Gay Prides: Und tanz den Populismus

Gay prides har siden 1970erne været en (homo)politisk demonstration og et modstandsprojekt, men er de fleste steder i Vesten ved at blive afpolitiseret.

Paroler om undertrykkelse og kamp mod homofobi og heterosexisme er blevet afløst af tvetydige reklamelignende slogans og forsigtige ønsker om borgerrettigheder. Prides er blevet udviklet til (homo)kulturelle events, med bred appel til heteroseksuelle tilskuere, erhvervsliv og medier på linje med karneval og byfester.

Tilskuerne kan se girafferne, erhvervslivet kan signalere åbenhed gennem sponsorering og medierne har en tilbagevendende begivenhed at dække. Gay priden leverer hvert år festlige billeder af dragqueens og dansende bøsser i sølvshorts på ladvogne til avisbagsider og tv-rulletekster.

Der er selvfølgelig intet galt i, at homo-, bi- og transseksuelle har det festligt sammen og indtager et gaderum for nogle timer på en sommerdag. Af egen erfaring ved vi også, at det kan være sjovt at danse med på beatet i solen.

Men udviklingen fra demonstration til event har konsekvenser. Afpolitiseringen bliver nemlig politisk. Ved at undertone eller helt at opgive et kritisk grundlag og udgangspunkt for begivenhederne, er gay priden mange steder i den vestlige verden blevet en del af herskende magtstrukturer.

Paraderne bevæger sig ikke. De står stille – eller flyder med.

I samspil med tilskuere, medier og generel offentlighed er de med til at reproducere problemer omkring seksuel, økonomisk, politisk, social og kulturel undertrykkelse.

I denne tekst tager vi udgangspunkt i nogle af de begivenheder, der har udspillet sig omkring de senere års pride-afvikling i København, for med den som eksempel at belyse og diskutere konsekvenser af ’afpolitiseringen’. Som bøsser, paradedeltagere, aktører og aktivister i dele af det københavnske homomiljø har vi været en del af begivenhederne og udviklingen.

På linje med prides i mange andre vestlige storbyer er også den københavnske blevet kommercialiseret og indskrevet i regnbueindustrien, - den økonomi, der med henvisning til det homoseksuelle regnbueflag, er opstået omkring homokulturen.

Reklamer for homo- og primært bøssebarer og andet ledsages af festoverskud og disco som altoverskyggende udtryk. Deltagerne bliver til forbrugere og reklamesøjler i optog.

Men den københavnske pride er blevet mere end kommercialiseret. Den er også blevet national.

Arrangørerne har de senere år mere eller mindre bevidst forsøgt at indskrive priden i en national diskurs. Priden er blevet en markør for danskheden og myten om det danske frisind.

Deltagerne bliver til danskere på march og paraden en del af den populistiske nationalisme, som har domineret det politiske landskab fra venstre og – især - til højre i flere år.

Det er disse to hovedtendenser, som vi her beskriver og diskuterer ud fra punktvise nedslag i den nyere paradehistorie.

Prides 2001-2004

August 2001. Den københavnske parade-forening har fået ny, ambitiøs formand, den liberale kommunalpolitiker og skuespiller Klaus Bondam.

Inden paraden giver han i et interview i det homoseksuelle månedsblad Panbladet udtryk for, at priden ud ad til ”skal signalere, at homoseksuelle er en ressourcestærk gruppe, der har meget at give”, og at ”homopolitiske kampe ikke skal tages i forbindelse med priden”.

Paraden hedder Mermaid Pride med referencer til et af de mest kendte danske nationalsymboler og turist-vartegn, statuen af den lille havfrue fra nationaldigteren H. C. Andersens eventyr. Årets parole har slogankarakter: "Et lille skridt for os. Måske et stort for dig?"

Undervejs i paraden kaster en lille flok unge drenge med indvandrerbaggrund tomater og sten mod nogle paradedeltagere. Episoden er ubehagelig, men hurtigt overstået da nogle læderbøsser fra den nærmeste paradevogn skræmmer drengene væk, og politiet griber ind.

Ved paradens afslutning på Københavns Rådhusplads bruger paradens formand sin tale til udfald mod stenkasterne. ”Vi vil ikke finde os i det. Sådan spiller klaveret ikke i Danmark”.

Samtidigt giver Mermaid Pride ”de muslimske lande” en homofobipris, for ”landenes modstand mod, at bøsser blev nævnt i slutdokumentet om bekæmpelse af hiv/aids ved den særlige generalforsamling i New York” samme år.

Talen og prisuddelingen bliver mødt med blandede reaktioner, også højlydt negative. En gruppe deltagere, herunder os, forlader ufestlighederne.

August 2002

Mermaid Pride har fået ny formand, Flemming Møgelvang. Målet er at gøre paraden endnu mindre politisk end i de foregående år for at få flere til at deltage.

”99 % gider ikke høre politiske taler. De vil bare ud og have en fed fest – så kan vi være politiske de øvrige 364 dage”, udtaler han i et interview i Panbladet. Bestyrelsen afskaffer af samme årsag homofobiprisen.

I samme interview fortæller han, at arrangørerne har valgt samme rute gennem byen som det foregående år, for ”vi vil sende et klart signal til de indvandrerunge, der ikke kunne styre sig sidste år.”

August 2003

Trods referencer til både nationalsymbol og -digter får Mermaiden prædikatet Danish sat på sig. Årets slogan lyder: "Danish Pride – No Reason to Hide”.

På sin hjemmeside skriver foreningen bag arrangementet at det er ”Danmark”, der arrangerer pride og at det er ”danske” homoseksuelle, der deltager. Heller ikke Danish Mermaid Pride uddeler en homofobipris. I stedet vælger arrangørerne at uddele positive priser.

Det københavnske politi får en særpris, fordi ”de har lovet at få os sikkert igennem byen”, som det lyder i pressemeddelelsen. Prisen er en vase fra nationalsymbolet Tivoli, forlystelsesparken i Københavns centrum. En pris for ”Årets udspring” tilfalder en ung bøsse med indvandrerbaggrund.

En lang række grupperinger og enkeltpersoner – bøsser, lesbiske, biseksuelle af begge køn og transpersoner – arrangerer alternativ get-together i Københavns vigtigste cruisingpark under navnet SKAM og parolen ”Fuck Danish Pride”.

”Homoer mod nationalisme” og ”biseksuelle mod normalitet” dukker op som graffiti langs paraderuten.

August 2004

Paraden ændrer navn til Copenhagen Pride og er dermed på linje med de fleste prides andre steder, der opkalder sig selv efter bynavne.

Priden opfordrer i programmet folk til at bakke op og melde sig ind i Copenhagen Pride med følgende argumentation: ”At være medlem er ikke kun en æressag. Et medlemskab giver gode rabatter og fordele til de fleste arrangementer og koster kun kr. 200,- pr. person. Sammen med medlemskabet følger et kuponhæfte.”

Den lobbyistiske homopolitiske forening Landsforeningen for bøsser og lesbiske uddeler de såkaldte homo-priser. Prisen som Årets laks ”en person der svømmer mod strømmen” bliver givet til Danmarks højre-liberale statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Denne har tidligere på året udtalt sig som såkaldt privatperson i et avisinterview og på et spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber givet udtryk for, at han havde ”vanskeligt ved at tro, at Vorherre skulle have et mere anstrengt forhold til bøsser og lesbiske end til alle andre."

Fogh Rasmussen og hans parti stemmer både før og efter prisoverrækkelsen imod forslag om kirkevielser, adoption og insemination for homoseksuelle i parlamentet.

Under navnet KLAM samles et par hundrede mennesker i Ørstedsparken under paroler som ”Fuck kapitalismen, vi knepper helst udenom”.

Ind i det nationale fællesskab

Men hvad har der overordnet set været på spil, hvad er der blevet sat i gang? Kort sagt: Hvad kan der udledes af de seneste fire års forløb?

Begivenhederne omkring priden i København i 2001 og frem lægger sig umiddelbart i forlængelse af dels den generelle pride-udvikling og dels en ofte dominerende integrations-orienteret homopolitisk strategi, der er herskende i Danmark såvel som andre steder.

Integrationsstrategien lægger op til, at homoseksuelle forsøger at efterleve dominerende sociale og politiske normer, for ad den vej at blive ’almindelige’ nok til at opnå ligestilling i form af de borgerrettigheder som eksempelvis adgang til ægteskab eller adoption, som majoriteten er i besiddelse af.

Uden at sætte lighedstegn mellem integrationsstrategier og populisme er der visse overlapninger mellem de to politiske størrelser. For det første bestræbelserne på at indskrive sig i de herskende politisk-opportune rammer. For det andet forestillingen om at appellere eller bejle til flertallet eller, måske rettere, ”folket”.

Heteroseksualiteten spiller selvfølgelig en afgørende rolle som dominerende ideologi på det seksuelle felt, men forestillingen om det attråværdige folkefællesskab sætter andre ting i gang på vejen til integration.

Når nationalismen er et af populismens dominerende udtryk, i Danmark såvel som andre steder, bliver nationen den ramme, som et integrationsorienteret seksualpolitisk projekt kan rette sig imod.

En lesbisk aktivist udlægger reaktionerne på stenkastene og uddelingen af homofobiprisen i 2001 således:

Mermaid pridens officielle reaktion på stenkastene, dens brug af velkendte og populære nationale symboler og begreber, kan altså ses som en del af en mere eller mindre bevidst tostrenget strategi.

I den bliver det ikke-danske, ikke-vestlige, ikke-udviklede kategoriseret og ekskluderet fra det danske nationale fællesskab, samtidigt med at de danske homoseksuelle indskrives som en uproblematisk og uproblematiseret del af dette fællesskab. De bliver og gør sig til nye nationalsymboler, til en del af den melodi klaveret spiller.

I den proces tildækkes ligheder mellem minoritetsgrupper og forskelle internt i det forestillede nationale fællesskab synkront, og grænserne drages mellem det første og det andet – mellem det danske og de etno-religiøse ”andre”. Det er her primært nationen som det forestillede fællesskab, der køres i stilling ud fra logikken: Hvis “I/vi støtter op under de ideologiske og nationale fundamenter får I/vi registreret partnerskab og tolerance til gengæld”.

Uddelingen af positive priser er et godt eksempel på den logik: Når priden i 2002 indstifter en ny pris og hylder en ung bøsse med netop indvandrerbaggrund som ”Årets udspring”, er den trods festligheden med til at udgrænse ud fra logikken: Vores udspring er ikke så problematiske som deres fordi vores kultur er mere altfavnende end deres. Kom ind i vores kultur, og bliv homoseksuel på vores måde.

På den måde fasttømres forestillingen om det nationale fællesskab, som en naturlig og gunstig forståelsesramme. ”Danmark” bliver en forudsætning for, at homoseksualiteten kan udfolde sig.

Det er den størrelse – ”Danmark”, ikke homoaktivister og frivillige - der i denne logik arrangerer priden, som det fremgår af det indledende citat i denne tekst.

Arrangørerne understøtter forestillingen ved at give glade priser til nationalstatens udøvende magt, politiet, og den lovgivende i form af statsministeren og andre politikere. Samtidigt undlader den at give negative priser til de dele af magtapparatet, der agerer undertrykkende.

Fra flere sider har det eksempelvis været foreslået at tildele de danske integrationsmyndigheder en homofobipris, for deres afvisning af homoseksualitet som asylgrund. Men i den nationalistiske diskurs ville kritik af dansk udlændingepolitik, som et stort flertal af vælgerkorpset bakker op om, være fatalt for integrationsstrategien.

Fredningen og forherligelsen af (forestillingen om) dansk kultur afspejler de vilkår, som afvigergrupper fungerer og politiserer under. Dels kan ideen om at være integreret i det nationalt funderede folkefællesskab være tilfredsstillende eller betryggende i sig selv, dels ligger der som nævnt et noget for noget-forhold i den ulige relation til de dominerende positioner.

Den ulige relation betyder også, at det ikke er så lige til at sætte sin egen dagsorden og undvige det faktum, at forestillinger om kultur og nationalitet, i takt med en stigende højredrejning op gennem 1990’erne og frem til i dag, i høj grad har vundet diskursivt terræn i det politiske landskab i Danmark.

Ind i den (post)moderne forbrugskultur

Flertallet – de heteroseksuelle tilskuere, erhvervsliv og medier – får også, hvad de vil have på andre fronter end den nationale.

Når succesraten af parade-arrangørerne måles på antallet af tilskuere og kaldes en folkefest, ligger der jo det element i det, at folk lokkes til for at se, hvad de vil se. Og her kommer en anden central del af priden ind i billedet.

Det kommer simpelthen til at handle om at signalere fest, glæde og overskud. Det er der størst appel og flest penge i, og med pride-formandens italesættelse af homoseksuelle som en ”ressourcestærk gruppe, der har meget at give” og gerne vil fejre ”mangfoldigheden og det individuelle” passer homoseksuelle perfekt ind en (post)moderne forbrugskultur.

Den folkelige appel og de kommercielle interesser går hånd i hånd

De nationale symboler og begreber, der optræder i forbindelse med priden, er nemlig ikke alene markører for danskheden. Tivoli, H.C. Andersen, den lille havfrue og hele stemningen af folkefest kunne lige så godt være brugt i et officielt turismefremstød.

Både arrangører og politikere taler i perioden om, at priden skal være et tilløbsstykke, der er med til at sælge København på de internationale rejsemesser og være med til at tiltrække pengestærke turister.

Som den højre-liberale kulturborgmester i København, Martin Geertsen, udtaler på det homoseksuelle netmagasin Homotropolis:

Det er således ikke bare homoseksualiteten, men også København, der med humor og fokus på forskellighed skal gøres attraktiv og salgbar.

At stable et sådant ”attraktivt” arrangement på benene er dyrt, og priden indfører derfor medlemskaber, høje entré-priser og kuponhæfter, der giver særlige privilegier, til dem som har råd.

En af dem, der ikke har, reagerer på udviklingen i Panbladet:

Fra lesbisk side går en anden del af kritikken på den kønsmæssige skævhed i det rabat-kuponhæfte, der skal lokke medlemmer ind i pridens fold. Som forestillingen om modefestlige bøsser med styr på økonomien florerer, er stort set alle annoncer og rabatter nemlig til produkter og steder specifikt for bøsser.

Kommercialiseringen af priden er med til at reproducere økonomisk undertrykkelse og eksklusion på to planer.

For det første udelukker kravene om økonomisk formåen mindre velhavende bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner fra at deltage.

For det andet slår bestræbelserne på salgbarhed over i behovet for at signalere respektabilitet. Nogle udtryk sælger så at sige bedre end andre, hvorfor politisk kritik og mindre pæne elementer ikke finder plads inden for pridens officielle og økonomiske rammer – og således heller ikke i dens konkrete udtryk.

Som nævnt: Det handler om at signalere (og akkumulere) overskud, om at have noget at give og underholde. Ikke om at formulere kritik og fremsætte krav.

Her passer IKEA-skilte og farverige ladvogne med guldglinsende bøsser og pastelfarvede fjerboaer bedre ind i billedet end grimme lesbiske eller trashede fisseletter med sure bannere og medbragte dåseøl. Netop IKEA får i 2003 prisen som ”Årets virksomhed” for deres – i marketings-sammenhænge – homo-venlige personalepolitik.

Inden for pridens rammer er det altså pæne smil og pengepungen, der råder, og selvom man kan argumentere for, at økonomiske interesse og formåen er udtryk for og middel til politisk accept, goder og indflydelse, er det samtidig en dobbelttydig proces. Dels efterlader den nogle personer og grupper ude i kulden og dels former den homo-, bi- og transseksuelle som objekt for andre(s) interesser.

Exit pride

Kommercialiseringen og de nationalistiske overtoner betyder altså udgrænsning af visse positioner inden for, hvad man må anse for pridens oprindelige basis.

Det betyder også, at visse problemer med heterosexisme og andet bliver vanskelige at italesætte, hvis de bryder med billedet af fælles nationale herligheder eller økonomisk velstand.

Udgrænsningen er på sin vis ikke ny, men den antager nye konkrete former som umiddelbar reaktion på de enkelte prides og de rammer, de fungerer indenfor.

Konkrete forsøg på at gå med i paraden eller på anden vis deltage i priden har ikke været videre succesfulde eller tilfredsstillende.

I 2001 deltager vi sammen med andre aktivister med et banner for åbne grænser til Danmark i karnevalsoptoget, der afslutter med en tale til folket om danskhedens herligheder og islams forbandelser.

Vi forsvinder selvfølgelig i eksponeringen og bidrager i bedste fald som en del af det højt besungne mangfoldigheds- og publikumsbarometer. Det politiske krydderi i den nationalistiske suppe.

Alternativet har derfor været at søge andre, og egne, veje.

I lighed med andre steder, hvor prides er blevet indrulleret i nationalistiske og kommercielle kredsløb, er der således også i København homo-, bi- og transseksuelle, der forsøger at skabe seksualpolitiske manifestationer som kritiske alternativer til priden.

SKAM og KLAM er mindre gratisarrangementer, hængen-ud på en græsplæne, under tydelige paroler og med klar afgrænsning fra heteroseksualiteten, der blandt andet problematiserer overordnede størrelser som kapitalisme, nationalisme, heterosexisme og racisme og de konkrete former for kommercialisering, tilpasning og tvangseksotisering af seksuelle minoriteter.

Arrangementerne er altså for dem, der ikke kan eller vil identificere sig med paradens grundlag.

Bagsiden af den integrationsorienterede medalje er altså, at der artikuleres grupper og positioner med udgangspunkt i, hvad integrationsstrategien ikke rummer. Det være sig dem, der ikke er eller vil være en del af et nationalt konnoteret fællesskab, eller dem der ikke er eller vil være gangbare i eller formet af det kommercielle kredsløb.

Og som forløbet har været i København (og andre steder) indebærer det nogle politiske sammenhænge og udtryk, der i sig selv kobler modstanden mod nationalismen og modstanden mod kommercialiseringen til en seksualpolitisk diskurs, der tager udgangspunkt i potentialet ved at stå udenfor, ved afvigerpositionen.

For selvfølgelig er det vigtigt som bøsse, lesbisk, biseksuel eller transperson at kræve, indtage og omdefinere rum, også seksualpolitisk.

Men hvor afpolitiseringen af priden ikke er så apolitisk endda, åbner det op for etableringen af offensive autonome rum og giver mulighed for nye alliancedannelser og modstandsformer.

Det er her, det er muligt at danse sammen på en måde, der ikke følger de populistiske beats – hvad enten de er nationale eller kommercielle.

Artiklen er oprindeligt et – engelsksproget - bidrag til antologien The Populism Reader, udgivet af Lukas & Sternberg i samarbejde med Frankfurter Kunstverein og NIFCA – The Nordic Institute for Contemporary Art, 2005. Teksten er oversat af forfatterne.