Ungarn 1956: En kontrarevolutionær opstand?

Ungarn-opstanden i 1956 var et kontrarevolutionært oprør for kapitalismens genindførelse, organiseret af reaktionære og fascistiske kræfter, støttet af vestlige efterretningstjenester og propagandasendere samt præget af terror mod kommunister og partiløse.

Således lyder stalinisternes dom over begivenhederne i Ungarn i 1956. Men denne forståelse bygger på fortielser, fordrejninger og historieforfalskning.

Danmarks Kommunistiske Parti fastholdt langt op i 1980’erne denne opfattelse af de dramatiske begivenheder i Ungarn. Men Sovjetunionens sammenbrud og de østeuropæiske regimers fald førte – heldigvis - til intern selvransagelse i mange af de europæiske kommunistpartier.

Der findes imidlertid stadig mennesker på venstrefløjen, der forstår de forgangne stalinistiske regimer som progressive og socialistiske.

I det seneste nummer af KPiDs blad, Kommunist 6/2005, harcelerer en unavngiven kommentator eksempelvis over nogle udtalelser fra Enhedslistens folketingsmedlem, Pernille Rosenkrantz-Theil. Pernille har overfor Weekend-avisen dristet sig til at afsløre, at ”forudsætningen for at jeg kunne gå med i Enhedslisten var, at der skete en afskalning til Kommunistisk Parti i Danmark (de gamle stalinister, red.). Enhedslisten tager uforbeholdent afstand fra totalitære og centralistiske regimer.”

Denne formastelige udtalelse får kommentatoren til at slutte: ”Vi vidste godt, Enhedslisten i en vis udstrækning er præget af anti-kommunisme. Alligevel kommer Pernilles udtalelse lidt bag på os. Det må give en klam smag i munden for dem, der kalder sig kommunister, og som stadig opretholder deres medlemskab af Enhedslisten.”

Enhedslistens anti-stalinisme udlægges altså som anti-kommunisme. Omvendt kan man fra kommentatorens bemærkninger slutte, at KPiD støtter ”totalitære og centralistiske regimer.”

Denne artikel er en lettere revidering af en artikel, jeg skrev i 1986. Det er en gennemgang af den stalinistiske historieforfalskning om den ungarske opstand i 1956. Selv om dele af den kommunistiske bevægelse har taget et selvkritisk opgør med fortiden, er det langt fra alle, som ovenstående citat viser.

Artiklen er derfor beklagelsesvis stadig aktuel.

Skæbneår

1956 var et skæbneår for den kommunistiske verdensbevægelse. Først kom chokket oven på SUKPs 20. partikongres og Krusjtjevs hemmelige tale, der vendte op og ned på en lang række af dogmerne fra Stalintiden.

Da kommunistpartiernes medlemmer så endelig havde fordøjet opgøret med fortidens ”sandhed” udløstes en ny bombe: Opstanden i Ungarn og de russiske interventioner.

Ikke mindst i de vesteuropæiske kommunistpartier oplevede enorme rystelser – og optrådte under de ungarske begivenheder med samme mangel på orienteringsevne som en alkoholiseret u-bådsskipper uden søkort og kompas i den svenske skærgård i 1980’erne.

Meddelelse fra Moskva: Kontrarevolutionen knust

Det kommunistiske dagblad Land og Folk var i oktober og november 1956 et levende vidnesbyrd på desorienteringen.

Den store demonstration i Budapest den 23. oktober, der indledte opstanden, blev hyldet med overskriften: ”Ungarns unge manifesterer for et socialistisk demokrati.”

Dagen derpå, da de russiske kampvognes larvefødder første gang masserede de ungarske gader, skrev avisen: ”Det kontrarevolutionære kupforsøg menes stort set nedkæmpet.”

Den 29. oktober trak russerne sig tilbage fra Budapest efter aftale med Nagy-regeringen. Den 30. oktober vedtog forretningsudvalget for Danmarks Kommunistiske Parti en udtalelse, der ”på det kraftigste beklager, at regeringen i Ungarn, i stedet for at forbinde sig med det demokratiske røre i folket og den ungarske arbejderklasse, greb til magtforanstaltninger, herunder påkaldelse af hjælp fra de sovjetiske tropper.”

Samme dag citerede Land og Folk det ungarske kommunistpartis avis Szabad Nép uden kommentarer:

”Det var ikke et ”folkefjendtligt eventyr.” Det var den virkelige patriotisme og demokratiets ideer, som opflammede et socialistisk demokratis hjerte og sjæl ... At det skulle være undergrundsarbejde iværksat af engelsk-amerikanske imperialister er en fornærmelse mod Budapests 1½ mio. indbyggere.”

Denne kovending – fra ”socialistisk demokratisk manifestation” til ”kontrarevolution” og tilbage igen kunne være udtryk for besindelse og analyse oven på de første forvirrende indtryk. Men det var det ikke.

De russiske tanks anden intervention om morgenen den 4. november trak ikke kun spor gennem Ungarn, men også gennem de partikommunistiske aviser.

Fra Land og Folks forside lød det den 5. november: ”Meddelelse fra Moskva: Kontrarevolutionen knust.”

Her blev den officielle udlægning af de ungarske begivenheder stående: Skødehunden havde opfanget His Masters Voice!

Stalinismens lærlinge

Kampene i Ungarn fik voldsom indflydelse internt i de vesteuropæiske kommunistpartier.

I Danmark spillede de således en væsentlig rolle i den proces, der førte til SFs dannelse i 1958. I England mistede kommunistpartiet over 1/4 af sine medlemmer.

Det var langt fra kun intellektuelle, der afleverede partibogen efter de blodige novemberdage, selv om det var disse ”prominente” kommunister, der blev fokuseret på i offentligheden – både fra borgerligt og kommunistisk hold, om end med forskellige begrundelser.

En ny generation af danske kommunistiske intellektuelle kom imidlertid til i løbet af 1970’erne og de ”fejrede” i 1981 25-året for den russiske intervention med bogen Ungarn 1956 – frihedskamp eller kontrarevolution.

Her var der ikke noget tilbage af det vægelsind, der prægede Land og Folk under begivenhederne i 1956.

Bogens vigtigste afsnit er dels en artikel, ”Kontrarevolutionen i Ungarn”, skrevet af Gyula Kallai, minister i den Kádár-regering, der blev indsat på baggrund af de russiske troppers nedkæmpelse af opstanden, og dels artiklen ”25 år efter” af Michael Kjeldsen, der forfægtede DKPs vurdering af Ungarn-opstanden.

Den sidste opsummerer bemærkelsesværdigt klart den stalinistiske tese om den ungarske kontrarevolution, og går samtidig i rette med det, Kjeldsen kalder fortolkninger af den ungarske opstand fra ”venstre", eksemplificeret ved det venstresocialistiske tidsskrift VS-Bulletin (nr. 208/1981) og den engelske historiker Bill Lomax – hvis arbejde undertegnede gerne vedkender sin gæld til, uden derfor at dele alle hans konklusioner.

Det er disse artikler, jeg i det følgende skal se nærmere på. Selv om Kommunistpartierne efter østblokkens fald har foretaget et vist selvkritisk opgør, er det dog langt fra ført konsekvent igennem. Og der lyder ind i mellem stadig stalinistiske røster i udlægningen af Sovjetunionens og de tidligere østbloklandes historie.

Kritikken af Ungarn 1956 – frihedskamp eller kontrarevolution skal derfor ikke ses som en kritik af de personer, der har bidraget til bogen (de kan jo siden have ændret opfattelse), men som et opgør med de holdninger, der stadig forfægtes af enkelte på venstrefløjen.

En opstand for kapitalismens genindførelse

Vurderingen af den ungarske opstands mål er selvfølgelig afgørende for en bestemmelse af dens sociale karakter.

Kjeldsens vurdering baseres på to præmisser: Arbejderrådene i Ungarn ville ophæve den økonomiske planlægning og erstatte statsejendom med gruppeejendom, og de ungarske oprørere krævede flerpartissystemet genindført, amnesti for politiske fanger og de russiske troppers tilbagetrækning fra Ungarn.

Generelt er flerpartisystemet Kjeldsen vederstyggeligt, og han forveksler i den sammenhæng ganske det at gå ind for en række demokratiske rettigheder, der eksisterer i de vesteuropæiske kapitalistiske lande, med ønsket om kapitalisme.

Konkret er hans bevisførelse for de ungarske partiers kontrarevolutionære karakter slet og ret forkert.

Nagys regering tillod den 30. oktober reorganisering af de partier, der havde deltaget i den antifascistiske koalition efter 2. verdenskrig, men som i slutningen af 1940’erne var blevet forbudt.

Ingen af disse partier erklærede under den ungarske opstand, at de ønskede genindførelse af den private ejendomsret i industrien eller ophævelse af agrarreformen fra 1940’erne, der gjorde en ende på godsejervældet.

Videre var disse partier ikke-eksisterende, da opstanden startede, og de havde ingen illegale netværk, der havde kunnet forberede og organisere en kontrarevolution.

Der var eksempler på spæde forsøg på at genoplive fascistiske eller fascistoide organisationer, men Kjeldsen og andre skylder stadig konkrete eksempler, der viser, at disse havde nogen som helst indflydelse.

Amnestien var kontrarevolutionær, mener Kjeldsen, fordi de 13.000 fængslede, der blev løsladt under opstanden, overvejende var kriminelle, der aktivt deltog i terroren mod kommunisterne.

Nu var der selvfølgelig officielt ikke politiske fanger i det stalinistiske Ungarn. De i perioder over 100.000 mennesker, der var fængslet eller interneret af politiske årsager i 1950’erne, var registreret for lovbrud – ikke afvigende synspunkter, og var således officielt kriminelle.

Derfor viser Kjeldsens tal intet andet end, at han selv indrømmer eksistensen af politiske fanger.

Som vi skal se var ”terroren” i den ungarske opstand primært udført af regimets sikkerhedsstyrker, AVH, og senere af Kádár-regeringen i ly af de russiske tropper.

Endelig var kravet om russisk tilbagetrækning af garnisonerne i Ungarn og udmeldelsen af Warszawa-pagten kontrarevolutionært, fordi – siger Kjeldsen – det ville have overladt de ungarske stalinister til den ”hvide terror”.

Denne pointe står og falder naturligvis med spørgsmålet om denne terrors omfang og karakter, som jeg skal vende tilbage til. Men det er værd at notere, at Kjeldsen indrømmer, at russerne var nødvendige for at forsvare kommunisterne mod ungarerne!

Der ud over er det på sin plads at understrege, at kravet om de russiske garnisoners tilbagetrækning var et krav, der rettede sig mod de tropper, der stadig var udstationeret i Ungarn mere end 10 år efter 2. verdenskrigs slutning, og at udmeldelsen af Warszawa-pagten først kom som Nagy-regeringens svar på de troppebevægelser, der var indledningen til den anden russiske intervention i november. Der var altså tale om en reaktion på russernes brud på aftalerne fra oktober.

Uklarhed om planøkonomien

Så er der trods alt mere substans i Kjeldsens argumentation for arbejderrådenes kontrarevolutionære og prokapitalistiske karakter.

Han bygger sin kritik på en analyse af resolutionen fra et koordinerende møde for fabriksråd i Budapest den 30. oktober. Kjeldsens hovedpointe er, at rådene ønsker ”den almene statsejendom erstattet af gruppeejendom.”

”Fabrikken tilhører arbejderne”, som resolutionen siger. Med de meget vidtgående beføjelser angående investeringer, udenlandske kontrakter m.m., som rådene tillægges, ophører den overordnede samfundsmæssige planlægning simpelthen med at eksistere, mener Kjeldsen.

Den samfundsmæssige arbejdsdeling kræver imidlertid, at de enkelte virksomheder står i forbindelse med hinanden. Og: ”Reguleringen af disse forbindelser kan, når planøkonomien er væk, kun ske gennem konkurrencen på markedet. Dermed går socialismen fløjten,” skriver Kjeldsen. Kapitalismens økonomiske mekanismer, bl.a. produktion for profit, vil slå igennem med tilbagevendende økonomiske kriser til følge.

Principielt kan man indvende mod Kjeldsens argumentation, at Ungarn jo ikke i forvejen var noget socialistisk land, og at økonomiske kriser og faldende realløn langt fra var ukendte fænomener i det stalinistiske Ungarn. Videre at en enkelt resolution er et noget spinkelt grundlag for Kjeldsens meget vidtgående konklusioner. Men lad det ligge.

Kjeldsen har nemlig ret i, at rådsbevægelsen i Ungarn var uklar omkring forholdet mellem samfundsmæssig planlægning af økonomien og direkte arbejdermagt på den enkelte virksomhed – og at en afvisning af central planlægning ville føre opstanden væk fra og ikke hen imod en socialistisk udvikling.

Den uklarhed var imidlertid ikke underlig. Rådene var jo ikke organer, der var opstået for at varetage produktionen, men tværtimod for at afbryde den – for at organisere generalstrejken og modstanden mod russerne og de ungarske stalinister.

Læg mærke til, at Kjeldsen bygger på en tekst, der er vedtaget mindre end en uge efter rådenes dannelse – en lille uge, der var fuldt optaget af kamp og organisering af de forhold, den sammenbrydende statsmagt ikke længere var i stand til at varetage, f.eks. fødevareforsyning.

Rådene, også fabriksrådene, var i første omgang primært politiske organer for opstanden. Samtidig var de udtryk for en lille halv snes års erfaring med den stalinistiske kommando-økonomi med dens akkorder, tempoopskruning, arbejdsnormer, næsten militære disciplinering af arbejdslivet samt faldende realløn.

Deraf den voldsomme insisteren på selvforvaltning og direkte arbejderdemokrati, som bl.a. kommer til udtryk i den af Kjeldsen citerede resolution.

Hvad Kjeldsen forbigår i tavshed er, at rådsbevægelsen ikke blot var en fabriksorganisering, men tillige en geografisk – og af den udviklede sig i stadig retning af centralisering – kulminerende efter den anden russiske intervention med forsøget på at etablere en national rådsforsamling med delegerede fra hele Ungarn.

Dette forhold, kombineret med rådenes stadige afvisning af muligheden for genetablering af privatkapitalistiske tilstande samt den heraf følgende afvisning af samarbejde med prokapitalistiske eventyrere, peger tydeligvis i retning af en antikapitalistisk orientering hos rådene (se i øvrigt min tidligere artikel på kontradoxa: Ungarn 1956: Demokrati, uafhængighed og selvforvaltning).

At hævde, at ”selv med den mest fuldendte demokratisme i virksomhederne, fører, hvad man kan kalde, ”arbejderrådenes politiske økonomi” til genindførelse af kapitalisme” er stalinisme i ren-kultur. Det er den pure afvisning af, at selvforvaltning og arbejderdemokrati har noget med socialisme at gøre.

Samtidig er et sådant postulat at slå sig selv for munden, når man som Kjeldsen kalder sig selv leninist. Rammer det de ungarske arbejdere, slår det nemlig dobbelt hårdt mod bolsjevikkerne, der i 1917 kæmpede under parolen: ”Al magt til sovjetterne”, sovjetter, der var mindst lige så uafklarede på spørgsmålet om produktionens organisering, som de ungarske råd.

Generelt må man slå fast, at de ungarske arbejderes krav om selvforvaltning og fabriksdemokrati er uforenelige såvel med kapitalistiske produktionsforhold som med stalinistisk kommandoøkonomi, men derimod ikke med en socialistisk planøkonomi.

Om den ungarske arbejderklasse havde været i stand til at udvikle en sådan, kan ingen garantere – tendenserne blev brat bremset af, at opstanden blev nedkæmpet og befolkningen påtvunget en regering, den ikke ønskede.

En opstand organiseret af reaktionære og fascister

Det har altid været umuligt for stalinister at forstå spontane bevægelser og opstande i arbejderklassen. Arbejderklassen og folket er til for at blive ledet, synes de at mene.

Derfor har også enhver bevægelse mod de østeuropæiske regimer været forlenet med sin sammensværgelse. I Polen var bagmændene bag Solidarnosc CIA og paven. I Ungarn var det gamle fascister.

”Der var stadig 30.000 af disse gamle modstandere indenfor landets grænser: Gamle Horthy- og gendarmeriofficerer. Disse var meget godt organiseret. De havde forbindelser til udlandet – og var klar til at udnytte muligheden, når den kom. Og den kom.” Sådan ’analyserede’ Kádárs centralkomité i december 1956.

”Arbejderrådene blev i langt de fleste tilfælde oprettet af gamle kapitalister og godsejere, disse var efter folkedemokratiets sejr blevet arbejdere, og de så nu chancen for at vende tilbage.” Sådan sagde Kjeldsen i 1981.

Det skriger til himlen! Hvordan i alverden kunne den gamle herskende klasse blive den dominerende strømning i en arbejderklasse ledet af kommunister? Hvordan skulle disse kapitalister kunne gøre come-back via en rådsbevægelse, der udtrykkeligt tog afstand fra deres tilbagevenden? Hvorfor i alverden skulle de reaktionære kræve arbejderdemokrati?

Hvorfor skulle hundrede tusinde ungarere gå i eksil efter en opstand, hvis bagmænd var en håndfuld kendte gamle fascister, godsejere og kapitalister? Hvorfor skulle så mange af kommunistpartiets egne kadrer lade sig lokke på den reaktionære galej og spille en ledende og organiserende rolle i opstanden?

Hvorfor skulle Nagy-regeringen skærpe bevogtningen ved den østrigske grænse og advare eksilungarere af reaktionær observans mod at vende tilbage? Hvorfor skulle de amerikanske propagandasendere fordømme Nagys regering?

Stalinisternes ’konspirationsteori’ kan kun nås ved at gøre vold på virkeligheden. Lad os se på to eksempler på den stalinistiske metode til historieforfalskning, løgn og fortielse fra samme bog.

Først en regelret forfalskning, som Kjeldsen står for: ”Nagy koordinerede, som selv antikommunistiske historikere må indrømme, sin aktivitet med kontrarevolutionære typer som Dudas.” Kjeldsen henviser her angiveligt til en bestemt bog af Bill Lomax.

Hvem var da denne Dudas? Før krigen var han aktivt medlem af kommunistpartiet i Ungarn, der på det tidspunkt var illegalt. Efter krigen gik han over til det småborgerligt demokratiske husmandsparti.

Han blev arresteret i 1946 og løsladt i 1954. Han og hans gruppe besatte under opstanden den kommunistiske avis Szabad Néps bygninger, udgav selv en avis og proklamerede dannelsen af et nationalt revolutionært råd repræsenterende samtlige frihedskæmpere. Ingen andre rådsmedlemmer end Dudas selv er kendt.

Hvad siger Lomax så om koordineringen med med Nagy: ”Ganske vist opnåede han (Dudas) audiens hos såvel Geza Losconzy (minister, kommunist) som Nagy, men de afviste blankt at anerkende ham som repræsentant for alle oprørerne og endnu mindre at give efter for nogle af hans mere vilde krav.”

Da nationalgarden blev dannet ud fra Budapests væbnede kampgrupper var Dudas og hans gruppe ikke med ”og betydelig mistillid til hans ambitioner blev tilkendegivet af såvel de større kampgrupper som af oberst Maleter (forsvarsminister, kommunist) selv”.

Endelig beretter Lomax, hvorledes Dudas blev arresteret af nationalgarden, da hans folk havde søgt at besætte udenrigsministeriet den 2. november. Så vidt Nagys koordinering med den ’kontrarevolutionære’ Dudas.

Lad mig dernæst se nærmere på en kombination af løgn og fortielse, som videregives i Kallais artikel i samme bog.

Kallai opremser et utal af modbydelige kontrarevolutionære svinestreger som bevis på fascisternes indflydelse. Under forskriften ”Horthy-folk i Györ” skriver han:

”I oktoberdagene dukkede en vis major Lajos Somogyvary op, en Horthy-officer. Da han forstod, at kontrarevolutionen nærmede sig, begav han sig hurtigt fra München til Ungarn, kom med fly til Györ, og trådte der i spidsen for de kontrarevolutionære. Samogyvary proklamerede gennem Györ radiostation sit program. Det blev optaget på bånd.” Herefter citeres nogle af båndets uhyrligheder.

Samogyvary dukkede op – og båndet findes. Det er sandt. Den 30. oktober kom Samogyvary til Györ sammen med to svært bevæbnede mænd. På radiostationen krævede han en åben mikrofon. Radioens leder lod ham optage sit budskab på bånd – et bånd, der aldrig kom i æteren!

Senere samme dag søgte Samogyvary, stadig med våbenmagt, at true det lokale råd til at kræve båndet transmitteret og bryde med Nagy-regeringen. Da bevæbnede arbejdere fra Györs største fabrik dukkede op ved rådhuset, forsvandt Somogyvary lige så pludselig, som han var dukket op.

Arbejderrådet fra fabrikken appellerede samme aften over radioen om ”ikke at lytte til demagoger og provokatører, der propaganderer oprettelse af en modregering”.

Sådan ser den alternative historie om Samogyvarys ledelse af de kontrarevolutionære ud, et alternativ, der er baseret på lederen af Györs regionale råd, Szabo, og som bekræftes af officielle ungarske udgivelser fra 1960’erne.

Disse to eksempler på stalinistisk historieforfalskning modbeviser selvfølgelig ikke, at fascistiske kræfter søgte at fiske i rørte vande – men generelt gjorde de det uden held og i alt fald uden betydning for opstandens udbrud og forløb.

En opstand karakteriseret ved terror mod socialister

Pøblens terror mod kommunistpartiets medlemmer er et tilbagevendende ’bevis’ for den ungarske opstands kontrarevolutionære karakter i den stalinistiske historieskrivning.

Hos Kjeldsen hedder det f.eks., at Nagy ”gav kontrarevolutionen våben” og ”legalt lod den myrde løs på kommunisterne.” Han taler videre om ”mordet på mere end 2000 af folkemagtens tilhængere ved hjælp af de mest bestialske metoder”.

Det er selvfølgeligt meget vigtigt for folk som Kjeldsen at pointere, at den hvide terror indrømmes af ”antikommunistiske” historikere.

Derfor er det nødvendigt at se lidt nærmere på omfanget af volden under den ungarske opstand – selv om det kan forekomme smagløst at opgøre bestialske handlinger som massakrer og lynchninger, der i sig selv er dybt forkastelige, i kvantitet.

Lomax har forsøgt at sætte nogle tal sammen på baggrund af officielle ungarske kilder – altså på baggrund af Kádár-regeringens opgørelser efter opstandens knusning:

”Omfanget af sådanne begivenheder (dvs. ’pøblens terror’) må ikke overvurderes, for selv om de ungarske myndigheder ikke har tøvet med at snakke om ’en morderisk menneskejagt med hundrede og tusinde døde kommunister og demokratisk sindede mennesker som ofre’, er de eneste tal, de nogensinde har fremlagt, de 234 døde, der omtales i dommen i sagen mod Imre Nagy i 1958. I selve hvidbøgerne (myndighedernes officielle ’undersøgelse’ af opstanden) gives der nærmere detaljer om 220 af disse ofre, af hvilke 164, eller over 3/4, var medlemmer af statens væbnede styrker (85 fra sikkerhedspolitiet, 40 soldater, 27 politifolk og 12 grænsevagter). Disse tal er ikke blot fra Budapest, men for hele landet og inkluderer de, der blev dræbt i væbnet forsvar af parti- og politibygninger, og endda adskillige, der selv faldt for kugler fra sikkerhedsstyrkerne.”

Lad os kikke nærmere på baggrunden for den hævntørst, der lå bag de få gruopvækkende handlinger mod især folk fra sikkerhedsstyrkerne, der vitterligt fandt sted. Had lå bag de drab som Kjeldsen opgør til 2000, men som faktisk var nærmere 10% heraf. (De officielle ungarske tal på samtlige faldne under opstanden er på 2700).

Allerede under demonstrationen i Budapest den 23. oktober åbnede sikkerhedsstyrkerne ild mod ubevæbnede demonstranter. Den 25. dræbtes omkring 100 mennesker af sikkerhedsstyrkerne i en massakre foran parlamentet. Den 26. oktober gennemførte styrken massakre på en fredelig demonstration i Magyarovar i nærheden af Györ. Ca. 100 blev dræbt og dobbelt så mange såret. Samme dag dræbtes 16 mennesker i Miscolc af sikkerhedsfolk.

Sikkerhedsstyrkerne havde slet og ret erklæret krig mod befolkningen. På den baggrund er det ikke mærkeligt, at folk fra styrkerne blev ofre for et bittert had – og med det for øje må man faktisk sige, at den ungarske opstand var relativt ublodig – hvor forkastelige og modbydelige de enkelte lynchninger, der forekom, end må være.

Videre er der grund til at fastholde, at langt det største antal dræbte under de ungarske begivenheder var at finde på opstandens side, især hvis man medregner de, der blev henrettet af Kádár-regimet efter opstandens nederlag – for en stor dels vedkommende på trods af officielt lovet amnesti (bl.a. til en del folk fra hæren, der havde kæmpet mod de russiske tropper) eller løfte om frit lejde (f.eks. Nagy, Losconcy og Maleter, alle tre medlemmer af kommunistpartiet og ministre under opstanden).

Ret beset dræbte stalinisterne (dvs. russiske tropper, sikkerhedsstyrkerne og Kádár-regeringen) vel flere ungarske kommunister og socialister, end oprørerne gjorde.

I den forstand – og kun i den – kan Kjeldsen have ret i at de ungarske begivenheder karakteriseredes af terror mod folkemagtens tilhængere! Stalinisterne var kort og godt opstandens virkelige terrorister.

Karsten Ditlevsen er faglig sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe. Han har tidligere skrevet en artikel om opstanden i Ungarn på Kontradoxa: ”Ungarn 1956: Demokrati, uafhængighed og selvforvaltning”.