Kina: Båden og vandet

Hun er kun 36 år gammel. Men når man ser på hende, er det tydeligt, at hun er ved at være slidt op. Hele hendes krop virker afkræftet. Ind imellem arbejder hun hele dagen og natten med, til helt hen på de tidlige morgentimer. Det koster penge at bo i byen, og hun har samtidig mange mennesker i sin familie, som behøver støtte.

Li Siuling er migrantarbejder, en af 130 millioner, som har forladt deres landsbyer i Kinas landområder for at søge arbejde i de blomstrende byer i øst.

De penge, som hun og andre som hende sender tilbage til familien på landet, udgør i dag mere en halvdelen af indkomsten for bønder og landarbejdere i det kinesiske opland.

Et liv som andenrangsborger

Suiling var kun 15 år, da hun forlod Anhui provinsen ikke langt fra Shanghai. Det var kort tid efter hendes fars død.

Det arbejde, som byen tilbød, var usselt, farligt, besværligt og altid dårligt betalt.

Først arbejdede Suiling på en restaurant, hvor hun tjente 100 yuan (12 $) om måneden, mens byboerne, der arbejde samme sted, tjente fem gange så meget for det samme arbejde. Derefter solgte hun tøj for en løn på 350 yuan (42 $) om måneden, mens hendes urbane kolleger tjente 900 yuan.

Underbetaling er kun en del af den forskelsbehandling, som migrantarbejdere bliver udsat for.

Efter 20 år i byen betaler Suiling – som de fleste kinesiske borgere, der er flyttet væk fra den husstand, som de officielt er registreret i - stadigvæk en årlig afgift for en midlertidig opholdstilladelse.

Det betyder, at hun bliver opfattet som andenrangsborger i sit eget land. Hun fratages retten til at afgive sin stemme ved valg, og hendes børn nægtes retten til gratis uddannelse. Samtidig udsætter det hende for chikane fra politifolk i pengenød.

En gang kom politiet til hendes hus ved midnat og krævede at se hendes opholdstilladelse. Da hun fremviste sin tilladelse, tog de den og rev den i stykker for øjnene på hende. Herefter gav de hende en bøde for at mangle opholdstilladelse, og da hun nægtede at betale, blev hun sendt i fængsel.

Et andet problem er, at mange migrantarbejdere, der har levet i byen lige så længe som Suiling, forbliver ugifte og socialt udstødte. Dette problem har Suiling undgået, da hun er gift med en migrantarbejder, der kommer fra den samme provins.

Li Siuling bor og arbejder i Beijing. I Guangzhou, hovedstaden i den sydøstlige provins Guangdong, sidder jeg ved et bord sammen med syv repræsentanter fra Hele Kinas Føderation af Fagforeninger (All China Federation of Trade Unions - ACFTU) for at finde ud af om Suilings historie ville kunne gentage sig her.

Det bekræfter de, men tilføjer, at migrantarbejdere i Guangzhou kan ansøge om permanent opholdstilladelse efter syv år og således opnå de sociale rettigheder, det indebærer.

De fortæller, at Sun Zhigang – en ung mand fra en nordlig provins, der arbejdede på en af Guangzhous beklædningsfabrikker – sidste år blev arresteret af politiet for ikke at have en gyldig opholdstilladelse. Han døde senere som følge politiets gennembankning.

Det offentlige røre, som sagen skabte, førte til en reform af borgerregistreringssystemet, men ikke til at det blev fjernet.

Arbejdets nye udseende

Migrantarbejdere udgør i dag Kinas hovedarbejdsstyrke indenfor industrien. Der er omkring 20 millioner migrantarbejdere i Guangdong alene. Og der er stor efterspørgsel på dem.

Kina er en fabrik, der producerer hele verdens industrivarer, og Guandongprovinsen udgør et af Kinas vigtigste produktionscentre. De transnationale mærkevarer strømmer ud af Guandongs fabrikker, og den økonomiske vækst er svimlende.

Det tog Storbritannien det meste af det 19. århundrede at forøge sin indkomst per indbygger med to en halv gang og Japan fra 1950 til 1975 at forøge sin med 6 gange. Guandong har fra 1978 og frem til i dag forøget indkomsten per indbygger med 60 gange.

En promotionsbog om provinsen fortæller, at provinsens import og eksport til andre lande rundt om i verden i 2002 var lige så stor som Ruslands og dobbelt så stor som Indiens.

Vejen fra kystbyen Shenzhen (en anden økonomisk power-zone i provinsen) til Guangzhou er lidt over 200 kilometer lang. Den består af en stort set ubrudt linje af fabrikker. En grå tåge slører horisonten.

Når man står midtvejs mellem de to byer, er det som om, at fabrikkerne optager al den plads, som øjet kan se. Blokke efter blokke af grå cement og gråt bølgeblik fortsætter ud i det uendelige.

Inde i de større fabrikker arbejder 20.000, 30.000, endda op til 70.000 mennesker. For en entreprenør må dette være nirvana. Jeg synes, det ligner helvede.

Kapitalismen taler

Efter denne rejse må konklusionen uundgåeligt være, at firmaer har frihed til at tale og blive hørt i dette land.

Lokale autoriteter har fået overdraget magten til at styre og regulere deres egen økonomi, og de har for længst lært det sprog, der tiltrækker investering: Specielle økonomiske og produktionsmæssige zoner, skattely og manglende opretholdelse af arbejdernes rettigheder.

Kinas Kommunistiske Parti (KKP) har været med til at skabe denne udvikling, idet dets regering har støttet opblomstringen af den nye kultur.

I november 2002 erklærede Jiang Zemin, landets daværende præsident, at entreprenører skulle have såvel medlemskab som indflydelse på de beslutninger, der bliver taget i Kommunistpartiet. Det formaliserede blot en udvikling, der allerede havde fundet sted i partiet.

I en liste over Kinas 100 rigeste personer, publiceret i magasinet Forbes i 2002, viste ¼ sig at være medlemmer af KKP, og ni var delegerede til Kinas lovgivende instans, den Nationale Folkekongres.

Ligesom de store firmaer nu officielt har fået adgang til at tale deres sag og få indflydelse i regeringen, har også arbejdernes repræsentative kommitéer og fagforeninger ret til at blive hørt om ledelsen af fabrikkerne.

I Kina er der kun én stemme, der er anerkendt som repræsentant for arbejderne: ACFTU. Alle andre fagforeninger må tilslutte sig ACFTU for at blive anerkendt. ACFTU og KKP er tæt forbundet.

Ved bordet i fagforeningen i Gaungzhou sidder jeg overfor Chen Weiguang, som er leder for Guangzhou Fagforeningsforsamling og samtidig formand for KKP i regionen. Han smiler af ethvert spørgsmål om, hvorvidt dette indebærer en konflikt og siger, at ACFTU og KKP bør arbejde som en samlet styrke.

På samme måde afvises problemer i forhold til KKP’s bånd til kapital og fabriksledere med en forsikring om, at der måske nok er problemer på overfladen, men at de kan løses.

Ma Xiao Xin, der er leder i Panasonic, sidder ligeledes ved fagforeningsbordet. Han understreger sit firmas ”særlige opmærksomhed overfor arbejdernes forhold”.

Når der er et emne, som har betydning for arbejderne, henvender firmaet sig til fagforeningen. Han beskriver fagforeningens aktive rolle i f.eks. forhandlingen af en nedsættelse af temperaturen med 4 grader i en for varm fabrikshal.

Hvem er så fagforeningsrepræsentant på den fabrik, han leder? Det er han selv.

Da jeg udtrykker min overraskelse, forklarer han, at ”når vi har fagforeningshatten på, så må vi kæmpe for arbejdernes rettigheder”.

Internationale investorer vil få svært ved at finde en mere tillokkende form for samarbejde med fagforeninger.

Bare katten fanger mus

Hvordan skal man forstå dette system? Kinas leder gennem 1970’erne og 80’erne, Deng Xiaoping, døbte landets nye kapitalstyrede økonomi: ”Socialisme med et kinesisk ansigt”. Han forklarede: ”Det er ligegyldigt, hvilken farve katten har, bare den fanger mus”.

Med andre ord, det primære mål var at forbedre folkets levevilkår, og hvis det system, der kunne opnå dette mål, var drevet af frie markedskræfter, måtte et sådant system indpasses i det socialistiske regeringsgrundlag.

Ifølge Verdensbanken har Kinas økonomiske transformation betydet, at den kommunistiske regering har kunnet hive folket ud af hungersnød og sult. Banken estimerer, at 300 til 400 millioner mennesker i løbet af de sidste 20 år er blevet løftet ud af fattigdom.

I Guandong provinsen var BNP pr. indbygger i 1978 mindre end en dollar om ugen og dermed placeret godt under den internationale fattigdomsgrænse. I 2000 havde provinsens 87 millioner indbyggere en gennemsnitlig BNP pr. indbygger på lidt mere end 30 $ om ugen og i provinshovedstaden Guangzhou var BNP tre gange større end provinsgennemsnittet.

Byen – med dens række efter række af skyskrabere – ligner en hvilken som helst moderne hovedstad i den rige verden. I byens gader flokkes en nyopstået og voksende middelklasse.

Men som en hvilken som helst anden by, skjuler Guangzhous bygninger og gader den underklasse, som kapitalismen overlever på: Grupperne af migranter, der vil udføre det usle og beskidte arbejde, som de lokale vægrer sig ved. Det er dem, der holder pinen ud på fabrikker og sovesale.

I fabrikshallen

Langt de fleste er migranter fra landområderne, der arbejder ved fabrikkernes samlebånd. I visse fabrikker er det 80 % af arbejderne, der er migranter, i andre er det 90 %.

De fleste er unge kvinder under 25 år. Som arbejdere er de både billige og føjelige. De er villige til at arbejde 10 eller 11 timer om dagen, 6 dage om ugen. I særlige travle tider vil mange arbejde hele natten. Trætte og udmattede er de omvandrende ulykker, der venter på at ske.

Jeg besøger en kemisk fabrik, hvor der står et skilt, der advarer arbejderne om, at de vil blive idømt en bøde, hvis de anvender liften ’forkert’. Bøder er en metode arbejdsgivere ofte bruger til at styre arbejderne på fabrikkerne.

Skiltet står lige før jeg kommer ind i den kvælende varme fabrikshal, hvor mandlige arbejdere iført et sparsomt beskyttelsesudstyr er i færd med at fylde kemikalier i poser.

Jeg besøger en legetøjsfabrik, hvor lange rækker af migrantarbejdere sidder ved borde og med små pensler maler lim og maling på småbitte plastiksoldater. Også her er varmen kvælende og lugten fra opløsningsmidlerne gennemtrængende. Arbejderne har ingen beskyttelsesudstyr på.

Da jeg taler med en af arbejdsgiverne på fabrikken, forklarer han, at der er ventilation i fabrikshallen, og at arbejderne har en pause hver 5. time.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad den konstante lugt af lim gør ved deres hjerner. Begge disse fabrikker hører til de bedre steder at arbejde.

Gennemsnitligt tjener disse arbejdere mindre end 600 yuan (72 $) om ugen, og op til 800 (94 $) med overarbejde.

Ansættelsessystemet maksimerer arbejdsgivernes kontrol. I travle tider udgør midlertidige ansatte – som kan fyres, når produktionen mindskes – store dele af arbejdsstyrken (op til 40 % er ikke unormalt).

Bolig og ansættelse hænger tæt sammen. Hermed får arbejdsgiverne en udbredt mulighed for at føre kontrol med arbejdernes liv udenfor fabrikken og minimerer således deres muligheder for at finde mere attraktive arbejdspladser.

Arbejderne bor sammen i sovesale – nogen steder i direkte tilknytning til fabriksbygningerne andre steder i nærtliggende byer. I de sovesale, man kan få adgang til, er der kun 6 mennesker i hvert rum. Mænd og kvinder sover alle steder i adskilte sovesale.

Hvis arbejderne endelig fik valget (og det er absolut de færreste, der gør), ville de ikke have råd til at bo i et hus med en partner eller en familie. Udmattelsen efter de lange arbejdsdage betyder, at mange aldrig har været i den nærmeste by. Fabrikken og sovesalen udgør deres liv.

Migrantarbejdernes stemme

Der er ikke den store udsigt til, at der vil komme større fagforeningsaktioner i den nærmeste fremtid. Mindre end 30 % af de udenlandske fabrikker i Guangdong har en repræsentant fra ACFTU. Faktisk blev det først muligt for migrantarbejdere at opnå medlemskab i ACFTU sidste år.

I sidste ende er første prioritet for såvel KKP som ACFTU at tiltrække kapital. De politiske tiltag, der skal modernisere Kina, er afhængig af denne kapital.

For at afskaffe den kroniske underbeskæftigelse i landområderne (hvor 30 millioner mennesker mangler mad og tøj) må den overskydende arbejdskraft kunne opsuges i byerne. Men for at muliggøre dette, må der skabes arbejdspladser – og rigtig mange af dem.

Kinas arbejdsmarkedspolitik må indrette sig herefter, og arbejdsrettighederne er den pris, der må betales.

Både den kinesiske regering og ACFTU ved, at en forbedring af fabrikslønningerne eller arbejdsforholdene vil betyde, at kapitalinvesteringerne bliver flyttet et andet sted hen – til andre områder af Kina eller endnu værre til andre lande.

Overladt til deres egen skæbne og uden mulighed for at forme deres egne organisationer vil migrantarbejdernes situation næppe ændre sig markant – i hvert fald ikke på kort sigt. Men som det kinesiske ordsprog siger: ”Vand holder båden oppe, men det kan også kæntre den”.

Kinas rurale arbejdsstyrke var 488 millioner i 2003, heraf var over 300 millioner underbeskæftigede. Som resultat heraf er antallet af mennesker, der forlader landområderne for at søge arbejde i byerne steget dramatisk.

Formentlig vokser antallet til 200 millioner i løbet af de næste ti år. På samme måde som bønder og landmænd var den centrale støtte, der muliggjorde kommunisternes magtovertagelse, kan de migrantarbejdere, som de er blevet til, blive dem, der tager magten fra kommunistpartiet.

Vrede og frustration begynder at vise sig blandt arbejderne. Der har været sporadiske strejker og protestudvandringer fra fabrikker. Rapporter om vandalisme, sabotage og vold begået af arbejdere, trænger gennem fabriksdørene og ender på NGO’ernes skriveborde.

Hvis migrantarbejdernes helt legitime beklagelser bliver overhørt og intet gøres for at forbedre deres situation, kan de på længere sigt komme til at udgøre en alvorlig trussel mod regeringens stabilitet.

Ind imellem er der opmuntrende tegn fra KKP. Sidste oktober beklagede Xiong Deming, en kvinde fra en afsidesliggende landsby i Chongqing provinsen, sig til Premierminister Wen Jiabao over, at hendes mand ikke havde fået udbetalt sin løn i flere måneder. Dette er en udbredt historie.

Alene i bygningsindustrien udgør den løn, der skyldes til arbejderne, over 30 milliarder yuan (3,6 milliarder $).

På Premierministerens direkte foranledning blev familien Xiongs penge udbetalt samme aften. Dette satte gang i en regeringskampagne, der hjalp migrantarbejderne med at få udbetalt den løn, som de havde indtjent.

ACFTU arbejder også på at forbedre migrantarbejdernes levestandard. De administrerer modelsovesale og sundhedsprogrammer for arbejderne. Men disse tiltag tager ikke fat i det centrale dilemma.

Problemet er, at de penge, som skabes gennem migrantarbejdernes slid, gør nogle få rigere, men presser mange ned i forfærdende løn- og leveforhold.

Men det er ikke for sent endnu. KKP’s indoptagelse af markedsøkonomien betyder ikke, at partiet behøver at smide alle socialistiske principper overbord.

KKP kunne modsætte sig den nuværende økonomiske ortodoksi, som den formuleres i WTO, Verdensbanken og IMF, om at staten skal afholde sig fra enhver intervention i markedet. Partiet kunne i stedet gennem love og inspektioner trænge ind i fabrikkerne og garantere sikrere arbejdsforhold og en mere retfærdig fordeling af indtjeningen.

Men hvis KKP accepterer det dominerende kapitalistiske syn på økonomisk politik og gennemfører dens ’fingrene væk’ tilgang, vil migrantarbejdernes stemmer forblive overhørte i de tæt pakkede fabrikker og sovesale, hvor de i dag er fanget.

Artiklen, der oprindeligt er sakset fra New Internationalist nr. 371, september 2004, er oversat og redigeret af Stinne Lyager Bech. Artiklen har også været bragt i tidsskriftet Gaia.