 til 5%. Et af de tilbagevendende argumenter var at vi havde en såkaldt ’gylden trekant’ bestående af et fleksibelt arbejdsmarked, et højt niveau for sociale ydelser (høje dagpenge) og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Vi havde altså fundet en modus vivendi, hvor vi kombinerede social tryghed og økonomisk vækst.

Denne forklaring holder bare ikke.

Det er korrekt, at sammenlignet med andre europæiske lande har vi et meget (numerisk) fleksibelt arbejdsmarked, et relativt højt niveau for sociale ydelser og en relativt stringent og disciplinerende beskæftigelsespolitik.

Men det havde vi også i 2001, da arbejdsløsheden begyndte at stige og de gode tider tilsyneladende var forbi.

Og hvis vi kigger på hvad der faktisk skete med de tre dele af den gyldne trekant i løbet af 1990erne, så kan vi konstatere, at fleksibiliteten holdt sig uforandret sammenlignet med 1980erne, de sociale ydelser blev forringet (dagpengeretten blev begrænset og dagpengeniveauet i forhold til lønnen blev sænket) og aktiveringspolitikken blev strammet.

Dette er også, hvad der er sket siden 2001.

Når nu disse elementer tilsyneladende ikke har nogen særlig indflydelse på økonomisk vækst og beskæftigelse, hvorfor så blive ved? Hvorfor blive ved med at gennemføre stramninger og øgede aktiveringskrav?

Der findes ingen god socialteknokratisk grund til at disciplinere arbejdsstyrken yderligere – udover at hvis vi ikke gør det, vil vi ikke kunne konkurrere med udlandet. Og i en globaliseret verden er vi ’nødt til at følge med og gøre som de andre,’ for at kunne klare os i konkurrencen.

Ganske vist er vi endnu ikke fuldstændigt overladt til den globaliserede konkurrence på alle områder. EU er inden for flere områder et bolværk mod den frie konkurrence. Men det er det vi forbereder os på.

Og metoden er at lave Danmark om til en arbejdslejr, hvor løn og arbejdsbetingelser svarer til niveauet på det globale marked. Det er denne tilpasning, som beskæftigelses- og aktiveringspolitikken er en del af.

Det kan godt være, at det liberalistiske projekt er det korrekte på langt sigt. Men på langt sigt er vi alle døde. Arbeit macht Frei!

Jens Lind er lektor i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet

Artiklen har tidligere været bragt i internettidsskriftet Kritisk Debat