En lavalf er død

Ebbe Kløvedal Reich

(7.marts 1940 – 23.april 2005)

Lørdag morgen klokken fem døde Ebbe Kløvedal Reich i sit hjem, han blev 65 år gammel. Han sov stille ind, og Elise, hans kone, fortalte mig, at der var en solsort, der sang netop da.

For yngre generationer kan det være svært at forklare, hvad Ebbe Kløvedals betydning for samfundsforståelsen og –debatten var, for den havde så mange sider, og han levede i så mange rum. I hvert fald hvis man så det udefra.

I starten hed han Reich til efternavn, men i de befriede områders tid sidst i tresserne, tog han sammen med en gruppe kollektivister mellemnavnet Kløvedal. Jeg tror, at mange kun kender ham med dét navn.

Mellemnavnet Kløvedal blev taget af en hel gruppe unge mennesker af den type, som i dag bliver kaldt 68´ere. Ebbe var uden tvivl den mest visionære og bemærkelsesværdige i den flok, som ellers var rigeligt bemærkelsesværdig. Han fortæller om navnet i de tolv ”Mands-minde-foredrag” han holdt året før sin død (Efter krigen – før freden):

Kløvedal er, som mange nok ved, et sted i Ringenes Herre (Rivendel på engelsk) og ”det er,” fortæller han, ”navnet på det sted, hvor de dødelige og gæstfri lavalfer holder til, og hvor man samles, før man drager ud på nye eventyr.”

Jeg tror, Ebbe har beskrevet sig selv ganske godt ad denne omvej. Dels vidste han, da han skrev det, at han var dødeligt syg, dels har hans forestilling om et godt menneske nok ligget tæt på det ”gæstfri” menneske. Hermed menes ikke bogstavelig og hjemlig gæstfrihed, men han havde et usædvanligt gæstfrit sind med plads til Gud og hvermand.

Og en lavalf var han i hvert fald. Eller en halv-elvermand. Der er ingen tvivl om, at elverfolket, som det er skildret hos Tolkien, var hans drømmefolk.

Han var historiker, krønikeskriver, romanforfatter, tresserflipper og meget meget mere.

Han læste historie ved Københavns Universitet, da hans speciale blev mere aktuelt, end han – eller nogen andre – havde forestillet sig: Indokina var det blandt andet, og da Vietnamkrigen blev voldsomt eskaleret i 1965 med bombninger af Nordvietnams store byer, blev han nærmest fuldtids-krigsmodstander.

Han forlod definitivt studierne, og hvad skulle han sådan set også med dem? Han studerede flittigt hele sit liv.

Men han skal også huskes for et væld af andre indsatser. Han var del af mange grupper og retninger, som folk tit syntes var i strid med hinanden, men for ham hang de fint sammen. En fælles overskrift kunne være, at han var et sjælemenneske, som mest gik efter at være et slags sandhedsvidne i de forhold, han løb ind i. Han var fortolker af tiden, men han var også medskaber af den.

Da vi sammen med to gamle kammerater, Mogens Kløvedal og Peter Poulsen, lavede endnu et tidsskrift i 1970´erne, Fælleden, kastede vi et kenderblik på vores horoskoper, og Ebbe konkluderede, at ”denne redaktion kan alt. Måske bortset fra at tænke.”

Vi havde været sammen på politisk revy siden starten af 1966 (Ebbe var der et halvt år før) og dér var han absolut den, som havde den mest visionære tilgang til stoffet.

Han havde den nødvendige humor og det nødvendige mod, og man skal ikke tage fejl af hans evne til at bøje af og undgå de direkte nærkampe. Han var ikke til direkte krig og nærkamp, men det var kun hans måde, der var bøjelig. Hans rødder var solide, og hans grobund var fast.

Han var en af bannerførerne for modstanden mod EU, men da hele arrangementet efter tredive års modstand alligevel var etableret, så han i øjnene, at det var vigtigere at konstatere tingenes tilstand.

Derefter gik han ind for, at der i det mindste blev lavet en føderation ud af det hele, så man kunne få klart på skrift og i lovgivning, hvad der var enkeltstaternes område og hvad der var unionens. Modstanderkredsene så ikke mildt på den holdning.

Dertil kom, at hans gamle forbindelse til kristentroen og folkekirken skabte forundring i helt andre kredse.

Et af hans hovedværker er folkebogen om Grundtvig, Frederik, og hans kristentro var uden for al tvivl i slægt med Frederiks. Han kaldte sig selv ”vanekristen,” men han var langt mere end det. Han havde en tro, der både var forfinet og solidt jordbunden.

Han havde for længst vænnet sig til den hovedrysten, der fulgte med, og han fortsatte sit flerstrengede projekt med at skrive krøniker om både kirken, troen, den permanente imperialismes stadige ekspansion og om fantasien og godheden.

Han var far til fire, og det var selvsagt med fire forskellige kvinder. Det var jo i revolutionens tid. Hans sidste og længstvarende ægteskab var med Elise, som han ikke havde børn med. Hun så til, at den brogede familie kom sammen, og det var en stor glæde for ham.

Nu er en af de fremmeste lavalfer væk, i hvert fald for vores blik, for han var absolut dødelig. Hans gæstfri sind er hans efterladenskab, og han vil sikkert sige, at vi kan bare tage af det, hvad vi kan bruge.

For en lavalf er et generøst væsen.

Se også linksamlingen Socialister på Assistens Kirkegård, Ebbe Kløvedal Reich