Folkelig dagsorden for en ny verden

Modeordet i samfundsdebatten er ’globalisering’. Det bruges til at beskrive en samfundsudvikling, som er uafvendelig, og som vi blot må tilpasse os. Men er det sådan? Det stiller Walden Bello spørgsmålstegn ved i sin seneste bog Deglobalisering- ideer til en ny verdensøkonomi, Forlaget Klim 2005. Han ikke bare analyserer dynamikken og modsætningerne i globaliseringen, men opstiller også et perspektiv for en anderledes udvikling. Kontradoxa bringer her et afsnit af bogens afsluttende kapital: ”Deglobalisering i en pluralistisk verden”.

Hånd i hånd med dekonstruktionsstrategien må der også foregå en rekonstruktionsproces eller et forsøg på at opstille et alternativt globalt økonomisk styringssystem.

Der er et stort behov for et alternativt globalt styringssystem. Der hersker en udbredt forestilling om, at udtænkningen af et alternativt globalt styringssystem befinder sig på et ret tidligt stadium. Faktisk er mange eller de fleste af de grundlæggende principper for en alternativ verdensorden allerede blevet formuleret, og det er først og fremmest et spørgsmål om at implementere disse generelle principper i konkrete samfund på måder, der respekterer samfundenes forskellighed.

Udtænkningen af alternativer har været og er en kollektiv bestræbelse, hvor mange mennesker fra hele verdenen er impliceret. De vigtigste aspekter af disse kollektive bestræbelser kan sammenfattes som en dobbelt bevægelse, som en ’deglobalisering’ af den nationale økonomi sideløbende med konstruktionen af et ’pluralistisk globalt økonomisk styringssystem’.

Systemets sårbarhed

Forslaget om en deglobalisering skal ses på baggrund af de stigende beviser for ikke blot den fattigdom, ulighed og stagnation, der har ledsaget udbredelsen af et globaliseret produktionssystem, men også for dette systems sårbarhed og mangel på bæredygtighed.

Det Internationale Globaliseringsforum (IFG) peger fx på, at den gennemsnitlige tallerken mad, der spises i de vestlige industrielle fødevareimporterende nationer, har rejst over 3.000 kilometer fra kilde til tallerken. Hver af disse kilometer bidrager til vor tids miljømæssige og sociale krise. En afkortning af distancen mellem producent og forbruger må være et af de afgørende reformmål for enhver forandring af et industrielt landbrug.

Eller som Barry Lynn har fastslået, er meget industriel produktion koncentreret om ret få områder. Havde fx det jordskælv, der ramte Taiwan d. 21. september 1999, været »blot et par tiendedele af et point stærkere på Richterskalaen eller haft sit centrum nogle kilometer tættere på det vitale industriområde ved Hsin-chu, ville store dele af verdensøkonomien være blevet lammet i måneder«.

Hvad er deglobalisering? Mens de følgende forslag primært har deres rod i den fattige verdens samfund, er det også relevant for de rige landes økonomier.

Deglobalisering handler ikke om at trække sig ud af den internationale økonomi. Det handler om at omstrukturere økonomien, så den går fra at lægge mest vægt på eksportproduktion til at opprioritere produktionen til de lokale markeder.

Man bør

Indkapsling af økonomien

Dette er desuden en strategi, som bevidst lader markedets logik og jagten på billige produktionsformer være underlagt værdier som sikkerhed, lighed og social solidaritet. Dette handler – for at bruge den store demokrat Karl Polanyis terminologi – om at indkapsle økonomien i samfundet i stedet for at lade samfundet være styret af økonomien.

Det er sandt, at effektiviteten forstået snævert som en konstant reduktion af omkostninger måske vil falde, men i stedet vil man vinde – eller måske rettere sagt genvinde – betingelserne for udviklingen af integritet, solidaritet, samfund, større og mere demokrati og bæredygtighed.

Det er disse principper, der i dag driver mange modige initiativer, som har opnået nogen succes, primært på lokalt niveau. Som Kevin Danaher fra Global Exchange har beskrevet det, inkluderer denne liste fair handelsaftaler mellem farmere i den fattige verden og forbrugere i den rige verden om salg af kaffe og andre varer, mikrokreditordninger som Grameen Bank, lokale valutasystemer, som fjerner valutaen fra globale og nationale monetære systemer og kæder den sammen med lokal produktion og lokalt forbrug, deltagelse i budgetlægning som i Porto Alegre og bæredygtige økologiske samfund som fx Gaviotas i Colombia.

Den herskende gud er imidlertid jaloux og tager ikke let på udfordringer af dens overherredømme. Selv det mindste eksperiment må enten ødelægges eller svækkes, som da den herskesyge Bank of Thailand bad flere landsbyer i distriktet Kud Chum i Thailands nordøstlige region om at opgive deres lokale valutasystem. Fredelig sameksistens mellem forskellige systemer er desværre i sidste instans ikke en reel mulighed.

Myndiggørelse

Derfor kan deglobaliseringen eller genbemyndigelsen af det lokale og nationale imidlertid kun lykkes, hvis den finder sted inden for et alternativt globalt økonomisk styringssystem.

Fremkomsten af sådan et system er selvfølgelig i høj grad afhængig af reduktionen af de vestlige virksomheders magt og reduktionen af den politiske og militære magt, som de stater (især USA), der beskytter virksomhederne, selv er i besiddelse af.

Men selv om vi udtænker strategier til at bekæmpe virksomhedernes og de dominerende staters magt, må vi danne os et billede af og allerede nu lægge grunden til et alternativt globalt økonomisk styringssystem.

Hvordan kunne konturerne til sådan en økonomisk verdensorden se ud? Svaret er indeholdt i kritikken af Bretton Woods/WTO-systemet som et monolitisk system af universelle regler, der håndhæves af i høj grad centraliserede institutioner, som fremmer virksomheders – især amerikanske virksomheders – interesser.

At forsøge at fortrænge dette system med endnu et centraliseret globalt regelsystem vil, selv om det bygger på andre principper, med stor sandsynlighed reproducere den samme dinosaurfælde, som så forskellige organisationer som IBM, Den Internationale Valutafond og Sovjetunionen faldt ned i – nemlig den manglende evne til at tolerere og profitere af forskellighed.

For øvrigt: Ideen om, at der nødvendigvis må være et centralt regelsæt, og at udfordringen er at erstatte det neoliberale regelsæt med et socialdemokratisk, er en reminiscens af en teknooptimistisk variant af marxismen, der sammenblander den socialdemokratiske og leninistiske vision af verden og producerer, hvad den indiske forfatter Arundhati Roy kalder for en forkærlighed for ’gigantisme’.

Decentralisering

Tiden har ikke behov for endnu en centraliseret global institution, men for en dekoncentration og decentralisering af den institutionelle magt og skabelsen af et pluralistisk system af institutioner og organisationer, der interagerer med hinanden og er styret af brede og fleksible aftaler og forståelser.

Dette er ikke noget nyt.

For det var under sådan et mere pluralistisk globalt økonomisk styringssystem, hvor den hegemoniske magt langtfra var institutionaliseret i altomfattende og magtfulde multilaterale organisationer og institutioner, at en række latinamerikanske og asiatiske lande var i stand til at opnå en form for industriel udvikling i perioden fra 1950 til 1970.

Det var under et sådant pluralistisk system, under Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT-aftalen), som havde begrænsede magtbeføjelser og var mere fleksibel og velvilligt indstillet over for udviklingslandes specielle status, at de øst- og sydøstasiatiske lande var i stand til at udvikle sig til nye industrilande via aktivistiske statslige handels- og industripolitikker, som afveg betydeligt fra de teser om det frie marked, der blev indskrevet i WTO’s grundlag.

Selvfølgelig var de økonomiske relationer mellem landene forud for forsøget på at institutionalisere ét globalt frit markedssystem fra starten af 1980’erne ikke ideelt, ligesom tredjeverdenslandenes økonomier heller ikke dengang var ideelle.

Disse relationer var ikke i stand til at håndtere en række behov, der trådte frem på baggrund af fremskridt i feministiske, økologiske og post-post-udviklingsøkonomier.

Det, der simpelthen peges på, er, at situationen før 1994 understreger det faktum, at alternativet til en Pax Romana bygget op omkring treenigheden Verdensbanken, IMF og WTO ikke er en naturtilstand, som Hobbes beskriver den.

Det propagandistiske billede af en ’beskidt’ og ’brutal’ verden, som fortalerne for WTO fremmanede for at skræmme udviklingslandenes regeringer til at ratificere WTO i 1994, kan være svært at genkende, når man kigger på de internationale relationer i en verden kendetegnet af en mangfoldighed af internationale og regionale institutioner, som overvåger hinanden.

Truslen

Selvfølgelig er truslen om de magtfuldes unilaterale handlinger altid til stede i sådan et system, men det er en trussel, som selv den mest magtfulde tøver med at føre ud i livet af frygt for konsekvenserne for deres legitimitet såvel som af frygt for den reaktion, disse handlinger vil fremprovokere i form af opponerende koalitioner.

Med andre ord bør udviklingslandene og det internationale samfund ikke satse på at reformere WTO, Verdensbanken og IMF, som alle er styret af multinationale virksomheder, men på via passive og aktive forholdsregler enten at a) fratage dem deres autoritet, b) at uskadeliggøre dem (fx ved at forvandle IMF til en ren researchinstitution, der overvåger valutakurser og globale kapitalbevægelser) eller c) radikalt at reducere deres magt og ændre dem til blot at være aktører, der sameksister på lige fod med og under overvågning af andre internationale organisationer, aftaler og regionale grupperinger.

Denne strategi ville inkludere en styrkelse af diverse aktører og institutioner som fx UNCTAD, multilaterale miljøaftaler, Den Internationale Arbejdsorganisation og regionale økonomiske blokke.

Regionale økonomiske blokke i den fattige verden ville være vigtige aktører i denne økonomiske decentraliseringsproces. Men de må udvikle sig fra deres nuværende manifestationer i EU, Mercosur i Latinamerika og ASEAN-sammenslutningen (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande).

Et afgørende aspekt af denne ’styrkelse’ vil selvfølgelig være at sikre, at disse formationer udvikler sig i en mere folkelig retning og holder op med at være projekter for den regionale elite.

Handelseffektivitet som beskrevet i den neoklassiske økonomiske terminologi bør fortrænges af et nyt fælles kriterium, ’opbygning af kapacitet’. Dette betyder, at handelsområdet skal omstruktureres således, at man bevæger sig væk fra den nuværende drivkraft, hvor samfund og lande i ’konkurrencefordelenes’ og den ’gensidige afhængigheds’ navn tvinges til en arbejdsdeling og en specialisering, der formindsker deres kapacitet.

Handelsområdet må forvandles til en proces, der fremmer samfundenes kapaciteter, som sikrer, at den oprindelige kløft, der udviklede sig på grund af de oprindelige arbejdsdelingsaftaler, ikke bliver til en permanent kløft. Handelsområdet må udvikle sig til en proces, der har nogle mekanismer, inklusive indkomst-, kapital- og teknologidelende aftaler, som forhindrer, at nogle handelslande kun udnytter udviklingsaftaler til egen fordel.

Folkelig dagsorden

Det burde være overflødigt at sige, at dannelsen af sådanne regionale blokke aktivt må involvere ikke blot regeringer og forretningslivet, men også NGO’ere og folkelige organisationer.

En dagsorden, der lægger vægt på folkelig og bæredygtig udvikling, kan netop kun lykkes, hvis den udvikles demokratisk, ikke hvis den pålægges ovenfra af regionale eliter – hvilket har været tilfældet med EU, Mercosur og ASEAN-sammenslutningen. En regional integration er i stigende grad blevet en afgørende betingelse for national udvikling, men den kan kun være effektiv, hvis den gennemføres som et fælles økonomisk projekt fra neden.

Mange af elementerne af et pluralistisk globalt økonomisk styringssystem eksisterer allerede, men der må uden tvivl etableres andre. Her må vægten lægges på dannelsen af internationale og regionale institutioner, som er dannet til at skabe og beskytte mulighederne for decentraliseringen af de fleste beslutninger angående produktion, handel og økonomi, så de flyttes til det regionale, nationale og lokale niveau.

En sådan institution kunne være en effektiv international organisation, der kan bevare og styrke de hundredtusinder af lokale økonomier over hele verden.

En central rolle for internationale organisationer i en verden, hvor tolerance over for forskellighed er et centralt princip i den økonomiske organisation, kunne netop være – som den britiske filosof John Gray formulerer det – »at udtrykke og beskytte lokale og nationale kulturer ved at inkorporere og beskytte deres specifikke praksisser«.

Flere muligheder, mere fleksibilitet, flere kompromisser – dette må være den fattige verdens dagsorden og målet for det internationale civilsamfunds bestræbelser på at opbygge et nyt globalt økonomisk styringssystem.

Det er i en sådan mere bevægelig, mindre struktureret og mere pluralistisk verden med mange forskellige redskaber, der skaber en politisk ligevægt, at den fattige verdens nationer og samfund – og den rige verden – vil være i stand til at skabe muligheder for udvikling baseret på deres værdier, deres rytmer og deres valg af strategier.

Walden Bello: Deglobalisering - ideer til en ny verdensøkonomi. Forlaget Klim 2005. 183 sider. Kr. 249.

Walden Bello, filippinsk økonom og sociolog, er professor ved University of the Philippines og direktør for Focus on the Global South i Bangkok. Uddraget, der også har været bragt i tidsskriftet SALT, bringes med tilladelse af Forlaget KLIM.