Kommentar: Fortidens kompleksitet

Dansk Historie - det store D og H er bogstaveligt ment - har været til voldsom diskussion i de seneste par år. Først som integreret i den bredere snak om dannelse og om skolelevernes paratviden; senest i anledning af de jubilariske skænderier om den tyske besættelse af Danmark, hvis afslutning nu ligger 60 år tilbage.

Konkret er anledningen til striden om udlægningen af besættelsestiden, at unge historikere har udgivet en række bøger, hvori de gør op med det, de betragter som den ”kollektive erindring” om besættelsestiden, og om denne erindrings bevægelighed i relation til skiftende verdenshistoriske og nationale begivenheder.

De nyeste af de unge historikere, der er unge i den forstand, at de deles om at være født efter besættelsen, har blandt andet skrevet om de danske Østfrontfrivillige, der talmæsigt oversteg antallet af aktive i modstandsbevægelsen, og om stikkerlikvideringerne, som det ellers havde været tabuiseret at beskæftige sig med.

Dertil kommer statsministerens hyldest af sig selv for Irak-krigen og det politiske svineri, der gjorde den mulig, og de(t) folk, der i 1943 bragte samarbejdsregeringen til fald. Han mente sig, må vi forstå, som moralsk æt af det oprørske folk, og krigsmodstanderne som moralsk beslægtede med samarbejdspolitikerne.

Miskrediteret, jovist, men hvem?

Mens Foghs oprørende relativering af modstandsfolkenes indsats gik relativt upåagtet hen, så har de nye historikere ”fået turen”. Og det ikke mindst af stadigt levende modstandsfolk, der ser deres oplevelse af egen indsats besudlet. Og paradoksalt nok netop der, hvor denne indsats bliver fremhævet som unik, som én der står i modsætning til fx folkelig passivitet eller samarbejdspolitisk følgagtighed.

Dertil kommer nogle lidt pudsige, men også produktive misforståelser og uenigheder om, hvad ord betyder. Fx hørte jeg på Danmarks radios P1 en modstandsmand kritisere Peter Øvig Knudsen, forfatter til bogen Efter Drabet om stikkerlikvideringerne, for at omtale modstandsbevægelsen som et ungdomsoprør.

Forfatterens pointe var selvfølgelig ikke, som den gamle modstandsmand måske opfattede den, at modstandsbevægelsen på nogen måde kunne lignes med 60ernes ungdomsoprør, eller at modstandsfolkene var på hash eller syre, men at det i hovedsagen var meget eller ganske unge, der engagerede sig i den væbnede kamp, og dét i modsætning til mange fra den ældre generation, der tilpassede sig eller nøjedes med knytte hænderne i lommerne.

Tilsvarende var modstandsmanden utilfreds med at Øvig Knudsen havde omtalt eskalationen af blodsudgydelser i slutningen af besættelsen som en ”borgerkrig” mellem modstandsbevægelsen og de danskere, der frivilligt havde gjort sig til håndlangere for besættelsesmagten.

Dét var der ikke tale om, mente modstandsmanden, for dem på den anden side var ikke danskere; de havde, ved deres kollaboration med besættelsesmagten, opgivet at være danske borgere, og som konsekvens af dette kunne man ikke, per definition, omtale begivenhederne som en borgerkrig.

Rent bortset fra, at det er let at se, at det sidste ræsonnement ikke holder en meter, så får det måske alligevel sagt lidt om, hvad der er på spil for nogle af de modstandsfolk, der vånder sig over historikernes udlægning af, hvad der foregik herhjemme under besættelsen: De, modstandsfolkene, gjorde som de gjorde, mener de, fordi de var danske, og ikke fordi de var særligt fortræffelige mennesker.

Og så kan man måske se, hvordan den historieskrivning, der stiller spørgsmålstegn ved det ”enige folk” eller det kollektivt ”undertrykte folk”, kan opleves som kompromitterende af mennesker, hvis egen indsats og offer er uomtvistelig.

Og man kan se, hvorfor det er nødvendigt med en historieskrivning, der ved sit blik for flertydigheder modsætter sig de gentagne politiske kidnapningsforsøg fra statsministeren og Dansk Folkeparti.

Er historien moralsk?

Jeg synes, at mange af indvendingerne, der kommer mod fx den nye generation af besættelsestidshistorikere er antihistoriske. Ligesom Anders Foghs aktuelle undskylderi og nutidsforfalskning er det.

Jeg mener ikke, at frihedskæmperne og statsministeren har identiske motiver, men de har i mange tilfælde samme funktion.

De gør fortiden, og historikerne og andres registrering og fortolkning af denne til noget, der skal konformere til et skema, der betoner handlingers uomtvistelige hæder- eller dadelværdighed, der igen forstås baglæns og endimensionalt som motiveret af hæderligt eller uhæderligt sindelag.

Og det står i modsætning til de fleste menneskers hverdagserfaring om, at langt de fleste ting, vi går og gør, er motiveret af alle mulige slags overvejelser og vaner, der sjældent eller aldrig kan forstås som rent moralske; spørgsmålet om hvilken side, man står på, stiller sig næsten aldrig på nogen entydig måde.

Umiddelbart mener jeg ikke, at den historieskrivning, der befatter sig med at beskrive fortiden i sin kompleksitet, og ikke forfalder til forklaringer som dansksindethed/udanskhed, illoyalitet/loyalitet, ondskab/godhed, opofrelse/fejhed trækker noget fra modstandskæmpernes heroisme - eller stikkere og værnemageres skamløshed.

At nogen opfatter det sådan er ærgerligt, men også "bare ærgerligt!".

For vedligeholdelsen af den slags skemaer ødelægger muligheden for, at vi kan lære noget af historien, udover det vi lærer os ved at læse Brødrene Løvehjerte. Og det er ikke for at sige noget ondt om Astrid Lindgrens fantastiske bog (der i parantes bemærket også er for børn) men for at sige, at myter og foretællinger er nødvendige, for at vi, midt i vores komplekst motiverede aktivitet som mennesker, behøver endimensionelle forbilleder og antipatier for ikke fuldstændigt at relativere vores individuelle moral, og gøre det onde, vi gør, til konsekvens af fx vores opvækst.

Når vi giver fanden i skurken Tengils muligvis dårlige barndom - om han er blevet misbrugt som barn eller traumatiseret af de mange krige, han ganske sikkert har været med i - er det jo netop, fordi han er et "teknisk" greb, der har en pædagogisk pointe: Nemlig at huske børn og voksne på, at der findes ondt, og at der er noget at stille op for og tragte efter i det godes tjeneste. Og at dét nogen gange koster.

Men ulig Brødrene Løvehjerte er fortiden ikke noget, der skal fortælles eller fortolkes for, at vi kan drage moralsk lære af den. Det skulle lige være, at vi (og det er jo det store Dansker-VI, der er på spil i debatten om "vores" forhold til besættelsestidens historie) behøver at betragte historien som sammensat flertydighed for ikke, som Anders Fogh, at havne i selvkongratulerende forestillinger om "den objektive danskheds" rolle i alt det gode, som individuelle menneskers handlinger har ført til, eller om "udanskhedens" rolle i alt det onde, som er hændt.

Det korte af det lange er, at en - synes jeg - uomgængelig opgave for historikere, skolelærere mm. er at bryde med den "spontane histografi", dvs. med den snævre vendings brede kategorier og store overskrifter, og med de grundfortællinger, som disse kategorier og overskrifter fragtes i.

Ikke for sjov, naturligvis, men fordi historien ikke har nogen berettigelse, hvis den blot kolporterer det, vi ved eller tror i forvejen. Og ikke "for sjov", eller for at tage illusionerne fra folk, men for at ruste os med den indsigt, at vi er, hvad vi gør, og at det, at vi nominelt er danske, ikke fortæller forfærdelig meget om vores individuelle moralske beskaffenhed.

Og skulle nogen, som Anders Fogh, lide under den vildfarelse, at de midt i verdens fortrædeligheder kunne trøste sig med at være danske, eller med at deres slette moral i det mindste er dansk moral, så må de hjælpes.

Og forudsætningen for, at det kan ske, er, at der bliver skrevet historie, og at der blandt historikerne findes nogle, der gør sig ulejlighed med at demontere eller problematisere netop de myter, som ligger lige til nationalchauvinisternes og de krigsbegejstrede højreben.

Lars Ploug er medlem af Kontradoxas redaktion.