Nanoteknologi: Ny mirakelmedicin?

Nanoteknologi er et nyt ord, der kan åbne alle døre til ellers velbevogtede skattekamre med forskningsmidler og investeringsmidler.

Forhåbningerne til udviklingen af nanoteknologi er store. Nanoteknologi er nøglen til en ny vækst-æra for industrien og dermed også økonomien – hvis man altså skal tro de mange dokumenter med løfter og visioner fra ministerier og forskere i en række lande.

Her er de magiske teknikker, der skal redde os ud af alle problemer og ubehageligheder, som vores nuværende teknologier og produktioner giver os, inklusiv at være med til at muliggøre brintsamfundet.

Nano-kapløbet mellem USA, Kina, EU og Japan er i gang.

Hvad er nanoteknologi?

Nanoteknologi er ikke en bestemt teknologi i den forstand, at den arbejder med særlige stoffer eller metoder.

Med nanoteknologi forandrer, sammensætter og manipulerer man materialer, komponenter og organismer på atom- eller molekyle-niveau i størrelsen fra 0,1 til 100 nanometer. En nanometer er en milliardendedel af en meter, et iltatom er f.eks. 10 nanometer.

Med nanoteknologi søger man at ændre på egenskaber i stoffer, materialer og organismer, som knytter sig til makromolekyler, enkeltmolekyler, atomer og elektroner.

Nanovidenskab handler om at forstå særlige fænomener og egenskaber på nanoskala. For et fagområde som elektronik er det nyt at arbejde på nano-skala, mens det ikke er nyt for kemi, der altid har arbejdet med at tilrettelægge processer på disse niveauer.

Det nye for kemi i forbindelse med nanovidenskab er, at man søger at designe molekylers og materialers strukturer for at opnå bestemte egenskaber.

Nanoteknologiens mulige anvendelser

Nanoteknologi anvendes i dag i informationsteknologien, f.eks. i computernes stadig mindre integrerede kredse, og nanovidenskab er brugt ved design af bedre katalysatorer – men ellers er forskningen endnu ikke udviklet til egentlig produktion på ret mange områder.

Men der satses hårdt, og der er allerede mange forskningsprojekter i gang. Nanoteknologi tænkes udviklet til en række muligheder – der er næsten ikke den produktion, som nanoteknologi ikke hævdes at kunne forbedre!

Man forestiller sig også, at man kan behandle sygdomme mere præcist, og foretage dosering af lægemidler, der er tilpasset den enkelte patient. Man taler endda om lægemidler designet til den enkelte – også kaldet personlig medicin.

Også særlige overflader, hvor intet kan sætte sig fast, og som derfor næsten ikke skal rengøres, er en mulighed.

På fødevareområdet diskuterer man, om man skal forsyne alle fødevarer med en nanochip, der kan gøre maden sporbar ved hjælp af radiofrekvenser, og med måleinstrumenter, der kan afsløre, om maden er blevet korrekt opbevaret.

Nanoteknologier menes også at kunne medvirke til produktion af energi i brændselsceller ved at designe materialer således, at de kan lagre energien i en brændselscelle. Inden for materiale-området tales der om mulighederne for at designe stærkere og lettere materialer – f.eks. af kulatomer.

Højteknologifonden

Nanoteknologi ses altså som det store dyr i åbenbaring – svaret på alle samfundets problemer. Derfor er der sat mange ressourcer ind på det store nanoforsknings- og innovationseventyr i Danmark og i en række andre lande. Blandt andet er regeringens lovforslag om en højteknologifond kraftigt fokuseret på nanoteknologi.

Og det harmonerer fint med regeringens ønske om at erhvervsrette mest mulig forskning – store virksomheder i dansk erhvervsliv er allerede i gang med at finde ud af, hvor de kan udnytte nanoteknologi, lige fra Aalborg Portland over Arla og Carlsberg til Lego, Lundbeck., NKT og Novo.

Højteknologifonden skal inden dette tiårs udgang være oppe på 16 mia. kr., og satsningsområderne er nanoteknologi, bioteknologi og informations- og kommunikationsteknologi.

Humanistisk og samfundsvidenskabelig forsknings lod vil måske blive at forsøge at lægge sig op af de teknisk-naturvidenskabelige forskere og udviklere for at få del i højteknologi-midlerne.

Forskning, innovation …

Læren fra genteknologiens introduktion i verden bør være, at befolkningerne ikke er dumme – de forholder sig til de farer og problemer, der kan være ved nye teknologier, og de vælger produkter fra, som de ikke er sikre på, hvis de har muligheden for det.

Derfor er det vigtigt, at der sættes fokus på de problemstillinger, som forskningen i nanoteknologi arbejder med, og på de nye problemer, nanoteknologi eventuelt kan skabe.

Nanoteknologisk forskning er meget omkostningskrævende, og nanoteknologi kan have stor betydning for samfundsøkonomi, miljø og sundhed. Der er brug for en mere demokratisk debat og styring af anvendelsen af forsknings- og udviklingsmidler, end der har været tradition for i Danmark.

Nogen vil måske vende sig mod styring af grundforskningen på universiteterne, men mange nanoforskere er selv aktive i medierne med løfter om nanoteknologiens muligheder. Og forskningen styres allerede i vid udstrækning af råd og puljer, som en stor del af universiteternes og sektorforskningens midler til forskning og innovation kommer fra.

… og demokrati

Derfor er det nødvendigt og legitimt at rejse en debat om nanoteknologien – og de andre højteknologier. Der er sket ændringer i styringen af forskningen, men næppe til det bedre i demokratisk henseende.

Eksempelvis siges de nye bestyrelser på universiteterne med flertal af eksterne medlemmer at skulle sikre en dialog mellem universitet og samfund, men hvilken samfundsmæssig legitimitet har bestyrelserne, når de fleste medlemmer er direktører fra erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner.

Samtidig har universiteterne i stigende grad fokus på at udtage patenter og skabe spin-off virksomheder, hvilket kan være med til at hæmme en fri debat og udveksling af oplysninger og synspunkter om forskningen.

Allerede nu lyder advarsler fra forskere om bl.a. nanopartiklers indvirkning på miljø og sundhed.

F.eks. kan man producere meget stærke små rør af kulstof, som er designet til at holde og ikke kan nedbrydes og har samme struktur som asbestfibre. Sådan nogle nanopartikler af kulstof kan derfor have samme virkning som asbestfibre, når de kommer ind i kroppen.

Nanoteknologi og miljøet

Det er positivt, at Søren Isaksen – direktør i NKT og formand for en gruppe, der har udarbejdet en handlingsplan for nanoteknologi for Videnskabsministeriet – advarer mod de problemer, som nanopartikler kan give.

Andre sundhedsmæssige problemer kan være, at nanopartikler kan klumpe sig sammen i kroppen, at de små partikler kan transporteres gennem cellemembraner og skade organer og kan provokere nye former for allergier.

At forstille sig, at man kan styre nanopartikler i miljøet, ligger fjernt – de vil stort set være umulige at identificere, de kan ikke spores kemisk eller fysisk. Man kender ganske simpelt for lidt til deres virkning.

Der kan også sættes spørgsmålstegn ved, om nanoteknologierne er miljøvenlige, som nanoforskere ofte hævder.

Hvis man ikke skelner mellem god og dårlig nanoteknologi, risikerer vi at sætte gang i produktioner, der bruger utrolig meget energi, giftige kemikalier og sjældne metaller.

Det vil gentage den kemiske revolutions fadæser, hvor fokus på stoffernes effektivitet fik os til at bruge dem til hvad som helst for bagefter at opdage, at vi ændrede f.eks. hormonbalancer og fertilitet hos dyr og mennesker.

Bagsiderne

De revolutionerende egenskaber, som nanoteknologi kan frembringe, kan have også have bagsider, der kan skyldes selve nanoteknologien, eller den måde den anvendes på:

Forskning og debat om risici …

Handlingsplanen for nanoteknologi og nanovidenskab anbefaler ministeren, at risikoelementerne integreres i forskning og industriel udvikling, således at der som en integreret del af de enkelte projekter afsættes midler til forskning og vidensopbygning i nanoteknologiens miljømæssige, samfundsmæssige og etiske problemstillinger.

I bedste fald vil man altså kunne få forskningsprojekter, hvor alle sider ved produkt og teknologi er grundigt overvejet.

Men da forskningens virkelighed sjældent er ideel, er det meget betænkeligt at deponere afdækningen af de negative konsekvenser hos de samme forskere, som har stor interesse i at projekterne skal lykkes og i at få grønt lys til produktion.

Er forskerne i stand til at se de etiske grænser? Det var ikke tilfældet, da forskere på Landbohøjskolen stod med køer, der var drægtige med klonede kalve.

… er ikke nok

Vi må kræve, at der bruges midler til uafhængig forskning i risiko. Men det er ikke nok.

Der mangler en grundlæggende debat, om samfundet overhovedet har interesse i at bruge alle typer nanoteknologi, og om det er alle materialer og produkter, vi har glæde af. Vi må have en debat om de problemer, nanoteknologi-forskningen fokuserer på at løse:

Er det væsentlige problemer? Kan disse problemer løses bedre på anden vis? Er andre problemer vigtigere? Hvordan kan forskningen styres i retning af væsentlige problemer? Hvilke udfordringer skal løses for at muliggøre eventuelle vigtige nanoteknologiske produktioner?

En ting er, at det kan lade sig gøre at flytte ét atom af gangen i laboratoriet, noget andet er at omsætte sådanne processer til industriel produktion.

Ikke alle nanoforskere tror selv på, at det er muligt at omsætte deres forskning til industriel produktion. Vi må have en offentlig debat i gang, inden for mange midler bindes i nanoteknologisk forskning og udvikling.

Rikke Fog-Møller er miljøsekretær i Enhedslisten.

Artiklen har tidligere været bragt i Enhedslistens medlemsblad Rød-grønne Linjer.

Læs mere om nanoteknologi på f.eks. www.teknologiskfremsyn.dk (Nano TF (teknologisk fremsyn)) og på www.biotik.dk(søg på nanoteknologi).