Kommentar: Et overset studenteroprør

Til trods for den store opmærksomhed de danske elevprotester fik sidste efterår, er en endnu større elevkamp druknet i dansk valgkamp, EU-forfatningskrise osv.

I Frankrig har man fra januar til maj oplevet de største elev og studenterprotester siden maj 1968. Her snakker man ikke om en enkelt stor demonstration, men om besættelser og blokader på 1.800 gymnasier, adskillige besættelser af undervisningsministeriet, gadekampe med et fascistisk politi.

Det er historien om en spontan bevægelse, der opstod som modreaktion til den franske regering og deres uddannelsespolitik.

Fillon-reformen

Historien begynder for omkring et år siden, i maj 2004. Den franske undervisningsminister Fillon begynder arbejdet på en ny reform af gymnasiet i Frankrig, det der senere skal blive kendt som Fillon-reformen.

Det er en reform, der i tråd med lignende reformer i Danmark og Norge, og som under dække af at ville decentralisere, optimere og effektivisere fagligheden implementerer neoliberalismen i uddannelsessystemet.

Reformens mest radikale ændringer består i:

De to ovenstående punkter er eksempler på mange af de samme ting, der også sker i Danmark, men i Frankrig stopper galskaben ikke her.

Disse angreb på det offentlige uddannelsessystem, kombineret med dårlige fysiske forhold på skolerne, for få lærere til alt for mange elever, og som oftest en elendig undervisning i basale kundskaber som fx engelsk og matematik, fik bægeret til at flyde over i januar 2005.

Kampen begynder

Nøjagtigt som i Danmark har man set elevprotester i de sidste par år i Frankrig. Og de netværk, man har opbygget gennem flere års elevkamp, blev i midten af januar 2005 indkaldt til stormøde med et punkt på dagsordenen: Fillon-reformen.

Det blev startskuddet til fire måneders intensiv kamp mod en borgerlig uddannelsespolitik, en ignorant regering, et agressivt politi og, som rosinen i pølseenden, en neoliberal forfatning.

Med fire klare krav blev der indkaldt til en demonstration, der blev den første i række af mange. Kravene var simple og alligevel radikale:

”Det kan virke som simple krav,” siger Jean-Baptiste, 20 årig aktivist,” altså retten til fx at lære engelsk, men prøv at gå ud og snak engelsk til ungdommen i Frankrig. Det er stort set en umulighed, og det forhindrer os i at kommunikerer med resten af omverdenen. Fine ord og flosker om globalisering – det er ikke, hvad vi kan mærke på vores skoler.”

Fra lokale protester til landsdækkende bevægelse

De første protester mod Fillon-reformen, man så i gadebilledet, var lokale fænomener i Lyon, Marseilles og Paris, og de samlede stort set kun tordenskjolds soldater, ca.5-6.000 elever landet over. Det var uorganiserede protester, uden nogen ledelse eller koordinering .

Informationen om Fillon-reformen foregik via mund-til-mund eller hurtigt nedskrevne løbesedler, trykt i fritkvartererne på skolerne. Men det viste sig at være nok.

Protesterne og demonstrationer fortsatte. Og da vreden og protesterne var vokset op i en størrelsesorden, hvor der foregik aktioner landet over og demonstrationerne foregik 2 gange om ugen, besluttede man at indkalde til endnu en ”Assemble Nationale.” Her blev der valgt en koordinationsgruppe på ca. 20 personer, der havde til opgave at samle enderne i de omfattende protester.

Efter to måneders uorganiseret eller planlagt kampagne, stod 200.000 elever på gaden og skreg på bedre uddannelse - 1.800 gymnasier ud af 2.600 var inddraget i blokader, besættelser, og undervisningsnedlæggelse.

En bevægelse var skabt og kørte på højtryk. Det var en bevægelse, der fungerede uden hieraki og struktur, men udelukkende på en spontan vrede mod den overdøvende arrogance, eleverne blev mødt med fra regeringens side.

De eneste udmeldinger, eleverne blev mødt med, var et usselt forsøg på at angribe den såkaldt ekstreme venstrefløj for manipulation af almindelige elever. Det var alt, hvad Fillon og regeringen kunne forsvare sig med.

Politiovergreb

Midt i kampen for bedre uddannelse, fik de 15-19-årige aktivister pludselig en ny aggressiv modstander: Statens forlængede arm – politiet.

En ordre om at stoppe alle demonstrationer og skolebesættelser blev taget bogstavligt fra politiets side. På to måneder blev mellem 500-600 elever anholdt, udsat for fysisk vold, uberettigede fængslinger, tåregas og knippelsuppe.

Det var Davids kamp mod Goliath, de uskyldige elever mod politistaten. Da der kom billeder af elever med hovedet presset mod asfalten og en knippel for panden, blev befolkningen opmærksom på den uretfærdighed og repression eleverne blev udsat for.

Værst gik det til, da en gruppe på 500 unge besluttede sig for at besætte undervisningsministeriet for anden gang. To uger tidligere var 80 unge blevet anholdt for ulovlig indtrængen på statsejendom og gadeuorden.

Da de 500 unge forsøgte igen i midten af april, var de forberedte på kamp, men ikke den slags kamp de blev udsat for. Efter en times besættelse af ministeriet blev 200 elever anholdt og gennemtævet på direkte nationalt tv.

I dag, halvanden måned senere, er 4 elever stadig sigtet og afventer en dom for gadeuorden, og yderligere 4 elever har fået dom – 2 måneders betinget fængsel, samt kæmpebøder, uden hensyn til at det er almindelige gymnasieelever, vi har med at gøre.

Politiets agressive fremfærd har blot haft den modsatte effekt på de frustrerede elever. Elever optrappede og radikaliserede deres udtryksformer, samtidig med at opbakningen i befolkningen steg dag for dag.

Ingen støtte fra fagbevægelsen

De kæmpende elever har gang på gang forsøgt at få opbakning fra den franske fagbevægelse, dog uden det store held.

Hvordan kan det være, at en så åbenlys konflikt mellem staten -regeringen og store børn ikke har fået fagbevægelsen, og almindelige lønmodtagere op af stolen?

”Fagbevægelsen er et kæmpe bureaukrati, der stinker af pamperi og en mangel på kontakt til den almindelige arbejder. Det er netop også en af de ting, vi gør oprør mod. Det blinde tiltro til de statslige autoriteter. Vi har været autonomt organiseret, men alligevel været i stand til at ryste systemet.” Ordene kommer selvsikkert fra Annie, en 17-årig elev fra det nordlige Paris.

En anden forklaring på den åbenlyse ignorance fra den voksne del af befolkningen kan være, at de store arbejdskampe, der fandt sted i maj-juni 2003, stadig hænger i fagbevægelsens erindring. To måneder med massive strejker og protester, afførte dengang ingen resultater. Alligevel har den radikale elevkamp, sat i gang i en bevægelse.

Elevkampen kan dog ikke adskilles fra de massive reaktioner mod EU’s servicedirektiv, man så i marts måned. Op mod 1 mill. lønmodtagere var den 10. marts på gaden - formentlig også med elevkampen i baghovedet.

Succes eller hvad?

Den fire måneder lange kamp for bedre uddannelser, afskaffelse af Fillon-reformen, ubehagelige kampe mellem ubevæbnede teenagere og kampklædte politifolk, efterlader tusindvis af elever med en mistro og vrede mod systemet, personificeret i politiet og undervisningsministeren Fillon.

Det er fire måneders kamp uden direkte politiske resultater. Det burde efterlade en bevægelse i opgivende mismod, men det er ikke tilfældet. Nye protester er under forberedelse. September er planlagt til nye mobiliseringer og ungdomsoprør.

Succesen består ifølge mange af aktivisterne ikke i at opnå konkrete politiske kompromisser eller studehandler.

”Vi har med denne bevægelse vist at det er muligt at bryde med alle autoriteter, lige fra det at gå i skole fra 8-16 og ukritisk modtage undervisning, der fortæller os, hvordan samfundet skal indrettes, til statens forlængede arm – politiet” forklarer Annie på 17 år.

” Vi har bevidst, at man sagtens kan organisere og moblisere ungdommen uden ledelse, hieraki og bureaukrati. Elever landet over har opdaget, at man kan opbygge alternative fællesskaber til det etablerede, uden de på forhånd er definerede af det etablerede samfund. Vi kan udtrykke vores bekymring på en direkte og spontan måde, uden at det hele skal syltes eller sendes i udvalg. De erfaringer, vi har gjort os, er langt mere værd end konkrete politiske kompromisser, som politikerne alligevel bryder næste gang, der skal spares i vores velfærd”

Ordene taler for sig selv. Det, der burde mane til eftertanke i Danmark, er, hvorfor de etablerede medier og politikere ikke reagerer på den udvikling, ungdommen er i gang med at sætte dagsordenen for. Hvor længe kan man ignorere et ungdomsoprør af den størrelse, man har været vidne til i Frankrig?

Men samtidig bør man i elevbevægelsen også tage ved lære af de franske protester. Det er en radikal anden måde at organisere elever og mobilisere, helt uden ledelse, hieraki osv!

Laurids Hovgaard er 20 år og aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS. Artiklen er skrevet efter et besøg i Paris hos 10 aktivister fra elevbevægelsen.

Se fotos fra de franske elevdemonstrationer og –protester.