De fattige lande tager skraldet

Elektronikskrot mærket som ’brugte computere’ bliver regelmæssigt dumpet i Indien, Kina og Bangladesh. Alene USA eksporterer årligt over 10 mio. tons af den art.

Mere end 700 skibe og tankskibe, der indeholder farlige materialer, finder vej til ophugningspladser i Kina, Indien, Pakistan og Bangladesh og udsætter arbejderne for alvorlig sundhedsfare og arbejdsskader foruden de direkte miljøskadelige virkninger.

Plast, også giftigt PVC, bliver sendt udenlands under dække af genbrug, som følge af forøget indsamling i Europa og Nordamerika.

Dette er bare få eksempler på hvordan affaldsimperialisme låser fattige mennesker på den sydlige halvkugle fast i armod og fattigdom.

De sidste årtier har vi været vidne til en hastig globalisering af verdensøkonomien, som har resulteret i en sammensmeltning af globale økonomiske aktiviteter, der kører efter en enkelt ensrettet udviklingsmodel.

Det har givet næring til nye højder for økonomisk aktivitet, men det har også medført bivirkninger, f.eks. er der kommet nye typer og stigende mængder af affald, ligesom der også er en helt ny global affaldstrafik.

Alle disse nyheder har alvorlige konsekvenser for de fattigste samfund på den sydlige halvkugle.

’Affaldsimperialisme’

I slutningen af 1970’erne blev verden rystet over nyheden om amerikanske skibe med giftaffald, som ”dumpede” deres farlige last ved Afrikas kyst. Eksport af farligt affald til godtroende u-lande påkaldte sig igen opmærksomhed i medierne i 1980’erne, da miljøforkæmpere verden over protesterede mod flere tilfælde af den slags dumping.

Eksemplerne var mange og chokerende, bl.a. blev der dumpet giftig flyveaske fra et forbrændingsanlæg i Philadelphia på en strand i Haiti i 1986. En landmand i Nigeria udlejede godtroende sin baghave for 100 dollars om måneden til en italiensk affaldsvirksomhed. Virksomheden dumpede 8000 tønder med PCB og asbest; affald de kaldte ’kunstgødning’.

Verden vågnede beskæmmet op og forsøgte i fællesskab, i det næste årti, at indføre international lovgivning for at standse den slags handel, som populært kaldes ’affaldsimperialisme’. Aftaler som African Bamako Convention og FN’s Baselkonvention blev vedtaget.

I dag har affaldshandelen ændret karakter og er blevet mere sofistikeret. Ud over de andre typer affald vurderes det, at der hvert år frembringes 300-500 mio. tons farligt affald i verden, hvoraf 90 % stammer fra de industrialiserede lande. En stor del af det sendes sydpå.

Renere i Nord, mere snavset i Syd

De industrialiserede landes finansieringsorganer har skabt alarmerende bivirkninger for de fattigste samfund i Syd, med stadig større mængder af nye typer farligt affald, som dumpes i fattige lande.

Produktion, forbrug og bortskaffelse er nu geografisk adskilt som aldrig før. Mens produktionen foregår i ét land, eller i en kombination af flere, bliver produktet måske samlet i et andet, forbrugt globalt, og bortskaffet hvor det lige nu er billigst. Således kan computerkomponenter fremstilles i Kina, Malaysia og Indien, samles i Californien, sælges i USA, Europa og Japan og sendes til Indien og Kina som elektronikskrot.

Produktets livscyklus er blevet global, og ligeledes er det spor af affald, det efterlader på sin vej. Desuden flytter produktion, som indbefatter minedrift og forarbejdning, sydpå, og produkterne dumpes også i lande sydpå ved afslutningen af deres livscyklus, eller når de bliver til affald. Samtidig med at det bliver renere i Nord, bliver det mere snavset i Syd.

Nye former for affaldsglobalisering

På trods af forskellige internationale aftaler, forekommer direkte dumpning stadig under forskellig maskering. Lande som USA, som producerer de største mængder affald, er ofte ikke med i disse aftaler og lader rutinemæssigt hånt om bestemmelserne.

Mens reguleringer og krav tvinger forurenende virksomheder til at lukke i Vesten, bliver deres affald eksporteret i stedet for at blive behandlet lokalt.

I februar 2001 forhindrede en international sammenslutning af miljø- og fagorganisationer, at 118 tons kviksølv fra en lukket klor-alkali fabrik i USA blev eksporteret til Indien forklædt som ’råmateriale’. Fabrikken blev lukket, fordi den anvendte en forældet fremstillingsproces, som foruden andre problemer forårsagede forgiftning af fiskebestanden.

Det er imidlertid en kortsigtet løsning at sejle det bort. For eksempel er udslip til omgivelserne meget hyppigere i Indien end i USA (5-10 gange mere, når det gælder mængde af kviksølv), og ved at sejle kviksølv til Indien, vender det blot tilbage til det globale miljø på grund af sin spredningsevne.

Produkter som er særligt farlige eller vanskelige at genbruge bliver også eksporteret til udviklingslande i den nye globaliserings tidsalder, men uden de samme sikkerhedsregler som i hjemlandet.

Blyakkumulatorer (f.eks. bilbatterier), som er stærkt forurenende og usikre at håndtere i de genbrugsfaciliteter, man har i Indien, bliver alligevel importeret og ender som skrot i primitive smelteovne.

Asbest, som er forbudt i mange lande, bliver eksporteret til Indien i store mængder under dække af billigt byggemateriale, hvor mere end 80% stammer fra canadiske miner, selv om brug af asbest også er forbudt i Canada.

Nye typer emballage, som f.eks. flerlags juicekartoner, sælges i Indien. I hjemlandene genbruges de, men det kan de ikke her, og derfor efterlades de i landskabet.

Brugte computere og anden udtjent elektronik er eksempler på eksport af forurenende produkter. Anført som gaver, under påskud af at gøre gavn i lande i Syd, bliver det meget hurtigt til affald. En rapport fra det engelske miljøministerium (marts 2005) har officielt erkendt, at over 23.000 tons farligt computeraffald er sendt illegalt fra England til Asien.

En tilsvarende dynamik gør sig gældende, når brugte biler bliver importeret til udviklingslande. Alle de nævnte produkter er ved slutningen af deres livscyklus og ender til sidst som giftigt affald, der er vanskeligt at deponere eller genbruge.

Genbrug og udvikling

Der er en skarp kontrast mellem udviklingslande og udviklede lande, når det drejer sig om genbrugsteknologi og arbejdsforhold. Eller for den sags skyld om hvorledes virksomheder opfylder deres forpligtelser over for de lokale myndigheder, samtidig med at de søger nye markeder.

I landene sydpå resulterer genbrug i uhygiejniske og usle forhold med få eller ingen miljø- og sikkerhedsregler, da den anvendte teknologi er både primitiv og mangelfuld.

Arbejdere, som tjener under et eksistensminimum, ”tager skraldet” med giftige stoffer fra importeret elektronikskrot, bilbatterier, plastik og brugte injektionssprøjter foruden de langsigtede sundhedspåvirkninger, hyppige arbejdsulykker og smitterisiko. De har ingen adgang til sundhedspleje eller forsikring. For kvinder og børn er risikoen endnu større pga. deres dårlige ernæringstilstand, som gør dem mere sårbare over for selv lavere eksponering.

Skibsskrotning i Alang

På en strand i Alang i Indien findes verdens største og farligste ophugningssted for skibe. Det var her, den tidligere DSB-færge ’Kong Frederik IX’ landede den 22. april i år. Det er ifølge Basel-konventionen ulovligt at eksportere farligt affald, men det er netop det, der sker, når udtjente skibe med asbest, spildolie og tungmetaller sælges til ophugning i Alang. Her udvindes stålet under helt ukontrollerede miljø- og sikkerhedsforhold. Greenpeace anslår, at arbejdsulykker koster en arbejder livet om dagen. Området er stærkt forurenet af olie, tungmetaller og skrotaffald. (Billede: Brændende kemisk affald på Alang stranden, foto: Greenpeace)

Placering af affald

I de fleste asiatiske lande bliver lossepladser og forbrændingsanlæg placeret enten i udkantsområder eller områder med ufrugtbar jord. Det er de områder, hvor de fattige bor. De fattige samfund, som bor omkring disse områder, bliver påvirket af forurenet grundvand og skadelig luftforurening.

Placeringen af nye fabrikker sker ofte på tidligere landbrugsarealer. Det har en dobbelt virkning. For det første mister bønderne deres levebrød og tvinges til at flytte. Ofte bliver bønderne, især de mindre og marginaliserede, arbejdere i byerne, efter at have afgivet deres land til industriel aktivitet, som ofte ejes af multinationale selskaber. For det andet bliver de tilstødende landbrugsområder forurenet fra industrien.

I udviklingslandene lider arbejderne, som er udsat for farlige forhold, først og fremmest under mangel på ordentlige miljø- og sikkerhedsregler. Mere end 90 % af dem er løsarbejdere, gæstearbejdere og ikke medlem af en fagforening, og kan derfor ikke opnå erstatninger.

Det er almindeligt at se lidende arbejdere i asbestfabrikker, genbrugsfabrikker og computerfabrikker. Arbejderne ved skibsophugning er næsten 100 % løsarbejdere og har ingen retsbeskyttelse, selv om mange risikerer livet på jobbet.

Giftgaskatastrofen i Bhopal i 1984 viste, hvilke dobbeltstandarder selskaberne anvender, når de henlægger produktionen til u-lande. Udslip fra fabrikken har forurenet området med ekstremt farlige kemikalier, som også vandrer til modermælken. Drikkevandet er blevet forgiftet, ligesom de overlevende efter katastrofen, som umiddelbart dræbte over 5000, lider under langtidsvirkninger og frygter for deres liv.

Det er ikke et isoleret tilfælde. Unilevers kviksølvtermometerfabrik i Kodaikanal i det sydlige Indien, som fremstiller udelukkende til eksport til USA, har uhelbredeligt forgiftet sine arbejdere såvel som det omgivende miljø, og nu er virksomheden blevet tvunget til at foretage oprensning.

Lovgivning er løsningen

Tilstanden med global produktion og globale markeder må følges op med global ansvarlighed hos de selskaber og andre størrelser, som nyder godt af denne trafik. Selvom virksomhedernes ’sociale ansvar’ nu er et meget benyttet udtryk, udmønter det sig forskelligt i forskellige lande, og afhænger også af kapaciteten hos de offentlige myndigheder, som kan gøre systemet ansvarligt.

I et land, hvor folk er mindre bevidste eller har færre muligheder for at få informationer, er det også mere almindeligt, at virksomhederne er mindre ansvarsbevidste. De lokale myndigheder står ofte for første gang over for den type sager, og har ikke den nødvendige indsigt og kvalifikation til at beskytte miljøet.

Det skal også siges, at i de nye udviklingslande har industrien meget større gennemslagskraft end befolkningen. De offentlige institutioner er mindre udviklede, og det bliver ofte misbrugt til kortsigtet fordel i stedet for til fællesskabet.

De selv samme institutioner må følge en meget strammere kurs, hvor de udfører bedre kontrol. For eksempel ignorerer de samme virksomheder, som indsamler og genbruger giftigt elektronikskrot i Europa (i henhold til EU-direktiv), disse regler i Indien.

Ikke blot skal den lokale befolkning i udviklingslandene være opmærksomme og mere aktive (en sag NGO’er som Toxics Link tager fat på), men befolkningen i de vestlige lande kan også kræve, at deres virksomheder ikke benytter dobbeltstandarder.

De internationale aftaler som Baselkonventionen og Rotterdam-aftalen, der begrænser trafikken af farligt affald og farlige stoffer på verdensplan, skal implementeres bedre og mere effektivt. Lande som USA skal bringes til at deltage i stedet for at ødelægge intentionerne for disse internationale love, da de er førende økonomier med den største indflydelse på den globale produktion og pengestrøm.

I udviklingslandene er der lokalt behov for systemer, som forbedrer sikkerheden på arbejdspladserne. Når landene iagttager det problem, vil det hjælpe til at opbygge mere beskyttede og bæredygtige økonomier. Mangel på rimelig udvikling lokalt skubber kun til den globale trafik og overfører risikoen til klodens fattigste. Det kræver fællesaktion af forskellige interessenter. For eksempel kan computervirksomheder hjælpe med at skabe systemer, som garanterer sikkert genbrug, og som også skaber sikre jobs til arbejderne.

Såvel produkter som fremstillingsprocesser skal gøres renere overalt, ikke kun de steder hvor lovkravene er strengest. Det skal være en kombination af renere materialer og processer, som sikrer, at produktet bliver bæredygtigt hele sin livscyklus, uanset hvor det befinder sig i en global økonomi.

Således vil vi endelig kunne dæmpe overføringen af forurening fra de mest privilegerede forbrugere til verdens fattigste. Det er, når alt kommer til alt, grundlaget for bæredygtig produktion og forbrug, som i sidste instans skal sikre, at et bredt accepteret princip om bæredygtig udvikling ikke blot forbliver retorik, men bliver virkelighed.

Ravi Agarwal er indisk miljøforkæmper og fotograf. Han er stifter af den indiske NGO, Toxics Link, og leder af miljøgruppen Srishti.

Papiya Sarkar er medarbejder ved Toxics Link.

Artiklen er oversat af Bent Kristensen og har tidligere været bragt i tidsskriftet Global Økologi