Forsvar for moralsk smagsdommeri

Advarsel!

I det følgende vil der blive moraliseret. Der vil blive brugt spalteplads på noget så gammeldags som moral. Folk, der ikke er bange for elitært smagsdommeri, kulturradikal moralsnak eller venstredrejet humanismeævl kan godt læse videre, men det er på eget ansvar. Der vil blive nævnt ord som god og dårlig moral, og måske vil der endda blive luftet en mening her og der.

To slags moral

I filosofihistorien har der været mange opfattelser af moral, dels af hvad der er godt og slet, dels af hvordan den gode moral må komme til udtryk i vore konkrete handlinger.

Skal handlinger måles på konsekvenser eller på den gode hensigt?

Det har været et af hovedtemaerne i moralfilosofiens historie, og dannet to retninger, nytteetikken og pligtetikken.

Nytteetik

Utilitarismen, også kaldet nytteetikken, er en moralteori, hvori man i vurderingen af, hvorvidt en handling er moralsk god eller ej, lægger vægt på handlingens konsekvenser, og hovedmaksimen, som den udformedes i 1789 af J. Bentham, fordrer, at man altid handler således, at man maksimerer den samlede sum af velfærd (lykke).

Den hedonistiske utilitarisme, som Bentham udformede den, opererer med begrebsparret ”pleasure” and ”pain” (jeg undlader at oversætte det), hvor den enkle tanke er, at handlinger, der fører til den størst mulige sum af ”pleasure,” er moralsk rigtige handlinger, og handlinger, der ikke gør det, er moralsk forkerte.

Man tager simpelthen udgangspunkt i de involverede individers følelse af velfærd, og en øgning eller svækkelse danner bedømmelsesgrundlaget for handlingens moralske rigtighed. I denne tankegang kommer andre parametre som f.eks. opfattelse af pligt, opfattelse af eventuelle ukrænkelige rettigheder, opfattelse af alle individers ret til kun at søge deres egen lykke, ikke ind i billedet.

Jeremy Bentham, 1748-1832

Bentham skrev i sit testamente, at hans legeme post-mortem skulle balsameres og udstilles i et træ-kabinet, og således blev det. Benthams såkaldte "auto-ikon" kan i dag ses på University College i London. Benthams hoved er dog fremstillet af voks, da hans rigtige hoved blev svært beskadiget under den oprindelige balsameringsproces.

Denne oprindelige utilitarismeopfattelse er ofte blevet kritiseret, og et af de væsentligste kritikpunkter har angået utilitarismens praktiske uanvendelighed, idet det har været hævdet, at man slet ikke kan definere, endsige måle, den velfærd eller lykke, som er hele grundlaget for teorien.

Nogle går så vidt som til at hævde, at utilitarismen slet ikke er en moralteori, men en teori, der ikke formår at omfatte egentlig moral, og i stedet bliver en velfærdsteori eller en behagelighedsteori.

Pligtetik

Den store bagmand i den deontologiske lejr er den tyske filosof Immanuel Kant.

I den deontologiske, eller pligtetiske, moralteori handler det ikke om handlingers konsekvenser, men om intentionen hos den handlende, derfor er denne moralopfattelse også lejlighedsvis blevet kaldt intentionalismen. Kant udtrykker det selv i sin berømte sætning: Det eneste gode er den gode vilje.

Hovedmaksimen i den pligtetik, som Kant udformede i 1785, det kategoriske imperativ, lyder: Handl kun således, at du kan ville at din handling kan fungere som almengyldig lov.

At dette imperativ er kategorisk skal forstås således, at det ikke er frit for den enkelte, om han ønsker at opfylde dette kriterium, det kategoriske imperativ er et absolut krav til alle fornuftsvæsener. Man ser, at der er tale om en formel lov, der ikke i sig selv siger noget om indhold, men handler om universalitet.

Immanuel Kant, 1724-1804

Når en handling opfylder betingelsen om universalitet, som det udtrykkes i det kategoriske imperativ, så er det en moralsk handling. Hvilke faktiske konsekvenser, der så i øvrigt viser sig, er helt ligegyldige i vurderingen af rigtigt/forkert.

Utilitarismens påvirkning

Begge disse moralretninger har haft indflydelse på senere tiders moralopfattelse, men man kan roligt sige, at den utilitaristiske model langt hen ad vejen er blevet inkorporeret i og har været inspirationskilde for den vestlige verdens nuværende moraltankesæt, i en sådan grad, at mange tilsyneladende opfatter nyttemoralen som ”naturlig”. I mange tilfælde gemmer der sig en utilitarismemoral, hvis man kradser lidt under overfladen.

Den utilitaristiske tænkemåde indeholder i sig spiren til den moderne demokratitanke, idet det altid vil blive flertallets fordel, der tilgodeses. Minoritetsgrupper på op til 49 %, anderledes tænkende, folk, der argumenterer i henhold til andre moralopfattelser, vil i praksis blive udgrænset i den utilitaristiske praksis, fordi de altid vil falde til den forkerte side i det utilitaristiske regnestykke.

Man kan i den utilitaristiske tænkemåde se spiren til økonomitænkning, idet det altid er det værdi- og effektmaksimerende, der foretrækkes. Det bliver i en vis forstand det meste i stedet for det bedste.

Der er tillige en modernistisk og materialistisk tankegang i utilitarismen, som en konsekvens af manglen på faktisk at kunne måle det moralsk gode og en deraf følgende tendens til at søge at måle behag/velbefindende, i stedet for moralsk værdi.

Det kan her påstås, at det, man normalt ville opfatte som det moralske, unddrager sig denne form for vurdering. Men om utilitarismen faktisk formår at være en morallære eller blot en lære af mere praktisk/politisk art, så kommer den på mange måder til at fungere som morallære i praksis.

Den bliver grundlaget for velfærdsstatstanken.

Er kapitalismen god?

For eksempel kan man i den klassiske politiske diskussion om kommunisme/socialisme versus liberalisme/kapitalisme høre bemærkninger gående ud på at kapitalismen har sejret, fordi den er det effektive samfundssystem, kommunismen var dårlig, fordi den ikke fungerede.

I den form for diskussion er der jo i virkeligheden to forskellige ting på spil, som bliver voldsomt sammenblandet. Det ene er et spørgsmål om det rigtige eller det gode, det andet et spørgsmål om effektivitet. Vi lever nu om dage i en diskurs, hvor man nærmest betragter disse to som synonymer, deraf sammenblandingen. Vi tenderer at mene, at noget er godt, hvis det fungerer effektivt, og at det er dårligt, hvis det ikke gør.

Men man kunne jo godt anlægge det synspunkt, at det kapitalistiske system er effektivt, men ikke desto mindre alligevel er et dårligt samfundssystem i moralsk forstand, og de kommunistiske systemer hamrende ineffektive i sammenligning, men ikke desto mindre mere prisværdige samfundssystemer, uden at man havner i at modsige sig selv af den grund.

At man normalt betragter det effektive eller hensigtsmæssige som det gode, tør antyde, at man tænker utilitaristisk.

Kan en krig være god?

Også når man for eksempel diskuterer dansk deltagelse i en krig, kan nytte- kontra pligtetiske standpunkter være centrale.

Kan det være god moral at deltage i en angrebskrig? Ud fra et nyttemoralsk synspunkt kan man begynde at regne på fordele og ulemper. Hvis for eksempel en angrebskrig skader 100 000 mennesker, men gavner 10 millioner, og mængden af velfærd er større end mængden af det modsatte ved udførelsen af denne krigshandling, så er det moralsk godt at gå i krig, hvis man skal holde sig nøje til den hedonistiske utilitarismetanke.

Man havner med den rene hedonismeutilitarisme i en situation, hvor det endda kan være i orden at slå uskyldige mennesker ihjel, hvis blot det samlede gode øges derved. Man argumenterer udfra overordnede politiske, strategiske forhold, man siger, at man vil fjerne en diktator, bringe demokrati til de undertrykte og så videre.

Udfra et pligtetisk synspunkt, er spørgsmålet, når man skal overveje en angrebskrig, alene, om det er rigtigt eller forkert udfra det kategoriske imperativs fordring. Hvis man mener, at det er forkert, så er det forkert, uanset konsekvenserne. Her er det ikke relevant at foretage en opregning af fordele og ulemper. Om man vil påbegynde en krig bliver således kun et spørgsmål om, hvorvidt det er etisk at begynde at slå ihjel eller ej.

Denne direkte form for etisk argumentation anvendes bemærkelsesværdigt nok ikke af vore beslutningstagere. De holder sig til nytteargumentationen.

Er det godt at berige de rige?

Et mindre blodigt eksempel kunne være skattepolitikken. Når partier som Venstre og Radikale slår på tromme for fjernelse af topskatten, er utilitarismeargumenterne klar.

Selv om visse mennesker i dette samfund belønnes for deres indsats med f.eks. 200 000 kr. om året, mens cheferne for SAS, TDC eller Jysk Rengøring får mellem 6 og 14 mio. kr. om året, og nogle få mennesker kan tjene 20-30 mio. kr. om året på at sparke til en fodbold eller svinge en tennisketcher, mens indvandrere sættes på madkasseordninger og bistanden reelt sættes ned, så mener Venstre eller Radikale altså, at det er de velhavende befolkningsgrupper, der har brug for skattelettelser.

Sjovt nok taler man i disse partier ikke om, hvorvidt det egentlig er etisk rigtigt, at skattelettelser skal gavne de, der tjener mest i forvejen. De tør ikke direkte sige, at det er etisk yderligere at berige de rige, men anvender i stedet nyttebetragtninger.

Man behøver ikke bede om de lange og traurige søforklaringer, der skal tjene som argumenter for, hvorfor det må være sådan, dem får vi rigeligt af i forvejen: Det vil være godt for os alle sammen; det vil gavne beskæftigelsen; det vil motivere de folk, der i forvejen tjener mest, til at gøre en ekstra indsats og tjene endnu mere; det vil gavne produktiviteten, dynamikken, velfærden.

Udover at det er mildt sagt tvivlsomt, om det skulle gavne os alle, at nogle mennesker tjener ufatteligt meget mere end andre, så er det bemærkelsesværdigt, at man undgår de egentligt moralske spørgsmål ved i stedet at tale om nytte og effektivitet i produktionssamfundet.

Eksemplerne på nyttetænkning er utallige.

Lad dette være en åbenlys opfordring til moralsk smagsdommeri. Lad folk fra høj til lav begynde at vælte sig i moralbetragtninger.

Der skal ikke her nødvendigvis plæderes for, at nyttetænkningen bør ophøre, men lad os lægge nyttebetragtningerne på hylden bare en gang imellem, eller i det mindste supplere med andre moralbetragtninger for at få en bredere og mere nuanceret moralopfattelse.

Lad os få deontologi til morgenmad, stødt retfærdighedssans til frokost, moralsk forargelse til aftensmad, og dydsetik til aftenkaffen, medens vi ser tv-avis. Lad os alle hele tiden stille spørgsmålet; er det ene eller andet nu egentlig moralsk godt, og ikke blot nyttigt, praktisk, hensigtsmæssigt?

På trods af vor ucharmerende regerings spin-fis om det modsatte, så moraliseres der slet ikke nok i disse tider. Lad os få moraliserende dommere, moraliserende smagsdommere, journalister, læger, advokater, cykelsmede og havnearbejdere.

Så kunne vi måske få noget virkelig moralsk debat.

Thomas Dam Olsen er cand. mag. i historie. Artiklen har tidligere været bragt på internetavisen Flix.dk

Omtalte værker:

Jeremy Bentham: Introduction to the Principles of Morals and Legislation. 1789.

Immanuel Kant: Grundlegung zur Metaphysik der Sitten. 1785.