Commission on the Status of Women, CSW, mødtes for 49. gang i New York fra 28.februar til 11.marts. Dansk Kvindesamfund var med som NGO i den danske delegation.
CSW skulle denne gang gøre status over kvinders situation siden vedtagelsen af Beijing Platform for Action (PfA) fra 1995 og fejre 30-året for den første Verdenskvindekonference.
Der skulle ikke forhandles nye tekster, fordi religiøse fundamentalister fra Vatikanet, Bush-administrationen og visse kristne og muslimske lande målrettet modarbejdede grundlaget for at forbedre kvinders vilkår og rettigheder – og den reelle ligestilling i særdeleshed.
Farlig feminisme
Begreber som "gender" – dvs. køn som konstruktion, mens "sex" er det biologiske køn - og "reproductive rights" forsøges fjernet fra alle tekster.
Ifølge kardinal Trujillo, pavens rådgiver i familiespørgsmål, har Vatikanet udarbejdet et leksikon på 1000 sider med 76 "antikirkelige" begreber til brug for arbejdet med FN-tekster.
Trujillo blev kendt i 2003, da han påstod, at kondomer ikke beskytter mod HIV, fordi der er små huller i dem.
Den løgn spredes stadig på fire kontinenter.
"Reproduktive rettigheder" ses udelukkende som propaganda for fri abort, og "gender" anses for et særligt farligt anslag af radikal feminisme, der adskiller det kulturelle fra det biologiske, fører til ægteskabets og familiens opløsning, fornægter moderskabet og fører til homoseksuelle ægteskaber.
Trujillo mener, at CEDAW-konventionen (Convention on the Elimination of all Forms of Discrimination Against Women, vedtaget på FN’s generalforsamling den 18. december 1979 og ratificeret af Danmark den 7. april 1983) er udtryk for den tendens.
Mærkværdig påstand
Bevæbnet med troens doktriner angriber Kardinal Ratzinger med de samme argumenter FNs mål om at have nedbragt den globale fattigdom i 2015, Befolkningskonferencen i Cairo i 1994 og Bejing Platform for Action i 1995.
Deres formål er ifølge ham at tillade, at kvinder ikke føder børn, så de har mere tid til sig selv.
En mærkværdig påstand fra en ideologi og institution, der kræver, at dens ledere lever i cølibat. Vatikanet sendte i august 2004 et brev til alle biskopper om mænds og kvinders samarbejde i kirken og i verden, hvor det fremhæves, at kønnenes natur er givet af Gud.
Den katolske kirkes ideologi er kort sagt totalt topstyret og mener, at kritik mod patriarkatet er kritik mod Guds ord.
Aborten i fare
Den katolske kirkes ledelse, paven og hans kardinaler, har stor indflydelse på FNs arbejde, fordi de som eneste religion har permanent observatørstatus under navnet Holy See.
De kan deltage i alt undtagen at stemme i Generalforsamlingen, men da alle dokumenter forsøges forhandlet til konsensus, besværliggør de sammen med andre arbejdet.
USA har aldrig ratificeret CEDAW, og Bush-administrationen modarbejder UNFPA og andre FN-organisationer og tilknyttede NGO ’er, som den påstår arbejder for fri abort.
Catholics for a Free Choice arbejder for retten til prævention og abort som personligt valg og med kampagnen See Change for, at den katolske kirke får samme NGO-status ved FN som andre religioner. I juni 2004 roste pave Johan Paul II præsident Bush for hans lederskab mod fri abort i USA.
Fire amerikanske højesteretsdommere er imod abort og fem er for, men en er alvorligt syg. Aborten er i fare i USA.
Forebyggelse forbudt
Paven og Bush mener begge, at seksuel afholdenhed før ægteskabet er den bedste seksualvejledning for unge og den bedste forebyggelse af HIV/AIDS. Millioner af børn og unge i USA får undervisning i seksuel afholdenhed i stedet for ordentlig vejledning.
En nylig rapport om de 13 mest populære programmer viste, at 11 af dem gav medicinsk ukorrekte oplysninger og stereotype opfattelser af køn. I Afrika smittes gifte kvinder nu i stort tal med HIV.
Evas synd
Endnu værre er USA’s forbud mod støtte til organisationer, der vejleder om, arbejder for eller udfører abort - uanset om det er lovligt i landet. Det er denne krænkelse af ytringsfriheden, der har ført til øgenavnet for forbuddet: ”Global Gag Rule”, der på dansk kan oversættes til ”den globale mundkurv”.
Global Gag Rule blev indført af Reagan i 1984, suspenderet under Clinton i 1993, men genindført af Bush jr. på hans første dag i præsidentembedet i 2001.
Bush har skærpet håndhævelsen, der koster mange fattige kvinder og børn livet.
Støt derfor kvindeorganisationernes internationale samarbejde, så alverdens kvinder ikke fortsat skal betale for Evas "synd": At søge kundskab og dele den med andre.
Tinne Stubbe Østergaard er styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund
Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Kvinden og Samfundet, nr. 1 2005.
Relevante links:
Om CSW og FNs arbejde for kvinder: www.un.org/daw
Catholics for a Free Choice: www.cath4choice.org og www.seechange.org
Global Gag Rule: www.globalgagrule.org
Kvindernes U-lands Udvalg (Red Kvindeliv, Global Gag Rule m.m.): www.kulu.dk
Abort og reproduktive rettigheder i USA og globalt: www.feminist.org
Red Kvindeliv: www.redkvindeliv.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96