Tak for øko-kaffe!

Som jeg langsomt passerer de mange kaffeplukkere og de fyldte sække, der venter på at blive afhentet, kan jeg se røgsøjlen fra Pacaya-vulkanens seneste udbrud stige højt til vejrs ude i sydvest.

Smagen af den billige Nescafé efterligning fra morgenmaden i Antigua, hænger mig stadigvæk besk i mundvigene. Hvorfor kan man i et land som Guatemala, med kaffeplantager så langt øjet rækker, ikke med vold og magt opdrive bare en enkelt kop anstændig mokka?

Jeg er på vej ud for at besøge en kaffeplantage, som bryster sig af at være 100 procent økologisk. En sådan erklæring tager jeg med sindsro, for Guatemala er ikke lige landet, man forbinder med økologi og miljøvenlige produktionsformer – nærmest tværtimod.

Fra min tid som biolog i en af Guatemalas nationalparker, er jeg stort set kun stødt på foragt for naturressourcerne, enten som et resultat af uvidenhed eller afmagt. Højnet forbruger- og producentsundhed, såvel som det fælles miljøansvar, er herover mange steder som det rene latin.

Men lige netop denne dag skulle jeg gå hen og blive klogere.

Kaffekrise af dimensioner

Francisco Uria, der er informationsmedarbejder på Capeuleu-plantagen, modtager mig i indkørslen. På vej ned igennem de lange rækker af kaffebuske, beretter han med entusiasme om stedets nye produktionsform og tiden med de gamle tyske kaffebaroner:

”Det var revolutionen i 1871 med konfiskeringen af den katolske kirkes jorde, og de liberale godsejeres ønske om en omlægning af produktionen, der banede vejen for kaffen i Guatemala”, fortæller han.

”Tyskerne fik stor indflydelse på branchen, fordi de dengang havde kapitalen til den mangeårige omlægningsproces, med dyre anlæg, der skulle opføres og buske, der skulle bære frugt.”

Lige indtil år 2001 har tyskernes ’kaffemaskine’ i Mellemamerika udgjort en af regionens vigtigste eksportkilder. Af Guatemalas samlede eksport udgjorde kaffeproduktionen i 1997 godt 35%. Ikke bare de store producenter, men også den lille campecino har kunnet regne med en stabil indkomst, når kaffehøsten var i hus.

Kombinationen af færre europæiske kaffedrikkere og en stor overproduktion fra nye blomstrende kaffeplantager i bl.a. Vietnam og Thailand fik i 2001 verdensmarkedet til at kolapse totalt.

Krisen er blevet et spørgsmål om liv eller død for de Mellemamerikanske producenter, og ikke mindst de mange millioner daglejere ansat rundt omkring på kaffeplantagerne – folk som med et slag har mistet hele deres eksistensgrundlag.

Sjældne fugle

De gyldne år med kaffeproduktion er de fleste steder sket på bekostning af miljøet. Godt 300.000 hektarer af den bedste landbrugsjord i Guatemala blev sidste år dedikeret kaffedyrkningen:

”Uden at du må spørge mig hvorfor, har der ved anlægningen af plantagerne været en unødvendig tendens til at ensrette valget af de trætyper, der skal sikre skygge for kaffebusken. Monokulturen forstyrrer det naturlige økosystem og har faktisk medført en stor nedgang i antallet af vilde fugle og pattedyr i Guatemala. Jeg ved ikke helt hvorfor man har prioriteret således, men det virker måske mere overskueligt for producenterne med en homogen plantage”, reflekterer Francisco Uria. ”Det er skørt, for udbryder der sygdom i lige netop den trætype, ja så er det hele tabt på én gang”.

”På Capeuleu har vi valgt at anvende en række forskellige arter, deriblandt frugttræer, og resultaterne er slående”, fortsætter Francisco.

”Sidste år optalte biologi-studerende 32 fuglearter på plantagen, heraf både stor hornugle, blå kolibri samt grøn parakit, der alle er på listen over truede arter. Samtidigt kan arbejderne selv tage avocado og bananer med hjem som et supplement til kosten. Der er også honning fra vores bier, som sørger for bestøvningen, og karper fra dammen. Arbejdernes vilkår er vores ansvar, ikke bare fordi vi føler, det er vores pligt, men også fordi de så arbejder bedre”.

Naturlige pesticider og egen gødning

Men hvordan med skadedyrsproblemer, spørger jeg.

”Det hele sker naturligt”, svarer Francisco. ”Eksempelvis anvender vi solens stråler til bekæmpelse af svampeangreb. Ved at beskære træerne så lyset falder direkte på de angrebne steder, kan vi kontrollere skadernes omfang. Insektangreb som coleopterabillen klares ved at udsætte en lille tropisk hveps, som æder billelarverne.”

”Udover at vi kan sælge vores kaffe stort set til den dobbelte pris, samt alle de åbenlyse fordele for forbrugeren, så betyder udelukkelsen af pesticider endvidere, at det lokale økosystem er sundt. Uglerne finder masser af mus og slanger, og bæltedyrene masser af insekter, osv. Også sundheden blandt arbejderne er blevet bedre siden omlægningen”.

Selve gødningen af Capeuleuplantagen er et kapitel for sig. Plantagen ligger i 1400 meters højde på den næringsrige vulkanjord, som fra naturens hånd er beriget med rigelige mængder af kalium og fosfor. Kvælstof tilføres ved at udnytte affaldsprodukter fra produktionen.

Det røde frugtkød der omgiver de to kaffebønner i hvert bær, komposteres og genanvendes efter et par måneder som gødning til kaffebuskene.

Også arbejdet med at fremavle en regnorm, som tolererer det specielle miljø i komposten, har vist sig fordelagtigt. Ved at krydse arter der normalt lever i meget tørre jorde, med arter der foretrækker kolort som legeplads, er det lykkedes at fremavle den perfekte kaffe-kompost-orm, med en betydelig højnet nedbrydningseffektivitet.

Det beskidte vand

Den store synder i kaffeproduktionen i Mellemamerika er udledning af næringsberiget spildevand. Det antages, at kaffen sviner mere end industrien og byerne tilsammen.

Plantagerne placeres langs med floderne for at sikre rigelige vandmængder til vaske-, gærings- og sorteringsprocesseerne, hvorefter vandet igen havner i floden.

”En mellemstor plantage som Capeuleu ville under normale omstændigheder udlede lige så meget spildevand som en by med 125.000 indbyggere”, forklarer Francisco.

Også på vandområdet er Capeuleu forud for sin tid. Spildevandet tilsættes først kautisk soda (natriumhydroxid) for at hæve pH-værdien fra 4.1 til godt 7. Når pH-værdien har nået det neutrale niveau, tilsættes rent ilt og aerobe bakterier. Bakterierne renser vandet ved at forbrænde sukkerstofferne.

Vandet ledes så på ny op til gæringstankene, hvor det højnede niveau af bakterier er med til at afkorte gæringsfasen fra godt 45 timer til omkring 10, en detalje der sparrer tid og dermed omkostninger, når høsten i februar og marts står på sit højeste og bærrene vælter ind.

Hver liter vand genbruges op til 100 gange, inden den enten udledes i en stor karpedam, som bevis for at vandkvaliteten er acceptabel, eller anvendes til vanding af buskene i den tørre sæson.

Økologi til forbrugeren

En plantage som Capeuleu er på ingen måde udsprunget af ideologi og bekymring for planetens fremtid - det skal man ikke tage fejl af. Der er tale om profit og god forretningssans.

Og ganske vist lyder det hult i mine ører, når ledelsens mand forklarer om højnet sundhed blandt arbejderne, som et middel til øget produktion. Men ved nærmere eftertanke er det jo noget af det, der er styrken ved foretagendet.

Økologi slår næppe igennem på disse kanter, sålænge den ikke også er profit-orienteret. Det er de store pengestærke plantager som Capeuleu, der skal indføre den økologiske teknologi til lande som Nicaragua og Guatemala, som så igen kan brede sig til de mindre plantager.

Den økologisk kaffe er ligesom den økologiske kakaoproduktion på vej til at udvikle sig til en niche i Mellemamerika, der kan konkurrere på kvalitet med de billige produkter fra Fjernøsten. Selvom vejen er lang, så er Hr. og Fru Jensens valg af den økologiske kaffe nede i supermarkedet med til at overvinde kaffekrisen i Mellemamerika.

Produktionen fra plantager som Capeuleu havner ikke på morgenbordet i Antigua, det ved mine smagsløg alt om. Den står på rad og række i butikker i Rom og Randers, i Frankfurt og Fredericia og venter på at blive købt.

Mads Fjeldsø Christensen er biolog og journalist.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Global Økologi