Interview: Politisk aktivisme i cyberspace

Hacktivisme handler først og fremmest om ytringsfrihed, siger Christopher. Han er 20 år, læser på en videregående uddannelse og har været hacktivist i vel tre-fire år efterhånden, som han siger.

Når han skal forklare, hvordan hacktivisme og ytringsfrihed hænger sammen, bruger han Kina som eksempel.

»Myndighederne i Kina har lagt en masse restriktioner på brugen af internettet. Ikke bare gennem lovgivningen, men også tekniske forhindringer, der gør, at man ikke kan komme ind på hjemmesider, der indeholder ord som fx democracy og Falun Gong. Som svar på det har den legendariske hacktivistgruppe Cult of the Dead Cow (CDC) lavet et program, som den kinesiske befolkning kan bruge til at omgå myndighedernes tekniske forhindringer med og komme ind på de »forbudte« sider«, siger Christopher.

Cult of the Dead Cow

Den »legendariske« hacktivistgruppe, CDC, blev dannet i 1984 i Lubbock, Texas. Indtil 1998 var de bare hackere, men en dag hvor et par af gruppens medlemmer sad og chattede, så var ordet der pludselig: Hactivism. Det forklarer Oxblood Ruffin fra CDC i en artikel i teknologimagasinet Wired.

»Som de fleste andre CDC-opfindelser var hacktivisme på samme tid både seriøst og ironisk ment, som et begreb for de aktiviteter vi laver«, siger Ruffin til Wired, der senere i artiklen bruger Ronald Deibert, professor ved universitetet i Toronto, Canada, til at fremhæve, at netop CDC har specialiseret sig i koblingen mellem hacktivisme og ytringsfrihed.

»CDC har fået et godt omdømme for deres unikke kombination af opfindsomhed og moralsk stillingtagen. Som så mange andre hackere er de med deres dræberværktøjer ude efter autoriteterne, men CDC gør det bevæbnet med artikel 19 i FN’s menneskerettighedskonvention (artikel 19 omhandler ytringsfriheden, red.)«, siger Deibert.

Hacktivisme er med andre ord hacking med en politisk profil. Eller sagt på en anden måde: Hacktivister er politiske aktivister med en forstand på teknik og computerprogrammering ud over det sædvanlige.

Tekniske færdigheder

Christophers historie med computere startede for godt ti år siden, hvor han fik lov til at tage en gammel, nedslidt computer med hjem fra skole. Den var så gammel, at man ikke kunne spille spil på den. Men det var der råd for: Christopher lærte sig selv kunsten at programmere spil. Godt nok blot ganske simple spil, men det var nok til, at han fik øjnene op for programmeringssprogets lyksaligheder.

Nogenlunde samtidig blev der vakt en politisk interesse hos Christopher, og med politikken og programmeringen i bagagen, var vejen mod hacktivisme banet.

Netop de tekniske færdigheder er centrale for at forstå, hvad hacktivisme er. Det skal nemlig ikke forveksles med net-aktivisme, forklarer Christopher og nævner underskriftsindsamlinger via nettet eller såkaldte Denial of Service-angreb, som eksempler på net-aktivisme. De kræver ingen tekniske forkundskaber, for at man kan deltage.

»Man kan sammenligne hacktivisme med civil ulydighed. Man begår en ulovlighed for at slå et synspunkt fast. Ikke for egen vinding og måske ikke engang for at opnå et konkret resultat. Det er mere en symbolsk handling. Men til forskel fra i hvert fald nogens forståelse af, hvad der ligger i civil ulydighed, så vedkender hacktivister ikke det, de har gjort. Tværtimod forsøger man at skjule sin identitet mest muligt. Og så er hacktivismen jo også elitær. Det kræver, at man har tilegnet sig nogle særlige kompetencer, som man ikke skilter alt for meget med. I hvert fald hvis man vil undgå at blive opdaget«, siger Christopher.

Mere end ytringsfrihed

Men for Christopher er hacktivisme mere end en kamp for ytringsfrihed. Derfor definerer han heller ikke sig selv som hacktivist, men som »revolutionær hacktivist«, fordi han, som han siger, bruger sin hacking som redskab i klassekampen.

Det betyder i praksis, at målene for Christophers hackerangreb kan være nogle andre end de mål, dem, der arbejder med menneskerettighederne som grundlag, har.

Men ellers kan det være svært at få øje på forskellene.

»Hacktivisme er en global aktionsform. Man behøver ikke være til stede rent fysisk i hverken Nord- eller Sydamerika for at protestere mod lokale forhold. Men hacktivisme kan ikke stå alene. Det kan ikke erstatte folkelige opstande, demonstrationer eller anden politisk aktivisme, men det kan støtte op om de ting, der allerede er fokus på«, siger Christopher.

Oxblood Ruffin fra CDC giver i Wired udtryk for samme holdning. Og, pointerer han, CDC er gået skridtet videre og har i forbindelse med flere sager samarbejdet med græsrodsorganisationer om at koordinere aktiviteter for at opnå de bedst mulige resultater.

Christophers rigtige navn er redaktionen bekendt.

Rasmus Burkal er medlem af redaktionen for tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.