Ryddet mangroveskov forstærkede tsunami-katastrofen

Da de første rapporter om ødelæggelserne fra tsunamiens dræbende bølger begyndte at strømme ind, spurgte en nyhedsoplæser på TV-kanalen Aaj Tak den korrespondent, der rapporterede fra ødelæggelserne i Tamil Nadu i Sydindien: ”Er der noget overslag over, hvor meget dette vil koste erhvervslivet? Kan du finde ud af det? Det er vigtigt for vores erhvervsledere at vide.”

Studieværten var ikke klar over, at tsunami-katastrofen blev forværret af en politik, der prioriterede økonomisk vækst højere end menneskeliv. Den var resultatet af et vanvittigt økonomisk system – ledet af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) – som går ind for en ikke-bæredygtig vækst til gavn for ganske få mennesker.

Halvdelen af verdens mangroveskove er ryddet

Mangrover består af buske og træer, hovedsageligt fra mangrovefamilien, som man finder i mudrede sumpområder ved tropiske og subtropiske kystlinier og flodmundinger.

De lave træer har tilpasset sig et liv i saltvand og udsender særlige rødder, der kan ånde, ned fra deres grene for at optage ilt fra luften. Mangrovesumpene er frugtbare yngleområder for fisk og skaldyr.

Forskere advarer om, at de unikke tropiske kystskove hører til de mest truede habitater i verden.

Ifølge det USA-baserede Earth Island Institute’s Mangrove Action Project dækkede mangroveskovene engang tre fjerdele af de tropiske og subtropiske landes kystlinie, men kun halvdelen af disse områder er forblevet intakte i dag.

Dette skyldes befolkningsvækst og ikke-bæredygtig økonomisk vækst, herunder erhvervelse af land til økonomisk og industriel udvikling, udbredt rejedyrkning og kemisk forurening.

Satelitbilleder af Aceh, Sumatra. Til venstre: 13. januar 2003. Til højre: 29. december 2004.

Satellitbilleder af Aceh på den nordlige spids af Sumatra, Indonesien før og efter tsunamien 26. december. I Aceh blev mere end 110.000 mennesker dræbt af tsunamien. Indonesiens minister for skovbrug, Malam Sambat Kaban, erkender, at landet har mistet omkring 30% af den oprindelige mangroveskov, og at mangroven ville have kunnet give beskyttelse mod tsunamiens bølger. Regeringen starter til april et genplantningsprogram til 120 mio. kr. ”Tsunamien i Aceh fik os til at indse, at vi må sætte kul under denne proces.” siger Kaban til Reuters (25. januar 2005).

Rejeindustrien ødelægger mangroverne

Siden 1960’erne er store strækninger på den asiatiske kyst blevet indtaget af industrialiserede reje-firmaer, der har oprettet en betydelig mængde miljøskadelige havbrug. Produktionen af rejer, der i 2000 nåede op på over otte milliarder tons, har allerede undergravet de mest sårbare økosystemer.

”Rape-and-run industrien”, som FAO engang kaldte den, blev i vid udstrækning finansieret af Verdensbanken. Næsten 72% af verdens rejebrug finder man i Asien.

Væksten i rejebrugene skete på bekostning af de tropiske mangrover, som hører til de vigtigste økosystemer i verden.

Mangrovesumpe beskytter kystregionerne mod de store bølger og fungerer som bølgebrydere i forhold til cykloner. Mangrover er yngleplads for tre fjerdele af de fiskearter, der opholder sig i mangrovesumpene som en del af deres livscyklus, og som fiskes kommercielt. For hver hektar mangroveskov, der bliver ødelagt, forsvinder der skønsmæssigt 800 kg. fisk.

Mangrover er en af verdens mest truede habitater, men i stedet for at satse på at genplante mangrovesumpene, har en fejlagtig økonomisk politik fremskyndet dens forsvinden. Verdensbanken har vendt det døve øre til de mange advarsler fra miljøforkæmpere og økologer.

Rejedyrkningen fortsatte med at efterlade sig sine ødelæggende spor og udslettede mere end halvdelen af verdens mangrover. Siden 1960’erne har havbrug i Thailand resulteret i tabet af mere end 65.000 hektarer mangrover. I Indonesien mistede Java 70% af sine mangrover, Sulawesi 49% og Sumatra 36%.

Så meget at da tsunamien slog til med fuld kraft, var tømmerfirmaer i fuld gang med at fælde mangrover i Aceh-provinsen i Indonesien med henblik på eksport til Malaysia og Singapore.

I Indien er mangrovelaget blevet reduceret til mindre end en tredjedel i løbet af de sidste tre årtier. Mellem 1963 og 1977 – tiden hvor havbrugsindustrien tog fart – ødelagde Indien næsten 50% af sine mangrover.

Lokale samfund blev med magt fortrængt for at give plads til rejebrugene. I Andhra Pradesh blev mere end 50.000 mennesker tvangsforflyttet og millioner spredt for alle vinde for at give plads til havbrugene.

Turismen langs kystlinien boomer

Boomende turisme i den asiatiske stillehavsregion er faldet sammen med de destruktive eftervirkninger af væksten indenfor rejeindustrien.

I de sidste ti år voksede turiststrømmen og indtægterne fra turisme mere end i nogen anden region i verden – næsten dobbelt så meget som i de industrialiserede lande.

Prognoser for 2010 indikerer, at regionen vil overgå Syd- og Nordamerika og blive verdens andet største turistområde med 229 mio. ankomster. Det, der bliver anset for en indikator for spektakulær økonomisk vækst, dækker i virkeligheden over enorme miljøomkostninger, som disse lande har haft og vil få i fremtiden.

I de to sidste årtier har hele kystlinien langs den Bengalske Bugt, det Arabiske Hav, Malacca Strædet og det Indiske Hav og stort set alt langs det sydlige Stillehav været genstand for massive investeringer i turisme og hoteller.

Myanmar og Maldiverne led mindre under tsunamien, eftersom turistindustrien endnu ikke har spredt sig ud over mangroverne og koralrevene rundt om kystlinien. Det store koralrev omkring den maldiviske øgruppe opsugede meget af tidevandsbølgen og begrænsede derved tabet af menneskeliv til lidt over 100 døde.

Koralrev modvirker det oprørte hav ved at bryde bølgerne. Tragedien er imidlertid, at mere end 70% af verdens koralrev allerede er blevet ødelagt.

Øgruppen Surin på Thailands vestkyst undgik på samme måde alvorlig ødelæggelse. Ringen af koralrev, der omgiver øerne, blev overskyllet af de rasende bølger, men stod fast og hjalp derved med at bryde tsunamiens dræbende kraft. Mangrover er vigtige for mange koralrev ved at filtrere det dynd, der flyder til havs.

Væksten i turisme, hvad enten den sker i økoturismens eller den magelige turismes navn, har imidlertid været med til at udrydde mangroverne og derved også ødelægge koralrevene.

Mangroveskov ville have beskyttet mod tsunamien

Hvis mangroverne var intakte, ville ødelæggelserne fra tsunamien have været langt mindre. Økologer fortæller os, at mangrover giver dobbelt beskyttelse: Det første lag af røde mangrover absorberer de første chokbølger med deres bevægelige grene og sammenfiltrede rødder i vandet langs kysten. Det andet lag af høje sorte mangrover fungerer som en væg, der modstår havets raseri.

Epicentret for tsunamien den 26. december 2004 lå tæt ved øen Simeuleu i Indonesien. Dødstallene på denne særlige ø var ekstraordinært lave, fordi indbyggerne besad den traditionelle viden om de tsunamier, der uundgåeligt opstår efter et jordskælv til havs. På øen Nias, som ligger tæt ved Simeuleu, havde mangroverne fungeret som en mur, der beskyttede folk mod ødelæggelse.

I Pichavaram og Muthupet i Sydindien blev tabene af menneskeliv og de økonomiske tab også lave efter tsunamien. Det skyldtes den tætte mangroveskov.

Det er tidligere sket i Bangladesh. I 1960 ramte en tsunamibølge kysten på et område, hvor mangrover var intakte. Der var ikke et eneste tab af menneskeliv. Senere blev disse mangrover fældet og erstattet med rejefarme. I 1991 blev tusinder af mennesker dræbt, da en tsunami af samme størrelse som i 1960 ramte den samme region.

Ligeledes formindskede de berømte mangrover i Bhiterkanika i Orissa (der også fungerer som yngleplads for forskellige skildpaddearter) effekten af ”supercyklonen” i oktober 1999, der ellers slog over 10.000 mennesker ihjel og gjorde millioner hjemløse.

Udfordringen for udviklingslandene består i at lære af de teknologier, der allerede har bevist deres værd og som er blevet perfektionerede af lokalsamfundene. Bevarelsen af mangroverne er vigtig.

M. S. Swaminathan Research Foundation (MSSRF) i Chennai i Indien startede for mere end 15 år siden et program for at genoprette Indiens forsvindende mangroveskove. En af succeshistorierne var et projekt finansieret af det Canadiske Internationale Udviklingsagentur. Projektet dækkede seks mangroveområder langs Sydindiens østkyst og bidrog i perioden 1996-2003 til at genoprette 1.447 hektarer delvist ødelagt mangroveskov. MSSRF anvendte en flerstrenget strategi: Et første mål var at bevare og genoprette mangrover langs Indiens østkyst, et andet at oplyse de lokale samfund om risikoen for stormskader og om sikre fiskezoner og fiskedage.

Hvem tager ansvaret?

Hvad vandt verden ved at promovere markedsreformer, der ikke tager hensyn til miljø og menneskeliv? Kan Verdensbanken retfærdiggøre sin finansielle støtte til havbrugs- og turistsektoren?

Tag f.eks. rejebrugene. Livscyklus for et rejebrug er to til fem år. Dammene bliver derefter forladt og en masse giftigt affald efterladt sammen med ødelagte økosystemer, brudte lokalsamfund og udtørrede indtægtskilder. Rejebrugene bliver udviklet på bekostning af de naturlige økosystemer, inklusive mangroverne. Hele denne cyklus bliver derefter gentaget i et andet uberørt kystområde.

Det er blevet vurderet, at de økonomiske tab som følge af rejebrugene er omkring fem gange større end de potentielle indtægter.

Turismen er ikke bedre. I Kerala i Sydindien, markedsført som ”Guds eget land”, ødelagde man mangroverne i et desperat forsøg på at lokke turister til. Først efter tsunamien offentliggjorde regeringen planerne til et projekt til små 50 mio. kr., der skal beskytte Keralas kystlinie mod tidevandsbølger.

Andre turistområder i Asien vil sandsynligvis begynde at genoverveje situationen. Det spørgsmål, der derfor er nødvendigt at stille, er, hvorfor vi er nødt til at miste en masse menneskeliv, hvis vi blindt efteraber markedsøkonomiens mantra?

Hvor mange flere mennesker skal dø og hvor mange millioner blive hjemløse, før vi indser den alvorlige fejltagelse, der ligger i ikke at kontrollere markedskræfternes frie spil?

Devinder Sharma er en New Delhi-baseret analytiker, der beskæftiger sig med fødevare- og landbrugspolitik.

Artiklen er oversat af Niels Henrik Hooge og har tidligere været bragt i tidsskriftet Global økologi.