Kommentar: Tro, pænhed og selvfed konsensus

Der er to ting at være glad for i relation til Grænseløse Beates aktion mod integrationsministerens bil og hjem.

Det første er, at ingen kom noget fysisk til skade. Det chok, som ministeren og hendes familie fik i den anledning, er selvfølgelig i sig selv slemt nok, men det kunne være gået værre. Det gjorde det lykkeligvis ikke.

Det andet er, at den efterfølgende reaktion afslørede, at vi i Danmark tilsyneladende deles om at være medlemmer af et stort midterparti, der snarere end politisk er religiøst.

Vi tror på demokratiet, og prædiker gerne for hinanden, at det vel nok er et held, at vi bor i Danmark, hvor meninger brydes, og hvor det ikke skal skille os ad, at nogen organiserer sig i, eller stemmer på partier, der hader eller foragter store grupper af befolkningen nok til at gøre dem kollektivt ansvarlige for den kriminalitet eller de problemer, som nogle af dem begår og skaber.

- Og det skal ikke skille os ad, at statsministeren har trukket de væbnede styrker ind i en afsindig krig i Irak på grundlag af fabrikerede beviser for den trussel, Saddam Hussein skulle udgøre. En krig, der efter alt at dømme var motiveret af regeringens og det hundelogrende halepartis ønske om at rette sig ind efter de mest reaktionære kræfter i de Forenede Stater.

»Partiets« forskellige tendenser og fraktioner har forskellige udlægninger af, hvad der er gået galt. Pia Kjærsgaard lider ofte den tort ikke at blive hilst på i Borgens korridorer (P1 debat, 13. juni 2005), og kan ikke forstå det. Andre tilskriver det den »hårde tone« i indvandrerdebatten.

Med andre ord: Vi skal tro mere på demokratiet, tale pænt, og velsagtens glæde os over at Pia Kjærsgaard og Naser Khader »i det mindste« kan optræde sammen i reklamer for bæredygtig kaffe.

Selv om mange har påstået at forsøge at forstå den eller de, der har stukket ild på integrationsministerens ejendom, har de været så optaget af ikke at kunne beskyldes for at forsvare attentatet, at deres forklaringer enten har overteoretiseret den omstændighed, at gerningsmenneskene formentlig var »unge« (?), og derfor (??) ikke nærede tillid til demokratiets institutioner. Eller man har, som nævnt ovenfor, søgt tilflugt i besynderlige og ulogiske, men bekvemme, forklaringer om »tonen«.

Folk, der vrider hænder over tonen, er så godt som altid høflige, ordentlige mennesker og får med denne forklaring fremstillet sig selv som en del af løsningen.

Men hvad hvis det er omvendt? Hvad hvis tonen er for blød? Hvad hvis noget af forklaringen er, at Grænseløse Beate faktisk er meget vred, og brænder biler af, fordi hendes vrede er hjemløs i den selvfede konsensus af god tone og »korridorhøflighed«.

Den forklaring tager ikke ansvaret fra Beate, langt fra, men den giver os andre noget at tænke over.

Lars Ploug er medlem af redaktionen for Kontradoxa.

Læs artiklen »Modkraft mellem molotovs og massemedier« på Modkraft.dk.

Læs artiklen »Brandattentat fordømmes« på Modkraft.dk

Se også linksamlingerne under emneordet Terror