Jubilee 2000: Endnu ikke tid til at juble

I

I de senere år synes etiske dimensioner i politik, økonomi og historie at blive mere fremtrædende.

Staters adfærd over for egne befolkninger fremføres som muligt men også kontroversielt grundlag for ‘humanitær intervention’. Søgsmål mod statsledere for menneskerettighedskrænkelse er ligeledes udtryk for et tilsvarende ønske om indskrænkning i nationalstaters moralske immunitet.

I virksomheders adfærd eller målsætninger vinder etiske synspunkter indpas som reaktion på en delvis politisering af forbrugsvalget i forhold til børnearbejde og øvrige løn- og arbejdsvilkår.

Også fortiden drages ind i den moralske overvejelse, hvor skyld og ansvar er elementer i opgørelsen af historiens omkostninger og af ofrenes krav på materiel og moralsk genoprejsning. Dette åbner vejen for en udvidelse af både gældsbegreb og erstatningsansvar.

II

Blandt de organisationer, der fokuserer på politiske, moralske og historiske aspekter i gældsspørgsmålet, er Jubilee 2000, som blev dannet midt i 90erne med sektioner i en del lande, og måske stærkest i Sydafrika.

Navnet Jubilee har sit udspring i den tilbagevendende gældsslettelse i hebræisk tid, hvor den økonomiske cyklus blev befriet for lammende gæld. Lovgiveren Solon tilskrives en lignende gældslettelsespolitik i Athen. Man kan høre de gældsplagedes jubel.

Jubilee 2000 har især fokuseret på fattige landes eksterne gæld, og anvender begrebet ’odiøs gæld’ til at indfange en række forhold heri. ’Odiøs gæld’ er uretfærdig gæld, ofte i form af et illegitimt styres låntagning til opretholdelse af styret.

Normalt overtager en efterfølgende regering en tidligere regerings gældsforpligtelser, mens der gennem begrebet ’odiøs gæld’ argumenteres for at en sådan gæld ikke bør honoreres. At befolkninger ikke i årtier skal undgælde for sin egen undertrykkelse.

En bredere definition af ’odiøs gæld’ omfatter den eksterne gældsætning i underudviklede økonomier, hvis økonomiske grundlag er blevet undermineret af internationale handelsmønstre, især den globale forringelse af bytteforholdet mellem udviklede og råstofproducerende samfund. Her cementerer gældsbyrden underudviklingen.

Kravet om gældsslettelse besidder her både en moralsk dimension og et økonomisk rationale.

Dette er også synspunktet i den britiske regerings ’Commission for Africa’, hvis rapport udkom i marts i år. Rapporten anbefaler også en tilbageførsel af de midler, der er blevet ranet af afrikanske magthavere og anbragt i udenlandske banker, og som svarer til mere end halvdelen af kontinentets eksterne gæld.

En yderligere dimension kan spores i begrebet ‘økologisk gæld’, hvor udviklede økonomiers beslaglæggelse af et uforholdsmæssigt stort økologisk råderum eller andel i det globale naturgrundlags endelige ressourcer bliver tolket som en gældsforpligtelse i forhold til befolkninger, som ikke har lige adgang hertil.

Her sker der en omvending af kreditor-debitor forholdet. Fra at betragte afrikanske lande som debitorer i den økonomiske proces kan de i denne optik betragtes som egentlige kreditorer i forhold til de udviklede økonomier.

III

Overvejelser over moralske dimensioner i gældsspørgsmålet kan ikke adskilles fra overvejelser om historisk ansvar og skyld. At være ansvarlig for, at være skyldig i bestemte forhold kan tolkes som en ‘historisk gæld’ i forhold til ofrene for disse misforhold, om de er ofre for kulturel ødelæggelse, slavehandel eller folkemord.

I 1991 tiltrådte den daværende afrikanske enhedsorganisation OAU princippet om skadeserstatningskrav i forbindelse med slavehandel og kolonialisme.

I Abuja-erklæringen hedder det, at den skade, der er anrettet af slavehandel, kolonialisme og neokolonialisme ”ikke er et levn fra fortiden, men er forsat smerteligt til stede i samtidige afrikaneres beskadigede liv fra Harlem til Harare, i den sorte verdens beskadigede økonomier fra Guinea til Guyana, fra Somalia til Surinam”.

Den namibiske herrero-befolknings krav til den tyske regering om undskyldning og erstatning for forsøg på folkemord i den koloniale periode er i tråd hermed. Oprindelige befolkninger i Canada, Australien og New Zealand har ligeledes forhandlet aftaler om historisk kompensation med deres regeringer.

Også i andre sammenhænge kendes en sådan ’historisk gæld’. Mest kendt er holocaustgælden og erstatningskravene fra ’slavearbejderne’, der er blevet rejst og anerkendt i de senere år. Og i dansk sammenhæng er Thule-befolkningens forgæves krav om statslig undskyldning og kompensation for tvangsforflytningen i 1950erne et eksempel herpå.

Jubilee 2000 fokuserer både på den del af den sydafrikanske udlandsgæld, der stammer fra apartheidstyrets låntagning, og som det sydafrikanske samfund fortsat tynges af, og på ofrenes krav på erstatning i forhold til de udenlandske virksomheder, der medvirkede til at opretholde styret. Begge disse historiske gældsformer betegnes som ’apartheidgælden’

En række erstatningskrav over for staten er blevet anerkendt i Sydafrika i kølvandet på Sandheds- og Forsoningskommissionens arbejde, selv om selve erstatningens størrelse er langt fra det niveau, der blev anbefalet af kommissionen.

I november 2002 anlagde den sydafrikanske Khulumani Support Group - en gruppe af ofre for apartheid, der er tilknyttet Jubilee 2000 - sag i Southern District Court, New York, i henhold Alien Tort Claims Act (1789), som giver amerikanske domstole myndighed i forhold til visse brud på international ret uanset, hvor disse begås. Loven var oprindeligt møntet på beskyttelse af ambassadører og mod piratvæsen på internationalt farvand.

Sagen blev anlagt mod virksomheder som Barclays, British Petroleum, Caltex, Daimler Chrysler, Deutsche Bank, Ford Motor Company, Rheinmetall, Royal Dutch Shell m.fl. Næsten nøjagtig to år senere afviste domstolen sagen, og den er nu appelleret. En afgørelse ventes til juni.

I et partsindlæg satte den sydafrikanske regering sig imod erstatningskravet til de udenlandske virksomheder. Mest af frygt for, at det ville få negativ indflydelse på investeringsklimaet i landet.

A.P. Møller/ Mærsk er ikke blandt de sagsøgte virksomheder, men vil på anden vis blive inddraget. Tidligt i firserne kunne det hollandske forskningsenhed Shipping Research Bureau beregne, at Mærsk leverede omkring 20% af apartheidstyrets oliebehov.

I et samarbejde med de sydafrikanske myndigheder blev alt gjort for at sløre transporterne. Destinationerne blev forfalsket, og rederiet undlod at oplyse om anløb i Sydafrika i både danske og internationale skibsfartsbulletiner.

I perioden mellem oktober 1979 og februar 1981 er i alt 18 anløb til Durban blevet identificeret med en samlet last på omtrent 4.3 millioner ton til en datidsværdi af 900 millioner USD.

Uanset det endelige udfald i retssagen i New York kan kravene om erstatning for historisk uretfærdighed, kravene om slettelse af uretfærdig eller ’odiøs’ gæld, og en anderledes synsvinkel på kreditor-debitorforholdet i den internationale økonomi, betragtes som en samlet bestræbelse på at etablere nye normer i den globaliserede økonomi, at etablere nye internationale retsnormer, der ikke i generation efter generation lader de svage undgælde for historien.

I den kritiske diskussion af kravene om kompensation for historisk uret er begreber som ’offermentalitet’ og ’offerrolle’ som strategi til at undvige et ansvar for eget liv, blevet anvendt.

At identificere sig selv som ’offer’ kan hæmme livsudfoldelsen, og i værste fald blive en form for selvdestruktiv identitet. Dette kan være tilfældet, men kan ikke anvendes til at forflygtige et ansvar for en historisk, økonomisk, økologisk og kulturel vold, der netop har nedsat eller helt udslettet ofrenes evne til fuldt ud at tage vare på eget liv.

Anerkendelse af og kompensation for historiens smerte er ikke et endemål, men et skridt til sætte de berørte bedre i stand til at håndtere eget liv, både som fortid og fremtid.

At stater og samfund erkender deres andel i den lidelse, der er forvoldt, vil på den anden side fremme en nødvendig revision af egen historie og selvopfattelse, og muligvis skærpe indsigten i samtidens fortsatte ansvar.

For til syvende og sidst kan kompensation for fortidens forbrydelse og ulykke ikke træde i stedet for en omdannelse af de sociale, økonomiske og kulturelle forhold i nutiden, der dag for dag øger ofrenes globale antal.

Patrick Mac Manus er medlem af forretningsudvalget i Sydafrika Kontakt og talsmand for Foreningen Oprør

Besøg hjemmesiden for Foreningen Oprør.

Besøg hjemmesiden for Sydafrika Kontakt.